Iværksætterledelse

Succes-iværksætter: »Løvens Hule er virkelig godt for iværksætteri, men formatet har for lidt fokus på vigtigheden af god ledelse«

Foto Christin Als
1. marts 2023

Der er brug for meget mere fokus på god ledelse i iværksætterselskaber, hvis vi skal skabe flere succeser. Sådan lyder budskabet fra Eske Gunge, der selv har solgt sit selskab for over 200 millioner kroner og nu investerer i andre, håbefulde startups. CBS er enig i diagnosen og er på vej med en ny lederuddannelse til iværksættere.

Eske Gunge står på en badebro og ser ned i vandet
»Det afgørende for at lykkes som iværksætter er, at man er i stand til at samle de rigtige mennesker,« siger Eske Gunge, der som investor i flere start-ups oplever en generel mangel på god ledelse. Foto: Christian Als
Gå til Action card

Du kender sikkert scenen fra Løvens Hule på DR1: En nervøs ung mand eller kvinde får et par minutter til præsentere et produkt eller en ny smart dims, som, de håber, vil erobre verden og gøre drømmen om et iværksættereventyr til virkelighed.

Ofte falder løvernes dom hårdt og kontant, og den håbefulde iværksætter forlader scenen og de snurrende kameraer med en drøm, knust til atomer. Andre gange bider ’løverne’ på maddingen og sætter nogle hundrede tusinde kroner på højkant til fordel for en ofte høj ejerandel. Så bryder jublen ud, og der udveksles knus og kindkys.

Begge scenarier er, hvis man spørger iværksætter og business angel, Eske Gunge, nok mest af alt kreeret for at gøre det spændende for tv-publikummet, for dramaturgien er lidt løsrevet fra virkeligheden. Ude i den rigtige verden afgøres en iværksætters succes ikke af en pitch på et par minutter, efterfulgt af en hurtig forhandling, heller ikke selv om virksomhederne i Løvens Hule ofte er helt nystartede og uden nævneværdigt salg.

»Løvens Hule gør meget godt, fordi programmerne forhåbentlig ansporer danskerne til at tænke i at starte noget op fra bunden. Men programmet giver på grund af formatet også et lidt fortegnet billede af, hvad det vil sige at være iværksætter. Produkterne er ofte simple consumer-produkter, som alle hurtigt kan forstå, og dialogen handler mest om, hvorvidt produktet er godt, og om iværksætterne er hardcore til at eksekvere. Det er også vigtige ting, og det er måske nok, hvad formatet kan bære. Men det medfører efter min mening, at hverken løverne eller iværksætterne får talt så meget om deres tilgang til ledelse eller om at bygge teams og levere i fællesskab. Iværksætternes evne til fra starten af være gode ledere og kunne tiltrække, motivere og lede et team er helt afgørende for om selskaberne bliver til en succes over tid,« siger Eske Gunge.

Eske Gunge sidder på en bænk
»Løvernes hule giver på grund af formatet et lidt fortegnet billede af, hvad det vil sige at være iværksætter,« siger Eske Gunger. Foto: Christian Als

Hver anden startup overlever ikke
Han ved bedre end de fleste, hvad der skal til for at lykkes som iværksætter. Med base i et lille lokale på Nørrebro startede han det, der i 2012 blev til Actimo, og solgte det i 2020 til norske Kahoot for over 200 millioner kroner. I dag bruger han en del af formuen på at investere i andre håbefulde startups som business angel.

»Jeg synes, at jeg har en forpligtelse til at hjælpe den næste generation af iværksættere på vej. Og noget af det vigtigste, jeg mener, at jeg kan bidrage med, er at fremme god ledelse,« siger Eske Gunge.

Efter hans opfattelse er det netop manglende fokus på at sikre god ledelse, der er en af de helt store udfordringer for mange danske iværksætterselskaber, som ellers forventes at skulle stå for 50 procent af Danmarks fremtidige vækst, og dermed udgøre fundamentet for vores fælles velfærd og velstand.

De tørre tal viser, at mindre end hver anden iværksætter overlever de første fem år, og det er Eske Gunges påstand, at mange flere iværksættere ville klare sig igennem, hvis de allerede fra starten tænkte i god ledelse og hvordan de får tiltrukket de rigtige mennesker og kompetencer til teamet, ’i stedet for bare at tonse derudad’, som han udtrykker det.

»Der er den her myte om, at en iværksætter bare skal have en fed ide og så ellers give den fuld smadder og spise sig selv baglæns. Men efter min egen erfaring handler iværksætteri mest af alt om at kunne tiltrække og samarbejde med dygtige mennesker og skabe de rigtige rammer for dem; ellers tæsker de gode folk ud ad døren, og du risikerer at brænde ud lynhurtigt. Succes skabes af gode teams,« siger Eske Gunge.

Ekse Gunge med havet som baggrund

Eske Gunge

Født 1974, opvokset i Brasilien og Birkerød  

2022-        Business Angel, WeShareInvest 2021-2022  Vice President, Kahoot

2012-2021 CEO & Co-founder, Actimo

2010-2012  Co-founder, B2B Tones

2007-2010  Head of Online Services, TDC/ YouSee

2005-2007  Head of Supervisors, NOC, TDC

1999-2001  Co-founder, Intermax  

Uddannelse
Eske Gunge har en kandidatuddannelse fra IT Universitetet i København, med speciale i e-business. Han har også en Executive Management Program-uddannelse fra INSEAD i Paris og har modtaget ledelsestræning af Learn2Lead. Han er bachelor i Offentlig Administration og Forvaltning, med et års uddannelse i Politisk Økonomi fra McGill Universitet i Quebec Canada, ligesom han figurerede på Berlingskes ’Talent 100’ i 2012.

Tillidshverv/investeringer
Bestyrelsesformand hos StaySeat, intelligent udendørs opvarmning

Bestyrelsesmedlem i Brancheforeningen for Danske Tech Startups

Bestyrelsesmedlem hos Woba, People Intelligence Platform

Bestyrelsesmedlem hos Make Influence, Influencing Marketing Platform

Bestyrelsesmedlem hos Pleaz.io, Wellbeing Culture Platform

Privat bor Eske Gunge i Virum med sin kone og 2 børn på 11 og 13.

Fold ud

Behov for anerkendende ledelse
I de virksomheder, han har investeret i det sidste års tid efter Actimo-salget, bidrager han selv aktivt med rådgivning, metodik, struktur, best-practice-indsigt og masser af ledelsessparring.

»Det afgørende for at lykkes som iværksætter er, at man er i stand til at samle de rigtige mennesker. Som founder skal du meget hurtigt have et team omkring dig, der både kan bygge processer og strukturer op, og som også forstår sig på anerkendende ledelse. Du skal have en kærlig, lærende og anerkendende ledertilgang, specielt hvis du vil tiltrække de unge talenter, også selv om det er i en iværksættervirksomhed med store ambitioner og fart på,« konstaterer Eske Gunge.

Ifølge Eske Gunge har mange iværksættere ikke nødvendigvis forstand på – eller interessere – for ledelse. Og derfor er han meget optaget af at få bygget det rigtige ledelsesteam op omkring founderen i de virksomheder, han investerer i. Det skal blandt sikre, at trivsel, inklusion og diversitet ikke glemmes i kampen for at slå igennem lydmuren.

Eske Gunge står i sit køkken og ser ud i sin have
»Iværksætternes evne til fra starten af være gode ledere og kunne tiltrække, motivere og lede et team er helt afgørende for om selskaberne bliver til en succes over tid,« fortæller Eske Gunge. Foto: Christian Als

Brug for anerkendende ledelse
»Du skal være inkluderende i dag, du skal sikre en solid blanding af mennesker og kompetencer, kort sagt være en anerkendende og understøttende leder. Og hvis ikke du er det selv, skal du finde den leder, der er det,« lyder det fra Eske Gunge.

Han understreger, at iværksættere ikke kan lykkes uden masser af drive, ambition og hårdt arbejde. Men det skal kombineres med en sund kultur, ’der forener passion, pragmatisme og vindermentalitet’, som han udtrykker det.

»Samtidig skal man have styr på planlægningen og økonomien, så alle i organisationen ved, hvad der skal ske, og at selskabet er på rette vej. Det lyder som en umulig opgave at forene alle disse ting, men hvis man skal finde en ledestjerne, der kan forene alle disse elementer, så handler det om engagement. Hvis du kan få dygtige folk til at have tillid og blive engageret i at løse opgaver efter en fælles plan, så er du godt i gang med god ledelse,« konstaterer Eske Gunge.

CBS: Iværksættere er for dårlige til ledelse
Eske Gunges analyse af for lidt fokus på ledelse i startups deles Mia Jung, der har titel af Head of Leadership Development på CBS i deres afdeling for entrepeneurship, CSE. Hun står i spidsen for det nye program Founder to Leader, der er et personligt lederudviklingsprogram til iværksættere, som er nået så langt med deres nyetablerede virksomhed, at de er begyndt at ansætte personale. Også ifølge Mia Jung er ledelsesmæssige udfordringer en af de hyppigste årsager til startups ikke overlever.

»Der er meget, der peger på, at iværksættere, som jo ikke nødvendigvis har ledelseserfaring andre steder fra, ville have meget bedre forudsætninger for at lykkes, hvis de blev klædt bedre på til ledelsesopgaven,« siger Mia Jung.

Når der ofte ikke er nogen særlig stor bevidsthed om ledelsesdelen i startup-virksomheder, skyldes det, siger hun, at der er mange andre agendaer, opgaver, investorer og rådgivere, der kæmper om de enkelte iværksætteres tid og fokus. Og så opleves det som vigtigere at kapre kunder, udvikle produkter eller hente investeringer for simpelthen at kunne overleve som virksomhed.

Eske Gunge står på en badebro og ser ned på sin hund
»Det har været min redning, at jeg altid har været god til at række ud og få hjælp,« fortæller Eske Gunge, der selv har oplevet massivt pres som ny iværksætter. Foto: Christian Als

Ledelse er en ’luksus’
Samtidig er der sjældent nogle strukturer og processer at støtte sig op af; de bliver typisk først opbygget i takt med at organisationen vokser og skaleres på alle fronter, uanset om det gælder onboarding af IT eller etablering af en HR-afdeling, der kan hjælpe med at sikre sparring og gode udviklingsmuligheder.

»I det helt tidlige stadie føler mange iværksættere ikke, at de har den luksus at kunne stoppe op og reflektere over deres egne evner som ledere og den effekt, som det potentielt set kunne have på deres virksomhed, at blive dygtigere til at lede deres medarbejdere. Derfor kan startups være utroligt grænseløse for alle parter at navigere i, og det kan til tider være en frustrerende og endda stressende oplevelse for medarbejdere,« konstaterer Mia Jung og tilføjer:

»Det skaber også en lidt farlig cocktail, at der ofte ikke er budget til at ansætte meget selvledende medarbejdere, men derimod må ansættes yngre og mere uerfarne, men dermed også mere ledelseskrævende medarbejdere. Og det er nok her mange iværksættere kommer til kort og bliver lidt pressede, hvis de ikke har værktøjerne i orden,« siger Mia Jung.

Eske Gunge
Eske Gunge har en kandidat fra IT Universitet, og han har bl.a. været med til at stifte Intermax og Actimo.  Foto: Christian Als

Virksomheden bliver sårbar
Hun påpeger, at vilkårene for ledelse ofte adskiller sig væsentligt fra ledelse i mere etablerede virksomheder. I startup-virksomheder udgør grundlæggeren typisk selv ledelsen, selv om vedkommende mere identificerer sig med rollen som iværksætter og tænker langt mere på forretningside, strategi, produkt og kunder.

»Derfor er de organisatoriske rammer ofte meget flydende. Når virksomheden begynder at vokse lidt, og der bliver ansat personale, er der ikke etableret en fast virksomhedskultur. Derfor bliver der ofte tale om, at ledelsen lægger skinnerne, mens toget kører. Og fordi lederen som regel ikke har erfaring fra tidligere job at trække på, bliver hele virksomheden sårbar,« siger Mia Jung.

Hun håber, at den nye lederuddannelse vil åbne flere iværksætteres øjne for sammenhængen mellem god ledelse og evnen til at kunne tiltrække og fastholde gode medarbejdere. Og at de også lærer at forstå, at et godt produkt og en stærk salgsindsats ikke er de eneste vigtige faktorer, hvis man vil lykkes.

»Uddannelsen har fokus på at udvikle det personlige lederskab og gøre iværksætterne mere selvbevidste og refleksive omkring deres egne bevidste og ubevidste mønstre i rollen som ledere og den afsmitning, det har på deres medarbejdere og deres relationer og kultur internt i virksomheden,« siger Mia Jung.

»Vi håber, at programmet får en effekt for startupvirksomheder fra hele Danmark og med iværksættere med forskellige baggrunde og en bred diversitet, og at vi dermed kan bidrage til at færre iværksættere brænder ud eller sammen, og virksomheden ikke overlever de første svære år,« tilføjer hun.

CBS på vej med iværksætter-uddannelse

Den nye uddannelse er et samarbejde mellem CBS og Industriens Fond – læs mere her: https://foundertoleader.dk/

Fold ud

Tæt på afgrunden
Selv om Eske Gunge er en af de få iværksættere, der er lykkedes med at virkeliggøre drømmen om ’det store salg’, har han også haft startups, der ikke nåede i mål. Og han har i perioder oplevet et så massivt pres, at han var endog meget tæt på at arbejde sig selv helt ud over afgrunden.

»Jeg spiste mig selv op, fordi jeg kørte i alt for højt tempo alt for længe. På en typisk dag stod jeg op lidt over 6 med børnene, så på arbejde fra 8-17, hjem og være samme med børnene til klokken 20 og så arbejde igen til klokken 01 om natten. Træning tre gange om unge fik jeg mast ind også. I flere år prioriterede jeg kun arbejde, træning og børnene, og i lange perioder sov jeg kun omkring 5 timer om natten, måske med en opvågning for at lægge dyne på et barn. Det var ikke smart. Jeg var helt derude, hvor kroppen havde det skidt, og det kunne have kostet mig det hele,« fortæller Eske Gunge.

Han fik først styr på sig selv igen, da han fik kontakt til en coach, der hjalp ham til at sadle om og trække stikket af og til. For at få en bedre balance i sit arbejds- og familieliv begyndte han at meditere og var også på et 10-dages silent retreat i Sverige.

Eske Gunge knæler på en badebro og kæler med sin hund
»Hvis du hele tiden sprinter derudad, risikerer du både at knække dig selv og dine medarbejdere,« siger Eske Gunge.  Foto: Christian Als

Et maraton – ikke en sprint
Det måske vigtigste råd, han giver videre til de håbefulde iværksættere, er derfor, at de skal passe på, at de ikke brænder sammen, fordi de vil erobre verden her og nu.

»Iværksætteri er ikke en sprint, det er et maraton, og det maraton skal løbes bedst muligt. Hvis du hele tiden sprinter derudad, risikerer du både at knække dig selv og dine medarbejdere. Det handler om at finde den rette balance. Nogle gange sprinter du lidt, så går du ned og restituerer, så kører du op igen og holder en ny pause, inden du giver den gas igen,« lyder det fra Eske Gunge.

For ham er den vigtigste lære af sit eget nær-sammenbrud betydningen af at række ud til andre mennesker, når man er ved ramme muren.

»Jeg nåede at få fat i min coach, inden jeg røg ud over kanten. Men jeg var tæt på. Jeg tror, det har været min redning, at jeg altid har været god til at række ud og få hjælp, og derfor er blevet hjulpet af nogle gode folk. Det er utroligt vigtigt at gøre sig klart, i særdeleshed når man som iværksætter ellers går og tror, at man skal klare alting selv,« siger Eske Gunge.

Action Card

Her er Eske Gunges fire bedste ledelsesråd til iværksættere

  1. Se ledelse som en tværfaglig disciplin, der handler om at engagere dit team. Ledelse er ikke sort eller hvidt, men derimod enormt nuanceret og afhængig af organisationen, situationen og den menneskelige relation. Det kræver både, at man formår at skabe en sund, inklusiv og rummelig kultur, der forener passion, pragmatisme og vindermentalitet og at man samtidig kerer sig om planlægningen og økonomien, så alle i organisationen ved, hvad der skal ske, og at selskabet er på rette vej. Det lyder som en nærmest umulig opgave, men hvis man skal finde en ledestjerne, der kan forene alle disse elementer, så handler det om engagement. Hvis du kan få dygtige folk til at have tillid og blive engageret i at løse opgaver efter en fælles plan, så er du godt i gang med god ledelse.
  2. God performanceledelse kræver både fokus på ambition og balance. Gode, dygtige mennesker, omgivet af en god og sund virksomhedskultur med klare fælles mål, kan skabe store resultater. Men ledelsen af disse dygtige mennesker handler ikke kun at skabe en inklusiv og behagelig ramme og kultur med plads og tid. Det handler også om at skabe en ambitiøs kultur med fælles mål og drømme, hvor man arbejder koncentreret, hårdt og effektivt for at nå sine mål. Der skal som regel også hårdt arbejde til for at skabe en flot performance, og vi kan ikke hvile på laurbærrene. Vi er dygtige i Danmark, men det er der mange andre, der også er. Der sidder masser af kloge, dygtige og ambitiøse folk overalt i hele verden. Så vi er i en stor, global, konkurrencesituation om at lave de bedste løsninger og virksomheder.
  3. »Performance = hoved + ben« så forvent at bruge begge dele meget. Der skal performes for at vinde. Og performance er for mig summen af, hvad man har i hovedet, og hvad man har i benene. I gamle dage var talemåden vist: ”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene”. Det har min kære ingeniør-far i hvert fald sagt til mig de første 1000 gange under min opvækst, så jeg er ret opmærksom på det. Og jeg har tit stået i en situation, hvor jeg har tænkt: "Hov... det var vist ikke helt gennemtænkt. Nu må jeg ud at bruge benene for at rette op. Næste gang skal vi gøre det smartere, så vi undgår at bruge benene så meget". Det er nok, i essens, det læring og erfaring handler om: Nå et sted hen, hvor vi bruger hovedet mest muligt, både individuelt og som samfund, men hvor ”benene" stadig er ”med på arbejde”. For uanset hvor meget man bruger hovedet, kan der blive behov for eksempel at løbe lidt stærkere, kompensere for fodfejl eller arbejde lidt hårdere for at indhente det, som hovedet forsømte.
  4. Se rejsen som et maratonløb … med indlagte spurter. For startups er det ret hårdt benarbejde, der skal til, for der findes ikke særligt meget at læne sig op ad, når man bygger fra bunden. Man skal typisk prøve sig frem, og fejle mange gang for at finde vejen. Men økosystemet kan hjælpe til at der begås lidt færre fejl ved at bruge erfaringerne. Noget af det, som vi business angels, der har været igennem rejsen før, prøver at bidrage med, er netop at bruge vores erfaring til at flytte mest muligt op i hovedet, så vi minimerer fejl og benarbejde. Men det ændrer ikke ved, at der i alt, hvad der skal bygges op, bare er brug for meget, rigtig meget, benarbejde. Missionen for at bygge noget nyt op er, at vi er i gang med et maraton, hvor der vil være indlagte spurter. Så man skal som leder og organisation pace sig selv, for at det ikke vil være for hårdt arbejde hele tiden. Hvis ikke menneskerne i organisationen er i en sund balance over tid, så er det ødelæggende både for den enkeltes og for kollektivets performance. Så derfor kommer ledelse netop til at handle om at finde balance – og skabe en organisation der kan præstere over tid og vinder maratonløbet.

Relateret indhold

Signe Rostgaard er på vej op ad fængselstrappen
LEDERPORTRÆT

Signe ledte efter den ultimative ledelsesudfordring – og fandt den i Vestre Fængsel

Uden forudgående kendskab til branchen blev Signe Rostgaard i juni chef for Københavns Fængsler. Her vil hun bevise, at hun med sin dybe tro på ledelse som en faglighed i sig selv, kan medvirke til at løse nogle af fængselsvæsenets massive problemer med personalemangel og overbelægning.
9 min.
Et selskab til julefrokost
Julefrokost

Chef... jeg (hik) scchkal da ha' maajet mere i løn!

Julefrokosten er et monument på danske arbejdspladser. Den har stor betydning for sammenhold og kultur, mener et stort flertal af danske ledere. Det er dog almindeligt at tage nogle forholdsregler under festen – måske fordi mange har oplevet julefrokoster, der stak helt af.
4 min.
Jakob Henningsen kigger ud til siden
Kriseledelse

Danmarks ambassadør i Rusland arbejder under stort pres fra Putin & Co.: »Der er ikke noget, ansatte husker bedre, end hvordan ledere navigerer i krisesituationer«

Jakob Henningsen måtte på grund af krigen i Ukraine tage afsted uden familien og onboarde sig selv, da han kort efter den russiske invasion i Ukraine tiltrådte posten som ambassadør i Rusland. Her prøver han under vanskelige vilkår for medarbejderne og ham selv at fastholde en funktionel ambassade, som kan være med til at give Danmark det bedst mulige billede af situationen i Rusland, og som i krisesituationer kan fungere som bindeled til de russiske myndigheder.
12 min.
Morten Christiansen kigger ud af et vindue
Telehygiejne

Teleselskabets topchef opfordrer sine ledere og medarbejdere til at lægge telefonen væk – og danskerne til at gøre det samme

Han har solgt millioner af mobiltelefoner og abonnementer, men nu advarer 3’s topchef Morten Christiansen om, at skærmforbruget er kommet ud af kontrol. Han har selv indført regler for mobilbrug i 3 i Danmark.
10 min.
Camilla Sløk

Sådan kan de gamle filosoffer hjælpe dig til at blive en bedre leder

Luther, Kierkegaard og Sartre er gode pejlemærker, hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre, når dine medarbejdere rammes af sygdom, død eller andre eksistentielle kriser. Det vigtigste er, at du gør noget og ikke bare glider af på ansvaret, siger Camilla Sløk, tidligere præst og i dag ledelsesekspert på CBS.
10 min.
Poul Pedersen kigger ud over sit mejeri

Mr. Thise om at sige farvel til sit livsprojekt: »Det har været frygteligt at stoppe, nærmest deprimerende«

I mere end tre årtier var Poul Pedersen drivkraften bag Thise Mejeri. Her fortæller den nu pensionerede direktør om at skabe en succes på trods. Om prisen for op til 18 timers arbejdsdage. Og om den følelse af både glæde og tomhed, han nu sidder tilbage med.
13 min.