»Det er bøvlet og besværligt at lytte til kritik. Men det er jo det, der driver verden«

Jesper Fisker er vant til at træffe svære beslutninger. Det er en del af jobbet, når man er leder på øverste niveau.  

Men én beslutning bliver han ved med at skubbe foran sig. Nemlig beslutningen om, hvornår han skal stoppe med at arbejde.   

»Det er en gruopvækkende beslutning at skulle træffe, for jeg er vild med at arbejde,« siger Jesper Fisker, der bliver 65 til september, men stadig ikke har sat tempoet ned.  

Han lægger mange timer i jobbet. Også for mange, erkender han. Men så igen: Han gør det, fordi han kan lide det. Han elsker at have noget at stå op til. Og så synes han, at hans arbejde er meningsfuldt. I 30 år har han været leder i en verden, hvor den primære opgave ikke er at skabe større profit, men at »gøre en forskel for mennesker af kød og blod«, som han udtrykker det.  

Det var opgaven, da han begyndte i sit første job som socialdirektør i Brøndby Kommune. Det var opgaven, da han trådte ind i centraladministrationen som departementschef i Socialministeriet. Og det er også opgaven i dag, hvor han på syvende år sidder på posten som administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.  

»Jeg har altid søgt derhen, hvor man kan være med til at gøre en reel forskel for nogle mennesker i den anden ende. Det er der for mig noget meget, meget meningsfuldt i,« siger han i Lederstof.dk’s podcast ’Ledelse med vilje’. 

En ‘ikke-beslutning' 
Selvom Jesper Fisker med egne ord er havnet på »den helt rigtige hylde«, så var det faktisk slet ikke planen, at han skulle gøre karriere indenfor velfærdsområdet. Da han som ung studerede statskundskab, var den store drøm at blive diplomat i Udenrigsministeriet. En drøm, han kunne komme tættere på med det rette studiejob, mente han. En dag kom en kollega fra bogladen, hvor han arbejdede, og spurgte, om de ikke skulle søge job i Amternes og Kommunernes Forskningsinstitution, i dag VIVE. Ikke ligefrem en oplagt trædesten til en international diplomatkarriere. Men han kunne godt lide at arbejde sammen med hende, og så gik han med på ideen.    

»Det var vel det,« siger han, »man kunne kalde en ikke-beslutning.«

I øjeblikket virkede det som et valg uden den helt store betydning. Endemålet skulle han nok nå – omvej eller ej. Men omvejen skulle vise sig at blive starten på det karrierespor, han lige siden har fulgt.  

Studiejobbet førte til en fastansættelse, og han skrev også en Ph.D., der ifølge ham selv ikke er mange andre end hans mor, der har læst. Han havde i det hele taget en fornemmelse af, at ingen rigtig lyttede til de analyser, han var med til at lave. På et tidspunkt fik han nok.  

Han tænkte, at hvis dem, der traf beslutningerne, ikke gad at lytte, så måtte han flytte sig om på den anden side af skrivebordet. 

Lærte at slå ørene ud 
Snart fik han job som vicesocialchef i Rødovre Kommune og kort tid efter som socialdirektør i Brøndby Kommune, hvor en af de første opgaver var at reformere ældreområdet. En opgave, han ikke slap videre heldigt fra, fortæller han.   

»Jeg blev for meget teknokrat i den proces. Jeg lavede den ene analyse efter den anden og dykkede ned i enhver detalje. Men som leder skal du også have modet til at sige, at nu ved vi nok, nu er det den her vej, vi går. Ellers kommer du ingen vegne. Men det var jeg simpelthen for umoden til at kunne se på det tidspunkt,« siger han. 

Men efter et års tid fik han en opgave af Kjeld Rasmussen, borgmesteren, som tvang ham til at handle hurtigt. »Nu skal du høre, Jesper,« sagde han. »Nu får vi 3.500 bosniske flygtninge til kommunen. Og dem skal du få i arbejde.«

Opgaven var ny og tiden knap. Så store analyser var slet ikke en mulighed. Han måtte i stedet gøre noget, han ikke havde været alt for god til: At lytte. Hvad havde folk omkring ham af ideer? Hvad kunne de lære af andre kommuner? Og af løsninger i udlandet?  

Pludselig opstod der, forklarer han, »en fantastisk smeltedigel af innovation og nytænkning.« Og det gav ham et andet syn på lederrollen – og på kunsten at træffe beslutninger. 

»I starten var jeg ikke særligt inkluderende, men mere optaget af at vise, at jeg var god til mit job. Men jeg blev klogere og fandt ud af, hvor meget der er at hente ved at være nysgerrig og lytte på andre. Også selv de måske mener noget andet end dig selv. Det har fulgt mig lige siden,« siger han.  

 Jo længere, han med tiden er kommet op i hierarkiet, des bedre er han blevet til at lytte til og stole på de mennesker, han arbejder sammen med, fortæller han. For som topleder befinder du dig langt væk fra den specialviden, som de enkelte medarbejdere ude på gulvet har. Og den viden er altgørende, mener han, hvis du vil træffe beslutninger på det bedst mulige grundlag. 

»Jeg har jo flere gange været chef for noget, som jeg ikke har haft synderligt meget forstand på. Og så bliver du simpelthen nødt til at lytte på de erfaringer og den viden, fagfolkene har. Ellers kan du ikke fungere i jobbet,« siger han.  

Jesper Fisker blev i 2007 udnævnt til direktør i Sundhedsstyrelsen som den første ikke-læge på posten. Her var en af de første opgaver at designe de kræftpakker, der skulle sikre en mere ensartet og effektiv kræftbehandling i Danmark. Kræftpakkerne blev en succes og er noget af det, som Jesper Fisker er mest stolt af at have bidraget til som leder.

Opskriften? At sætte fagfolk og ledere i det samme rum og diskutere, hvordan man kunne tilrettelægge det bedst mulige kræftforløb.  

»Den væsentlige erfaring var at tage fagfolkene alvorligt og så bringe dem sammen med de forskellige ledere og også tage dem alvorligt. Det virkede,« siger Jesper Fisker, der selv var ude og tale med alle grene af sin organisation for dels at indsamle viden, og dels at for at overbevise sine medarbejdere om, at han til trods for sin ikke lægelige-baggrund var værd at stille sig bag.  

Det handlede om, forklarer han, at »tale, tale, lytte, lytte, snakke, snakke, diskutere, tage rundt og drikke kaffe med folk.«

At blive i smerten 
Når man lytter til sine medarbejdere, er det ifølge Jesper Fisker vigtigt, at man kan »blive i smerten.« Et udtryk, han har hentet fra den norske læge og universitetsrektor Gunnar Bovim, der var medlem af Sundhedsstrukturkommissionen, som Jesper Fisker var formand for. 

»Hvis der opstår uenighed, kan det være fristende at lave et lunkent kompromis for at komme videre. Men det skal man undgå. For hvis det er svært og måske ubehageligt, så er det netop et tegn på, at det er vigtigt. At der er noget på spil. Så man skal lære at blive i smerten og forsøge at komme i dybden med problemet. Det er ofte der, de gode svar gemmer sig,« siger Jesper Fisker og fortsætter:

»Det kan godt være, at det både er bøvlet og besværligt at lytte på kritik. Men det er jo det, der driver verden.«

Ingen ‘rene’ beslutninger 
Men uanset hvor meget du lytter, uanset hvor mange analyser du laver, så når du sjældent frem til en »ren beslutning«, som Jesper Fisker kalder det. En beslutning, som du ikke er i skyggen af tvivl om. Det gælder særligt, når du er topleder.

»Hvis en beslutning er ren, så er det allerede blevet truffet længere nede i organisationen. De beslutninger, der lander på mit bord, vil altid indebære et dilemma af en art. Det er sådan noget med 80-20, 60-40 eller i værste tilfælde 50-50, hvor du skal afveje nogle forskellige hensyn mod hinanden. Og den tvivl skal du kunne leve med og så pege i den retning, der virker som den mest rigtige ud fra det, du ved,« siger han. 

Når en beslutning er dilemmafyldt, så betyder det, at der ofte vil være folk, der uenig med dig i den vej, du vælger. Men det hører med, mener Jesper Fisker, når man sidder med det endelige ansvar.

»Du bliver nødt til at erkende, at ledelse ikke er en popularitetskonkurrence. Hvis du forsøger at gøre alle glade, så kommer du ingen vegne. Så det kræver en form for robusthed at have det job, jeg har,« siger han.

Viser det sig, at du tager fejl, så må du erkende det og justere undervejs. Det skal man, som Jesper Fisker formulerer det, »også have kapacitet til«.  

Flid belønner sig 
I 2023 takkede Jesper Fisker ja til at stå i spidsen for Sundhedsstrukturkommissionen, som et år efter skulle komme med et bud på den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. En opgave, der nærmest var et fuldtidsjob i sig selv.

Men når noget lyder svært - nærmest umuligt - så trigger det noget i Jesper Fisker. En lyst til at vise, at man kan mere, end man tror.

»Hvis noget har lydt svært, så har jeg altid tænkt, at det kunne jeg godt tænke mig. Lidt ligesom Pippi Langstrømpe, som jo har en ukuelig tro på, at det, hun ikke har prøvet før, kan hun da sagtens finde ud af,« siger Jesper Fisker, der gennem snart mange år har haft en Pippi Landstrømpe-dukke stående på sit kontor som en påmindelse om, at man kan mere, end man tror. Men også om det ansvar, der følger med, når man stiller sig i spidsen for en stor organisation.

Det har krævet en stor arbejdsindsats, fortæller Jesper Fisker, at påtage sig de opgaver og det ansvar, han har gjort gennem sin karriere. 

Særligt i perioden, hvor han var formand for Sundhedsstrukturkommissionen, var det svært at få arbejdsliv og privatlivet til at hænge sammen.

»Det var et år, hvor jeg ikke lavede mad særligt tit derhjemme, hvor det ikke var mig, der støvsugede og vaskede tøj,« siger han.

Selvom 2023 krævede ekstra mange af hans vågne timer, så bliver det generelt til rigtig mange arbejdstimer i løbet af en uge, fortæller han.

Kunne du have fået den samme karriere med 37 timer? 

»Nej!« svarer han prompte. »Det ville jeg ikke. En af grundene til, at det har kunnet lade sig gøre at lave så mange forskellige ting, som jeg har gjort, er netop, at jeg har knoklet. Du bliver heller ikke en dygtig kirurg, medmindre du har rigtig meget kniv-tid, som det hedder. Sådan er det også med ledelse,« siger han.

»Du skal knokle for det, men heldigvis bliver du som regel også belønnet for det,« siger han og kommer i tanke om en ting, som Bjørn Borg, tennisspilleren, engang sagde til en pressekonference efter en kamp, hvor flere netrullere var gået hans vej.

»Han sagde, ‘det er er som om, at jo mere jeg træner, des heldigere bliver jeg’. Sådan er det nok med de fleste ting – også ledelse,« siger Jesper Fisker.

Men, påpeger han, det er også vigtigt at lave andre ting end at arbejde.

»Det, jeg siger, er ikke, at du bliver dygtigere ved altid at arbejde. Du bliver nødt til at også at lave noget andet, få nogle andre input. Se opera (som er Jesper Fiskers store interesse, red.), lave noget scuba diving eller læse en bog. Noget, der får dine tanker væk fra det, du normalt beskæftiger dig med. Og det må jeg da indrømme, at jeg selv kunne blive bedre til at få gjort,« siger han.

Arbejdet trækker i ham. Stadigvæk. »Jeg synes, det er fedt,« som han siger. Og så længe, han har det sådan, er det svært for ham at forestille sig et liv uden et arbejde at stå op til.  

»Hvordan gør man det? Jeg har ingen idé«.