26-årige Rasmus har skabt en lederkarriere i Sierra Leone

Soldaten gik tæt bag Rasmus Overby Meyer, mens han trak sin rullekuffert over gangbroen, der markerer grænsen mellem Sierra Leone og Liberia i Vestafrika. Men den dengang 22-årige dansker ænsede ikke den bevæbnede vagt. Han havde kun ét mål: Han ville hjem til Danmark.

Det var maj 2020. Som ny landechef for shippingvirksomheden OBT i Sierra Leone havde han netop navigeret igennem forårets coronanedlukning. En af de første coronapatienter i det vestafrikanske land var en OBT-ansat, og tests viste hurtigt, at halvdelen af de andre på kontoret også var smittede – inklusive Rasmus Meyer selv.

Rasmus Meyers private hjem i Freetown, Sierra Leones hovedstad, blev snart omdannet til landets første corona-karantænecenter for ham selv og fire internationale ansatte, og en bevæbnet vagt blev posteret i baghaven for at sikre, at de smittede udlændinge ikke forlod huset. Samtidig sørgede den danske chef for, at alle lokalansatte med familier blev indlogeret tre uger på et hotel frem for i de barakker, staten først havde stillet til rådighed, så de havde ordentlige forhold under karantænen.

»Det kostede en del penge, men vi skulle tage ansvar i den situation – OBT er et stort firma, og jeg blev nødt til at trække på de forbindelser, jeg havde. Folk var paniske; ingen vidste jo, hvad corona var på det her tidspunkt,« siger Rasmus Meyer, der i dag er 26 år.

I 2014-15 hærgede den enormt smitsomme og stærkt dødelige ebola-virus i Sierra Leone, så myndighederne var ekstra på stikkerne. Meyer var i konstant dialog med det sierraleonske sundhedsministerium og navigerede gennem en bureaukratisk jungle, samtidig med at han skulle passe på sig selv, sine medarbejdere og drive virksomheden ved siden af.

Senere blev hans hus også godkendt til PCR-testcenter for de i hundredvis af søfolk, der i ugevis havde været isoleret på deres skibe ud for Sierra Leones kyst. Et par borde blev smækket op på terrassen, og så kunne Rasmus Meyer ellers stå på sin altan og se køerne af sømænd sno sig i haven.

»Det var kaos uden lige,« siger han.

De mange uger med pres, stress og uvished og et konstant rend af fremmede i sit hjem tærede på ham. Så da han gik dér på broen med retning mod Liberia, var han med egne ord »så træt af Afrika«.

Alle fly ud af Freetown var suspenderet, og det eneste, Rasmus Meyer tænkte på, var at nå den liberianske hovedstad, Monrovia, så han kunne flyve hjem til Danmark. Han skulle bare ud af Afrika, og dét nu.

»Jeg var så glad, da jeg sad i det fly,« siger han. Men så tilføjer han med et smil: »Og alligevel var jeg tilbage i Sierra Leone 2-3 uger efter. Jeg savnede det.«

Trods alt besværet omkring corona og en masse praktiske udfordringer er Rasmus Meyer nemlig glad og stolt over, hvad han har opnået med sin lederkarriere i det vestafrikanske land.    

Fra trainee til topchef
Det er en søndag midt i april.

Rasmus Meyer har slænget sin lange krop ned i en stol på en strandbar langs Aberdeen Road i Freetown, i skygge for solens blændende stråler. Bag ham sælger unge drenge cashewnødder til forbipasserende biler, og til den anden sider slynger bølgerne sig dovent mod den brede strand.

Det er fem år, siden han første gang kom til Sierra Leone. Da var han 20 år og havde netop færdiggjort handelsgymnasiet i Silkeborg, hvor han er vokset op, og landet en toårig stilling som shippingtrainee hos OBT Shipping Group.

»Jeg greb chancen. Jeg var eventyrlysten og anede intet om Sierra Leone – jeg kunne lige så godt være endt et andet sted, men jeg syntes, det lød spændende. Hvis jeg virkelig skulle udfordre mig selv, hvorfor så ikke gøre det her?« spørger han retorisk.

Rasmus Meyer blev indlogeret på et hotel de første tre måneder, og det første lange stykke tid, tænkte han mest på, hvordan han kunne komme hjem til Danmark igen. Alt var anderledes: samfundet, klimaet, trafikken, arbejdskulturen, og det var voldsomt og overvældende.

»Jeg var utrolig skræmt – jeg var bare en ung dreng, og der gik faktisk år, før jeg følte mig helt tilpas. Man kan vænne sig til mange ting, som så pludselig bliver normalen. Det store skift skete, da jeg fik venskaber uden for firmaet – det betyder stadig rigtig meget den dag i dag.«

På kontoret var der dengang 35 ansatte. Når han var her, fokuserede Rasmus Meyer på at falde ind i kulturen og rutinerne og lære kollegaerne at kende. Arbejdskulturen var meget anderledes, og han undrede sig blandt over, hvor analogt det hele var. Selvom man brugte e-mails, var alt for eksempel hard copy-baseret.

»Vi havde tre motorcykler, der kørte rundt i byen konstant med fysiske dokumenter, der skulle godkendes og underskrives af de forskellige myndigheder. Først til toldmyndighederne, så til havnen, så til ministerier. Det var en meget omstændig arbejdsgang,« husker han.

Den unge trainee var lærenem og kastede sig ud i arbejdet. Han steg i graderne og havde snart siddet i alle afdelinger af virksomheden, hvilket gav ham et førstehåndskendskab til, hvordan OBT fungerede.

To år senere, kort før corona ramte, blev han gjort til landechef.

Plads til fejl
Men det var langt fra let at blive leder som 22-årig.

»Det har været udfordrende på mange parametre, og jeg har skullet lære mig selv ledelse step by step,« siger han.

Ledelsesstrukturen i Sierra Leone er meget hierarkisk og topstyret, hvor chefen ikke udfordres og har sidste ord. For den unge leder betød det, at han – på trods af fuld opbakning fra OBT’s ledelse – pludselig stod helt alene med meget store beslutninger uden nogen at sparre med lokalt.

»Der er ingen feedback fra de ansatte. Ingen kommer med rettelser eller tilbagemeldinger til dig, hverken positive eller negative – det var i stedet mig, der skulle komme med det. Jeg har manglet, at nogen på kontoret hernede har udfordret mig og mine beslutninger, og jeg har også stået i nogle situationer, hvor jeg har sagt, at okay, nu går vi 100 procent efter det her, fordi det er mig, der bestemmer, men uden at være sikker på, det var den rigtige beslutning.«

Det har ændret sig de sidste år, hvor Rasmus Meyer har ansat nogle europæiske medarbejdere, der ikke er bange for at stille spørgsmål til chefen og udfordre hans beslutninger. Fordi han samtidig selv er åben om de fejl, han begår, har han skabt en kultur på arbejdspladsen med plads til mere ærlighed:

»Jeg elsker, når medarbejdere kommer og siger: ’Jeg har fucket op’. Det er fedt, at de er ærlige – tidligere skulle man hive det ud af dem, hvis der var sket en fejl, men nu sker det oftere, at de selv siger det. Så plejer jeg at svare, at det er menneskeligt at fejle, og lad os komme videre, og så ser de også, at der ikke sker noget ved at begå en fejl eller indrømme den.«

Gennem årene er Rasmus Meyer også selv vokset med ansvaret. I dag forekommer det ham lettere at sidde for bordenden:

»Min fordel er, at jeg kender OBT så godt og har haft forskellige kasketter på. Jeg bliver udfordret hver dag, og der kan jeg trække på mine erfaringer, for jo længere tid, jeg har været her, desto større sandsynlighed er der for, at jeg har stået i samme situation før.«

»Jeg synes, det er fedt, det, jeg laver. Det at være leder vokser på mig, hvilket i høj grad handler om at tage ejerskab: Når du påtager dig ansvaret og ved, det i sidste ende er dig, der træffer beslutningerne, vil du gerne, at det fungerer, og at virksomheden vokser.«

Nej til korruption
Og vokset har OBT bestemt gjort, siden Rasmus Meyer overtog chefstolen.

Virksomheden håndterer i dag en tredjedel af alle skibe, der ankommer til havnen i Freetown, mens medarbejderskaren, der p.t. lyder på 125, forventes at være oppe på 200, inden året er omme.

Samtidig er omsætningen steget med op mod 400 procent.

»For mig er det et tal. Jeg kan godt lide at tjene penge, det er en motivationsfaktor, men vi skal tjene dem på en ordentlig måde. Vi har de danske værdier, som vi repræsenterer, og dem skal vi være stolte af,« siger han og banker i bordet med fingerspidserne.

De danske værdier handler blandt andet om at opbygge og vedligeholde et image og et omdømme af at være ordentlig, forklarer han:

»Korruption er ikke ukendt i den sierraleonske forretningsverden og arbejdskultur, og det gør vi ikke i OBT – det ved alle, vi laver forretning med. Det er let at være uetisk, men man kan komme rigtig langt med gode relationer og ærlighed. Det handler om at være loyal og tro over for de værdier.«

Frem for at pleje relationer med en brun kuvert, handler det om at opbygge venskaber, siger Rasmus Meyer, når han forklarer, hvordan OBT kommer uden om at betale bestikkelse i bytte for kontrakter.

»Privilegiet for os danskere er, at vi ikke tænker kommission og korruption ind i aftaler og venskaber. I stedet har det for mig handlet om at være social og åben,« siger han og tilføjer med et lidt genert smil og skuldertræk: »Jeg har egentlig bare været mig selv.«

Der er da også noget umiddelbart tillidsvækkende over den høje mand, der hverken fremturer med verdensmandsattitude, høj stemmeføring eller store armbevægelser. Han er rolig, tænker sig om, før han svarer og besidder en naturlig form for autoritet, der hverken er intimiderede eller aggressiv, men snarere inviterer til, at man slapper af i hans selskab.

Udover sin umiddelbare måde at være på, har Rasmus Meyer også brugt sin mavefornemmelse og intuition til at vurdere de folk, han skulle lave forretninger med. I dag er OBT så stor i Sierra Leone, at han ikke er involveret i alle forretninger og derfor heller ikke personligt ser alle nye forretningspartnere an, men en række af de store, gamle kunder kender han indgående efter flere års samarbejde.

»Vi har et godt forhold til hinanden med gensidig respekt og punktlighed,« siger han.

Ikke at betale korruptionspenge er firmapolitik, og Rasmus Meyer lægger ikke skjul på, at OBT går glip af nogle kontrakter på den baggrund. Men fordi markedet vokser, mener han stadig, at OBT »kan vinde terræn på at stå fast og samtidig kunne se sig selv i øjnene bagefter«:

»En ting er, at man som ngo går ud og påvirker en masse mennesker, men når vi som privat forretning også kan gøre det – udvikle vores ansatte, udvikle en branche og en industri – så tror jeg, at man kommer langt. Og det tror jeg også har noget at sige i forhold til Danmarks omdømme.«

Tidligere ansatte er nu konkurrenter
OBT er en international virksomhed, så gennem årene har Rasmus Meyer været chef for medarbejdere fra en lang række forskellige nationaliteter. Det har betydet, at han har skullet lære at navigere i kulturforskelle, så han har kunnet være en god chef for både indiske, argentinske, sydafrikanske og sierraleonske ansatte.

»Det er vigtigt at huske, at forventninger til chefer varierer fra kultur til kultur, og det er afgørende at respektere og forstå disse forskelle. For eksempel værdsætter filippinske medarbejdere en chef, der aktivt deltager i deres arbejde, mens en dansk ansat omvendt ikke forventer, at en direktør kan rådgive om skatteregler,« siger han.

Ved at sætte sig ind i den enkelte medarbejder er Meyer lykkedes med at tage luften ud af potentielle konflikter, der opstår på grund af de forskellige arbejdskulturer.

»Jeg tager mig tid til at lære medarbejderne at kende, for de er jo vidt forskellige og skal håndteres på forskellige måder. Det handler om at være menneskekender. Jeg er af natur et blidt og omsorgsfuldt menneske, og jeg vil gerne have, at alle har det godt, men jeg kan også være hård og trække linjer i sandet,« understreger han.

For hver medarbejder forsøger han at finde frem til deres potentiale, og hvad der motiverer dem. Altså, hvilken del af arbejdet, de er dygtige til, og som de samtidig finder spændende. Derfra gælder det om støt og roligt at hjælpe dem til at blive endnu bedre til at udfylde den funktion, mens de løbende får mere og mere ansvar.

I nogle tilfælde er Rasmus Meyer lykkedes så godt med opgaven, at medarbejdere har valgt at forlade virksomheden for at starte op som selvstændige, så de nu konkurrerer med OBT. Hvor det ville være et irritationsmoment for nogle, gør det ikke Rasmus Meyer spor. Faktisk har han i flere tilfælde bakket ansatte op i at gå selvstændigt.

»Det kan jo både være godt og skidt med konkurrenter – fra OBT’s synspunkt ser jeg det som noget rigtig godt og også smart forretningsmæssigt. Husk også på, at Vestafrika er et marked i vækst. Der kommer flere og flere investorer og flere og flere penge – også i Sierra Leone; det er en generel udvikling, man ikke ser andre steder, og der er brug for flere spillere hernede. Så deres forretning kan også komme os til gode.«

»Vi bliver nødt til at tage ansvar som arbejdsgiver«
Generelt er der stor loyalitet over for virksomheden. Det mener Rasmus Meyer også hænger sammen med, at han har lagt stor vægt på at opbygge et tæt forhold til sine medarbejdere.

»I den sierraleonske kultur er relationer vigtige, og familierelationer er de allerstærkeste. Jeg prøver at få firmaet til et være lidt mere som en familie og at sørge for, at relationen bliver mere personlig, så de ansatte også føler en dybere connection til virksomheden,« forklarer han.

Det betyder blandt andet, at OBT har overtaget nogle funktioner, som en arbejdsgiver i den vestlige verden ikke ville blande sig i, og at Rasmus Meyer har været med til at forbedre de ansattes vilkår.

Sierra Leone står et svært sted rent økonomisk. Inflationen stiger, og samtidig har landets møntfod, leonen, mistet 50 procent af sin værdi mod dollaren på under et år. For at de ansattes løn ikke udhules, regulerer OBT derfor lønnen 3-4 gange årligt.

OBT betaler også skolepenge, sundhedsforsikringer, husleje og giver hver medarbejder 50 kilo ris om måneden som del af kontrakten. Ris er en basismadvare i Sierra Leone – alligevel producerer landet kun ris i meget små mængder og importerer langt størstedelen, og i tider med inflation og svingende forsyning har der derfor indimellem været mangel på den vigtige madvare.

Fordi OBT har direkte kontakt til risimportørerne, kan de altid skaffe ris. Ved at dele ris ud, sikrer de altså, at medarbejdere og deres familier altid har mad nok og ikke pludselig står i en situation, hvor de ikke kan skaffe tilstrækkeligt med fødevarer.

De har også gjort det samme med brændstof i tider, hvor det har været en mangelvare. Det kan alt sammen lyde lidt kontrollerende –»parent-agtigt«, som Meyer siger – men i bund og grund handler det om at hjælpe de ansatte i en tid med usikker økonomi og høj inflation.

»Vi bliver nødt til at tage ansvar som arbejdsgiver,« siger Rasmus Meyer.

Tilbage til Danmark
Under interviewet kommer en bekendt forbi strandbaren og hilser på Rasmus Meyer. De giver hånd og Rasmus Meyer spørger ind til det hus, manden er ved at bygge.

Efter mere end fem år i Freetown har den unge dansker ikke bare en stor bekendtskabskreds, han forstår også det sierraleonske samfund og befinder sig godt hernede.

»Det er ikke alle, der bryder sig om at leve sådan et liv, som jeg gør – det er klart, det er meget individuelt, men jeg trives godt med udfordringerne her: Så er der ingen strøm, så er der ingen wi-fi … « siger han og slår ud med hænderne og smiler.

Det var også derfor, at han valgte at rejse tilbage igen efter Corona-nedlukningen – en tid, som ikke bare var noget af det hårdeste, Rasmus Meyer har været igennem som leder, men som han også fremhæver som noget af det, han er mest stolt over at have navigeret igennem.

For »det hele gik jo godt – alle overlevede, og vi tog ansvar for de ansatte,« som han siger.

Han har været ved at flytte hjem flere gange. Oprindeligt troede han, at 2022 skulle være hans sidste år i Sierra Leone, men så tog han alligevel et år til, og p.t. er hans kontrakt forlænget til foråret 2025.

Hvad der skal ske derefter, ved han ikke.

»Det bliver sværere og sværere at forholde mig til at bo i Danmark igen,« indrømmer han og lægger hovedet lidt på skrå.

»Men jeg har en god familie og gode venner, der bakker mig op, og jeg er stadig ret ung, så jeg tænker, jeg godt kan tage et par år mere, og så skal jeg måske udfordre mig selv på nogle andre måder.«