Anders Hemmingsen om sin bedste leder: »Han havde blik for dem, der ikke råber højest«

Min oplevelse med ledere har været ret blandet. Den første leder, jeg havde, var lidt robotagtig, men alligevel ret god. Jeg var 17 år og havde fået et job ude i Værløse, hvor jeg skulle gøre rent i et arkitektfirma. Han gik meget op i, at tingene blev gjort ordentligt. Og derfor gjorde han meget ud af at forklare os, hvad vi skulle lave. Og hvordan vi skulle lave det. Det betød, at der var totalt klare linjer, hvilket egentlig var meget rart. Det var ikke et job, der handlede om at udtænke nye idéer eller realisere sig selv. Vi skulle gøre rent. Og så har man faktisk bare brug for, at opgaverne er klare. Jeg synes, det er fedt med ledere, der er meget tydelige. Ikke kun fordi det skaber klarhed over opgaverne. Men også fordi det skaber tryghed. Man ved, hvor man har dem. Jeg endte med at gøre rent det samme sted i to et halvt år.

Jeg har også haft virkelig dårlige ledere. Jeg arbejdede engang i en økonomiafdeling, hvor der var en leder, som i min optik fuldstændigt ødelagde afdelingen. Jeg havde en oplevelse af, at vi slet ikke måtte kritisere lederens beslutninger. Man kunne vælge at adlyde og tale lederen efter munden. Eller nægte at følge lederen. Det skabte to hold. Jeg hørte til det sidste. Jeg var dog ikke en af dem, der turde gå op imod lederen. Jeg blev bare endnu mere stille og indadvendt. Efter noget tid ramlede det hele. Sammenholdet var væk. Og den følelse, jeg tidligere havde haft af, at vi løftede i flok, var væk. Jeg var i forvejen ikke specielt glad for mit job, men det blev ikke ligefrem bedre af, at lederen havde skabt så meget splittelse i afdelingen.

Når vi havde MUS-samtale, spurgte lederen mig, hvorfor jeg overhovedet var der. Det var virkelig ikke fedt. Men det mest ubehagelige var næsten det, lederen ikke sagde. Jeg kan huske, at lederen kunne gå forbi én, lave elevatorblikket og så gå videre uden et ord. Og så måtte man gætte sig til, hvad det handlede om. Det var slet ikke sådan, jeg tænkte, det skulle være at have et arbejde. I min verden skal man gerne glæde til at komme på arbejde. I hvert fald de fleste dage. Her havde jeg nogle gange ondt i maven, når jeg kørte på arbejde. Jeg havde nok skiftet karriere uanset hvad. Men den oplevelse, jeg havde med den pågældende leder, skubbede mig uden tvivl tættere på min beslutning om at prøve noget nyt.

Jeg fik på et tidspunkt ideen til at lave en Instagramprofil og lægge nogle sjove billeder op. Her er vi tilbage i 2015. Der var hurtigt nogle fra Metroxpress, som begyndte at spørge til mit indhold. Om de måtte bruge det på en eller anden måde. Jeg havde som sagt pønset på at skifte karriere, så jeg spurgte dem, om de ikke havde et job til mig. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og det endte med, at jeg blev inviteret til et møde med chefredaktøren, som hed Jonas Kuld Rathje.

Jeg var ret nervøs, da jeg cyklede ud til Lygten i Nordvest, hvor avisen holdt til. Jeg kom jo fra et bogholderi og havde nærmest ingen erfaring med at skrive. Jeg kan huske, at Jonas, chefredaktøren, virkede meget afslappet og tilbagelænet. »Hey, fedt at møde dig,« sagde han, da han kom ned af trappen. Han spurgte slet ikke ind til mit CV eller andre formelle ting. Vores snak mindede mere om en samtale, man kunne have med en ven på en café. Vi talte lidt om mine idéer og om avisen. Meget stille og roligt. Jeg tror, at det for ham mest handlede om at spore sig ind på, om kemien var der. Om vi kunne sammen. Rent fagligt virkede det som om, at han allerede havde bestemt sig. Han kunne se noget i mit blik på verden. Og han fik mig til tro på, at jeg kunne bidrage med noget til avisen. »Vi stoler på dig,« sagde han. »Og hvis der er noget, der kører skævt, så har vi dig«. Da jeg kørte derfra, var jeg helt høj og supermotiveret til at prøve kræfter med avisbranchen. Kort tid startede jeg i jobbet. Det blev starten på et længere kapitel i mit arbejdsliv med Jonas som chef, først på Metroxpress og senere på BT, hvor vi begge rykkede hen senere.

Jonas var på mange måder modstykke til den dårlige leder, jeg havde tidligere i mit arbejdsliv. Jeg vil kalde ham en hippieleder på den måde, at han hverken var kommanderede eller kontrollerende, men derimod gav enormt meget plads til sine medarbejdere. Det var virkelig frihed under ansvar. Det betød ikke, at han ikke tog ansvar eller kunne skære igennem, når det var det, der var brug for. Men generelt udviste han meget stor tillid til folk. Der er måske nogle, der trives bedre med en mere styrende ledertype. Men for sådan en som mig, der godt kan lide at gakke ud og prøve forskellige ting af, så var det helt perfekt med en leder, der gav os masser af plads og frihed til at løse opgaverne. Det fik mig virkelig til at vokse.

Jeg havde en oplevelse af, at han var oprigtigt interesseret i det, folk havde at sige – også når vi kom med modforslag eller syntes, at der var noget, der ikke fungerede. Det gør, synes jeg, at man føler sig respekteret som medarbejder. For det viser, at lederen har tillid til en og stoler på ens faglighed. Det gav mig lyst til at byde ind og sige »hey, skal vi ikke prøve det her«. Hvis idéen var der, var han ikke typen, der spurgte en masse ind. Det var mere bare sådan »fedt, mand, lad os prøve«. Det kan man mene var lidt satset. Men omvendt gjorde det, at man virkelig havde lyst til at betale hans tillid tilbage. Det følte jeg, at jeg skyldte ham.

Jonas havde hundrede procent styr på alt, hvad der foregik i enhver krog i huset. Når vi holdt møder, huskede han også at rose de ting, der blev lavet nede i et eller andet hjørne langt væk fra den klassiske journalistik. På den måde var han god til at folk få alle til at føle sig som en vigtig del af holdet. Uanset om var ung eller erfaren, og uanset hvad man lavede. Alle var vigtige. Også sådan en som mig, der lavede noget så mærkeligt som podcast og ting på Instagram og ikke var den, der råbte højest. Jeg følte mig set på en måde, som jeg ikke tidligere havde gjort i mit arbejdsliv.

Jonas var den type leder, man gerne vil drikke en øl med. Altså en, der er i øjenhøjde med folk, og som man kan komme til med stort og småt. Jeg havde sådan en følelse af, at man ikke kunne sige noget forkert i hans selskab. Hvis der var noget, han undrede sig over, så gik han nysgerrigt og åbent til det i stedet for at slå folk i hovedet. Det var enormt trygt og rart at være i. Og så var han sjov og dejligt uhøjtidelig. Det, vi lavede, skulle fandeme være godt. Men der skulle også være plads til at grine og tage lidt pis på det hele. Det var superfedt for en som mig, der godt kan lide at have lidt ironisk distance til det hele. Det er jo en stor del af ens vågne timer, man bruger på sin arbejdsplads. Og så skal man fucking også have det grineren med det.

I dag er jeg selv leder. Jeg har seks studentermedhjælpere, som hjælper mig med min Instagramprofil. Jeg har valgt også at være ret tillidsfuld i den måde, jeg er leder på. Flere af mine ansatte har jeg slet ikke mødt i virkeligheden. Jeg kunne mærke, at vi svingede sammen i telefonen, og så stolede jeg på min mavefornemmele og sagde »her er koden til min Instagramprofil«. Man kan jo ramme fuldstændig skævt. Men min erfaring er, at hvis fornemmelsen er god – og man viser personen tillid – så går det som regel godt.

For en introvert fyr som mig var det virkelig en gave at få en leder som Jonas. Jeg voksede virkelig og fik en kæmpe selvtillid i de år, som jeg stadig har gavn af i dag. Jeg tør nogle ting, som jeg ikke turde før, og det har Jonas stor andel i.