Hofmarskal Kim Kristensen: »Du kan glemme alt om at spille Rambo«

Han har beordret soldater gennem landminer og taget beslutninger, der kunne have haft fatale konsekvenser for mange menneskers liv. Soldater er døde i hans tjeneste.

Men selv om størstedelen af Kim Kristensens ledelsesbeslutninger er truffet i en uniform, er det omsorgen for medarbejderne, der driver ham.

»Krigen har vist mig, at du kan glemme alt om at spille Rambo, Clint Eastwood eller spille skuespil. Det, der kendetegner den leder, der bliver fulgt, er, at vedkommende er autentisk. Den ægte leder tager omsorgen på sig. Fagligheden kan vi nærmest købe os til, det er noget, der hænger på knagerækkerne. Men omsorgsgenet er en særlig evne. Og har man det, får man følgeskabet,« siger han i Lederstof.dk’s podcast Ledelse med vilje.

Kim Kristensen har en lang lederkarriere bag sig i militæret. Og som officer har han flere gange ført soldater i krig. Han stod blandt andet med ansvaret for et kompagni soldater fra Danmark og Litauen som en del af de fredsbevarende styrker, da borgerkrigen hærgede i Eksjugoslavien i 1990’erne. Og han var med i Helmand-provinsen i Afghanistan som chef for danske, britiske og tjekkiske styrker i et af de farligste områder i verden.

Du skal turde gå forrest

I dag bruger Kim Kristensen sine ledelseserfaringer i Kongehuset, hvor han de seneste ni år har arbejdet for Dronningen. Først som ceremonimester og nu som hofmarskal og dermed ansvarlig for 130 medarbejdere. Et job, der på ledelsesdansk kan oversættes til at være administrerende direktør for Kongehuset.

»Mit job går groft sagt ud på at lede en institution, der har alle de samme ingredienser i sig, som andre virksomheder og organisationer: Vi har vores økonomiafdeling, vores personaleafdeling og vores kommunikationsafdeling, men også en kongelig stald, vores eget snedkerværksted, vores vaskeri og rengøring. Alt det, der skal til for at få Kongehuset til at fungere,« fortæller Kim Kristensen.

Og selvom der er langt fra krig til Amalienborgs højloftede sale, er hans tilgang til ledelse nøjagtig den samme, som da han stod som ung chef med over 150 soldater midt i borgerkrigen på Balkan:

»Man skal aldrig sætte soldater til noget, man ikke selv ville gøre. Det samme gælder medarbejdere i en virksomhed. Som leder bør man ofte kontrollere sig selv: Sætter jeg nogle af mine nærmeste til at gøre noget, jeg egentlig ikke selv ville gøre? For så får man et problem med at få følgeskab,« siger Kim Kristensen.

Det handler om at være en synlig leder, der tør gå forrest. Og så handler det om at have kærlighed til sine medarbejdere:

»Vi kender nok alle de ledere, der siger: Fremad, jeg er lige bag jer. Men det holder ikke. Man skal have modet til selv at gå forrest og vise vejen, og man skal elske at gå rundt blandt sine medarbejdere i stedet for at gemme sig bag sit skrivebord,« siger Kim Kristensen.

Mit livs sværeste beslutning

Når hofmarskallen taler om at lede fra fronten og gå forrest, er det en ledelsesfilosofi, der gennemsyrer alt, hvad han står for som leder. Og som rækker tilbage til 1995, hvor han blev sendt afsted som forholdsvis ung chef med et gigantisk ansvar for en FN-mission i Eksjugoslavien.

Det var her, Kim Kristensen traf en af de sværeste og største beslutninger i sit liv. En af de beslutninger, som han fortæller om i podcasten Ledelse med vilje.

»Der er masser af ledelsesmæssige udfordringer under den mission, men den største udfordring er på et tidspunkt, hvor en gruppe af mine soldater er placeret mellem de kæmpende kroatere og serbere uden mulighed for, at vi kan komme ud til dem.«

Da Kim Kristensen og hans soldaterer et halvt år inden er blevet sendt til Balkan, er alt møntet på, at det er en fredsbevarende mission. Men det holder kun i tre uger, så går serberne og kroaterne ind i deres gamle kampstillinger, og de næste fem måneder befinder Kim Kristensen og hans soldater sig midt i kampzonen mellem kroaterne og serberne.

Ud i et minefelt

En gruppe af Kim Kristensens soldater er placeret på en post og er umulige at komme til undsætning, fordi alle veje er spærrede. Som tiden går slipper mad og drikkevarer op, og soldaterne har akut brug for hjælp.

»Soldaterne ligger indkapslet, fordi der er miner omkring dem. Og på tidspunkt kan jeg se, at det ikke går længere. Vi har prøvet alt for at komme ud til dem. Men det kan ikke lade sig gøre. Den eneste mulighed, jeg kan se, er, at jeg selv tager en rygsæk på og går derud,« fortæller Kim Kristensen.

Med sig tager han to af de dygtigste soldater, han har i enheden. Og med rygsækkene fyldt med mad, vand og medicin begiver de sig sammen ud for at fortælle kroaterne, at de vil gå igennem minefeltet.

»Jeg gør det klart for dem, at hvis vi træder på nogle af minerne og dør, vil alle vide, at det er deres skyld. Derfor skal de vise os, hvor de havde lagt minerne.«

På den måde får Kim Kristensen skabt mulighed for at komme ud til gruppen og begiver sig afsted med sine to soldater. Men kroaterne kan ikke garantere, at der ikke ligger yderligere miner, som serberne har lagt de sidste 400 meter ud til posten. Og på et tidspunkt står Kim Kristensen med benene på hver side af en mine, samtidig med at de to unge soldater ligger med deres bajonetter og leder efter flere gemte miner.

»Lige der er der mange tanker, der går igennem hovedet på én. Og man kan spørge sig selv, hvorfor jeg traf den beslutning. Men det gjorde jeg, fordi jeg ikke kunne lade være. Der lå ingen stor analyse bag. Det var en følelse af, at jeg var lederen. Jeg havde lovet alle de pårørende at passe på soldaterne. Derfor måtte jeg også tage ansvaret på mine skuldre,« siger Kim Kristensen.

Slut med kæft, trit og retning

Det lykkedes ham at komme ud til soldaterne. Men de timer, det tog for ham at komme frem og tilbage, er nogle af de længste timer i Kim Kristensens liv.

»Man kan sagtens analytisk kigge på det og mene, at der var andre, der skulle have taget derud med rygsækken i stedet for mig. Men jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre det, jeg ofte selv har sagt: At du aldrig skal sætte soldater til noget, du ikke selv ville gøre. Og det betød, at soldaterne bagefter vidste, at de kunne stole på mig,« siger Kim Kristensen.

Oplevelsen og de ledelseserfaringer, Kim Kristensen gjorde sig på missionen, medførte et markant skift for ham.

»Jeg fandt ud af, at det er slut med at tro, at man kommer langt med kæft, trit og retning. Det var her, jeg fandt ud af, at fagligheden skal være på plads, men at det er mindst lige så vigtigt, at ordentligheden er på plads. Både når det gælder etik og moral. Og når det gælder omsorg og kærlighed.«

Det var også her, det blev klart for Kim Kristensen, at han ikke bare var leder for sine ansatte, men at det gælder om at tage ansvar for hele familien.

»Det kan lyde blødt. Men jeg har fundet ud af, at det at være en omsorgsfuld leder måske er den vigtigste og hårdeste ledelsesform. Det er nok den, du skal øve dig allermest på. Uanset om det er i krig, i diplomatiet eller i erhvervslivet, skal omsorgsgenet være på plads. Ellers får du ikke dine medarbejderes følgeskab,« siger Kim Kristensen.

Gælder også i erhvervslivet

Pointen er, at et omsorgsfuldt og autentisk lederskab, hvor du tør gå forrest, skaber tillid og respekt hos medarbejderne. Og det gælder uanset, om man er officer for en flok soldater i krig, eller man er direktør for en tæppefabrik.

»Hvis du for eksempel har en fabrik, der skal lukkes i Irland, nytter det ikke noget, at du bliver siddende i Jylland og i stedet sender løjtnanten afsted. Det får du ikke respekt for hos medarbejderne. Du skal op på ølkassen. Du skal gøre dig sårbar. Du skal markere, at du er den, du er,« siger Kim Kristensen.

Derfor mener han også, at det er helt afgørende, at man som leder elsker sine medarbejdere. De skal mærke din omsorg og de skal vide, at du er der for dem, ikke kun når skåltalerne skal holdes, men også når det gør ondt.

»Alle dem, der skubber løjtnanterne foran sig og sætter nogen til at gøre det arbejde, de ikke selv kunne tænke sig at gøre, de mangler de sidste 10 procent, der gør, at de går fra at lave ’god-nok-ledelse’ til at lave ’toppræstationsledelse’. Det kan alt sammen oversættes til erhvervslivet.«