Mikkel Hansens bedste leder var som en far for ham: »Han har betydet alt«

Vi kender ham som den, der gjorde forskelle på banen. 

En angriber med »en magisk højre arm og kirurgisk præcision i både skud og afleveringer«, som L´Équipe skrev, da danskeren i 2024 annoncerede sit karrierestop.

Men hvem formede egentlig Mikkel Hansen på vejen mod håndboldtoppen? Svaret er ham selv først og fremmest, hårdtarbejdende og brændende ambitiøs, som han var. Men undervejs har mange trænere støttet ham og givet gode råd.

Vi har besøgt den tidligere håndboldstjerne for at få svar på, hvilken lederskikkelse der har haft størst betydning for ham i hans karriere. Og hvorfor.

Andet end gode gener

Når man træder ind ad døren hjemme hos Mikkel Hansen, er det svært at se, at håndbolden har været det altoverskyggende omdrejningspunkt i hans liv.

Ingen spor af de talrige medaljer, han har fået hængt om halsen. Ingen billeder, hvor han iført landsholdtrøje og pandebånd og med det karakteristiske lange hår flagrende bag sig kanonerer bolden i mål.

Han har i stedet valgt at omgive sig med kunst. Store, farverige malerier, der hænger overalt i den gule murstensvilla i Charlottenlund.

Kunsten har i mange år fungeret som en form for modstykke til det hektiske liv, han levede som håndboldspiller.  

»Det virker beroligende på mig at kigge på kunst,« siger Mikkel Hansen, der viser rundt i bare fødder, shorts og træningstrøje. De lange lokker titter frem bag ørene under en sort kasket.

Det umiddelbare eneste spor fra hans tidligere arbejdsliv er en håndbold, som ligger øverst på en reol. »Men der er altså også den her,« siger han og stopper op ved en bronzefigur af en slank, forvredet krop uden arme. Det viser sig at være den statuette, han fik overrakt, da han i 2011 blev kåret til verdens bedste håndboldspiller for første gang.

»Det giver ingen mening,« siger han og løfter statutten op. »Hvorfor vælge en statuette uden arme til prisen som verdens bedste håndboldspiller? Men hvad fanden,« siger han og trækker på skuldrene.

At Mikkel Hansen havde et særligt talent for at spille håndbold, stod allerede tidligt klart. Hans gode gener er dog ikke alene forklaringen på, at han endte som verdens bedste. Han var ofte den, der kom først og gik sidst til træning. Og endelig har han været heldig at have haft mange gode trænere, som på hver deres måde har andel i hans karriere. Én har dog betydet noget særligt for ham, nemlig Claus Dalgaard-Hansen, en træner fra ungdomsårene i GOG, der ikke bare var med til at udvikle ham som spiller, men som også spillede en vigtig rolle for ham uden for banen - faktisk så meget, at han blev en slags »second dad« for Mikkel Hansen, da han som teenager flyttede til Fyn for at forfølge drømmen om at blive professionel håndboldspiller.

Uvant position

Mikkel Hansen er født og opvokset i Helsingør i en håndboldgal familie. Faderen var en stor profil for både Helsingør IF og på landsholdet, hvor han scorede 240 mål i 120 kampe. Sønnen Mikkel sugede til sig og udviste så store evner på banen, at han som 13-årig blev udtaget til en træningssamling for udvalgte talenter på Sjælland fra årgang 1987. Det var her, Mikkel Hansen første gang stødte på Claus Dalgaard-Hansen, som stod i spidsen for træningssamlingen.  

Som efterårsbarn hørte Mikkel Hansen til blandt de yngre på holdet og var endnu ikke skudt i vejret som flere af de andre.

»Jeg er født i det forkerte halvår,« griner Mikkel Hansen, der på grund af sin dengang beskedne højde blev placeret på den uvante position som venstre fløj. Det gjorde nu ikke noget. Han var bare »glad og benovet« over at være med.

Som han husker det, nåede han ikke at udveksle mange ord med Claus Dalgaard-Hansen den weekend. Det fik han til gengæld rig lejlighed til senere.

Som 15-årig flyttede Mikkel Hansen hjemmefra for at gå på Oure Idrætsefterskole med »andre ligesindede«, som han udtrykker det.

»Nogle går til håndbold for hyggens skyld, hvilket er helt fint. Men jeg ville mere end det. Jeg ville være den bedste. Og det kræver et miljø, hvor man presser hinanden,« siger han.

Set og respekteret

Mikkel Hansen blev efter opholdet på Oure boende på Fyn, hvor han fortsatte sin håndboldudvikling i GOG’s ungdomsrækker. Her blev han hentet op på Claus Dalgaard-Hansens U18-hold – i første omgang fordi holdets bedste spiller havde opført sig »mindre pænt« og derfor var blevet sat af. Beslutningen om at sætte en spiller af på grund af dårlig opførsel gjorde indtryk på den unge Mikkel Hansen.

Det fortalte ham, at der her var en træner, der ikke kun så på de rent håndboldmæssige kvaliteter hos spillerne, men som også krævede, at man levede op til klubbens værdier om at opføre sig respektfuldt over hinanden og andre.

»Han ville ikke bare udvikle gode håndboldspillere, men også gode mennesker – det gjorde virkelig indtryk på mig, at han også havde den side med – den menneskelige,« lyder det fra Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen er ikke »supergod« til nye miljøer, fortæller han. Alligevel gik der ikke længe, før han kunne sænke skuldrene og slappe af i de nye rammer. Og det hang i høj grad sammen med trænerens måde at gå til spillerne på. Han krævede, at de opførte sig ordentligt. Men samtidig interesserede han sig for, hvem den enkelte var.

»Nogle trænere ser spillerne som robotter, som du bare kan tænde og slukke for. Sådan var det ikke med Claus. Han interesserede sig for mennesket bag spilleren. Han forstod, at hvis du ikke trives og kan få lov til at være den, du er, så knækker du på et eller andet tidspunkt, når du som ung er en del af et meget elitært miljø,« siger han.

Mikkel Hansen oplevede på sin allerførste tur med ungdomslandsholdet, hvordan der blev set skævt til hans lange hår. Anderledes inkluderende var stemningen på Claus Dalgaard-Hansens GOG-hold.

»Selvfølgelig skulle vi indordne os og forstå, at vi var en del af et hold. Men han talte også meget med den enkelte for at finde ud af, hvordan vi var som mennesker, og hvad vi var motiveret af. På den måde følte man sig set og respekteret. Det gjorde jeg i hvert fald. Det var et meget trygt miljø at komme ind i for en ung, usikker fyr som mig,« siger Mikkel Hansen.

En måde at lære på
Ifølge Mikkel Hansen har mange håndboldtrænere det med at tale med store bogstaver. Men det havde Claus Dalgaard-Hansen sjældent brug for.

»Han hvilede så meget i sig selv og i sin faglighed, at han slet ikke behøvede at hæve stemmen. Folk hørte simpelthen efter, når han sagde noget,« siger han og tilføjer, at han kun ganske få gange har oplevet ham skælde ud. »Men så havde man virkelig også fortjent det,« smiler Mikkel Hansen.

Den generelle respektfulde og trygge stemning, som Claus Dalgaard-Hansen satte på holdet, var med til, at de unge spillere udviklede sig med hastige skridt. Den gjorde nemlig, at spillerne turde begå fejl.

»Hvis man lavede en fejl, så var han ikke typen, der slog én i hovedet. Han satte sig derimod ned med en og talte om, hvordan man kunne undgå at lave den en anden gang. Og på den måde blev fejlene en måde at lære på,« siger han.

Og det var, siger Mikkel Hansen, »meget befriende«.

»Det gav mig lyst til at prøve nye ting af og blive bedre til ting, som jeg ikke mestrede. Og det tror jeg var afgørende for, at jeg udviklede mig så meget, som jeg gjorde i den periode.«

Udvikling over point
Claus Dalgaard-Hansen var en udpræget udviklingstræner, påpeger Mikkel Hansen. Fantastisk til lige netop det stadie, han var på i teenageårene i GOG, men ikke nødvendigvis den bedste til at træne professionelle elitespillere.

Han insisterede på at, at alle skulle have en mulighed for at udvikle sig. Hellere risikere at tabe point end ikke at sætte det mindre indlysende talent på banen.

»Der var ingen tvivl om, at han satte en ære i at få alle med. At alle skulle have en chance. Det var det, mere end sejrene på banen, han brændte for,« siger han og uddyber:

»Selvfølgelig ville han også gerne vinde. Ingen tvivl om det. Men hvis han havde lovet en spiller et bestemt antal kampe, så ville han strække sig længere end de fleste andre trænere for at overholde det. Det kunne måske være frustrerende i nuet, at det ikke altid var sejren, der blev vægtet højest, men til gengæld voksede folk helt vildt under ham – også dem, som måske til at starte med ikke var blandt de bedste,« siger han.

Anden far
Da Mikkel Hansen i 2006 rykkede op på GOG’s bedste seniorhold, var det igen med Claus Dalgaard-Hansen på sidelinjen, denne gang som assistenttræner. Holdet gik hele vejen i den hjemlige liga og vandt guld i sæsonen 2006-2007 efter en kneben sejr i den afgørende finalekamp mod Viborg, hvor den blot 19-årige Mikkel Hansen blev holdets topscorer med syv mål.

Selvom Mikkel Hansen havde succes på banen, var Claus Dalgaard-Hansen bevidst om, at Mikkel Hansen var langt hjemmefra og derfor måske havde behov for lidt ekstra støtte uden for håndboldhallen. Blandt andet holdt han øje med, at Mikkel Hansen ikke slackede for meget med skolen, hvilket ikke var videre svært at følge med i. Claus Dalgaard-Hansen var nemlig ikke bare Mikkel Hansens træner, men også hans klasselærer på Handelsskolen i Svendborg, hvor han underviste ham i dansk og samtidshistorie.

Mikkel Hansen var ofte udmattet efter håndboldtræningen og fik ikke altid læst det, han skulle til skolen. »Skolen blev nok lidt nedprioriteret i forhold til håndbolden for nu at sige det diplomatisk. Det var i håndboldhallen, jeg lagde mine kræfter,« siger han.

Claus Dalgaard-Hansen satte pris på Mikkel Hansens engagement på håndboldbanen. Men det var ikke en undskyld for at sløse med skolearbejdet, mente han. Den side skulle der også være styr på, hvilket der bestemt ikke altid var. På et tidspunkt blev hans indsats i skolen så sløset, at Claus Dalgaard-Hansen valgte at sætte ham af holdet, som blandt andet betød, at han missede en tur til Tyskland, hvor holdet skulle møde Göppingen.

»Jeg var rasende,« husker Mikkel Hansen. »Jeg syntes, det var noget pis. Hvorfor kunne han ikke bare lade mig spille håndbold?«

Senere indså han, at han faktisk gjorde ham en tjeneste. For selvom talentet var indlysende, så kunne ingen spå om, hvordan det ville ende. Måske ville han køre død i håndbolden. Måske ville en skade sætte en stopper for karrieren. Og hvad så?

»Det var en god påmindelse om, at verden er andet end håndbold. Det er fint at være en konge på banen. Men der er også andre ting, du bliver nødt til at gå op i og sætte dig ind i. Det tror jeg var vigtigt for mig at erkende på et tidspunkt. Det var med til at holde mig nede på jorden,« siger han og understreger, at han også fik masser af støtte hjemmefra, men at Claus Dalgaard-Hansen blev en slags ’second dad’ for ham i en strøbelig periode, hvor han stod på egne ben langt hjemmefra og skulle lære at navigere i sportens konkurrenceprægede verden.

»Jeg vidste, at jeg altid kunne ringe til ham – uanset hvad det handlede om. Vi kunne tale om alt. Og sådan har man det jo ikke med alle ledere og trænere. Det var virkelig, virkelig rart,« siger Mikkel Hansen, der tror på, at det som leder kan betale sig at interessere sig for mennesket bag den, man skal lede.

»Jeg tror, at man som træner og som leder får en masse tilbage ved at være nysgerrig på, hvem folk er. Det skaber en connection, som er dybere end bare sport. Og i sidste ende betyder det, at folk vil gå længere for dig.«

Tro på sig selv
I 2007, hvor Mikkel Hansen spillede på GOG’s bedste hold med Claus Dalgaard-Hansen som assistenttræner, fik han debut på det danske A-landshold. Året efter blev han udtaget til landsholdets trup til OL i Beijing efter afbud fra en syg Michael V. Knudsen.

Mens holdet var på træningslejr, var der også lige en mundtlig eksamen i samtidshistorie, han også skulle forberede sig til. Læreren, der skulle have ham op, var Claus Dalgaard-Hansen.

Det var svært at fokusere på eksamenslæsningen, husker Mikkel Hansen, her hvor han stod overfor sin debut på den helt store håndboldscene. Men i pauserne i landsholdslejren fik han tygget sig igennem eksamensemnerne. På nær ét: Dansk landbrugs udvikling fra 1864-1901. »Gæt selv, hvad jeg trak,« griner han.

»Jeg tænkte bare ’fuck mand’, nu går det helt galt,« siger han og retter på skyggen på sin kasket.

»Heldigvis var det Claus, der sad på den anden side af bordet. Ikke fordi han gav mig svarene. Men fordi det virkede beroligende at have et så familiar face i netop det setup. Det gav mig en tryghed at sidde overfor ham. Så jeg fik ro på nerverne og kom i tanker om nogle af de ting, vi har lært i timerne. Det endte faktisk med at gå helt okay,« siger han.

Du nævner flere gange, at han gav dig en form for tryghed – både på og uden for banen. Hvad betød det for dig, at han havde netop den evne?

»Alt! Som ung talent bliver man hele tiden sat i nye situationer, hvor man er usikker på, om man er god nok. Og der var det bare vildt fedt at have en mand som ham omkring sig, der viste én tillid og hele tiden talte én op. Det fik mig til at tro på mig selv. På, at det nok skulle gå – uanset situationen,« siger han.

Enorm betydning
Få uger efter eksamen i samtidshistorie scorede Mikkel Hansen et mål, der i dag står som et af de mest ikoniske i dansk håndbold.

Det faldt under OL-kampen mod Rusland. Eller rettere sagt efter. Tiden var nemlig gået, da Mikkel Hansen ved stillingen 24-24 fik til opgave at tage et frikast i venstre angrebside. Mellem ham og målet stod seks russiske spillere skulder ved skulder med armene hævet over hovedet, som gjorde det tæt ved umuligt at score. Alligevel lykkedes det ham at krølle bolden i en bue over den russiske forsvarsmur og sikre Danmark sejren.

Få uger efter skiftede han tilværelsen i GOG ud med en plads på FC Barcelonas stjernespækkede storhold. 16 år senere – i sommeren 2024 – sluttede hans lange og mindeværdige håndboldkarriere på bedst tænkelige vis, efter at han med landsholdet slog Tyskland i OL-finalen i Paris og dermed kunne tilføje endnu en medalje af fineste karat til samlingen.

Selv har Claus Dalgaard-Hansen i interviews nedtonet sin betydning for Mikkel Hansens karriere. Men spørger man Mikkel Hansen, er hans ungdomstræners betydning »enorm«.

»Han har betydet alt for mig«, siger han. »Det er der ingen tvivl om. Han skabte et miljø, som var fuldstændig magisk. Så på den måde har han spillet en stor rolle i forhold til det sted, jeg endte – både som håndboldspiller og som menneske.«