Det er ikke farligt at tale om kriser. Det er farligt at lade være

Forestil dig, at det hele pludselig går i stå. Systemerne svarer ikke, skærmene er gået i sort, og adgangskortene virker ikke. Ingen ved, hvad der er sket, eller hvornår det er ovre. Er det et nedbrud eller et cyberangreb?

Tidligere ville den situation måske have føltes som et hypotetisk skrækscenarie. Men det gør det ikke længere. I dag peger det nationale risikobillede på en række risici og trusler, som det danske samfund står over for. Det er alt fra hedebølger, tørke og ekstremregn til cyberhændelser og energimangel.

Mange ledere sørger for at have en beredskabsplan liggende i tilfælde af kriser. Og det er både rigtigt og vigtigt, lyder det fra erhvervspsykologerne Louise Dinesen og Vibeke Lunding-Gregersen.

»Pointen er ikke, at medarbejdere skal gå rundt og være bange. Pointen er, at usikkerhed i vores arbejdsliv er blevet et slags grundvilkår. Det er noget, vi skal indarbejde i vores organisatoriske mindset og træne sammen,« siger Louise Dinesen.

Men ifølge de to erhvervspsykologer er beredskabsplanen i skrivebordsskuffen ikke nok. For hvis ledere vil have dem selv og deres medarbejdere godt igennem en krise, er det vigtigt også at have fokus på resiliens.

Og det er et begreb, der ofte bliver misforstået, mener de.

»Det er et problem, når vi gør resiliens til et individuelt projekt forstået som et individs modstandsdygtighed, hvor det kommer til at handle om, at den enkelte skal klare mere, være robust, modstandsdygtig og selvstændig. Det er ikke det, resiliens handler om,« siger Vibeke Lunding-Gregersen i det seneste afsnit af podcasten Lederhjerne fra Lederstof.dk.

Men hvad er resiliens så?

Ifølge de to erhvervspsykologer kan man tale om resiliens ud fra et kollektivt perspektiv. Det handler om en gruppes evne til i fællesskab at opdage afvigelser, tilpasse sig forandringer, lære af modgang og komme tilbage – og samtidig bevare samarbejde og retning under pres.

»Vi skal ikke være stærke alene. Det handler om, at vi har adgang til en forbundethed. Vi har adgang til at føle os som en del af fællesskabet. Der er andre, som kan sikre og bidrage til emotionel og faglig støtte. Det er der, styrken ligger. Gruppen ved, at det ikke er alt, den kan eller skal kontrollere, men at det er noget, vi håndterer sammen,« siger Vibeke Lunding-Gregersen.

Det handler altså ikke om at gøre dine medarbejdere stærkere hver for sig, men om at opbygge en gruppe af medarbejdere, der kan tænke, tilpasse sig og handle i fællesskab. Men hvordan gør du det som leder? Det har de to erhvervspsykologer tre bud på.

Mange ledere tøver med at tale om kriser, men sådan bør det ikke være, lyder det fra Louise Dinesen og Vibeke Lunding-Gregersen.

For ifølge de to erhvervspsykologer er spørgsmålet ikke, hvorvidt man skal tale om kriser, men hvordan man taler om dem uden at skabe unødig urolighed hos medarbejderne.

»Nogle gange er der en opfattelse af, at hvis vi taler om det, så bliver det værre. Hvis vi taler om stress, så er der flere, der får stress,« fortæller Vibeke Lunding-Gregersen.

Men kriser og for den sags skyld også stress er vigtige at tale om.

»Det er ikke farligt at tale om dem. De kan være en realitet lige om lidt. Det bliver et problem, når vi ikke får talt om det,« siger hun.

Men netop det uforudsigelige kan være svært at tale højt om som leder. For hvad gør man, når man ikke selv kender svaret?

»Det er okay at sige, at vi ikke ved alt. Vi må godt normalisere usikkerheden, og at det er et uklart landskab, som vi skal navigere i sammen,« siger Vibeke Lunding-Gregersen.

Derfor behøver du som leder ikke at have svaret på alt. For det er svært i uforudsigelige og usikre tider, som kriser er.

»Du skal også kunne sige til gruppen: ’Jeg ved ikke det hele endnu. Det vigtige for mig er, at vi finder ud af det sammen og bruger hinanden’,« tilføjer Louise Dinesen.

I dag er der en berettiget forventning om, at kriser rammer os. Men hvis man ikke ved, hvad man skal gøre og ikke har lært at skabe læring sammen, så risikerer man at blive belastet, lyder det fra Louise Dinesen og Vibeke Lunding-Gregersen.

Og så er det nemt at blive stresset. For hjernen kan hverken skabe mening eller finde handlemuligheder, forklarer de. Men det kan man gøre noget ved, inden krisen indtræffer.

»Det kan ikke siges nok gange, at træning er utrolig beroligende for hjernen. Det nedregulerer stress,« siger Louise Dinesen.

Det handler om at fokusere på handlemuligheder og ikke på forestillinger, forklarer hun.

»Hvis X sker, så gør vi som udgangspunkt Y,« uddyber Louise Dinesen. Og det skal helst trænes, mens der stadig er ro på.

Ifølge hende er træning faktisk noget, som ledere bør blive bedre til sammen med medarbejderne. Og det kan sagtens foregå uden at blive dramatisk.

Man kan lave små scenarier og øvelser, hvor man forestiller sig, at man ikke længere kan komme i kontakt med nogen, at man ikke har adgang til systemerne, eller at der har været et datalæk.

»Det er ikke for at skræmme nogen, men for at lave nogle visions- eller handlespor. Det handler om at skabe et fælles sprog for det at stå sammen under pres,« siger Louise Dinesen.

I en organisation er det ikke nødvendigvis kun ens eget team, der bliver ramt i en krisesituation. Derfor er det ifølge Louise Dinesen og Vibeke Lunding-Gregersen vigtigt at kende hinanden på tværs.

»Hvis vi kender hinanden, vil vi være mere tilbøjelige til at opsøge hinanden, så vi kan få løst de opgaver, vi står overfor, når krisen vokser,« siger Vibeke Lunding-Gregersen.

Derfor nytter det ikke noget kun at kende hinandens roller. Man skal kende personerne bag rollerne, lyder det.

»Kend din presserådgiver. Tag rundt på tour de chambre, før krisen indtræffer,« siger Louise Dinesen.

Kriser er ikke farlige at tale om
Louise Dinesen og Vibeke Lunding-Gregersen er ikke i tvivl om, at resiliens er vigtigt.

»Det er ikke nice to have. Det er faktisk ret afgørende for, hvordan vi kommer igennem kriser,« siger Vibeke Lunding-Gregersen.

Men måske er det allervigtigste budskab til ledere lige nu, at kriser ikke er farlige at tale om, lyder det fra de to erhvervspsykologer.

For det kan blive til virkelighed om lidt. Og så er det et problem, hvis der hverken bliver talt om dem eller bliver trænet sammen.

»Resiliens er vigtigt i den tid, vi lever i lige nu, hvis vi skal være klar til fremtidens kriser.«