Gorm Rasmussen: »Min sygdom hjalp mig med at fokusere«

Gorm Rasmussen var en travl mand i sommeren 2019. Han var tredje generations ejerleder i familievirksomheden Carl Ras og aktiv i adskillige bestyrelser, netværk og mentorordninger samt gift og far til fire. Nåja, og så var der lige de der 8-9.000 kilometer, han cyklede om året, inklusiv de cykelløb han deltog i. Sådan havde det været i ti år eller mere. For Gorm Rasmussen er rundet af flid.

»Jeg kommer fra en familie, hvor der er et klart dogme om, at succes kommer gennem hårdt arbejde, og min søster og jeg er vokset op med en far, der altid arbejdede, og en mor, der aldrig stillede spørgsmålstegn ved det«, fortæller Gorm Rasmussen.

Selv trivedes han godt med de mange aktiviteter i og uden for den virksomhed, han var leder af.

»Jeg elsker at gøre noget for andre, og mange af de muligheder, der er dumpet ned i min kurv i kraft af min position og min virksomhed, har jeg taget imod. Men stille og roligt oplevede jeg også, at jeg mistede kontrollen over min egen kalender. Så selv om jeg gerne ville være med til ting med familien, kunne jeg ikke – eller jeg måtte i stigende grad bryde løfter«, siger Gorm Rasmussen.

Egoet, der voksede

I virksomheden gik det umiddelbart fornuftigt; Gorm Rasmussen havde en dygtig COO i Carl Ras og kunne læne sig op ad en stærk kultur, der drev forretningen fremad, men derhjemme blev han stadig oftere udfordret på sine prioriteringer.

»På et tidspunkt sagde min kone: ”Du vil være noget for så mange mennesker, er det ikke på tide, at du er noget for din familie – og for dig selv?” Jeg syntes, hun manglende perspektiv og indsigt i min hverdag og svarede: ”Er du egentlig klar over, hvor mange der er glade for at tale med mig?”«, siger han og fortsætter:

»Det er ikke rart at fortælle nu, men det handlede jo i bund og grund om mit ego. Det blev simpelthen stimuleret, når jeg øgede min involvering, og jeg håbede, at mine nærmeste var stolte af mit høje aktivitetsniveau. Egentlig har jeg ikke et specielt stort ego, men når man bliver involveret i alverdens aktiviteter, begynder egoet at vokse. Det, tror jeg, er meget normalt, men det er vigtigt at vide, hvornår man er mæt. For de fleste kræver det nok lidt hjælp, hvis de først er kommet op i fart«.

Første advarselsskud

Og så var det altså blevet sommeren 2019. Gorm Ramussen, der var slank, i god form og spiste sundt, fik pludselig ondt i fødderne om morgenen. Dernæst i skuldrene. Da kalenderen sagde oktober, var han ude at spille golf med sin søn og fik ondt i højre hånd. Et par uger efter også i venstre.

»Jeg måtte erkende, at det nok ikke var på grund af golfen. For første gang i meget lang tid gik jeg til lægen. Jeg kendte ikke min egen læge, men det skulle ændre sig nu. Det er nok klassisk, at man knokler, og det gør ondt, men man vænner sig til smerten«, siger Gorm Rasmussen.

Lægen tog blodprøver, og nogle dage efter sendte hun en besked om, at han skulle ringe straks.

»Hun fortalte, at jeg med stor sandsynlighed havde fået leddegigt, og at jeg hurtigst muligt skulle i et forløb på Gentofte Hospital. Jeg stod i samme øjeblik og skulle præsentere en medarbejdermåling, der ikke var særlig god, så jeg var nødt til at blokke det ude. Efter præsentationen googlede jeg leddegigt og kunne se, at det var alvorligt«, siger Gorm Rasmussen.

Den fikser jeg

Leddegigt er en kronisk og destruktiv sygdom, som ødelægger leddene, og den er irreversibel, hvilket vil sige, at det ødelagte ikke kommer igen. Træthedstendenser og forøget risiko for hjertekarsygdomme er nogle af sygdommens kedelige bivirkninger. Så det var en stor mundfuld, men selv om Gorm Rasmussen var chokeret, gik han hurtigt i fikser-mode.

»Jeg tænkte, at jeg havde taklet så mange forskellige problemstillinger igennem min tid som leder, at det her skulle jeg også nok takle. Så jeg forsøgte i første omgang at undgå gigtmedicin, som er krasbørstig, og lagde i stedet kosten om. I en periode på fire måneder tabte jeg 10 kilo og var så tynd, at jeg var nødt til at fortælle mine medarbejdere om sygdommen, så de ikke skulle blive forskrækkede, når de så mig på vores interne videoer under Corona. Til sidst måtte jeg kapitulere og begynde på medicin. Det her kunne jeg ikke fikse«, fortæller Gorm Rasmussen.

Trak sig fra netværk og bestyrelsesposter

Medicinen hjalp langsomt, men der skulle mere til. Lægen fortalte, at langvarig stress kunne have udløst sygdommen, og at Gorm Rasmussen formentlig havde skadet nogle nervebaner i fødderne ved at vente så længe med at komme i behandling.

»Social aktivitet med mine børn og min evne til at cykle er i den grad afhængig af min mobilitet, så da gik alvoren op for mig«, siger Gorm Rasmussen, der derfor systematisk gik i gang med at skære aktiviteter uden for Carl Ras fra.

»Seks ud af otte aktiviteter trak jeg mig ud af, og det føltes som en stor lettelse«, fortæller han.

Han overvejede ikke at skære lederskabet af Carl Ras fra, for:

»Den her virksomhed er min core, min livsopgave«, siger han.

Tæt på virksomheden igen

Sideløbende med opstart på medicin og efterfølgende restituering gik Gorm Rasmussen derfor i gang med at rette blikket mere fokuseret indad mod Carl Ras.

»Vi havde haft en organisationsændring i efteråret, der ikke var gået så godt, og derfor omorganiserede vi en gang til, så jeg og min COO kom tættere på forretningen, og vi ansatte en ny CFO. I de år, hvor jeg øgede mit engagement uden for huset, var der kommet for mange lag ind. Vi kan ikke i længden holde til, at medarbejderne skal stå og kigge igennem for mange lag rockwool for at få øje på mig – så bliver organisationen træg«, fortæller Gorm Rasmussen.

Gorm Rasmussen havde tidligere gjort meget ud af at komme rundt i butikkerne, der ligger spredt rundt i hele Danmark, men i årene med mange bestyrelsesposter og anden aktivitet, havde han ikke haft tid. Nu begyndte han at komme på besøg igen.

Ud at se vildskaben i øjnene

»Jeg elsker at komme rundt og smalltalke og høre, hvordan det går. Jeg håber også, at det er rart for mine medarbejdere, at jeg er kommet tættere på. Det gør det i hvert fald nemmere for dem at træffe beslutninger, når jeg hurtigt kan bekræfte dem i, hvilken vej vi skal. Og det er også afgørende for, at vi kan føre vores nye strategi ud i livet«, fortæller Gorm Rasmussen og uddyber:

»For mig har det vigtigste altid været, at medarbejderne havde det godt – trivsel har været alfa og omega. Men fremover skal vi også have mere fokus på performance, og jeg er nødt til at være tæt på for at se, om medarbejderne har vildskab i øjnene. Det er de ved at få. Mentaliteten er ved at blive ændret. Jeg vil have action, og det er en kæmpe fornøjelse for mig at se, at det går i den rigtige retning«, siger Gorm Rasmussen.

Ét job, én interesse

I dag har Gorm Rasmussen taget de ti kilo på igen. Han tager medicin hver tirsdag og holder derfor i øjeblikket fri om onsdagen, da bivirkningerne kan mærkes dagen derpå. Han prioriterer også motion på et mere afslappet plan, men det prioriteres højt. Det kan lade sig gøre, fordi han selv er den øverste chef, og det privilegium er han klar over. Han har fået mere energi og langt større arbejdsglæde, fordi han koncentrerer sig om sit arbejde og sine fritidsinteresser.

»Jeg har ladet mig inspirere af min COO, Jan Teller. Han har sit job her, og så er han optaget af fotografi i sin fritid. That’s it. Ét job og én fritidsinteresse. Når man som ham har evnerne og sit væsen med sig, så kunne han involvere sig i alt muligt, men han vælger at fokusere på at gøre sit job godt og have en god fritid med sin familie. Det har jeg næsegrus beundring for. Man behøver ikke alt det andet – det skal man vide som leder«, siger Gorm Rasmussen.

Mål ikke succes i pres

Netop ”alt det andet” vil Gorm Rasmussen gerne slå et slag for, at ledere bliver mere (selv)kritiske overfor.

»At the end of the day er det ligegyldigt, om du sidder i seks bestyrelser – de fleste mennesker er ligeglade med, om du gør det. Ofte er din ledelseskraft også ret begrænset, den er meget større der, hvor du selv er leder. Og i forhold til, hvor mange timer du bruger på det, er det heller ikke så velbetalt, som man kunne tro. Så det handler egentlig kun om at kunne sige, ”også her er jeg vigtig” – og det er dybest set ikke vigtigt«, siger Gorm Rasmussen.

Han opfordrer andre ledere til ikke at måle deres succes i, hvor meget pres de kan klare.

»Ledere er jo kompetitive, det er jeg i høj grad også selv, og der er kultur for at presse sig selv mellem leder-peers, som man godt kunne se lidt på. Alle siger jo, at det er deres familier, der betyder mest for dem, men det er bare ikke dem, de prioriterer«, siger Gorm Rasmussen.

Sygdommen er en ven

Carl Ras har som alle andre været ramt af Corona, og det har Gorm Ramussen også selv – på psyken.

»I det øjeblik, jeg blev bekymret for Corona, begyndte min krop at gøre ondt. Det er vildt, men det er også et udtryk for, at gigtsygdommen kan være min ven, hvis jeg kan tøjle den. Fordi den vil straffe mig, hvis jeg begynder at lægge for meget på – og det kunne jeg bestemt godt komme til. Jeg troede aldrig, jeg ville komme til at sige det, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget«, siger Gorm Rasmussen, der glæder sig til at komme over Corona og få implementeret strategien med fokus på performance helt.

»Det vigtigste for mig er, at jeg kan være noget for den her virksomhed og min familie«.