Ærlig interesse
Når først ansættelsen er i hus, er det den uforbeholdne interesse i det enkelte menneske, der skaber en tillidsfuld relation:
»Det eneste, det her kræver, er bare en eneste leder, mellemleder, formand, teamleder – et eller andet – i din virksomhed, som interesserer sig for mennesker. Så er det muligt at hjælpe de her mennesker i gang,« siger Torben Larsen.
Og interessen skal være reel, ellers kan det lugtes på lang afstand, understreger han:
»De forstår godt, hvis det kommer indefra, eller hvis det er en facade, man tager på – som hvis man én gang om året til juleafslutningen fortæller, hvor godt det går. Nej, man skal sgu mene det her. De må ikke lige pludselig smutte. Hvis de lige pludseligt finder et nyt arbejde ud af det blå, så har man svigtet som leder. Så har man ikke været der, så er man ikke tæt nok på til at kunne mærke dem.«
'Det giver god mening for mig’
Mange af de mennesker, der kommer til Torben Larsen for at få et job, har lidt mange nederlag eller haft voldsomme oplevelser. Nogle har aldrig haft et reelt job før. Men oplæringen starter med at få dem til at tro på sig selv, fortæller Torben Larsen:
»Det der betyder aller, aller mest, når de står der og skal ud i et nyt job, det er jo ikke det der med, om de kan svejse eller bukke en plade eller noget. Nej, det der betyder noget, det der gør, at de har så mange muligheder for deres fremtid, er troen på sig selv. Der er så mange flere døre, du tør at gå ind ad, hvis du tror på dig selv,« siger han.
En af de medarbejdere, der hjælper med at få gode og glade medarbejdere ud af tidligere indsatte, er Kristian Eliseholm, som er CSR-medarbejder og værkfører. Han er kun midt i trediverne, men er startet som ungarbejder og kan i en ung alder snart fejre 25-års jubilæum.
»Tiden går jo, og jeg startede ret tidligt,« smiler han. Men arbejdet med kolleger med en lidt sværere baggrund, giver hans arbejde stor værdi, oplever han:
»Bare det at være med til at løfte de her unge mennesker og være en del af det, det giver mig rigtig meget, og det giver god mening for mig. Jeg synes bare, det er spændende at arbejde med lige den her type mennesker.«
Selvfølgelig kan det give udfordringer, når man ansætter folk, der har haft problemer eller et helt andet slags liv, fortæller Kristian Eliseholm. I starten forstod han ikke, hvorfor nogen af dem ikke bare gjorde, som de skulle – som man jo gør.
»Men som tiden er gået, bliver man anerkendende, og man lærer at forstå dem. De har jo ikke valgt deres fortid, de har jo en eller anden baggrund, måske nogle forældre, der ikke har været der for dem, eller hvad der nu er sket, de er kommet ud på et sidespor,« fortæller han.