Splitbillede_Mia-og-Mikkel_1920x960
Både Mia Amalie Mail Nielsen og Mikkel Jørnvil har prøvet at være pressede i deres lederjob, specielt i starten af lederkarrieren, men begge trives i dag med opgaverne, og er enige om, at fordelene overstiger ulemperne, herunder de mange timer, de lægger i jobbet.
Ledertrivsel

De fleste ledere trives meget bedre, end du måske tror

23. december 2025

Hovedparten af de danske ledere – otte ud af 10 – trives både på jobbet og i privatlivet, og har ikke noget ønske om at arbejde mindre, viser en analyse fra Lederne, der dog samtidig advarer om at mange ledere, især kvindelige og helt nye ledere, oplever stress. Her kan du møde to ledere, der bliver udfordret i deres job, men som begge mener, at fordelene overstiger ulemperne.

Gå til Action card

»Hvis jeg ikke havde haft en del års erfaring som leder, kunne jeg godt have knækket halsen på det her job. Men selv om det er det mest udfordrende, jeg nogensinde har prøvet, er det samtidig også det vigtigste, og derfor trives jeg rigtig godt med det.«

Sådan lyder det fra Mikkel Jørnvil, der i 2,5 år har været marketingchef i Forsvarets Personelkommando. Her arbejder han sammen med sine 30 medarbejdere på blandt andet at brande Forsvaret som en attraktiv arbejdsplads, rekruttere kvalificerede kandidater til Forsvarets mange uddannelser og sikre en fortsat høj frivillighedsgrad i forbindelse med den ændrede værnepligt.

Selv for en erfaren kommunikationsmand som Mikkel Jørnvil, der tidligere har arbejdet i blandt andet SAS, Nordea, Handelsbanken, Coop og TDC, var det lidt af en satsning at tage springet ind i de uniformeredes rækker. Han havde ingen forudgående erfaring med at arbejde i et offentligt system med departementer, ministerbetjening og aktindsigtsbegæringer, og vidste meget lidt om forsvarets opbygning, de forskellige kulturer i de enkelte værn eller for den sags skyld de mange gradsbetegnelser og forkortelser. Derfor var læringskurven stejl i starten.

»Jeg tror ikke, jeg kunne have løftet opgaven, hvis jeg havde fået opgaven tidligere i min karriere. Jeg bruger mig selv virkeligt meget hver eneste dag, og har aldrig prøvet noget, der selv efter flere år i jobbet er så kompliceret at navigere i. Men det er også det, der gør det så interessant og givende,« siger Mikkel Jørnvil.

Selv om lederjobbet i Forsvaret fylder rigtig meget og udfordrer ham til det yderste hver eneste dage, stortrives han i det.

»Jeg føler, at jeg i det her job giver mit lille bidrag til noget meget større, nemlig at være med til at passe på Danmark i en ekstremt udfordret tid. Og jeg føler også, at jeg formår at holde en fornuftig balance, så jobbet ikke flår mig i stykker, og der også er tid til at have et liv ved siden af,« siger Mikkel Jørnvil.

MikkelJoernvil002-1920x1280-landscape
»Jeg føler, at jeg i det her job giver mit lille bidrag til noget meget større, nemlig at være med til at passe på Danmark i en ekstremt udfordret tid,« siger Mikkel Jørnvil om sit arbejde som marketingchef i Forsvarets Personelkommando.   Foto: Christian Als

Meningsfyldt at gøre en forskel for andre
Fornemmelsen af at bruge sig selv maksimalt i sit arbejdsliv, kan 34-årige Mia Amalie Mai Nielsen genkende. Som Director of Digital Marketing i Norlys-koncernen er hun chef for seks medarbejdere, der fungerer som in-house-mediebureau for Norlys og Call me. Selv om hun lykkes med at holde den ugentlige arbejdstid nede på omkring de 40 timer, i travle perioder dog noget mere, fylder jobbet så meget, at det kan føles som om hun arbejder meget mere – simpelthen fordi hovedet ’kører på højtryk’, som hun udtrykker det.

Det kan lyde både hårdt og opslidende i længden, men for Mia Amalie Mai Nielsen opvejer fordelene ved hendes lederjob klart ulemperne. Den største fordel – og det bedste ved at være leder – er for hende den forskel, hun kan gøre for andre mennesker.

»Vi tilbringer en stor del af vores liv på arbejdet, og derfor er trivsel på arbejdspladsen afgørende for vores samlede livskvalitet. For mig er det netop dét, der gør ledelse meningsfuldt: At jeg gennem mit ansvar kan skabe værdi for både mennesker og forretningen på samme tid,« siger Mia Amalie Mai Nielsen.

MiaAmalieMaiNielsen-1920x1280-landscape
»Vi tilbringer en stor del af vores liv på arbejdet, og derfor er trivsel på arbejdspladsen afgørende for vores samlede livskvalitet,« siger Mia Amalie Mai Nielsen. 

8 af 10 ledere trives i jobbet
De to ledere står ikke alene med deres oplevelse af at trives i lederjobbet, selv om det både kan være hårdt og af og til kræver mange timer.

Ifølge en generationsanalyse fra Lederne er langt de fleste ledere – otte ud af 10 – både tilfredse i jobbet og synes, at de har fundet en god balance mellem job og privatliv. Undersøgelsen er baseret på svar fra 4400 ledere og viser også, at de fleste ledere ønsker at arbejde det samme antal timer, som de gør i dag – også selvom de fleste arbejder mellem 45 og 50 timer om ugen. 

Ifølge Kim Melander Jensen, der er politisk chef for arbejdsmiljø og arbejdsliv i Lederne, viser analysen, at ledernes høje tilfredshed hænger sammen med, at de finder mening i arbejdet, det man også kalder purpose.

»Vi kan se i analysen, at følelsen af at være med til at gøre en forskel, er noget af det, de fleste ledere lægger allerstørst vægt på,« siger Kim Melander Jensen.

Han mener, at det meningsfulde indhold i jobbet formentlig mere end opvejer de mange timer, lederne typisk arbejder.

»Hvis man er glad for jobbet og brænder for det, man laver, er man også villig til at lægge nogle ekstra kræfter i det,« siger Kim Melander Jensen.

Jan Heiberg Johansen, der er lektor i organisation og ledelse på AAU, er helt på linje:

»Vi ved fra andre rapporter, at ledere generelt er ret glade for at være ledere, fordi der er god mening i opgaven, og fordi der er gode relationer omkring opgaveløsningen,« siger Jan Heiberg Johansen.

Det viser Generationsanalysen 2025

Her er nogle af de vigtigste fund i Generationsanalysen 2025. Hele rapporten kan læses her.

1. Trivsel

Hvor tilfreds er du alt i alt med:

  • ..dit arbejde (83 procent)
  • ..dit privatliv (91 procent)
  • ..balancen mellem dit arbejde og privatliv (77 procent)


2. Ugentlig arbejdstid:

  • Arbejder over 50 timer (9 procent)
  • Arbejder 45-50 timer (43 procent)
  • Arbejder 38-44 timer (36 procent)

3. Stress

  • 17 procent af alle ledere har følt sig stressede ofte eller hele tiden de seneste to uger.
  • 56 procent af de ledere, som har følt sig stressede, angiver deres arbejde som den primære kilde til stress.
  • 22 procent af de kvindelige ledere og 14 procent af de mandlige har følt sig stressede indenfor de seneste to uger.
  • Blandt nye ledere med 0-4 års erfaring har 29 procent følt sig stressede indenfor de seneste to uger.
Fold ud

Ekspert: Stress er kritisk fund
Selv om de adspurgte ledere helt overvejende tegner et positivt billede af deres trivsel, er der også nogle advarselssignaler, der blinker rødt. Næsten hver femte af de 4400 deltagere i analysen oplyser således, at de har oplevet stress ofte eller hele tiden de seneste to uger, og procentdelen er endnu højere blandt kvindelige og nye ledere. Det er et kritisk fund, mener Jan Heiberg Johansen.

»Vi skal derfor nok passe lidt på med at skabe en halleluja-stemning omkring lederes trivsel. Analysen viser, at det er et meget differentieret billede, og at vi fortsat har en stor opgave med at styrke forudsætningerne for, at ledere kan trives og lykkes med deres ledelsesopgave,« siger Jan Heiberg.

Mia Amalie Mai Nielsen oplevede selv som ny leder, hvor udfordrende det var pludselig at stå med ansvaret for andre folks trivsel.

»Specielt i starten var jeg superpresset, nok fordi jeg tog mange af bekymringerne for de mennesker, jeg havde fået ansvaret for, med hjem fra arbejde.«

I dag er hun blev bedre til at lukke ned for arbejdet, når hun tager hjem. Men det er stadig noget, hun skal øve sig på.

»Jeg har efterhånden lært, at man ikke løser bekymringer eller opgaver på hovedpuden om aftenen, og at det er vigtigt at skabe plads til at lade op, hvis man også vil kunne være en god leder dagen efter,« siger Mia Amalie Mai Nielsen og tilføjer: »Derfor trives jeg i dag jeg super-godt i rollen og har en langt bedre balance.«

Også Mikkel Jørnvil har oplevet at være tæt på at ramme muren. Faktisk var han ved at få et egentligt stresstilfælde, da han var ny i lederrollen, men fik det afværget, fordi han selv sagde fra og trak stikket i et par uger.

»Erfaringen fra dengang har gjort mig bevidst om, hvad det er for signaler, jeg skal være opmærksom på, for eksempel dårlig søvn, hold i nakken, min vejrtrækning eller hvis jeg føler mig trist eller er kort for hovedet overfor dem omkring mig,« siger Mikkel Jørnvil.

MikkelJoernvil003-1280x1920-portrait
»Erfaringen fra dengang har gjort mig bevidst om, hvad det er for signaler, jeg skal være opmærksom på, for eksempel dårlig søvn, hold i nakken, min vejrtrækning eller hvis jeg føler mig trist eller er kort for hovedet overfor dem omkring mig.«  Foto: Christian Als

Ledere, der trives, er gode ledere
For Kim Melander Jensen er de mange ledere, der oplever at få stress, et udtryk for, at balancen nemt kan tippe, så alt det, der begejstrer i jobbet, pludselig bliver for meget.

»Derfor er det også så vigtigt, at vi tager lederes trivsel alvorligt. Det er noget, vi hos Lederne har haft fokus på i mange år, og som heldigvis i stigende grad også er ved at få opmærksomhed fra omverdenen,« siger han.

Ifølge Jan Heiberg Johansen er der mange gode grunde til at tage lederes trivsel seriøst. Ledere, der trives, har mere overskud, er mere innovative, er bedre til at overskue komplekse problemer, tager klogere beslutninger og ser muligheder fremfor begrænsninger, påpeger han.

»De er også bedre i stand til at skabe et miljø præget af tillid, åbenhed og samarbejde og er mere tilgængelige og imødekommende. Det hjælper på fastholdelsen af medarbejderne og har direkte indvirkning på trivsel, engagement og motivation, alt sammen noget, som er kritisk vigtigt i en tid med kriser, fyringsrunder og reformstorme,« siger Jan Heiberg Johansen.

Tag ansvar for egen trivsel
Både Mikkel Jørnvil og Mia Amalie Mai Nielsen er meget opmærksomme på om – og hvordan – de trives i en ofte travl hverdag. De er også bevidste om, de selv bliver nødt til at tage et ansvar for deres trivsel.

Efter tre år i sit nuværende lederjob står det således klart for Mia Amalie Mai Nielsen, at hun som leder ikke kan være noget for andre, hvis hun ikke passer på sig selv, som hun udtrykker det.

»Det lyder meget klicheagtigt, men det handler jo om, at jeg selv skal være i trivsel og have energi, hvis jeg skal være en god leder for mine medarbejdere. Jeg er ikke en god udgave af mig selv, hvis jeg er megastresset, og derfor bliver jeg også nødt til at prioritere min egen trivsel.«

MiaAmalieMaiNielsen-1280x1920-portrait
»Jeg er ikke en god udgave af mig selv, hvis jeg er megastresset, og derfor bliver jeg også nødt til at prioritere min egen trivsel,« siger Mia Amalie Mai Nielsen.

Lederes trivsel glemmes
Hun kan godt savne lidt, at der kommer lige så meget fokus på lederes trivsel som på medarbejdernes.

»Der er nok en tendens til, at det bliver glemt lidt, men jeg tror også det handler om, at man som leder selv i højere grad tager et ansvar for sin trivsel,« siger Mia Amalie Mai Nielsen.

Mikkel Jørnvil har oplevet, at han er blevet bedre til at vurdere sin egen trivsel i takt med at han har fået mere og mere erfaring.

»Jeg lægger rigtig meget energi i mit job i Forsvaret. Men selvom nogle dage kan være virkelig pressede, føler jeg grundlæggende jeg er i stand til at holde nogle sunde balancer. Det gør også en afgørende forskel, at jeg mere end nogensinde har fået et job, som jeg kan se meningen med. Både i forhold til det, jeg laver, men også helt overordnet. Det giver mig arbejdsglæde, og samtidig har jeg med årene og erfaringen fået et ret godt blik for, hvornår arbejdet kommer til at fylde for meget,« lyder det fra Mikkel Jørnvil.

Action Card

Her er Jan Heibergs 8 bedste råd om, hvordan du kan arbejde med din egen trivsel som leder 

  1. Selvom lederes trivsel er et organisatorisk ansvar, så tag samtidig også selv ansvar for din trivsel. Start med at få sat nogle rimelige rammer op for dit arbejdsliv. Ingen vinder ved, at du konstant står til rådighed for opgaver.
  2. Sørg for løbende at få afstemt forventningerne om dine mål og din opgave, især med din nærmeste leder.
  3. Tag dig tid til at reflektere over, hvad der er vigtigt for dig for at trives og lykkes med din ledelsesopgave.
  4. Gør arbejdet med din trivsel konkret og enkelt. Brug for eksempel de tre værktøjer, du finder her:  Tre værktøjer til at styrke lederes trivsel
  5. Skab forbundethed. Sørg for at dyrke relationerne med (leder)kollegaer. Tal med andre om de udfordringer, du møder som leder. Vær nysgerrig og lydhør, og del selv ud.
  6. Hav modet til at spørge om hjælp, så du kan få støtte og sparring fra nærmeste leder, kollegaer eller ’en god ven’ i eller uden for organisationen.
  7. Øget fokus på sparring. Tænk både over, hvordan du giver og modtager sparring. Brug en fast model. Bliv ved, også selvom det tager tid at lære.
  8. Tænk over, om du giver dig selv plads nok til refleksion og restitution, eller om der skal ændres på din work-life balance.

Relateret indhold

ChristianQvickTOP-1920x960-wide
Opgør med generationsledelse

Ledelsesrådgiver skærer igennem: »Det er noget vrøvl at forskellige generationer kræver forskellig ledelse«

Det er en myte, at boomere er særligt forandringsresistente eller at Generation Z’ere kræver konstant feedback. Der er ikke noget videnskabeligt grundlag for at påstå, at forskellige generationer kræver forskellig ledelse, fastslår ledelsesrådgiveren Christian Qvick, der kalder generationsledelse ’pseudovidenskabelig, ineffektiv og potentielt diskriminerende’.
9 min.
Værktøjskassen

Kæmper du med at lykkes og få livet med ledelse til at give mening? Her er ekspertens 10 simple råd

Du skal arbejde med din tankegang, hvis du vil have dit lederjob og dit privatliv til at gå op i en højere enhed og få det hele til at give mening. Stephen Bruyant-Langer har 10 huskeregler til, hvordan du kan lykkes.
5 min.
En række store mediehuses mikrofoner, DR, 4, Ekstrabladet, TV2, Kosmopol, Ritzau, er sat op på række
MEDIERÅDGIVNING

Sådan får du dit budskab bedst ud over rampen som leder, når journalisten ringer

Få styr på historien, vend mikrofonen om, og husk altid at holde dig til sandheden, også når den er besværlig. Sådan lyder nogle af de råd og teknikker, der kan hjælpe dig, hvis der pludselig står et tv-hold ude foran døren – og som Palle Steffensen, mangeårig journalist og medierådgiver, deler ud af i sin nye bog om kommunikation og mediehåndtering.
7 min.
Nikolaj Jacobsen hjulper med sine spillere til VM med et high five
Sportens lederskab

Sådan har Nikolaj Jacobsen skabt en vinderkultur, alle ledere kan lære noget af

Jo bedre man kender hinanden, desto større krav kan man tillade sig at stille. Sådan lyder en af de helt centrale nøgler til at forstå Nikolaj Jacobsens succes som håndboldtræner. Her fortæller nogle af hans spillere, hvordan de ser på ham som træner – og han giver selv sine bedste råd til andre ledere.
13 min.
1920x96020250506DSPoulFritzKjaerLederne00752112jpgspejling
Ledelse i usikre tider

Er det tid til patriotisk ledelse?

USA’s præsident har kastet verden ud i en usikkerhed, som kan mærkes helt ud på de danske kontorer og fabrikker. Det efterlader hver eneste leder med et helt nyt ansvar, mener professor Poul Fritz Kjær.
7 min.
Charlotte Rugaard Nielsen, CEO i Dandiag A/S, flankeret af service- og kalibreringschef Julia Nicholson og kommerciel chef, Rene Kappelgård
4-DAGES ARBEJDSUGE

Overvejer du at eksperimentere med 4-dages arbejdsuge? Her er de bedste råd fra ledere, der allerede er i gang

Erfaringerne fra de efterhånden mange virksomheder, der har skåret ned på arbejdstiden, er overvejende positive. Men der er også mange faldgruber, advarer ledere og to eksperter, der her giver deres bud på de vigtigste ting, du skal overveje som leder, hvis du selv har planer om en 4-dages arbejdsuge.
13 min.