Mange ledere oplever ensomhed i jobbet, men få taler om det: »Vi skal være bedre til at dele det, der er svært«

Det var næsten givet, at Mette Balling Lisby en dag skulle blive leder.

I de små klasser tog hun ansvar for, at reglerne blev overholdt og alle stod lige på række. »Ja, den type barn,« som hun siger med et smil.

Og da hun som ung blev ansat i Københavns Ejendomme i sit første voksenjob, tøvede hun ikke med at fortælle sin chef, at hun drømte om at blive leder.

Drømmen gik to år senere i opfyldelse, da hun blev udnævnt til leder for den afdeling, hun havde været medarbejder i.

Fra første dag trivedes hun med at være den, der skulle skabe rammerne for andre. Men der var også en side af lederjobbet, som særligt i starten var svær.

For når man bliver leder, træder man ud af det fællesskab, man er en del af som medarbejder. Man er ikke længere en del af den uformelle brok om ledelsen, og der er grænser for, hvor tætte venskaber man kan knytte til de ansatte i afdelingen.

Og det kan føre til en følelse af ensomhed, fortæller Mette Balling Lisby.

»Det kan virke ret voldsomt, at man fra den ene dag til den anden kigger ind i fællesskabet i stedet for at være en del af det. Pludselig står du på sidelinjen og er ikke længere en del af den snak, der altid vil være om chefen og de beslutninger, der bliver truffet,« siger Mette Balling Lisby, der oplevede, at der kunne opstå stilhed, når hun trådte ind i et rum eller nærmede sig køen til kaffemaskinen.

»Det giver sig selv, at der er ting, du som leder ikke kan være en del af. Men derfor er det stadig noget, du skal vænne dig til,« siger hun og understreger, at hun som ny leder langt fra gik rundt med en konstant følelse af ensomhed. Det var mere en følelse, som kunne ramme hende i øjeblikket – for så igen at forsvinde. Som når stemningen skiftede ved kaffemaskinen, eller når hun skulle spise frokost og ikke længere vidste, hvor hun skulle sætte sig.

Mest ensom kunne hun føle sig, når hun ikke syntes, at hun slog til som leder.

»Når det går strålende, så gør det ikke noget at være den, der står på sidelinjen. Men hvis du synes, at det er svært, og du ikke ved, hvad du skal gøre i en situation, så kan du nemt føle dig meget alene – især som mellemleder, hvor du både skal stille dine medarbejdere og din egen chef tilfredse,« siger hun.

Udbredt udfordring
Ifølge erhvervspsykologerne Julie Christine Elming og Camilla Lange er der mange ledere, der kan nikke genkendende til følelsen af ensomhed i deres rolle. Det viser både deres egne samtaler med ledere samt flere undersøgelser.

»Vi har gennem årene snakket med mange ledere, som på trods af store forskelle i branche, ledelsesniveau og organisationstype peger på, at de på et eller andet tidspunkt i deres karriere har følt sig ensomme. Og det stemmer godt overens med de undersøgelser, der er lavet om emnet,« siger Julie Christine Elming og henviser til en undersøgelse fra 2020 fra det svenske medie chef.se, hvor 8 ud af 10 ledere gav udtryk for, at de følte sig ensomme.

Herhjemme lavede Lederne en lignende undersøgelse i 2023, hvor lidt over halvdelen af deltagerne svarede, at de ’ofte’ eller ’en gang imellem’ følte sig fagligt ensomme i lederjobbet, mens lidt over fire ud af ti svarede, at de enten ’ofte’ eller ’en gang imellem’ følte sig socialt ensomme.

De to erhvervspsykologer fik for nogle år siden lyst til at udforske emnet, dels fordi de kunne konstatere, at det fyldte hos mange ledere, og dels fordi de gerne ville udfordre ideen om, at ensomhed er en præmis, man må acceptere som leder.

»Man siger jo, at der er koldt på toppen. Men behøver det egentlig at være sådan? Og hvad vil det overhovedet sige at føle sig ensom som leder? Det findes der ikke særlig meget viden om, fandt vi ud af, og det gav os blod på tanden til at dykke længere ned i emnet,« siger Camilla Lange, der sammen med Julie Christine Elming i november udgav bogen ’Ensomhed i lederrollen – Genveje til trivsel på kanten af fællesskabet’.

En tilskuersport
Det er et grundvilkår i ledelse, fastslår de to erhvervspsykologer, at man står på kanten af det fællesskab, man tjener.

Der er informationer, lederen ikke kan dele med medarbejderne, og omvendt er der ting, medarbejderne ikke har lyst til at dele med deres chef. Det gør ledelse til en »tilskuersport«, hvor man nødvendigvis må betragte fællesskabet udefra i stedet for indefra. Og det kan føles nærmest naturstridigt, forklarer Julie Christine Elming.

»Som mennesker har vi et grundlæggende behov for at høre til i de fællesskaber, vi på den ene eller anden måde indgår i. Men det kan man bare ikke, når man påtager sig lederrollen. I hvert fald ikke på samme måde, som medarbejderne kan. Og det er netop det vilkår, som gør, at ledere er mere udsatte for at opleve ensomhed,« siger hun.

At man som leder ofte bliver mødt af modsatrettede forventninger fra medarbejdere, lederkolleger og egen chef, er et andet aspekt ved lederrollen, som kan bidrage til følelsen af ensomhed.

»Som leder befinder man sig i et krydspres, som består i, at der er forventninger nedefra, fra siden, oppefra og ikke mindst ens egne forventninger til én selv. Og midt i det hele står du som leder og skal forsøge at gøre alle glade. Men hvem går du til, hvis du ikke ved, hvordan du skal navigere mellem alle de forventninger?« siger Julie Christine Elming.

Problemet er, supplerer Camilla Lange, at mange ledere tøver med at række ud til andre, når de føler sig ensomme i deres rolle.

»Selvom den er ved at blive blødt lidt op, så eksisterer der stadig en fortælling om, at man som leder skal have styr på det hele og kunne klare alting selv. ’Det er folk, der skal komme til mig med problemer – ikke omvendt’. Og den fortælling gør det svært at tale med andre om det, der kan være svært i lederskabet,« siger hun.

Når ledere er til møde med ledere, bliver det ofte primært »instrumentelt«, påpeger Camilla Lange. Det gør det vanskeligt at tale om de mere menneskelige aspekter af lederrollen.

»Det handler om at komme fra A til B så hurtigt som muligt,« som hun siger. »Og så bliver der sjældent tid og plads til at tale om, hvordan den enkelte leder går og har det.«

Det kan Mette Balling Lisby, som i dag er vicedirektør i Bygningsstyrelsen, nikke genkendende til.

»Når ledere holder møder, bliver det som oftest meget operationelt. Der er sager, der skal løses, og et budget, der skal holdes. Og så er det svært at være den, der rækker hånden op og siger: ’Nu skal I bare høre, hvad jeg føler’,« siger Mette Balling Lisby, der mest har delt de svære sider af lederjobbet med sin mand og sin søster.

»Jeg har nok følt, at det ville være utaknemmeligt at brokke mig over, at jeg ikke havde nogle at dele mine tanker med. For nu havde jeg jo gået og råbt op om, at jeg så gerne ville være leder,« siger hun.

Ringe i vandet
Ifølge Julie Christine Elming og Camilla Lange er det problematisk, at mange ledere tilsyneladende holder igen med at tale om de svære sider af lederskabet.

For når lederne ikke har nogle af dele deres tanker med, kan det føre til frustration og mistrivsel. Og det går ikke bare ud over den enkelte leder, men kan sprede sig til andre dele af organisationen.

»Når ledere oplever ensomhed i jobbet, risikerer det at påvirke deres trivsel negativt. Det påvirker deres mentale kapacitet, fordi de bærer rundt på noget, som fylder og frustrerer. Og så kan det knibe med overskuddet – både over for medarbejderne og i forhold til at træffe gode beslutninger,« siger Julie Christine Elming.

Nogle vil måske mene, at ensomhed hører med til det at være leder – noget, man bare må acceptere og lære at håndtere. Men sådan ser de to erhvervspsykologer ikke på det. Det er okay at føle sig alene i rollen som leder, men ikke at føle sig ensom.

»Som leder skal du nogle gange kunne være i aleneheden, for eksempel når der er noget, du ikke kan dele med dine medarbejdere. Det er det, der ligger i at stå på kanten af fællesskabet,« siger Camilla Lange.

Ensomhed derimod er en »uønsket, ubehagelig følelse”, som du kan blive ramt af, hvis du ikke har mulighed for at dele dine tanker og få støtte fra andre i det omfang, du har brug for. Og fordi ensomhed kan føre til mistrivsel og endda stress, er det ikke en følelse, man som leder skal acceptere og bare lære at leve med, fastslår Camilla Lange.

»Vi skal væk fra at tale om ensomhed som et vilkår i lederrollen. I stedet skal vi tale om, hvad vi kan gøre for at forebygge det,« siger hun.

For Mette Balling Lisby havde det ikke direkte konsekvenser for hendes virke som leder, at hun til tider kunne føle sig ensom i jobbet. Det kunne gøre »ondt i øjeblikket«, som hun formulerer det, men decideret mistrivsel eller stress førte det ikke til i hendes tilfælde. De ensomme øjeblikke ville hun dog gerne have været foruden – særligt i den første tid som leder. Og derfor mener hun, at ledere bør blive bedre til at dele de svære ting med hinanden.

»Selvom ledelsesfaget udvikler sig meget i de her år, så har vi ikke helt sluppet ideen om, at ledere skal være stærke og ikke tale for meget om følelser. Men det kan vi ledere have brug for ligesom alle andre,« siger Mette Balling Lisby.

Et fælles ansvar
Fordi fortællingen om den stærke, usårlige leder til en vis grad stadig eksisterer, så kan man som leder måske tro, at det er ens eget ansvar, hvis man føler sig ensom. Men sådan bør det ikke være, mener Julie Christine Elming og Camilla Lange.

Lederen har også et ansvar. Men det er først og fremmest et fælles ansvar, at alenehed i lederrollen ikke fører til ensomhed, fastslår de.

»Hvis man virkelig vil lykkes med at understøtte trivsel i en organisation – herunder at forebygge og håndtere ensomhed – så kræver det en bevidsthed om det på forskellige niveauer i organisationen,« siger Camilla Lange og tilføjer, at »det ikke sker af sig selv«, som hun siger.

Organisationen skal ikke bare på et strategisk niveau, men også i konkrete handlinger vise, at den prioriterer ledertrivsel, forklarer hun og peger på, at ledere kan have stor gavn af at indgå i formelle ledernetværk, hvor det ikke handler om at træffe beslutninger, men hvor man kan udveksle erfaring og drøfte oplevelser, dilemmaer og spejle sig i hinanden.

»Erfaringsudveksling blandt ledere kan have stor effekt, fordi det netop giver dem et rum for at tale om det, man går rundt og tumler med,« siger hun.

Samme effekt kan det have, forklarer Julie Christine Elming, at investere tid i de enkelte ledergrupper til at tale om trivsel og tanker om rollen – for eksempel ved at indføre »ritualer«, som giver »andre typer dialoger«, siger hun og foreslår helt konkret, at man til ledergruppemøder gør det til en vane at tage en runde på, hvad der fylder i den enkeltes lederskab.

»Det handler ikke om at finde mere tid. Men om at tænke over, hvordan man bruger den tid, man allerede har til rådighed, som f.eks. de allerede planlagte ledermøder. Og her kan det altså være en god investering at prioritere det, der optager den enkelte. Måske ikke hver uge. Men måske en gang om måneden. Det vigtige er, at man gør det til en vane, et ritual, som man vender tilbage til,« siger hun.

Derudover er det afgørende, at leders leder tager ansvar og viser vejen.

»Som leder har du stor indflydelse på, hvad ledere under dig bruger deres tid på. Hvis du ikke signalerer, at det er vigtigt at prioritere akspekter som fællesskab, tilhørsforhold og rum til de svære dialoger, så kommer det nok ikke til at ske,« lyder det fra Camilla Lange, der pointerer, at ikke-kommunikation også er kommunikation.

»Spørger du udelukkende til opgaverne, så viser du indirekte, at alt det, der handler om trivsel, er mindre vigtigt, også selvom det ikke er intentionen,« som hun siger.

Mette Balling Lisby er enig i, at man som leders leder har et ansvar for at sikre en kultur, hvor der er plads til at tale om, hvad der rører sig hos den enkelte.

»Det er ekstremt svært at komme ind som ny leder i en ledelsesgruppe og tage den slags snakke op, hvis det ikke allerede er en del af kulturen. Det må være dem med flest stjerner på skulderen, der sørger for, at det hele ikke handler om hardcore beslutninger, men indimellem også om det, der fylder hos den enkelte,« siger Mette Balling Lisby, der selv gør en dyd ud af at tale om de fejl, hun begår.

»Når man som leder tør fremstå uperfekt, så bliver det også nemmere for de ledere, man har omkring sig, at åbne op og dele ud af det, der er svært eller frustrerende,« siger hun. »Og det tror jeg er vigtigt i forhold til at forhindre ensomhed i lederrollen.«

Realistiske forventninger
Ifølge Julie Christine Elming og Camilla Lange kan den enkelte leder også selv gøre meget for ikke at blive ramt af ensomhed.

Det handler blandt andet om at have realistiske forventninger til, hvor tætte relationer man kan have til medarbejderne.

»Hvis du som leder forventer, at du kan have den samme relation til medarbejderne, som de kan have til hinanden, så kan du hurtigt stå i en situation, hvor du bliver skuffet,« siger Julie Christine Elming og minder om, at der i de fleste tilfælde er grænser for, hvad man kan dele med sine medarbejdere, når man står på kanten af fællesskabet.

Hvis man omvendt er indforstået med de relationelle begrænsninger, som lederrollen indebærer, så mindsker det risikoen for, at alenehed bliver til ensomhed. »For så handler det mere om rollen end om dig som menneske.«

Hvor den præcise grænse går for, hvad du kan dele og ikke dele med dine medarbejdere, bør du som leder gøre op med dig selv, mener Julie Christine Elming og Camilla Lange, der anbefaler, at man sætter tid af til at reflektere over, hvad man vil dele.

»Hvad må man spørge mig om? Hvad har jeg lyst til at dele med mine medarbejdere? Det kan være svært at sætte på formel. Men jo mere, du selv er bevidst om det og kender dine grænser, jo nemmere er det at navigere i det, når du står i situationen,« siger Julie Christine Elming og peger på julefrokosten som eksempel.

»Kan du være den, der lukker og slukker festen og samtidigt stå mandag morgen og give en kritisk feedback på en medarbejders performance? Det vil mange nok mene kan være problematisk. Hvis man har erkendt det, så ved du også, at det ikke har noget med dig at gøre, men handler om det job, du har påtaget dig,« siger Julie Christine Elming.

Ikke i mål
Mette Balling Lisby kan i år fejre 10-års-jubilæum som leder. Og hun er stadig glad for sit arbejde. »For mig er det en ære at være leder, et privilegium,« som hun siger.

Men, tilføjer hun, selvom der de senere år er kommet langt mere fokus på lederes trivsel, så er vi stadig ikke i mål, understreger hun.

»Vi skal helt klart være bedre til at dele det, der er svært, så vi undgår, at ledere – ikke mindst de nye – går hen og føler sig ensomme. Når man ikke kan være en del af det ene fællesskab, må vi som ledere sammen skabe et andet fællesskab, hvor der er plads til det, som fylder negativt. Det kan vi kun blive dygtigere ledere af.«

Ensomhed i lederrollen – Genveje til trivsel på kanten af fællesskabet er udkommet på forlaget Samfunds Litteratur.