Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere opfatter dig?
Jeg vil gerne være ”en farverig og troværdig leder i flade sko”. Sådan en, der finder på ideer og nye vinkler. Et kompas, der viser vejen, og en lygte, der lyser op, der hvor det er lidt svært. Jeg er et meget uhøjtideligt menneske, og det tror jeg godt, mine kolleger kan mærke. Jeg har samlet lidt bagage sammen gennem livet, som betyder, at jeg altid forsøger at lægge mine antagelser væk og tilstræber at lytte åbent og uden fordomme. Og nej, det lykkes langtfra altid.
Jeg håber, at mine kolleger kan se tilbage på et arbejdsliv, hvor de er blevet dygtigere, visere, og hvor de har haft en god balance mellem arbejdsliv og privatliv i den tid, jeg har været deres leder. Jeg vil gerne være tilgængelig og lyttende. Jeg vil ikke være en, man er bange for, men heller ikke tandløs. Jeg plejer at sige med et filmcitat fra The Man from U.N.C.L E, at de ”aldrig må forveksle mit selektive syn med blindhed”. Det originale citat lyder: ”But don’t ever make the calamitous error of mistaking my deliberate short-sightedness for blindness.”
Jeg stiller høje krav til mig selv og forsøger at stille passende krav til mine kolleger. Individuelt. Retfærdighed er en vekselvirkning. Det er ikke uretfærdigt at miste sine privilegier, hvis man ikke gør sig umage. Det er heller ikke uretfærdigt at få medvind, hvis man stiller sig i spidsen for en opgave.
Mine kolleger kender mig som en, der hylder diversitet. Vores forskellighed er vores udfordring og vores styrke. En bil består ikke kun af støddæmpere eller bremsekalibre. Sammen er vi et kompliceret maskineri, der skal levere performance i topklasse. Jeg håber også, at de ville sige, at jeg går op i den gode tone. Jeg hader bagtalelse og forsøger kun at ansætte folk, der ved, hvordan man er en god kollega. De faglige ting kan man som regel lære, men empati og samarbejdsevner er langt vigtigere, end om man har et flot CV.
Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
Jeg kan nok ikke nævne enkeltstående beslutninger, men det sværeste for mig generelt har været at acceptere, at man nogle gange ikke kan få tilbud, krav og forventninger til at mødes, så det både bliver til gavn for arbejdspladsen og for medarbejderen. Jeg har lært at leve med, at ikke alle beslutninger er populære. Men det gør mig altid ærgerlig, når nogen rejser fra os. Privat har den sværeste beslutning nok været at acceptere, at arbejdet altid følger med i skyggerne.
Hvad ville du ønske, du havde vidst inden dit første lederjob?
Jeg tror ikke, jeg var bevidst om, hvor ensom, man kan blive som leder, når man har et lederjob med personaleledelse. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er man selvfølgelig altid en lille smule udenfor fællesskabet. Det er guld værd at have andre ledere at sparre med. Jeg har f.x. en helt fantastisk dualleder. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg havde klaret det uden ham.
Jeg tror, at jeg forestillede mig, at autoritet var noget, der blomstrede frem af sig selv, og som jeg tydeligt kunne mærke indeni. Jeg ville gerne have vidst, hvor almindeligt det er, at ledere ikke ”kan mærke sig selv” som ledere. Det havde sparet mig for flere års bekymring for, om jeg nu var en rigtig leder eller ej. I dag tør jeg godt sige, at jeg er leder.
Mød de 21 øvrige ledere, vi sætter fokus på i efteråret, lige hér.
