Mette Hybschmann står ved et gelænder
»Statistisk set ser det stadig svært ud for kvinder at lande en CEO-stilling i Danmark, men jeg håber stadig, at jeg kan bryde normerne og finde en god udfordring i en mindre eller større virksomhed med et godt purpose,« lyder det fra Mette Hybschmann, som er Executive & Managing Director for International Brands i Americana Restaurants. Foto: Nikolaj Linares

»Vil du være topleder, kan udlandet være vejen frem – specielt hvis du er kvinde«

Foto Nikolaj Linares
14. december 2023

»Min præference har været at bo og arbejde i Danmark, men de interessante job, jeg har fået tilbudt, var ofte i udlandet,« lyder det fra CEO Mette Hybschmann, der har skabt sin karriere via globale job med virke i England, USA, Tyskland og senest Mellemøsten.

Gå til Action card

Når erhvervskvinden Mette Hybschmann er hjemme i Danmark for at holde foredrag via det ansete High Performance Institute, bliver hun næsten altid opsøgt af tilhørere bagefter.

Nogle vil gerne høre mere om hendes erfaringer som CEO og topchef i udlandet, men rigtig mange, især kvinder, fortæller hende, at de er frustrerede, fordi deres egen karriere ikke rigtig rykker sig ud af stedet.

»De har en lyst til at lede på deres måde. De får at vide, at de er dygtige, men af en eller anden grund kan de alligevel ikke slå igennem og lande et topjob. For det meste siger jeg til dem, at de ikke skal tro, det er dem, der er noget galt med. De er måske bare i det forkerte land,« siger Mette Hybschmann.

Hun har selv fået en flot karriere med en række store globale roller, netop fordi hun valgte at søge og rejse ud af Danmark. Og hendes råd til ledere, der oplever at banke hovedet imod glasloftet herhjemme, er derfor at gøre det samme, nemlig at søge ud.

»Hvis du oplever, at du ikke kan få lov at gøre det, du gerne vil og brænder for, er der et rammende businessudtryk, der siger: ’Fit in or fuck off.’ Min opfordring er at rejse ud. Problemet er jo, at hvis man i Danmark fortæller dygtige kvinder, at de ikke er egnet og ikke gode nok til topledelse, kan det være, at de selv begynder at tro på det. Så get out, og find en virksomhed i udlandet, der gerne vil have kvindelige topledere, og hvor du kan lære og prøve det af,« siger Mette Hybschmann.

»Lad vær med at være sammen med én, som ikke også anerkender dine drømme og det, du vil, og som bakker dig op. Det tror jeg, er det vigtigste i ens liv, at man har en partner, som støtter,« fortæller Mette Hybschmann. Foto: Nikolaj Linares

Blev en ’hot commodity’ i udlandet
Hun blev som 30-årig chef for HR, Customer Experience og Operationel Træning i McDonalds Danmark og kom i 2016 med på listen over landets 100 største ledertalenter.

Men de interessante jobmuligheder, hun blev præsenteret for efterfølgende, lå uden for landets grænser. Og derfor valgte hun at rykke ud.

»Både dengang og nu bliver jeg primært kontaktet fra udlandet om CEO-poster. Både fordi der er flere job, men også fordi de udenlandske virksomheder tænker meget mere i diversitet for at fremme performance. De har måske 25 CEO-positioner i en global organisation og ønsker nu, at en langt større del af disse skal besiddes af kvinder,« siger Mette Hybschmann, der oplevede at blive en hot commodity, da hun tog ud af landet.

»De udenlandske headhuntere, der tog fat i mig, havde en anden holdning til, hvad jeg havde af muligheder«, siger Mette Hybschmann.

Blå bog

Mette Hybschmann
Executive & Managing Director for International Multi Brands i Americana Restaurants, bestående af Krispy Kreme, TGI Fridays, Baskin Robbins, Wimpy og Peet’s Coffee. 

Født 1984

Mette Hybschmann har arbejdet 13 år i McDonalds blandt andet som chef for HR, Customer Experience og Operational Training og senere som global direktør for Digital Transformation.

Hun har også været global direktør for People og Sustainability, og efterfølgende global vicepræsident for strategi og udvikling i byggevirksomheden Knauf Group, der tæller 35.000 medarbejdere i 80 lande.

Uddannelse:
Kommunikationsuddannet på Medie- og Journalisthøjskolen, HD i virksomhedsøkonomi, organisation & ledelse, CBS, Master i ledelse og innovation, CBS.

Mette Hybschmann er fast tilknyttet High Performance Institute, som strategisk rådgiver og foredragsholder (sammen med blandt andre Kasper HjulmandKim Kristensen og Kasper Holten) og driver i eget regi strategi-rådgivningsvirksomheden HYBSCH, hvor hun arbejder med virksomhedsledere verden over. Hun underviser også på CBS Executive.  Mette Hybschmann bor og arbejder p.t. i Dubai sammen med sin mand Klaus og parrets to børn.

Foto: Nikolaj Linares

Fold ud

Meget større efterspørgsel på kvindelige ledere
Den nu 39-årige dansker er en af de få danske, kvindelige administrerende direktører i international ledelse.

Hun er i dag ansvarlig for Multi Brands-divisionen i Americana Restaurants med over 40.000 ansatte. Med base i Dubai er hendes job at vækste virksomheder fra startup til de rammer en trecifret millionomsætning i dollar.

Lige nu er hun ansvarlig for fem brands og virksomheder; TGI Fridays, Peet’s Coffee, Wimpy, Krispy Kreme og Baskin Robbins, og hun har, siden hun startede i rollen, åbnet mere end 90 forretninger og fabrikker på tværs af Mellemøsten. 

Før det har hun blandt andet arbejdet for McDonald’s i Chicago som global direktør for Digital Transformation, ligesom hun har været global direktør for People og Sustainability, og senere global vicepræsident for strategi og udvikling i den tyske byggevirksomhed Knauf Group, der tæller 35.000 medarbejdere i 86 lande.

Måtte gribe muligheden
Det er stillinger af en størrelse og tyngde, som er svære at finde i danske virksomheder. 

»Min præference har faktisk været at bo og arbejde i Danmark, men de interessante job, jeg har fået tilbudt, var ofte i udlandet, og har rummet en større kompleksitet, niveau af læring og udfordringer. Så jeg måtte gribe muligheden for at rykke ud og lære.«

På baggrund af egne erfaringer tøver Mette Hybschmann ikke med at slå fast, at der er mere traction og interesse for især kvindelige ledere i udlandet, herunder i Mellemøsten og USA.

Det skyldes, mener hun, at bestyrelser og topchefer i udlandet oftere bliver målt på, om de sikrer en ligelig fordeling mellem kønnene i de øverste lag. Derfor er hun i dag tilhænger af kvoter, som hun ser som en forudsætning for at få reel diversitet.

»Jeg tror, at vi bliver nødt til at sætte ind med noget lovgivning, hvis vi skal lykkes med ligestilling. Man kan jo konstatere, at der ikke sker noget uden dem,« siger Mette Hybschmann.

»Jeg synes, det er så ærgerligt, hvis min datters generation skal opleve det samme, som min generation har – nemlig at piger og kvinder bliver underbetalt og behandlet og set på som mindre værd end drenge og mænd,« fortæller Mette Hybschmann. Foto: Nikolaj Linares

Brug for nye værdier
Men der er mere på spil for hende end ’blot’ at sikre lige muligheder for kønnene.

I Mette Hybschmanns optik er der en sammenhæng mellem manglen på diversitet i topledelse og det faktum, at ’verden mere eller mindre er af lave’, som hun udtrykker det, med dårlig omsorg for børn, krige, ødelagt miljø og klimakrise.

»Jeg vil vove den påstand, at hvis der generelt havde været mere diversitet i de øverste ledelser, så havde verden været et andet sted end i dag, hvor krig er blevet en løsning og bæredygtighed bliver nedprioriteret. Vi er på vej ud over klippen, og hvis vi skal lede både kort- og langsigtet med vores planet og børn for øje, er diversitet i topledelse en afgørende del af løsningen. Der skal andre øjne på og nye værdier ind,« siger Mette Hybschmann.

Indtil videre går udviklingen meget langsomt i Danmark. Den seneste opgørelse viser, at under 10 procent af topposterne i landets 1000 største virksomheder er besat af kvinder. Et klart udtryk for, mener Mette Hybschmann, at viljen mangler.

»Hvis vi ville have lige mange mænd og kvinder i topledelse i Danmark, så var det blevet løst. Der er noget andet på spil, når vi ikke motiverer eller vælger kvinderne til,« mener hun.

»Jeg er meget stolt og rørt over at have en mand, der vil passe på og bakke sin familie på den måde. Det er modigt at gøre det, som andre desværre stadig i dag kan se som noget unormalt,« siger Mette Hybschmann. Foto: Nikolaj Linares

Ansæt efter andre parametre
Når nogle hævder, at erfarne kvinder til toplederpositioner ikke findes, er det i hendes optik faktisk sandt, i den forstand at mænd generelt har mere erfaring, fordi kvinderne ikke får chancen – eller måske ikke passer ind i den eksisterende ledelsesform.

»For at bryde cirklen og få det bedste talent til bordet, skal headhuntere, bestyrelser og CEOs rekruttere på andre parametre. Jeg kigger selv efter faglige og personlige ledelsesevner, ‘grit’ og potentiale, når jeg ansætter. Hvis vi sammenligner mænd og kvinder på disse parametre, er det lige så tit kvinder, der står frem som den bedste kandidat,« siger Mette Hybschmann.

Hun har personligt mere eller mindre opgivet håbet om, at der bliver ændret markant på ubalancen i hendes karrieretid. Men hun håber alligevel at kunne påvirke tingenes tilstand af hensyn til de kommende generationer.

»Jeg synes, det er så ærgerligt, hvis min datters generation skal opleve det samme, som min generation har – nemlig at piger og kvinder bliver underbetalt og behandlet og set på som mindre værd end drenge og mænd. Som Manic Street Preachers så rigtigt synger: ‘If we tolerate this, then our children will be next,« siger Mette Hybschmann.

»For at bryde cirklen og få det bedste talent til bordet, skal headhuntere, bestyrelser og CEOs rekruttere på andre parametre,« mener Mette Hybschmann. Foto: Nikolaj Linares

Fik fandenivoldskhed med hjemmefra
Troen på egne evner, koblet med modet til at prøve en masse ting af, fik Mette Hybschmann med hjemmefra.

Hun er født i Åbybro i Nordjylland, men voksede op i Kværkeby ved Ringsted som barn nummer tre i en søskendeflok på fire. Moren var sygeplejerske og den omsorgsfulde og nærværende leder for familien. Faren var jagerpilot og luftkaptajn og blev med sin optimisme og lystdrevne fandenivoldskhed en stor inspiration for både hendes liv og karriere.

»Mine forældre havde begge en ambition om, at vi børn skulle eksponeres for en masse, for eksempel havde vi heste, motorcykler og kæmpe træhuler derhjemme. Vi rejste meget og gik til alle former for sport og andre fritidsaktiviteter. Så kunne vi selv vælge, om vi syntes, det var godt eller dårligt, og om vi ville fortsætte eller ej. De lærte os, at andre er ligeværdige, og at vi skulle gøre de ting, vi havde lyst til, og ikke være bange for, hvad andre tænker.«

Efter folkeskolen gik hun først på gymnasiet og bagefter på CBS. Sit første rigtige voksenjob fik hun i Irma og dernæst McDonald’s.

»McDonald’s var det eneste sted, der spurgte mig, hvad jeg egentlig ville på lang sigt, så det var dem, jeg valgte. Det var ikke planen at blive der så mange år, men McDonald’s er dygtige til at give dig en ny spændende udfordring hver gang, du kigger dig om efter noget andet,« siger Mette Hybschmann.

Mette Hybschmann står med foden på en sten
»Hvis vi ville have lige mange mænd og kvinder i topledelse i Danmark, så var det blevet løst. Der er noget andet på spil, når vi ikke motiverer eller vælger kvinderne til,« mener Mette Hybschmann. Foto: Nikolaj Linares

Ægtemandens karriere på pause
Som ansvarlig for fem forskellige restaurantkæder på tværs af mange lande har Mette Hybschmann et arbejdsliv, hvor hun ofte er på og rejser meget. Det er svært at få til at gå op, når man samtidig er mor til to små børn. Derfor har ægtemanden Klaus sat sin egen karriere på pause.

»Da jeg sagde til Klaus, at jeg godt kunne tænke mig at blive CEO, men at det bare ikke skete herhjemme, besluttede vi sammen at rykke ud. Han valgte at tage orlov fra sit arbejde, så jeg kunne udleve min drøm, mens han passer på familien. Jeg er meget stolt og rørt over at have en mand, der vil passe på og bakke sin familie på den måde. Det er modigt at gøre det, som andre desværre stadig i dag kan se som noget unormalt,« siger hun.

Mette Hybschmann har de senere år rådgivet en del danske ledere med mod på at søge udenlands. Ud over at give dem nogle konkrete bud på hvilke headhuntere, de skal tage fat i, og hvilke lande, der er mest interessante, har hun altid et meget konkret råd til dem: Find den rigtige partner.

»Lad vær med at være sammen med én, som ikke også anerkender dine drømme og det, du vil, og som bakker dig op. Det tror jeg, er det vigtigste i ens liv, at man har en partner, som støtter.«

Future of work
Kursus til dig som leder

Lær at lede på ny

Gå til kursus

Overvejer retur til Danmark
Efter en årrække med arbejde primært i UK, USA, Tyskland og Mellemøsten kan Mette Hybschmann se tilbage på ’flere udfordringer, mere kompleksitet og topledererfaring’, end hun nogensinde havde drømt om. Men tanken om at vende tilbage til Danmark er ikke længere så fjern.

»Jeg har lovet min seksårige søn, at vi skal tilbage en dag, når en spændende jobmulighed dukker op,« siger Mette Hybschmann, der også er åben for at tage nye bestyrelsesposter i Danmark, så hun kan beholde og styrke sin forbindelse.

»Statistisk set ser det stadig svært ud for kvinder at lande en CEO-stilling i Danmark, men jeg håber stadig, at jeg kan bryde normerne og finde en god udfordring i en mindre eller større virksomhed med et godt purpose,« lyder det fra Mette Hybschmann.

Action Card

Her er Mette Hybschmanns bedste råd til ledere, der gerne vil være topleder, men ikke kan bryde igennem

  1. Hvis du ikke kommer igennem i Danmark, er det en fantastisk mulighed at søge udenlands – her vil du tilegne dig ledelseserfaring af en helt anden kaliber og arbejde med en langt større kompleksitet.
  2. Lav en liste over globale/udenlandske headhuntere og ledere du kender, og start ‘kaffesnakkene’ – vær klar i spyttet om, hvad du vil, og hav elevatorpitchet klar.
  3. Når du får mulighed for at komme til interview, så invester i en flybillet, og mød dem ‘in person’. Jeg tilbragte for eksempel hele to dage i min nuværende virksomhed, før jeg blev ansat, for at lære kulturen, teamet og ledelsen godt at kende – det er en kæmpe gave, når man træder ind i en ny verden.
  4. Selvom du ikke får jobbet, får du oplevelsen, læringen og træner dig selv – se det som en uddannelse og netværksopbygning. Jeg har sagt fra eller fået afslag på job, som blev til meget større muligheder senere i min karriere, fordi processen var supergod, og vi lærte hinanden godt at kende.
  5. Vælg den rigtige partner, der bakker dine ambitioner op og støtter dig. Jeg kunne ikke være lykkedes, hvis det ikke var fordi, jeg har verdens stærkeste mand, der går mod normen, tager orlov og rejser med. Han passer altid godt på os og sørger for praktikken omkring mig og vores dejlige børn.

Relateret indhold

Nina Mathiesen og Mari Randsborg på COBEs kontor
Kvindernes Kampdag

Her er 16 kvindelige ledere, der gør deres for at smadre statistikkerne

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag har vi samlet en række artikler med succesfulde, kvindelige ledere, som vi alle kan lære noget af. Værsgo.
6 min.
Charlotte Jensen står og snakker med en kvindelig gaffeltruckfører i IKEAs varelager
Ligestilling

IKEA vil ikke længere finde sig i, at så få kvinder kører gaffeltruck

Møbelgiganten IKEA har i dag en ligelig fordeling af mænd og kvinder i bestyrelse, direktion og blandt samtlige 3.100 medarbejdere. Men der er stadig hjørner af koncernen, hvor balancen halter, for eksempel på lageret, der totalt domineres af mænd. Derfor bliver alle ledere nu målt på, om kønsbalancen er i orden i alle afdelinger – også på de områder, hvor kvinderne er i overtal.
10 min.
Louisa Loran arbejder hjemme foran sin desk setup
Sådan er min dag

Louisa er Google-chefen, der kun arbejder hjemmefra

Louisa Loran klarer snildt 17 skarpe onlinemøder i træk, når hun arbejder remote fra sin villa med storslået udsigt ud over Øresund. Hun har valgt den fysiske tilstedeværelse på arbejdspladsen helt fra for at være tæt på sine børn.
7 min.
Eva Secher kigger ind i kameraet

Eva Secher er leder på samfundets yderste kant: »Personligt leder jeg ikke efter lykken, jeg leder mere efter mening«

Du skal kun blive leder, hvis du har ambitioner om at gøre en forskel, mener Eva Secher, der er direktør for Mændenes Hjem på Vesterbro i København. Hun går hver dag på arbejde for at gøre livet lidt mere tåleligt for hjemløse, stofmisbrugere og andre udsatte borgere.
9 min.
Caroline Farberger sidder i en lænestola

Topchefen Carl Farberger blev til Caroline: »Jeg forstod slet ikke, hvor privilegeret jeg var som hvid, heteroseksuel mand«

Caroline Farberger har både været mandlig og kvindelig leder og har derfor en unik indsigt i de ofte skjulte strukturer, der holder kvinderne væk fra topposterne. I dag kæmper hun for et arbejdsliv, hvor alle kan leve åbent som sig selv - og hun har nogle meget konkrete råd om diversitet og ligestilling til både mandlige og kvindelige ledere.
18 min.
Figen Cayan sidder i en sofa og ser ud af vinduet

Vi har mål for, hvor mange kvinder vi vil have i ledelse, men hvor er målene for etniske minoriteter?

Etniske minoriteter med ikke-vestlig oprindelse udgør 9,1 procent af befolkningen, men det bliver langt fra afspejlet i ledelseslagene i danske virksomheder. Figen Cayan er Chief of Staff hos Mærsk, født i Danmark af tyrkiske forældre og har en konkret opfordring til danske topledere.
13 min.