Andet end gode gener
Når man træder ind ad døren hjemme hos Mikkel Hansen, er det
svært at se, at håndbolden har været det altoverskyggende omdrejningspunkt i
hans liv.
Ingen spor af de talrige medaljer, han har fået hængt om
halsen. Ingen billeder, hvor han iført landsholdtrøje og pandebånd og med det
karakteristiske lange hår flagrende bag sig kanonerer bolden i mål.
Han har i stedet valgt at omgive sig med kunst. Store,
farverige malerier, der hænger overalt i den gule murstensvilla i Charlottenlund.
Kunsten har i mange år fungeret som en form for modstykke
til det hektiske liv, han levede som håndboldspiller.
»Det virker beroligende på mig at kigge på kunst,« siger
Mikkel Hansen, der viser rundt i bare fødder, shorts og træningstrøje. De lange
lokker titter frem bag ørene under en sort kasket.
Det umiddelbare eneste spor fra hans tidligere arbejdsliv er
en håndbold, som ligger øverst på en reol. »Men der er altså også den her,« siger
han og stopper op ved en bronzefigur af en slank, forvredet krop uden arme. Det
viser sig at være den statuette, han fik overrakt, da han i 2011 blev kåret til
verdens bedste håndboldspiller for første gang.
»Det giver ingen mening,« siger han og løfter statutten op. »Hvorfor
vælge en statuette uden arme til prisen som verdens bedste håndboldspiller? Men
hvad fanden,« siger han og trækker på skuldrene.
At Mikkel Hansen havde et særligt talent for at spille
håndbold, stod allerede tidligt klart. Hans gode gener er dog ikke alene
forklaringen på, at han endte som verdens bedste. Han var ofte den, der kom først
og gik sidst til træning. Og endelig har han været heldig at have haft mange
gode trænere, som på hver deres måde har andel i hans karriere. Én har dog betydet
noget særligt for ham, nemlig Claus Dalgaard-Hansen, en træner fra ungdomsårene
i GOG, der ikke bare var med til at udvikle ham som spiller, men som også
spillede en vigtig rolle for ham uden for banen - faktisk så meget, at han blev
en slags »second dad« for Mikkel Hansen, da han som teenager flyttede til Fyn for
at forfølge drømmen om at blive professionel håndboldspiller.
Uvant position
Mikkel Hansen er født og opvokset i Helsingør i en
håndboldgal familie. Faderen var en stor profil for både Helsingør IF og på
landsholdet, hvor han scorede 240 mål i 120 kampe. Sønnen Mikkel sugede til sig
og udviste så store evner på banen, at han som 13-årig blev udtaget til en
træningssamling for udvalgte talenter på Sjælland fra årgang 1987. Det var her,
Mikkel Hansen første gang stødte på Claus Dalgaard-Hansen, som stod i spidsen
for træningssamlingen.
Som efterårsbarn hørte Mikkel Hansen til blandt de yngre på
holdet og var endnu ikke skudt i vejret som flere af de andre.
»Jeg er født i det forkerte halvår,« griner Mikkel Hansen,
der på grund af sin dengang beskedne højde blev placeret på den uvante position
som venstre fløj. Det gjorde nu ikke noget. Han var bare »glad og benovet« over
at være med.
Som han husker det, nåede han ikke at udveksle mange ord med
Claus Dalgaard-Hansen den weekend. Det fik han til gengæld rig lejlighed til
senere.
Som 15-årig flyttede Mikkel Hansen hjemmefra for at gå på
Oure Idrætsefterskole med »andre ligesindede«, som han udtrykker det.
»Nogle går til håndbold for hyggens skyld, hvilket er helt fint. Men jeg ville mere end det. Jeg ville være den bedste. Og det kræver et miljø, hvor man presser hinanden,« siger han.
Set og respekteret
Mikkel Hansen blev efter opholdet på Oure boende på Fyn, hvor han fortsatte sin håndboldudvikling i GOG’s ungdomsrækker. Her blev han hentet op på Claus Dalgaard-Hansens U18-hold – i første omgang fordi holdets bedste spiller havde opført sig »mindre pænt« og derfor var blevet sat af. Beslutningen om at sætte en spiller af på grund af dårlig opførsel gjorde indtryk på den unge Mikkel Hansen.
Det fortalte ham, at der her var en træner, der ikke kun så på de rent håndboldmæssige kvaliteter hos spillerne, men som også krævede, at man levede op til klubbens værdier om at opføre sig respektfuldt over hinanden og andre.
»Han ville ikke bare udvikle gode håndboldspillere, men også gode mennesker – det gjorde virkelig indtryk på mig, at han også havde den side med – den menneskelige,« lyder det fra Mikkel Hansen.
Mikkel Hansen er ikke »supergod« til nye miljøer, fortæller han. Alligevel gik der ikke længe, før han kunne sænke skuldrene og slappe af i de nye rammer. Og det hang i høj grad sammen med trænerens måde at gå til spillerne på. Han krævede, at de opførte sig ordentligt. Men samtidig interesserede han sig for, hvem den enkelte var.
»Nogle trænere ser spillerne som robotter, som du bare kan tænde og slukke for. Sådan var det ikke med Claus. Han interesserede sig for mennesket bag spilleren. Han forstod, at hvis du ikke trives og kan få lov til at være den, du er, så knækker du på et eller andet tidspunkt, når du som ung er en del af et meget elitært miljø,« siger han.
Mikkel Hansen oplevede på sin allerførste tur med ungdomslandsholdet, hvordan der blev set skævt til hans lange hår. Anderledes inkluderende var stemningen på Claus Dalgaard-Hansens GOG-hold.
»Selvfølgelig skulle vi indordne os og forstå, at vi var en del af et hold. Men han talte også meget med den enkelte for at finde ud af, hvordan vi var som mennesker, og hvad vi var motiveret af. På den måde følte man sig set og respekteret. Det gjorde jeg i hvert fald. Det var et meget trygt miljø at komme ind i for en ung, usikker fyr som mig,« siger Mikkel Hansen.
En måde at lære på
Ifølge Mikkel Hansen har mange håndboldtrænere det med at tale med store bogstaver. Men det havde Claus Dalgaard-Hansen sjældent brug for.
»Han hvilede så meget i sig selv og i sin faglighed, at han slet ikke behøvede at hæve stemmen. Folk hørte simpelthen efter, når han sagde noget,« siger han og tilføjer, at han kun ganske få gange har oplevet ham skælde ud. »Men så havde man virkelig også fortjent det,« smiler Mikkel Hansen.
Den generelle respektfulde og trygge stemning, som Claus Dalgaard-Hansen satte på holdet, var med til, at de unge spillere udviklede sig med hastige skridt. Den gjorde nemlig, at spillerne turde begå fejl.
»Hvis man lavede en fejl, så var han ikke typen, der slog én i hovedet. Han satte sig derimod ned med en og talte om, hvordan man kunne undgå at lave den en anden gang. Og på den måde blev fejlene en måde at lære på,« siger han.
Og det var, siger Mikkel Hansen, »meget befriende«.
»Det gav mig lyst til at prøve nye ting af og blive bedre til ting, som jeg ikke mestrede. Og det tror jeg var afgørende for, at jeg udviklede mig så meget, som jeg gjorde i den periode.«
Udvikling over point
Claus Dalgaard-Hansen var en udpræget udviklingstræner, påpeger Mikkel Hansen. Fantastisk til lige netop det stadie, han var på i teenageårene i GOG, men ikke nødvendigvis den bedste til at træne professionelle elitespillere.
Han insisterede på at, at alle skulle have en mulighed for at udvikle sig. Hellere risikere at tabe point end ikke at sætte det mindre indlysende talent på banen.
»Der var ingen tvivl om, at han satte en ære i at få alle med. At alle skulle have en chance. Det var det, mere end sejrene på banen, han brændte for,« siger han og uddyber:
»Selvfølgelig ville han også gerne vinde. Ingen tvivl om det. Men hvis han havde lovet en spiller et bestemt antal kampe, så ville han strække sig længere end de fleste andre trænere for at overholde det. Det kunne måske være frustrerende i nuet, at det ikke altid var sejren, der blev vægtet højest, men til gengæld voksede folk helt vildt under ham – også dem, som måske til at starte med ikke var blandt de bedste,« siger han.