Pernille Rosendahl: »De bedste ledere får dig til at vokse«

Det lyder måske lidt underligt, men jeg skulle blive 49 år gammel, før jeg mødte ekstraordinær god ledelse. For mig blev teaterinstruktør Sargun Oshana, der kom til Danmark som irakisk flygtning som otteårig og lærte at elske teateret allerede i folkeskolen, manden, der viste mig, hvad blæret ledelse er.

Ordet ledelse er for mig egentlig et lidt fremmedartet ord. I musikbranchen taler vi ikke om ledelse. Det er praktisk talt et fremmedord. Og det er i sig selv et kæmpe problem, for magten er der jo alligevel, den er bare usynlig og ureguleret. Jeg har oplevet folk, der ville have noget fra mig på en måde, hvor jeg følte, at jeg hele tiden skulle save et lille stykke af min sjæl. Det har gjort mig forsigtig og også lidt håndsky overfor at indgå i samarbejder.

Det ændrede sig, da jeg mødte Sargun Oshana i 2021 på Aarhus Teater, da vi sammen med Holstebro Dansekompagni skulle sætte teaterkoncerten ‘Vita Danica’ op. Det var en kompleks hybridforestilling, inspireret af gesamtkunstwerk-tanken. Komponisten Richard Wagner brugte det i 1800-tallet til at beskrive sin vision om en kunstart, der forener musik, tekst, dans, billedkunst og arkitektur i ét samlet udtryk, frem for at de eksisterer adskilt. Det betød, at mange forskellige faggrupper skulle lære at arbejde sammen om at skabe et fælles udtryk. Kunstnere er ekstremt ærekære overfor deres eget udtryk, så det kræver noget særligt at få folk til at gå i takt. Fra første dag, han trådte ind i rummet, kunne jeg se, at her var et menneske, der besad en sjælden, naturlig autoritet. Han lyste af at have en klar kunstnerisk vision, havde en dyb respekt for menneskene omkring sig, og så var han ekstremt nysgerrig og empatisk.

Sargun Oshana skabte et disciplineret, men også inkluderende og undersøgende rum. Det første, jeg lagde mærke til, var hvordan han satte rammen. Der var en klar struktur og tydelige forventninger. Vi mødte ind på samme måde hver dag. Man kom forberedt, til tiden og arbejdede uden forstyrrelser. Ingen telefoner. Ingen ærinder, der kunne trække opmærksomheden væk fra gulvet. Man skulle have sin vandflaske klar. Havde danserne brug for særlige sokker for at stå fast, skulle de ligge der. Skulle vi musikere bruge særlige instrumenter, det samme. Det lyder måske banalt, men det skabte en ro og en fælles disciplin, som gjorde det muligt at arbejde koncentreret og trygt.

Samtidig havde han en helt særlig evne til at få folk til at føle, at det var deres egne idéer, han bad dem om at udføre. Han dikterede ikke, han stillede spørgsmål, tog omveje og fik os til selv at finde frem til det udtryk, han ønskede. Det var en ret sofistikeret form for ledelse, og den var utrolig effektiv i et kreativt miljø. Han var hele tiden lydhør overfor indspark og forslag, og var oprigtigt optaget af, at den bedste idé skulle vinde. Men han forstod også, at det på et tidspunkt var hans opgave som leder at lukke ned og sige: ’Nu er den der, det er den her vej, vi går’. Den her vekslen mellem at være meget lyttende, have hyperdisciplin og samtidig formå at sætte en klar retning, har jeg stor respekt for.

Når jeg tænker tilbage på forløbet i dag, kan jeg se, at Sargun Oshana brugte samskabelse som ledelsesgreb. Han dikterede ikke, han stillede spørgsmål, tog omveje og fik os til selv at finde frem til det udtryk, han ønskede. Det virkede, fordi han havde skabt den ramme, der gjorde det muligt. Struktur og frihed side om side. Den klare disciplin og de tydelige forventninger var ikke en begrænsning, det var det, der gav os plads til at turde bidrage. Når man ved, hvad reglerne er, kan man lege inden for dem. Og så havde alle oplevelsen af, at deres bidrag boede i det færdige resultat. Samskabelse handler ikke om fladt demokrati, det handler om ejerskab. Og ejerskab er det, der frigør folks bedste. Det har jeg lært af ham.

Han var heller ikke bange for at rive plasteret af, hvis der var noget, der ikke fungerede. Så blev det bare ændret, uden så meget diller daller. Det kommunikerede han klart og tydeligt, men samtidig med stor forståelse for de involveredes følelser. Han veg på ingen måde tilbage for at træffe de svære beslutninger. Heller ikke selvom det var upopulært eller skulle gøres flere gange om dagen. Den kombination ser man sjældent. Handlekraft og omsorg på samme tid. Jeg er selv ret konfliktsky og bryder mig virkelig ikke om at gøre nogen kede af det. Derfor beundrer jeg mennesker, der kan stå i det ubehagelige og stadig gøre det ordentligt. Det kunne han.

Set i lyset af mine tidligere erfaringer i branchen er jeg måske ikke den nemmeste at lede. Men jeg lagde mine våben, fordi jeg aldrig var i tvivl om, at han var et exceptionelt ordentligt menneske. De klare rammer, modet til at træffe de svære valg og samskabelsesgrebet. Det var det, der skulle til for at vise mig, hvad virkelig god ledelse er.

Midt i prøveforløbet ramte coronapandemien. Mette Frederiksen lukkede landet ned og ligesom alle andre kulturinstitutioner blev forestillingen kastet ud i stor usikkerhed. Ingen vidste, om stykket overhovedet ville få premiere, men vi blev bedt om at fortsætte prøverne. Man siger, at en leder for alvor viser sit værd under en krise. Det oplevede jeg med Sargun under pandemien. Pludselig stod vi med en international trup af unge mennesker, der ikke kunne komme hjem. Vi havde dansere fra hele Europa. Irland, Spanien og Italien, ét af de hårdest ramte lande. Familiemedlemmer blev syge, og danserne kunne ikke tage hjem. Det var hjerteskærende at se mine unge kolleger håndtere så svære ting på afstand. Igennem pandemien holdt Sargun truppen samlet, og skabte et virkelig smukt stykke under uhyre svære betingelser. Hvis jeg skal sige én ting om ham, så er det at han ledede med ynde.

Noget af det vigtigste, jeg har lært af Sargun, er, hvor meget det betyder, at nogen hepper på dig. På dine ideer, på din indsats, på dig som menneske. Det lyder måske simpelt, men det er det ikke. Det er en aktiv handling, og det kræver en leder, der er tryg nok i sig selv til at løfte andre frem. Så øv dig i at være et heppekor. Det virker.

Mit møde med Sargun Oshana har været et utroligt vigtigt led i min egen udvikling. Jeg har drevet min egen virksomhed, siden jeg var 29, men mødet med ham har været skelsættende. I dag bruger jeg lang tid på at vælge de mennesker, jeg arbejder sammen med, og hvis det ikke fungerer, så stopper jeg samarbejdet hurtigt. Men mens det står på, gør jeg mig umage for at heppe på dem. Jeg har et princip om, at man skal opfordre dem, man arbejder sammen med, til at søge udfordringer, også selv om det potentielt kan føre dem væk fra én selv. Hvis de vokser, har man gjort noget rigtigt. Også selvom de måske vokser væk fra dig.