Fra feltpræst og dødsbud til biskop: »Min drivkraft har nok altid været at hjælpe mennesker i en svær situation«

»Kan du tage til Flyvestation Værløse og tage imod to kister?«

Opkaldet var et af dem, Ulla Thorbjørn Hansen aldrig glemmer.

Året var 2002, og Danmark havde netop oplevet de første, tragiske dødsfald i Afghanistan, efter at danske soldater året før havde sluttet sig til krigen mod Taleban-regimet og al-Qaeda.

Nu skulle kisterne flyves hjem til de pårørende i Danmark. Og Ulla Thorbjørn Hansen blev bedt om at være til stede i sin egenskab af feltpræst.

»Jeg kan huske, at jeg spurgte: ’Hvad skal jeg sige?’ Hærprovsten svarede, at det vidste han ikke, fordi der aldrig var nogen, der havde prøvet det før,« erindrer Ulla Thorbjørn Hansen. 

Episoden i 2002 er kun en af mange, hvor Ulla Thorbjørn Hansen – der for fire år siden blev den første kvindelige biskop nogensinde i Roskilde Stifts 1000-årige historie – har skullet håndtere dramatiske og tragiske begivenheder. Både som feltpræst og som ’dødsbud’ (der fortæller pårørende om dødsfald) har hun leveret trøstende ord og sjælesorg til soldater og menige danskere i deres sværeste stunder.

»Jeg har oplevet mange dystre og alvorlige episoder, men har også altid syntes, at der er noget livgivende i de møder, hvor man hjælper mennesker, der har det hårdt,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.

De på samme tid tragiske og livgivende erfaringer har i høj grad været med til at forme Ulla Thorbjørn Hansen som menneske og som leder. Faktisk er det ikke for meget at sige, at det er lysten til at bistå dem, der har allermest brug for det, der har sat retningen for hendes liv og karriere.

»Min drivkraft har nok altid været at hjælpe mennesker i en svær situation. Det er det også for mig i dag som biskop, hvor det er vigtigt for mig at være tilgængelig og til at tale med,« lyder det fra Ulla Thorbjørn Hansen.

Tættere på livets alvor end de fleste
Allerede som barn i Aalborg var hun mere end almindeligt interesseret i livets store spørgsmål, og brugte mange timer på at studere Bibelen på sit værelse. Til en start valgte hun dog en helt anden livsbane. Fordi hun var konkurrencesvømmer (og blandt andet blev Danmarksmester i rygcrawl) brugte hun mange timer i klorvandet, og da hun var matematisk-biologisk student, kunne hun ikke i første omgang overskue at læse teologi. Efter gymnasiet blev hun derfor elev i Danske Bank, blev uddannet bankassistent og var ansat i banken i fem år, inden hun skiftede spor.

»Jeg var glad for min tid i banken, men til sidst blev min nysgerrighed på menneskers tro på Gud og min lyst til at blive præst så stor, at jeg solgte min lejlighed og kastede mig ud i teologistudiet for at blive præst.«

Det blev startskuddet til et arbejdsliv, der har bragt hende tættere på livets alvor, end de fleste ledere nogensinde kommer. Som feltpræst i både Kosovo og Afghanistan var hun således med i felten for at holde modet oppe på de danske soldater. Et job, hun udførte med pistol i bæltet, og med kælenavnet ’Mullah Ulla’.

»Som feltpræst var man både et stykke Danmark i et meget fjendtligt miljø, og en fortrolig samtalepartner. Det var ikke alle soldater, der brugte præsten aktivt. Men det betød noget, at de vidste, at muligheden var der,« siger hun i dag.

Rollen indebar også at være der, når det værst tænkelige skete, og soldater enten blev såret eller dræbt. I de situationer måtte hun tvinge sig til at trække vejret dybt ind. Og ’måske bede en stille bøn’, som hun udtrykker det. At hun befandt sig i en krigszone, og derfor potentielt også selv var i fare, var et grundvilkår, hun ikke tænkte meget over.

»Hvis du ikke tager afsted, når det er farligt, skal du slet ikke være feltpræst. Og det er også en del af jobbet at være der, når krigen kræver liv,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Gik dødsbud til pårørende
De erfaringer byggede hun videre på, da hun var hjemme i Danmark igen. Ud over at passe sine almindelige præsteopgaver, fungerede hun i mange år som ledende beredskabspræst og også som politikontaktpræst, hvor hun med kort varsel kunne blive ringet op for at tage med ud til en familie, der havde mistet et barn eller ægtefælle.

At gå ’dødsbud’, som det kaldes, betegner hun i dag som en både meningsfuld og skræmmende opgave, der kræver indsigt, respekt og erfaring, så både budbæreren og pårørende kommer omsorgsfuldt og professionelt igennem den frygtelige situation.

»Man kan godt føle, at nu kommer jeg med en ulykke til familien. Men ulykken er jo allerede sket, så opgaven er ikke at gøre det værre.«

I de svære møder med pårørende, lærte hun som dødsbud værdien af, hvad hun kalder ’de fire H’er’: holde af, holde ud, holde op – og holde mund.

»Det sidste er svært,« siger hun, og tilføjer så med et lille smil: »Men nogle gange er det vigtigste faktisk at tie stille. Det kan man også som leder med fordel tænke lidt over en gang imellem.«

Ledelse som følgeskab
Hvis hun skal pege på én ledelseslære, der går igen fra hendes tid som feltpræst og dødsbud til nu biskop, er det, at man kan klare det mest utrolige, når man holder sammen, lytter til hinanden og giver rum til det, hun kalder ’stille, vedholdende nærvær’.

»For mig som leder er det at være tilgængelig og kunne skabe følgeskab helt afgørende, forstået på den måde, at man slår følge med mennesker for en tid, hjælper dem videre og så træder et skridt tilbage igen,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Den tilgang til ledelse bruger hun flittigt som biskop. For selv om en stor del af stillingen består i at være den øverste åndelige leder og myndighed i Roskilde Stift, er der også masser af regulær ledelse.

Sammen med sine 17 medarbejdere i stiftsadministrationen, en række konsulenter og 12 provster leder hun en stor og meget kompleks organisation med omkring 300 sogne, lidt over 300 præster, 215 menighedsråd – og dermed også omkring 2.000 frivillige menighedsrådsmedlemmer, som fungerer som arbejdsgivere for kirkens ansatte lokalt. Men det er biskoppen, der ansætter præsterne, og har det overordnede ansvar for alt, der foregår i stiftet.

»Der er tale om en kæmpestor organisation, og dermed også en opgave, jeg ikke kan løse alene. Jeg er helt afhængig af præster, provster, medarbejdere og de frivillige lokale kræfter i menighedsrådene, provstiudvalg og stiftsråd,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Ledelse er ikke en solodisciplin
Af samme årsag er der brug for en ledelsesfacon, hun selv beskriver som ’grundlæggende involverende’.

»De bedste løsninger findes i fællesskab. For mig er ledelse ikke sådan en solodisciplin,« siger hun.

Kun i akutte situationer ser hun et behov for en mere kontant ledelsesform.

»Hvis huset brænder, er det vigtigt, at der er en, der siger, at det er den her vej ud. Men i det daglige er det min opgave som leder at være tilgængelig og at skabe ro, retning og gode rammer.«

Hun er, siger hun selv, meget bevidst om, hvordan magt og autoritet påvirker kommunikationen. Da hun tiltrådte som biskop, oplevede hun, hvordan hendes ord fik en helt anden og meget større vægt, end da hun var almindelig præst eller provst.

»Jeg skulle lige vænne mig til, at folk lytter på en særlig måde, når det er biskoppen, der tager ordet,« fortæller hun.

’Primadonnaledelse’
Fordi hendes ’flok’ instinktivt slår hælene sammen, når hun siger noget, gør hun sig umage med ikke selv at komme med løsningerne for hurtigt.

»Jeg tænker nok ret hurtigt, og kan nogle gange have en tendens til at sige: ’Nu gør vi sådan og sådan’. Dér må jeg lige øve mig på at sige: ’Hvad vil du gerne have fra mig?’ og ’Hvad kan jeg hjælpe dig med?’ i stedet for at trumfe mine beslutninger igennem.«

Det er i særdeleshed vigtigt i samarbejdet med de præster og menighedsråd, hun arbejder tæt sammen med, og som ofte er mennesker med stærke holdninger til mangt og meget. I en organisation med værdifaste præster og en høj grad af frivillig involvering, hører konflikter til dagens orden. For Ulla Thorbjørn Hansen er god ledelse derfor tæt knyttet til evnen til at håndtere stærke personligheder. Primadonnaledelse, ville nogle nok kalde det, hun praktiserer.

»Folk, der brænder rigtig meget for noget, kan være fantastiske, men det kan også godt støje lidt. Som leder kræver det, at du har en kærlighed til og interesse i mennesker. Men også at du nogle gange tør tage de svære samtaler. Det nytter ikke at være konfliktsky,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Hvem passer på dem, der passer på andre?
Hun lægger ikke skjul på, at der i hendes arbejdsliv har været perioder med meget stort pres; både da hun var feltpræst og dødsbud, men også som helt almindelig folkekirkepræst.

»Jeg oplevede engang at have 70 bisættelser på et år, og op til syv på en enkelt uge. Det skal ingen udsættes for, for man skal kunne være der for de pårørende, men også gemme lidt til sig selv og sin egen familie. Dengang lærte jeg, at der skal være en grænse.«

Derfor har hun som leder stort fokus på supervision og psykologisk tryghed. Hun har blandt andet indgået et samarbejde med Institut for Belastningspsykologi, der underviser præster og provster i, hvordan man skaber psykologisk tryghed og undgår stress.

»Det handler rigtig meget om, hvordan vi genkender stress hos hinanden, og hvordan vi kan hjælpe hinanden ud af det røde felt og tilbage i det grønne. Hver enkelt præst er selv en leder, der typisk bruger alle døgnets timer på at hjælpe sit sogn. Men jeg vil gerne sikre, at der også er nogle, der passer på dem, der passer på alle de andre,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Stor rolle for kirken i krisesituationer
Noget af det, der fylder allermest for hende som leder, er, hvilken rolle, kirken skal spille i en tid med krig og usikkerhed. Måske fordi hun har været så tæt på mange tragiske situationer igennem sin egen karriere, har hun meget klare holdninger til, hvordan kirken kan bidrage under egentlige kriser.

Faktisk mener hun, at det er her, kirken for alvor kan vise sin betydning. Både som en del af beredskabet, hvor kirkerne fysisk og organisatorisk kan hjælpe til, fordi de ligger lokalt, kendes af borgerne og er vant til at håndtere kriser, dødsfald og sorg. Men i lige så høj grad som et åndeligt holdepunkt; et sted, hvor mennesker kan samles, finde ro og mærke fællesskabet, når verden er ved at ramle sammen.

»Kirken er et rum, som du uanset tro kan træde ind i med din frygt, sorg eller usikkerhed, tænde et lys, sidde stille og opleve nærhed og sammenhold,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Som et konkret eksempel på, hvad kirkerummet kan bruges til, når det utænkelige sker, nævner hun det tragiske masseskyderi på den norske ø Utøya i 2011, hvor mange pårørende efterfølgende søgte til kirken, uanset om de var troende eller ej. Lokalt oplevede hun det samme, da en gymnasieelev på tragisk vis blev kørt ned i Roskilde. Umiddelbart efter samledes hele gymnasiet i Roskilde Domkirke for at søge trøst.

»For mig skal kirken være et sted, der fungerer som et fyrtårn af håb i krisesituationer, og et beskyttelsesrum, hvor mennesker kan søge trøst og fællesskab. Det er der mere end nogensinde brug for i de usikre tider, vi lever i, lige nu,« siger Ulla Thorbjørn Hansen, og tilføjer så: »Måske på grund af mine erfaringer som feltpræst og ledende beredskabspræst og politikontaktpræst, er det for mig helt personligt et spørgsmål om rettidig omhu at sikre, at kirken er forberedt på at være der for alle mennesker, uanset hvilke katastrofer, der måtte ramme os.«