Cecilie Nielsens bedste leder tog ansvar, da hun havde allermest brug for det

Første gang Niels Jacob Schøtt og jeg skulle arbejde sammen, var da DR Nyheder gerne ville have mig til at være en mere fast del af kongehusdækningen. Jeg blev derfor tilbudt en type af funktion, som jeg ikke kunne se mig selv i. Det var jeg ret tydelig omkring til vores første møde, hvor samarbejdet skulle stables på benene.

Niels Jacob og jeg vidste godt, hvem hinanden var, men det var første gang, vi rigtigt sad overfor hinanden. Han er meget rolig af sind, og så er han rigtig dygtig til ikke at sige noget hele tiden – men når han siger noget, så er det altid velovervejet og ordentligt. Jeg husker samtalen som meget behagelig, men jeg kan også huske, at jeg gik derfra og tænkte: »Gud, har jeg skræmt ham?«

For jeg er en, der er relativt dårlig til ikke at sige min mening. Jeg er et udtryksfuldt menneske, og jeg kan være meget tydelig om, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. Men han kunne godt rumme, hvor ligefrem jeg er, og siden det allerførste møde har han drillet mig lidt med min meget åbenmundede facon – men på en kærlig måde.

Vi har altid kunne tale lige ud af posen sammen. Det var altid venligt, trygt og i øjenhøjde, men uden en masse omsvøb. Det trives jeg rigtig godt med.

For mig er noget af det allervigtigste, at en leder rent faktisk leder. Tager ansvaret på sig og sætter rammerne.

Jeg har ret mange ledere, fordi jeg arbejder på tværs af hele DR. Jeg laver primært historieprogrammer, men arbejder både med radio, tv og nyheder og bliver også lånt ud til eksterne produktioner. Jeg har en personalechef i DR Kultur, men har samtidig funktioner andre steder i huset.

Så jeg skifter hele tiden mellem forskellige projekter, afdelinger og ledere. Det har gjort mig meget bevidst om, hvilken slags ledelse der fungerer for mig.

Jeg har brug for en leder, der hjælper med at løfte nogle af opgaverne væk fra mig, så jeg ikke ender med at tage ansvar for det hele selv, og som giver mig noget stabilitet og ro.

Niels Jacob Schøtt var sådan en leder, og han har gjort en kæmpe forskel for mig. Han var chef i DR Event i Nyheder og havde ansvar for mig i omkring tre år fra 2023, når jeg var i DR Nyheder. I dag er han redaktionschef i DR Dokumentar og er ikke længere min leder, men vi har stadig meget med hinanden at gøre internt i DR.

Han er et virkelig dejligt menneske, som jeg holder utrolig meget af. Men det særlige ved ham som leder er, at han kombinerer en stor ordentlighed med ro, tydelighed, og at han står fast – man kan regne med ham.

Det, han især var god til, var at skabe nogle tydelige rammer omkring mig.

Mit arbejdsliv kræver meget af mig. Når jeg står foran et kamera, skal jeg kunne levere på præcis det tidspunkt, der er brug for mig. På den måde kan det næsten sammenlignes lidt med en sportspræstation. Hvis jeg skal kunne præstere, er jeg også nødt til at restituere.

Niels Jacob var god til at forstå, at arbejdet ikke kun består af det øjeblik, hvor jeg præsterer. Der skal også være nogle rammer rundt om mig, som gør det muligt. For jeg er meget på, når jeg er på. Derfor har jeg brug for ledere, der også hjælper mig med at slippe speederen igen.

Jeg kan nemlig godt være den, der siger: Den her opgave vil jeg også gerne løse. Og så kunne han sige: »Nej, det kan du ikke. Det har du faktisk ikke tid til. Din tid er bedre brugt et andet sted.«

For når Niels Jacob har truffet en beslutning, så er beslutningen taget. Og jeg har brug for en leder, der nogle gange siger: »Det her er ikke dit ansvar. Den tager jeg.« Så ved jeg, hvad spillebanen er. For mig er det både enormt rart og virkelig vigtigt, at der er den klare ansvarsfordeling.

Og jo flere gange man oplever, at ens leder træffer den slags beslutninger, som faktisk viser sig at være gode for en, jo mere tryg bliver man.

Jeg havde allermest brug for en god leder, efter at jeg i sommeren 2024 fik en stressrelateret ansigtslammelse. Halvdelen af mit ansigt blev lammet. Det var følelsesmæssigt enormt voldsomt, og jeg har stadig permanente skader og føleforstyrrelser i den ene side af ansigtet.

Da jeg skulle tilbage til DR bagefter, gjorde Niels Jacob noget, som kom til at betyde utrolig meget for mig. Han gav mig en undskyldning.

Jeg kan faktisk ikke huske præcis, hvilke ord han brugte, men det, der landede hos mig, var: Jeg er ked af, at vi har skabt et arbejdspres og et arbejdsmiljø omkring dig, som har været med til at gøre dig syg. Der fik jeg faktisk tårer i øjnene.

Jeg havde flere ledere på det tidspunkt, og min oplevelse var, at han var den eneste, der sagde det så direkte til mig. Det rørte mig og betød rigtig, rigtig meget for mig – og det hjalp mig med at komme tilbage til arbejdspladsen.

Det, der betød så meget ved den undskyldning, var at han tog ansvar.

Jeg havde brug for, at der sad en leder over for mig, som anerkendte, at noget var gået galt, og at ansvaret ikke bare lå hos mig som medarbejder. Jeg havde forsøgt at være pligtopfyldende, og det var vigtigt for mig, at nogen så, at jeg faktisk bare havde forsøgt at løse de opgaver, jeg blev pålagt.

Det gode var også, at det ikke stoppede ved ordene. Der blev bagefter taget nogle meget konkrete skridt, og jeg var selv med til at pege på løsningerne. Det var ikke noget, der blev trukket ned over hovedet på mig. Det gjorde en stor forskel.

Mit arbejdsliv er stadig ikke perfekt. Jeg har stadig perioder med meget højt arbejdspres, men det lærte mig enormt meget om mig selv, og hvilke rammer jeg har brug for, hvis jeg både skal trives og kunne levere.

Det, jeg har lært af ham, er blandt andet, hvor vigtigt det er, at en leder tør tage sit ansvar på sig.

Da jeg fik ansigtslammelsen, var jeg på et tidspunkt bange for, om jeg nogensinde ville kunne smile til min datter igen. Når man først én gang har prøvet ikke at kunne smile til sit barn, så sker der noget med ens syn på, hvor vigtigt arbejdet egentlig er.

Jeg brænder stadig rigtig meget for mit arbejde. Men jeg har nogle helt andre prioriteter i dag. Arbejdet er vigtigt, men så vigtigt er det heller ikke.

I hele forløbet efter min sygemelding var der selvfølgelig ting, jeg selv skulle lære. Jeg skulle blive bedre til at sætte grænser og sige nej. Men det var ikke kun mig, der skulle ændre mig. Det betød enormt meget for mig, at Niels Jacob samtidig viste mig, at han også havde noget, han skulle lære som leder. En god leder tager ikke kun ansvar for medarbejderen, men også for sin egen del af det, når noget går galt.

Så han har gjort mig meget bevidst om, hvad jeg har brug for fra en leder: Tydelighed, beslutningskraft og hjælp til at afgrænse mit ansvar.

Det gør, at jeg kan koncentrere mig om det, jeg faktisk er god til, og det er nok noget af det vigtigste, en leder kan gøre. Det gjorde Niels Jacob.