Natasja Benaddi
Store manager // Georg Jensen Flagship Store
Hvad er det bedste ved at være leder?
Det er helt klart at kunne samle mit eget ‘Ocean’s Eleven’-crew. Et hold af originale, vilde mennesker med kant, personlighed og helt særlige superkræfter. Vi skal ikke røve et casino – men vi skal skabe noget stort. Virkelig stort.
Det bedste ved at være leder er også den der følelse, når topledelsen kigger på mig og siger: “Vi stoler på dig.” Så føles det lidt som at få nøglerne til verdens sejeste bil og høre: “Bare kør… og prøv ikke at smadre noget.”
Jeg får et kick af at sætte retningen og se vores fælles idéer blive til virkelighed. For at kunne det, kræver det, at man som leder lærer sig selv at kende, og at man tør udvikle sig og bliver en lidt bedre version af sig selv hver dag. Jeg ser mig selv som en byggesten – bare én med krøller, tempo og lidt mere attitude.
Hvornår vidste du, at du gerne ville være leder?
Jeg vidste, at jeg ville være leder allerede i mit første job som ung. Jeg husker særligt én oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig. Det var d. 23. december, hvor vi arbejdede til sent ud på aftenen. Min chef stod der sammen med os og viste med sin tilstedeværelse, at han aldrig forventede noget af os, som han ikke selv var villig til at gøre. Derudover ringede han personligt til alle medarbejdere i virksomheden for at ønske god jul og sige tak for deres indsats. Der slog det mig: “Sådan en leder vil jeg være.”
Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere opfatter dig?
Jeg vil gerne ses som den leder, der både fylder rummet og fylder menneskers hverdag med energi, passion og retning. Jeg ved godt, jeg er et exceptionelt passioneret menneske. Jeg fylder, og jeg giver alt, hvad jeg har, hver eneste dag. Og netop derfor skal mine medarbejdere føle, at de kan regne 100 % med mig. Ikke 98 %. Ikke 99 %. Men 100 %.
Jeg vil være den, der står forrest, når noget bliver svært. Den, der tager presset og kampene, så de kan fokusere på at gøre deres bedste. Det er mit ansvar, og det tager jeg på mig med stolthed.
Hvilken lederbeslutning har haft størst betydning for dig, når du ser tilbage?
Den lederbeslutning, der har sat sig dybest i mig, var at stå fast i en periode, hvor jeg blev presset hårdt for at bakke op om noget, der hverken var dokumenteret eller kunne forklares ordentligt. Både direkte og indirekte blev der lagt et tungt pres på mig for at få mig til at følge en retning, som jeg simpelthen ikke kunne stå inde for. Og der måtte jeg trække en klar streg.
Det blev en benhård tid, hvor jeg ofte stod ret alene, men jeg holdt fast. Det gjorde noget ved mig på den gode måde. Jeg fandt ud af, at jeg er den type leder, der tager kampen, når det gælder. Det har gjort mig både skarpere og stærkere, og i dag ved jeg, at ingen belønning er høj nok til at gå på kompromis med sig selv.
Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
Den sværeste del ved at være leder er uden tvivl at være den, der sidder med ansvaret for et andet menneskes fremtid, trivsel eller muligheder, fx i forhold til at afskedige nogen. Jeg tror aldrig, det er noget, man bliver hårdhudet over for – og det vil jeg faktisk heller ikke håbe, at jeg gør. For hvis det en dag ikke gør ondt i maven, så gør man det forkert.
Noget af det allersværeste har dog været at lære at lægge mit ego væk. Jeg tror, at vi er mange, som har et ego, der gerne vil ses, høres, styre og have ret, men ledelse handler ikke om ‘mig’. Det handler om det, der er bedst for teamet, for medarbejderne og for virksomheden – også når det strider imod min egen stolthed.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden dit første lederjob?
Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde forstået, hvor vigtig sårbarhed er i ledelse. At det faktisk er okay ikke at kunne alt selv. At man ikke behøver at være den, der bærer hele verden på sine skuldre for at være stærk – tværtimod. Jeg har lært på min vej, at når man falder, så behøver man ikke rejse sig lynhurtigt, bare fordi verden forventer det. Jeg har fundet ud af, at nogle gange er det vigtigste at blive liggende et øjeblik. Kigge på situationen. Trække vejret. Spørge sig selv: “Hvad skal jeg lære af det her?” For hvis du ikke lærer det, så rejser du dig ikke stærkere – du rejser dig bare hurtigere. Og der er en kæmpe forskel.
Hvad ser du som de vigtigste faktorer for at skabe trivsel hos dine medarbejdere – og hvorfor?
For mig starter trivsel med tryghed. Mine medarbejdere skal vide, at de kan være sig selv, sige deres mening og også lave fejl uden at miste min respekt. Når man føler sig tryg, tør man udvikle sig – og det er dér, både mennesker og resultater vokser.
Derudover er tillid og tydelighed afgørende. Jeg er tydelig i mine forventninger, men jeg viser også, at jeg stoler på deres faglighed. Det giver ansvarsfølelse og stolthed.
Hvad er vigtigt for din egen trivsel i lederrollen – og hvorfor?
Min trivsel som leder hænger tæt sammen med, at jeg kan være et helt menneske i rollen – ikke en facade og ikke bare en funktion. Jeg tror på, at man leder stærkest, når man står ved, hvem man er, og bringer både personlighed, engagement og integritet med ind i ledelsen.
Jeg trives, når relationerne til mit team er præget af ægte tillid og gensidig respekt, når vi kan tale åbent om det, der er svært, og jeg kan mærke menneskerne bag opgaverne. For mig opstår stærk ledelse i relationerne – resultaterne kommer, fordi fundamentet er i orden.
Mød de 38 andre ledere, vi sætter fokus på, lige her.