Hvad er det bedste ved at være leder?
For mig er det mest meningsfulde ved ledelse at være en aktiv del af de mange processer, der tilsammen skaber udvikling i en organisation som vores. Jeg trives i spændingsfeltet mellem at være visionær og samtidig have en skarp opmærksomhed på, hvordan den daglige drift fungerer.
Det er vigtigt for mig, at lederen ikke er distanceret, men en del af fællesskabet. Det betyder, at jeg finder stor glæde i at arbejde tæt sammen med medarbejdere og lederkolleger om at skabe en kultur, hvor holdånd, gensidig opmærksomhed og kvalitetsfokus går hånd i hånd.
Når vi lykkes med at opbygge et ledelsesteam og en organisation, hvor alle tager ansvar for både hinanden og opgaven, og hvor fællesskabet er stærkere end individet, trives jeg allermest som leder.
Hvornår vidste du, at du gerne ville være leder?
Jeg har ofte stillet mig selv det spørgsmål, og svaret er nok kommet til mig gradvist. Jeg har altid haft vanskeligt ved at forholde mig passivt – hvad enten det har været i mine børns foreninger eller i mit arbejdsliv. Ledelse har ikke været noget, jeg har søgt aktivt. Det har snarere været noget, andre har set i mig. Jeg er gentagne gange blevet tilbudt ledelsesopgaver, og med tiden er ansvaret vokset sig større, naturligt og organisk. Jeg tror på, at man er leder, fordi fællesskabet ser én som leder – ikke fordi man selv kræver autoriteten. Efterhånden kan jeg ikke længere se mig væk fra ledelse. Jeg trives i ansvarsrummet og de relationelle og organisatoriske processer, der følger med.
Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere opfatter dig?
Jeg ønsker at blive opfattet som en nærværende, inkluderende og ordentlig leder, der har reel indsigt i de arbejdsprocesser, der udgør vores organisation. Det er vigtigt for mig, at medarbejderne oplever, at jeg ser dem og forstår deres hverdag, og at de har tiltro til min ordentlighed. Jeg ønsker derfor at være en leder, der står midt i organisationen – ikke over den.
Hvilken lederbeslutning har haft størst betydning for dig, når du ser tilbage?
Når jeg ser tilbage, er der ikke én enkelt beslutning, der står som den mest afgørende. Det, der derimod har haft størst betydning, er den vedholdende prioritering af at opbygge en stærk og kompetent organisation, hvor hver eneste medarbejder bidrager med noget unikt til fællesskabet. Hver funktion er bemandet med personer, der både kan og vil bidrage til helheden.
Denne kontinuerlige indsats har betydet, at vi i dag står som en organisation med solid trivsel, faglig tyngde og gensidig respekt. Det er i højere grad det samlede billede end et enkelt øjeblik, der har formet mig som leder.
Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
De sværeste situationer opstår, når jeg må navigere i ledelsesopgaver over for kollegaer, som jeg også har en privat relation til. At skulle rammesætte, korrigere eller i yderste konsekvens afvikle en ansættelse er følelsesmæssigt komplekst – især når relationen rækker ud over arbejdspladsen.
Jeg tror på, at relationen er central, og derfor føles disse situationer ekstra tunge. Som leder skal jeg både beskytte organisationens integritet og honorere relationen med respekt og ordentlighed.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden dit første lederjob?
Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde forstået, hvor afgørende det er at tage de nødvendige beslutninger i tide. Usikkerhed og tvivl kan let føre til, at man udskyder svære beslutninger – af hensyn til relationer, håb om forbedring eller frygten for at skabe uro. Men erfaringen har lært mig, at udsættelser ofte gør udfordringerne større. I dag ved jeg, at tydelig, rettidig og ordentlig handling ikke alene styrker organisationen, men også bidrager til større trivsel for alle involverede.
Mød de 38 andre ledere, vi sætter fokus på, lige her.