Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig, da jeg i 2001 startede hos Rambøll. Pludselig gik jeg rundt på store, flotte kontorer blandt voksne mennesker med blazere og nystrøgne skjorter. Lidt af en kontrast til den der hyggelige, easy going-stemning på humaniora. Kommunikationsdirektøren hed Morten Ravn og var vel i midten af fyrrene. Det var en kæmpe afdeling, han havde ansvaret for, så hvis han ikke lige havde haft tid til at tage sig af en ny studentermedhjælper som mig, havde det ikke været så underligt. Men det havde han altså. Han var interesseret i, hvad der drev folk. Hvad de gerne ville. Jeg tror, han kunne fornemme, at jeg havde et drive, der rakte til mere end de opgaver, jeg sad med. Og så spurgte han, om jeg havde lyst til at skrive for deres medarbejderblad. Endda med frihed til at gøre det på min helt egen måde.
Rambøll havde dengang omkring 3.000 ingeniører, som havde gang i alle mulige spændende projekter. Vindmølleparker i Kenya, Storebæltsbroen og det nye operahus i København. Jeg fik så ideen til at fortælle om deres arbejde ved hjælp af en fortælleform, hvor man sætter mennesket i centrum. Stadig med fokus på projekterne, men ud fra et menneskeligt perspektiv. Det gav noget liv til historierne, som gjorde indtryk på ham. Han kunne se, at jeg kunne interviewe og formidle medarbejdernes faglighed på en mere moderne og fængende måde. Og det anerkendte han mig for. »Er du klar over, at du er dygtig til det her,« sagde han. Wauw. Det havde ingen sagt til mig siden min dansklærer i folkeskolen. Det motiverede mig til at lave mere i den retning, og det gav han mig lov til. Faktisk endte jeg med at skrive stort set hele medarbejderbladet. Jeg havde slet ikke tænkt på at blive journalist. Men hos Rambøll blev det klart for mig, at det var den vej, jeg skulle gå. Og det kan jeg takke Morten for. Det var ham, der så, at jeg havde et journalistisk talent.
En af de dårlige oplevelser med ledere, jeg har haft, var på et magasin, hvor jeg senere blev ansat. En dag fik chefredaktøren den idé, at vi skulle skrive de faste sider på en anden måde. Vi havde allerede afleveret det, vi skulle til det kommende magasin, så jeg foreslog hende, at vi ventede med at ændre på noget til magasinet efter. På den måde kunne vi medarbejdere nå at blive inddraget i processen og være med til at definere de nye formater. Men det kunne der ikke blive tale om. Faktisk fik jeg en skriftlig advarsel for at have sat spørgsmålstegn ved den bagvendte proces. Det virkede for mig helt skævt. Som et forsøg på at lukke munden på en kritisk medarbejder. Så jeg bad dem om at fyre mig. Det forslag havde de ikke problemer med at lytte til.
Jeg voksede virkelig, mens jeg var på Rambøll. Både fordi Morten gav mig den frihed, han gjorde. Men også fordi han lyttede interesseret til de ideer og overvejelser, jeg havde omkring magasinet. Han opfordrede mig ligefrem til at komme med input og spille bold op mod ham. Og det gav mig en masse selvtillid. Han fik mig til at føle, at min indsats betød noget. At jeg bidrog med noget værdifuldt. Og det var med til at fjerne den der trykken for maven, man kan have, når man som ung træder ind i en stor virksomhed for første gang.
Selvom mit møde med ledere har været en blandet fornøjelse, har der været andre gode end Morten. Da jeg arbejdede som vært på P3, havde jeg Carsten Worsøe og Kerstin Øhlenschlæger som mine nærmeste ledere. Det var ikke noget nemt sted at være leder. Medarbejderne var unge mennesker, der ville frem i verden. Og samtidigt var der stor udskiftning, fordi de fleste var løstansatte. Men de lykkedes virkelig godt med at skabe en stemning, hvor alle følte sig velkomne. Den måde, de greb deres lederjob an på, lugtede lidt af forældrerollen. Altså på den gode måde. De var meget ordentlige. De smilede, var opmærksomme og skabte en varme omkring sig, som gjorde, at man turde komme til dem. Også med svære ting. Og så havde de en særlig evne til at se alle, også os, der sendte fredag aften og ikke havde vores faste gang på redaktionen. Vi følte os som en del af holdet, fordi Carsten og Kerstin huskede at spørge til os og inddragede os i de ting, der foregik på redaktionen. Og det har jeg stor respekt for, at de formåede. Det er meget nemmere at lede dem, der sidder lige ved siden af dig. Senere blev de desværre fyret. Det var der ingen af os, der forstod. Bedre ledere til netop det job kan man ikke forestille sig.
Efter et år som studentermedarbejder på Rambøll, spurgte en god kollega mig, om det ikke var tid til at komme videre. »Du har da for meget krudt i røven til at sidde her,« som hun sagde. »Hvad drømmer du om?« spurgte hun. »At blive journalist på Bilmagasinet,« svarede jeg som den kæmpe bilnørd, jeg er. Og det var faktisk der, jeg fik mit næste job. Morten var ikke den type leder, der bliver skuffet over én, når man siger op. Tværtimod. Han virkede nærmere stolt over at have været med til at løfte et menneske videre. Og sådan har jeg det også selv i dag, når en medarbejder, som jeg har været med til at forme, kommer og siger, at de er klar til det næste skridt i deres karriere.
Hvis jeg mødte Morten i dag, ville jeg sige tak til ham. En kæmpestor tak. Det var ham, der så noget i mig, jeg ikke selv kunne se. Så set i bakspejlet, har han gjort en ret vanvittig forskel for mig og min karriere.
