Top-1920x960_Mikkel
Jeg er leder

Mikkel Jørnvil

Ballerup
Foto Christian Als

Marketingchef // Forsvaret

Gå til Action card

Hvad er det bedste ved at være leder?
Det er at opleve, når mennesker, mening og mål smelter sammen, og man ved, at man har været med til at skabe forudsætningerne for det. Det er at se mennesker udvikle sig – både individuelt, i grupper og som dele af den organisation, de hører til. Og det er at udnytte det mandat, man har og tager, til at få flyttet på nogle ting og skabe vigtige resultater.


Hvornår vidste du, at du gerne ville være leder?
Det har jeg aldrig taget en beslutning om, men at være leder for nogen og noget har været en del af hverdagen i hele mit arbejdsliv. Jeg har med tiden også fundet ud af, hvor mange forskellige måder man kan være leder på, fx kan man have en funktion, hvor man ikke har nogen i direkte reference, men alligevel kan man have stor indflydelse på, hvilken retning en organisation bevæger sig. Den opdagelse har været med til at udvide min egen horisont, når det fx gælder om at finde de næste udfordringer – så handler det mere om, at der er en spændende opgave og mulighed end om, hvorvidt der er personaleansvar eller ej.


Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere opfatter dig?
Jeg håber, at mine kolleger oplever mig som et menneske, der er til stede med hud og hår. For mig betyder det meget at være empatisk, ærlig og sjov at være sammen med – samtidig med at jeg gerne vil sætte barren relativt højt og sikre tydelighed omkring en retning. Så det er noget med tillid og menneskelighed mixet med mod og handlekraft. I bund og grund handler det om at være et ordentligt menneske. Det gør jeg mig egentlig umage for at være, og det håber jeg naturligvis, at mine omgivelser også kan se.


Hvilken lederbeslutning har haft størst betydning for dig, når du ser tilbage?
Af beslutninger, jeg har truffet for mig selv, er det de gange, jeg har forladt et job. Et par gange har det været i “utide”, fordi der var nogle grundlæggende ting galt, som jeg ikke kunne leve med. Men det har også været efter en god årrække, hvor det var tid til at prøve noget nyt, fx da jeg forlod et super fedt job som kommunikationschef i Handelsbanken for at prøve livet som selvstændig. Det var et skridt fra sikkerhed til uvished. I de situationer handler det for mig meget om egne værdier, og jo bedre man kender dem, desto mere tydelig kan man være, når man skal ind i et nyt job.


Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
Jeg ved ikke, om jeg har stået med nogle virkelig svære beslutninger, men jeg har stået i svære og tunge situationer, og det er fx, når det handler om at fyre en medarbejder eller andre former for svære samtaler. Når jeg har stået i store beslutninger for mig selv, har de på én gang både været svære og lette, for oftest ved man inderst inde godt, hvad man skal gøre, når man er i et dilemma, fx hvis man mistrives i et job. Jeg misunder ikke toplederne, når de skal træffe de helt store valg, som kommer til at ramme mange mennesker. Den slags beslutninger har jeg været tæt på, og som en del af ledergruppen har jeg været med ved bordet, men det har ligget over min lønramme at træffe den endelige beslutning.


Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden dit første lederjob?
Egentlig ikke noget. Jeg tror, at det er sundt for alle at gøre sig sine egne erfaringer og få kilometer i benene på den måde. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke skal sparre og tage imod gode råd. Men der er ikke noget, jeg har fundet ud af, som jeg ville ønske at have haft med fra det første lederjob. Skulle jeg hviske mit unge jeg noget i øret, ville det helt banalt være, at det er ok at være sig selv – med hud og hår, personlighed og til tider dårlig humor – også når man efterhånden kommer længere op i hierarkierne og møder folk, som tager det hele meget alvorligt. Alt er enklere og nemmere at navigere i, hvis man ikke har for mange agendaer kørende eller forsøger at spille bestemte roller, der egentlig ikke passer til en.


Hvad ser du som de vigtigste faktorer for at skabe trivsel hos dine medarbejdere – og hvorfor?
Jeg har fire dogmer, som jeg styrer efter, når det handler om at lede på en måde, der både giver arbejdsglæde og skaber resultater. Det skal være sjovt at gå på arbejde, man skal kende retningen, ting skal være enkle, og man skal tage ejerskab. Alle fire er med til at skabe arbejdsglæde, men dogmet om at have det sjovt handler specifikt om trivslen.

At skabe trivsel er det vigtigste og mest fundamentale, en leder kan beskæftige sig med. Det handler om at skabe tillid mellem mennesker, om at være nysgerrig på hinanden og at respektere forskelligheder. Det er nemt at sige, men i hverdagen kan det glide lidt i baggrunden, når der bliver travlt, og der kommer fokus på målene, opgaverne og ambitionerne. For tiden rekrutterer vi fx til en del jobs, og jeg får henvendelser fra mange mennesker, som spørger, hvad deres mål er efter de første 3-6 måneder. Jeg svarer, at det skal de selv finde ud af, og at deres første tid først og fremmest handler om at lande, lære folk at kende, begynde at forstå kulturen. For man skal også være ambitiøs, når det gælder arbejdsglæden, og alle har et stort medansvar. Trivsel handler om mange ting – tryghed, tillid, gode grin, modet til at stille spørgsmål og være sårbar, faglig stolthed og meget mere. Det handler også om at vide, hvordan det, man laver, giver mening – at det er vigtigt for nogen. Som medarbejder skal man huske selv at tage ejerskab for sin egen situation og udvikling. Somme tider kan der være en tendens til, at man bliver for passiv og afventende, men hvis der er noget, der skal forandres, må man selv være med til at få det til at ske.

At skabe en høj trivsel kan også betyde, at man somme tider må tage lidt svære samtaler. Hvis der er noget, der er negativt for trivslen, må man få svesken på disken – på en ordentlig og respektfuld måde, naturligvis.

Samlet set mener jeg, at man skal gøre sig umage med at skabe høj trivsel. Det kommer ikke af sig selv, og alle har et medansvar for, at det er trygt og sjovt at gå på arbejde.


Hvad er vigtigt for din egen trivsel i lederrollen – og hvorfor?
Alle er mennesker, og det er de samme ting, der enten trigger negativt eller skaber glæde. Men der kan være en forskel i, at man somme tider er lidt mere isoleret som leder. Her må man sørge for at få skabt stærke relationer hele vejen rundt om sig, så man uanset niveau har nogle gode mennesker at sparre med og have fuld tillid til. Det var noget af det første, jeg bemærkede i Forsvaret, hvor der er noget i DNA’et, der gør, at man kommer ret tæt på hinanden. Det betyder meget for, at jeg har masser af arbejdsglæde, selvom hverdagen er super presset og travl. Det er også utrolig vigtigt at have en leder, som man har det godt med, og for mig indebærer det blandt andet, at jeg ikke oplever micromanagement. Det er jeg helt overfølsom over for, så jeg lægger meget energi i at få skabt et stort råderum, som jeg kan tage ejerskab for. Når det findes, og jeg har gode kollegaer, så trives jeg rigtig godt.


Mød de 38 andre ledere, vi sætter fokus på, lige her.