Giver de unge ansvar
Ifølge Mads Nygaard er det afgørende at tildele de unge medarbejdere ansvar, men samtidig følge deres udvikling og trivsel tæt.
»Jeg oplever, at vores unge kolleger er glade for at få ansvar og mulighed for at præge dagligdagen i vores butikker. Det giver dem en følelse af, at vi har tillid til dem. Og at vi tror på, at de har en masse godt at byde ind med. Og det er vigtigt at opleve som ung medarbejder – især hvis man går rundt og tumler med nogle ting og tvivler på egne evner,« siger han.
Blandt andet skal alle elever prøve at stå i spidsen for en butik i en uge. De får ansvaret for alt fra salg til markedsføring – dog med et par mere rutinerede medarbejdere i baggrunden til at sparre med, hvis det bliver nødvendigt.
Det kan indimellem give Mads Nygaard rynker i panden. Men når ugen er omme, er der sjældent meget at kritisere. Tværtimod.
»De unge bobler af ideer og kommer altid med nye bud på, hvordan vi kan skabe engagement hos kunderne. Om det så er med flyere og goodiebags på gader og stræder eller med kreative PR-budskaber i den lokale avis. Det minder mig om, hvor vigtige de unge er. Det er i høj grad dem, der med deres energi og skæve ideer driver udviklingen i virksomheden,« siger Mads Nygaard.
Men, tilføjer han, de unge har også brug for at blive støttet i deres udvikling. Med udviklingsplaner og løbende samtaler med deres nærmeste leder.
»Mange virksomheder glemmer, hvor vigtigt det er at få oplært og onboardet de unge medarbejdere. Det handler om at klæde dem godt på rent fagligt. Men også om at sikre sig, at de trives og ikke føler sig overladt til sig selv.«
Og det er en proces, der tager tid, mener Mads Nygaard. Hos Louis Nielsen får nye medarbejdere lagt tre-månedsplaner og mødes med jævne mellemrum med deres nærmeste leder for at tjekke op på både trivsel og faglig udvikling.
»Man skal ikke tro, man bare kan køre introperioden efter en fast skabelon. Man er nødt til at tage udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker. Og det er kun muligt, hvis man som leder tager sig tid til at snakke med – og ikke mindst lytte til – den enkelte medarbejder.«