Lad mig sige det på den her måde: Naja Nielsen tolererede ikke dovenskab, og jeg tror, at hun godt kunne lide, at jeg var en arbejdsom, ambitiøs og flittig medarbejder. Jeg er meget stolt af at komme fra en arbejderklassebaggrund, hvor jeg tidligt lærte, at man ikke får foræret noget gratis. Du skal arbejde for det; der er ingen, der gør det for dig. Fordi jeg voksede op i Taastrup som barn af gæstearbejdere fra Tyrkiet, har jeg heller aldrig haft noget netværk, jeg kunne trække på. Jeg kendte ikke nogen som helst i branchen og har altid vidst, at jeg derfor skulle bevise lidt ekstra. Det tror jeg, at Naja Nielsen kunne se. Og jeg tror, det var derfor, hun tog chancen med mig.
Hvis jeg skal sætte ord på, hvad det var, der gjorde Naja Nielsen til en god leder, så er det først og fremmest, at hun ville noget. Hun havde en vision. Hun gik op i kvalitet, og hun gik aldrig på kompromis. Det skulle være stærk journalistik, og det skulle være ordentligt. Når man som leder sætter barren højt, tiltrækker man også folk, der gerne vil noget. Det gjorde hun. Hun omgav sig med mennesker, der ville arbejde og skabe noget. Og det er måske noget af det mest inspirerende, man kan som leder.
Jeg kommer ikke udenom også at beskrive Naja Nielsen som en benhård leder. Hun stillede så høje krav, at man kunne blive lidt bange for hende. Men det kunne jeg faktisk godt lide. Jeg trives bedst, når jeg ved, hvem der bestemmer og med at skulle leve op til nogle klart definerede krav. Hvis du leverede varen, fik du også noget tilbage. Du fik lov til at lave mere af det sjove og udvikle dig. Det er den slags ledelse, jeg har respekt for.
I dag kan jeg se, at det, Naja Nielsen gjorde, var, at hun satte mig i spil. Hun gav mig chancen.
Og i journalistik – ligesom i mange andre brancher – kan du have nok så meget talent, men hvis ingen tør give dig en opgave, hvor du bliver set, kommer du aldrig ud over rampen. Det var det, Naja Nielsen gjorde for mig. Hun fik snebolden til at rulle, og det har betydet alt i min karriere, hvor jeg har fået mulighed for at lave alle mulige fede og vilde ting.
En god leder kan efter min mening gøre en enorm forskel. En leder kan give en medarbejder følelsen af at blive set - eller være overset. Og det gør en verden til forskel, om du føler dig set eller overset. Det er forskellen på, om du blomstrer eller går i stå. Der er ikke noget værre end følelsen af at blive overset. Omvendt er det en kæmpe gave, hvis den gode leder faktisk ser dig og tager ansvar for din udvikling.
Jeg er en meget engageret medarbejder, og oplever desværre af og til, at ledere forveksler ambition med brok. Hvis man påtaler noget eller foreslår forandringer, bliver det opfattet som brok, selv om det faktisk er udtryk for ambition. Ingen ledere kan vel være modstandere af ambition? Jeg oplever, at mange ledere kommer til at kvæle medarbejderes ambition, fordi de har blinde vinkler, tunnelsyn eller bare er for pressede eller stressede. Men ambition er jo bare lysten til at gøre noget bedre, og det skal man ikke kvæle. Det hører selvfølgelig med, at man som medarbejder skal sørge for at lufte sin ambition i en konstruktiv tone, men så har man efter min mening også krav på at blive taget seriøst.
Når jeg tænker tilbage, er der også nogle andre mennesker, der har haft enorm betydning for mig. Min klasselærer, Ane, for eksempel. Hun lærte mig at læse og skrive. Det er hendes fortjeneste, at jeg for nylig kunne udgive en bog om min familie og opvækst. Hun var en klippe i de år, hvor jeg rodede lidt rundt og prøvede at finde ud af, hvem jeg var.
Og så er der min oldefar. En lille mand med store hænder, som overlevede den ene krig efter den anden og gik tusindvis af kilometer hjem fra Yemen. Han viste, hvad flid og overlevelse betyder. At du skal tage din skæbne i egne hænder. Det er takket været ham, at jeg og min familie overhovedet eksisterer, og det er fra ham, vi har den her tro på arbejdsomhed og ordentlighed. At du må gøre tingene selv.
Jeg er ikke sikker på, om jeg selv skal være leder engang. Jeg skal i hvert fald ikke være den klassiske ledertype. Jeg ville ikke gide MUS-samtaler og Excel-ark. Men jeg kan godt lide tanken om at være den uformelle leder, sådan en, der går forrest, viser vejen og stadig er med på gulvet. Jeg respekterer ledere, der kan noget selv. Sådan en leder, der står i maskinrummet sammen med sit hold og som støtter og udvikler hver enkelt. Sådan en leder ville jeg gerne være – og det er måske i virkeligheden det vigtigste, jeg lærte af Naja Nielsen.
