OL-sølvvinderens bedste leder lærte ham, at resultaterne kun kommer, når lederen sætter sig selv til side

Den bedste måde, jeg kan beskrive Ryszard Swierad på, er, at han var den slags leder, der altid satte sine atleters ve og vel over sit eget. Det skal forstås helt bogstaveligt. Hvis vi var til et brydestævne sammen, og jeg fik tildelt et hotelværelse, han ikke var tilfreds med, formåede han altid at få mig opgraderet til den standard værelse, han mente, jeg havde fortjent. Også selv om det betød, at han måtte opgive sit eget værelse og i stedet sove på en madras nede i kælderen. Det var den slags ting, han gjorde. Han så sig som den, der skulle facilitere rammerne for sine atleter, og han satte altid sine ’medarbejdere’ over sig selv. Han var overbevist om, at de store resultater og præstationer først kommer, når dem, der skal udføre dem, får de bedst mulige forhold og vilkår. På det punkt var han helt unik.

Jeg kom i kontakt med Ryszard på et vanskeligt tidspunkt i min karriere. Faktisk blev jeg i 2008 sat af det danske landshold på grund af en konflikt, der bundede i, at jeg ikke syntes, at kvaliteten af træningen var god nok. Fordi Danmark havde fået tilkendt VM året efter, fik jeg i stedet lov til at vælge min egen træner, og det blev Ryszard, der ubestrideligt var en af verdens bedste trænere på det tidspunkt. Han havde nærmest mirakuløst ført det polske landshold frem til tre gange guld ved OL i Atlanta og tog derefter til Sverige, hvor han producerede den ene verdensmester efter den anden.

Ryszard Swierad var ekstremt tydelig i sin ledelse og meget præcis, når han forklarede, hvad vi skulle arbejde hen imod. Det var til gengæld meget sjældent, at jeg hørte ros fra ham. Han var ikke typen, der smed om sig med komplimenter for at motivere sine folk. Han foretrak at fortælle, hvad jeg gjorde rigtigt, og hvad jeg kunne gøre bedre, altid på en stille og rolig facon. Det tror jeg, at mange ledere kan lære noget af.

Som leder var Ryszards nok allerstærkeste kort sin emotionelle intelligens. Når jeg mødte ind om morgenen til træning, behøvede han bare kigge på mig et øjeblik, så vidste han, om jeg havde en god eller dårlig dag. Hans evne til at afkode, hvordan jeg havde det, og tilpasse træningen til det, var enestående. Han kunne for eksempel altid spotte, hvis jeg havde brug for at tage den lidt med ro en dag. Jeg har aldrig været den mest talentfulde idrætsudøver, men jeg har til gengæld været den, der trænede allerhårdest, både som bryder og som MMA-udøver. Ryszard var virkeligt god til at gribe ind, hvis han kunne se, at jeg overtrænede, simpelthen ved at afkode mit humør og mit energiniveau. Det skal ikke forstås på den måde, at han var en ’blød’ træner. Ryszard pressede mig altid helt til grænsen, men aldrig ud over den. Og af og til sagde han: ’Jeg kan fornemme, at vi skal holde lidt igen i dag’. Det er noget, du ikke kan læse dig til på universitetet; det kræver menneskelige egenskaber af en helt særlig karat.

For Ryszard var det altid processen sammen med atleten, der var det vigtigste. Uanset om jeg vandt eller tabte, mødte han mig bagefter med fuldstændig samme energi. Han blev ikke nedtrykt, når jeg tabte, men var heller ikke oppe i skyerne, når jeg vandt. Han var helt ligeglad med det ’rush’, der kan komme, når man vinder, for han havde hele tiden øjnene rettet mod de store mål længere ude i horisonten. Så længe jeg gjorde det, vi havde planlagt, påvirkede det ham ikke, hvis resultaterne ikke kom med det samme. Den måde at holde fokus på, tror jeg, at mange ledere kunne lade sig inspirere af. For en så ambitiøs atlet som mig var det i hvert fald utroligt befriende, for det betød jo, at presset på mig ikke var så stort. Samtidig gjorde det mig bare ekstra motiveret.

Jeg arbejdede sammen med Ryszard i tre år, og vores største resultat sammen blev en sølvmedalje ved VM i 2009. Han døde desværre meget pludseligt og i en alder af kun 55 i 2011, efter at han var faldet om ved en træningssamling. Når jeg tænker på ham i dag, husker jeg ham altid som en fagligt dygtig træner, men i lige så høj grad som en unik leder og et fantastisk menneske, der har betydet virkeligt meget for mig.

For mig er der ingen tvivl om, at de dygtigste ledere formår at bringe det bedste frem i de mennesker, de arbejder med. I min verden burde det altid være målet for en leder at ansætte de rigtige mennesker og skabe forudsætningerne for, at de kan præstere deres absolut bedste. Det handler selvfølgelig om, at alle de lavpraktiske ting skal være på plads. Har vi det rigtige udstyr og værktøj, og er arbejdet organiseret ordentligt? Men som leder er det lige så vigtigt, at du sørger for, at det er den rigtige energi på arbejdspladsen. Hvem har lyst til at møde ind på en arbejdsplads, hvor der er dårlig energi?

I dag er jeg selv blevet leder og arbejder benhårdt på at opbygge en europæisk konkurrent til de amerikanske MMA-giganter. Jeg påstår ikke, at jeg går hen og bliver verdens bedste leder, men jeg forsøger hver eneste dag at lede mit hold med masser af passion og med stor inspiration fra Ryszard. Jeg tror fuldt og fast på, at hans tilgang til ledelse – især hans insisteren på, at lederen bliver nødt til at sætte sig selv til side af og til – er et eksempel til efterlevelse for alle ledere derude.