Connie Hedegaard om sin bedste leder: »Han ansporede alle til at gøre sig umage«

Jeg var konservativt medlem af Folketinget og politisk ordfører, da redaktør Erik Bistrup i sommeren 1990 ringede mig op og foreslog et samarbejde. Det var lige efter murens fald, og han og chefredaktør Hans Dam ville gerne have den her unge kvindelige politiker til at rejse rundt i det ’nye’ Europa og sende 10 “postkort” hjem til avisens læsere. Da det altid havde været min plan at blive journalist, førte den sommer til min beslutning om at forlade politik. Så i august måtte jeg fortælle Poul Schlüter (daværende konservativ statsminister, red.), at jeg havde sagt ja til et job på Berlingske.

Jeg var jo ikke uddannet journalist, men ’Bistrup’ eller ’Bissen’, som han altid bare blev kaldt, tog mig under sine vinger. Det var ikke lige populært blandt alle Berlingske-medarbejderne, fordi jeg ikke var ’rigtig’ journalist, men derimod politiker, da jeg blev ansat, men Bistrup havde min ryg hele vejen igennem. Han tilrettelagde et intensivt program, så jeg kunne blive ’afluset’ og lære faget at kende. Han sendte mig blandt andet til Sverige for at skrive om landets store økonomiske problemer, nok fordi han vurderede, at jeg havde gode forudsætninger for at skrive om politik og økonomi.

Bistrup var helt sikkert en leder, mange slog sig på. Ingen var i tvivl om meningen, når han delte skideballer ud, og han ville ikke kunne blive kåret til Årets Leder i dag. Men han var fantastisk til at give os alle sammen en fornemmelse af at spille på samme hold. Han var god at sparre med og kunne sagtens tåle, at man gav hans ideer noget modspil.

Hans nok største evne som leder var, at han virkeligt ansporede folk til at gøre sig umage. Vi arbejdede som gale for at leve op til de høje standarder, han satte. Bistrup var selv den type redaktør, der lagde avisen i seng, og derfor altid var på avisen. Han så og hørte alt, blandede sig i alt og havde en helt fantastisk nyhedssans.

Nogle gange kunne han også være gådefuld eller opføre sig lidt mystisk. Han kunne for eksempel finde på at komme ind på dit kontor, vende rundt og gå ud igen uden at sige et ord.

Selv om Erik Bistrup kunne være hård, hvis der var nogen, der skuffede ham, forsømte han ikke at belønne den gode indsats. Efter at jeg havde knoklet med en historie, kom han forbi og sagde: ’Er der ikke noget med, at du godt kan lide Rom?’ og tilbød en betalt weekendtur, hvis jeg skrev lidt til bagsiden. Dengang sad ’cigarerne’, som den slags bonusser blev kaldt, noget løsere end i dag.

Han blev meget skuffet, da jeg i 1994 sagde op, fordi jeg havde fået en stilling som chef for Radioavisen i Danmarks Radio. Det var ikke, fordi han sagde noget, men jeg kunne se det i hans øjne. Han har sikkert ikke kunnet forstå, at nogen kunne drømme om at forlade ’hans’ avis.

Mange af de ting, jeg fik brug for som chef for Radioavisen, lærte jeg af Bistrup. I Danmarks Radio var det som leder meget nemt at blive opslugt af det enorme bureaukrati og de alenlange møder. Men jeg prøvede at følge hans eksempel og være så tæt på maskinrummet og medarbejderne som muligt. Bistrup vidste præcist, hvad der rørte sig på redaktionen og havde styr på, hvad alle var i gang med. Det forsøgte jeg at efterleve.

Bistrup lærte mig også, hvor vigtigt det er at give plads til forskellige typer og profiler på en arbejdsplads. Han havde et godt blik for, hvordan en mangfoldig medarbejderskare kunne give karakter til avisen. Han var især dygtig til at håndtere de ’særlinge’, som der stadig var plads til i mediebranchen dengang. Han gav dem ro og plads og et blidt skub en gang imellem, hvis der var behov for det.

Hvis jeg skal beskrive ham med ét ord, må det blive ’inspirerende’. Han har lært mig utroligt meget, og jeg opfatter det i dag som et privilegie at have haft som chef. Han er for mig det bedste eksempel på, hvor stor en indflydelse en dygtig leder kan have på atmosfæren og kulturen, og hvordan en sådan leder kan få alle til at stramme sig an og hver dag forsøge at gøre deres bedste.