Fyret efter 29 år – hvad gør man så?

Dennis Vangsgaard havde glædet sig hele weekenden. Nu var det blevet en solbeskinnet mandag morgen i februar, og han var indkaldt til et møde med sin chef, som han havde været kollega med i cirka 20 år.

Når Dennis Vangsgaard gennem årene i Danske Bank var blevet indkaldt til lignende møder, uden at han fik en dagsorden, havde der ofte ventet en ny spændende jobmulighed i organisationen. Kunne det være det samme denne gang? Han havde været en del af koncernen, siden han som ung værnepligtig blev opmærksom på en mulighed, som kom til at sætte retningen for hans arbejdsliv de næste 29 år: Et jobopslag om at blive bankelev i det daværende Bikuben. Sådan begyndte en karriere, der efter bankuddannelsen førte til skiftende job i Danske Bank-koncernen, de seneste 22 år som leder. I 2021 blev han filialdirektør i en afdeling nord for København, og det var han også den mandag, hvor han kørte til områdekontoret i Hillerød i Nordsjælland, hvor hans chef arbejder til daglig.

I mødelokalet var forplejningen vand – der var ikke lagt op til kaffehygge og længere samtaler – og chefens alvorlige ansigtsudtryk signalerede ikke ‘ny spændende jobmulighed’. Der var også en kvinde til stede, som præsenterede sig som tillidsrepræsentant. Tankerne cirkulerede hos Dennis Vangsgaard, mens han tog plads ved bordet: Kunne der være en klage af en art fra en utilfreds medarbejder, eller var der andre problemer? Han kunne ikke komme i tanke om, hvad det skulle være og slog det hen. Det kunne jo være en overfortolkning. Han havde simpelthen ikke set det komme, at hans arbejdsliv skulle have vendt bunden i vejret.

En opsigelse efter bogen
Dennis Vangsgaard er en mand med et fast håndtryk og et nysgerrigt blik, sådan en formiddag to måneder efter mødet i Hillerød. Han ligner en mand i godt humør, da han tager plads ved spisebordet i familiens hus i udkanten af København. Klar til at fortælle sin historie om at miste fodfæstet i arbejdslivet. Det er også historien om at insistere på at være konstruktiv i modgangen. Måske derfor er der plads til et selvironisk grin, da han fortæller, at han virkelig havde glædet sig til mødet den mandag morgen, hvor det viste sig, at chefens ansigtsudtryk ikke løj: Der var dårlige nyheder. Dennis Vangsgaard skulle på grund af ‘organisatoriske tilpasninger’ ikke længere være en del af koncernen. Det var den kortfattede besked, han fik, inden han blev præsenteret for papiret med opsigelsen, og lederen forlod lokalet. Det var 5. februar 2024 og slut efter 29 år. Og det gav mening, hvis man ser på tendensen i banksektoren. I 2007, lige før finanskrisen, var der næsten 2.000 bankfilialer i Danmark. I 2021 var tallet 701. Heraf tilhørte 74 Danske Bank. I dag har banken kun 60 filialer.

Det var dog ikke de tal, der rumsterede i hovedet på Dennis Vangsgaard i sekunderne efter beskeden. Han kiggede ud i luften et øjeblik og tænkte over, at han altid havde gjort sig umage med at være en god kollega, en god chef og altid havde leveret gode resultater. Og han havde altid følt sig godt behandlet af arbejdsgiveren. Skuffelse var det, der fyldte mest, og i det øjeblik savnede han en mere detaljeret begrundelse. Men han vidste også, at opsigelsen var kørt lige efter bogen. Han har selv siddet på den anden side af bordet og afskediget medarbejdere, et tocifret antal gennem årene, så han kendte med egne ord gamet.

»En opsigelse skal netop komme hurtigt og præcist. Først forstod jeg knap nok, hvad der lige var sket, men tillidsrepræsentanten spurgte, hvordan jeg havde det, og hun gennemgik dokumentet for mig. Jeg hørte vist ikke så meget efter, og jeg kunne kun forholde mig til nogle konkrete fakta, for eksempel at jeg fik løn i 12 måneder. Det gav lidt ro på,« siger Dennis Vangsgaard.

Han fortæller nøgternt om sin situation. For ham er det afgørende at forholde sig til fakta og ikke falde i gryden med ‘hvorfor mig?’ eller ‘hvad nu hvis?’. På samme måde fokuserede han på noget konkret, da han ringede til sin kone og fortalte, hvad der var sket. At han egentlig ikke havde brug for at tale mere om det lige nu, men bare ville hjem og gå en lang tur.

Da han satte sig i sin bil, fandt han opsigelsen frem fra tasken og læste den igennem et par gange. Chokket og skuffelsen var der endnu, men han syntes i bund og grund, at aftalen var fair. Han lagde igen papiret væk og kørte hjemad fast besluttet på at gøre noget aktivt med det samme.

»Jeg kunne ikke gøre noget for at ændre situationen, men jeg besluttede, at jeg skulle gøre noget fysisk. Ud at gå. Og jeg havde også plads på et spinninghold om aftenen. Det var vigtigt for mig at holde fast i det. Jeg ville ikke grave mig ned og sidde og tænke, at det var synd for mig, så den spinningcykel skulle have én over nakken,« siger han med et smil.

Væk med ‘Hvorfor?’
Dennis Vangsgaard bruger ikke ordet ‘fyret’. Ikke fordi han er flov over at have oplevet det, som så mange andre oplever i et arbejdsliv, men fordi sprogbrugen er med til at præge, hvordan andre tager imod beskeden, hvis de skulle stille nationalspørgsmålet: ‘Hvad laver du så?'

»Hvis man siger, man er blevet fyret, er der ikke så langt til, at folk siger: ‘Det er også synd for dig’, eller de ser ud som om, de tænker: ‘Har han taget af kassen?’. Når jeg fortæller, at jeg er blevet opsagt som led i nogle organisationsændringer, bliver folk mere nysgerrige på, hvad der er sket, hvad jeg gerne vil, og hvad jeg kan.«

Netop hvad han vil og kan, er de tanker, han har fokuseret på efter den dag i februar, dog først efter, at chokket havde lagt sig.

»Der gik i hvert fald en uges tid,« siger Dennis Vangsgaard om, hvornår han meldte ud i LinkedIn-netværket, at han skulle videre i arbejdslivet. Han blev rådet til at vente nogle dage for ikke at komme til at skrive noget alt for følelsesladet.

»For man er jo ramt i begyndelsen,« som han siger: »Hold da kæft ikke ... Man tænker: ‘Hvad nu? Hvad skal jeg give mig til?’ Der er nogle faser, man skal igennem, og det sker nok i forskelligt tempo fra person til person,« siger han og nævner også, at tankerne om ‘Hvorfor?’ naturligt kommer, men skal pakkes væk.

»Det nytter ikke at bruge krudt på noget, du aldrig kan få svar på. Hvis der var noget, jeg skulle have gjort anderledes, ville jeg jo også have fået det at vide, da jeg var ansat, for eksempel til en performancesamtale. Det gælder om at se situationen som en mulighed. Jeg havde siddet længe i samme firma og været meget glad for det, men nu blev jeg skubbet ud i noget nyt. Jeg vil ikke ligefrem sige, at det var en gave, men jeg vil kigge fremad.«

Samtaler med en coach, som led i et outplacement-forløb, hjalp. Det samme gjorde de reaktioner, han fik fra sit netværk, hvor mange, der selv havde prøvet at miste jobbet, netop opfordrede ham til at se situationen som en mulighed. Han fik »støvet LinkedIn-profilen af« og begyndte at undersøge jobmarkedet.

Hans første tanke efter opsigelsen var at finde et nyt job med det samme. Der var en trang til at være i gang. Siden den første avisrute som 13-årig har han altid haft arbejde.

»Det med at være arbejdsløs har jeg ikke prøvet før, men det er jo også en mulighed for at træde på bremsen og kigge længere ud over jobmarkedet.«

Den vigtige del af netværket
Denne dag ved spisebordet vidner løbeuret på håndleddet om, at han holder fast i den fysiske aktivitet. Det er med til at holde struktur på dagen. I morges stod den for eksempel på en tur i træningscenteret. Han fremstår yngre end de 50, han runder i oktober, og netop den alder bekymrer nogle i hans netværk, der er i samme situation som ham.

»De fortæller, at når de har rundet de der ‘5,0’, så bliver de sorteret fra. De oplever det som en barriere. At de ikke er så interessante og skal kæmpe mere for det. Men jeg har masser af energi, og jeg mener, der er masser af arbejdsår i mig,« siger Dennis Vangsgaard. Netop den tilgang kan han roligt have, siger Michael Uhrenholt, der er teamchef og rådgiver hos Lederne.

»Hvis nogen tror, at de er for gamle, når de fylder 50, så er det skudt helt ved siden af. Jeg møder ikke arbejdsgivere, der sorterer nogen fra af den grund, og der er ikke større ledighed blandt dem, der er over 50.«

Michael Uhrenholt peger på, at det netop kan være en fordel for en arbejdsgiver at ansætte en +50-årig.

»I den alder har man måske ikke små børn og er på den måde mere fleksibel, og måske har man færre sygedage, og desuden er der jo masser af år tilbage, før man skal på pension.«

Mens Dennis Vangsgaard altså ikke skal lytte til dem, der taler om alder som et tema, bør han være bevidst om, hvilket signal det sender at have været så mange år i samme virksomhed. For 29 år i samme koncern fremstår ved et hurtigt blik på et cv måske ikke som ‘omstillingsparat’ eller ‘agil’, hvis man overser, at han har haft mange forskellige roller i banken. Derfor skal han være meget bevidst om, hvordan han præsenterer sig selv overfor potentielle arbejdsgivere, lyder opfordringen fra Michael Uhrenholt.

»Man kommer jo ikke udenom, at han er rusten i at skulle ud og sparke døren ind og finde et arbejde. I den situation handler det om at finde ud af, hvad der virkelig motiverer en og sælge sig selv på det.«

Ifølge rådgiveren gælder det især om at trække på den del af netværket, hvor der er personer med en anden baggrund end hans egen.

»Han er jo i indirekte konkurrence med dem, der har samme type job, som det han kom fra. Det kan godt være, de er flinke og gerne vil have en kop kaffe, men det er ikke dem, der kan skabe et nyt job til ham i morgen,« siger Michael Uhrenholt, der råder til at være opmærksom på personer, der har været en slags underleverandører og har samarbejdet med banken.

Det kan åbne dørene i virksomheder eller organisationer, der ikke er banker, men hvor bank-kompetencerne kan komme i spil. Nogle tidligere bankansatte er for eksempel blevet ejendomsmæglere, hvor de kan udnytte deres indgående kendskab til papirgangene og hele finansieringen om bolighandler, ligesom en del i dag arbejder inden for forsikring og pension.

»Det kan også være, at han er rigtig god til at drive nogle netværk, er en god planlægger eller har nogle særlige kompetencer, der ikke kommer fra bankverdenen,« siger Michael Uhrenholt.

Ud i en ny verden
Dennis Vangsgaard er afklaret med, at hans kommende job sandsynligvis er et andet sted end i en bankfilial. Han fortæller, at han kun har set to annoncer om job på hele Sjælland, der svarer til det, han lavede. Derfor er hans mål netop at blive ekstra bevidst om, hvilke kompetencer han har med sig og være klar til at se længere ud i joblandskabet. Konkret har han søgt et par job både i og uden for bankverdenen, og venter på svar, samtidig med at han undersøger mulighederne i netværket. Pausen har også gjort ham mere bevidst om, hvad han gerne vil have ud af et job. 

»Jeg prøver virkelig at se på indholdet i jobbet frem for titel. Kan det opfylde de ønsker, jeg har til at skabe noget, udvikle medarbejderne og bruge mine ledererfaringer? Grunden til, at jeg blev i banken, var netop, at jeg fik lov at udvikle mig. Det er gået step by step, og jeg havde forestillet mig, at der skulle jeg blive, måske ikke resten af min tid, men så skulle jeg nok selv sige til, når jeg skulle noget andet.«

Ønsket er at fortsætte på lederniveau, og han er villig til at træde et eller flere skridt ned i organisationsdiagrammet for at få opfyldt den ambition.

»Jeg kan godt være nr. 2 eller på teamleder-niveau,« siger Dennis Vangsgaard, men på dét punkt har Michael Uhrenholt en advarsel:

»I Dennis’ situation skal man undgå kun at fokusere på annoncer med lederjob, der måske i titel ligger et niveau under det, han kommer fra. Mange ledere er forbeholdne over for at ansætte nogen, der kommer fra et højere niveau end det job, der er annonceret,« forklarer han.

Dennis er da også åben for mange muligheder. I en grad så han siger: »Hvis alt glipper, må jeg rense toiletter,« i et tonefald, der signalerer, at dén mulighed stadig er fjern, men at der ligger noget alvor bag:

»Det er vigtigt for mig at arbejde. Men jeg må også acceptere, at det er en anden verden, jeg kommer ud i. Jeg har været i samme branche i næsten 30 år, så jeg skal være åben for, hvad der stilles af krav, og hvor jeg skal dygtiggøre mig. Men i første omgang er jeg ved at undersøge, hvordan efterspørgslen er på sådan en som mig.«

Gå ikke ned med skibet
Indtil videre er der ikke udsigt til at møde Dennis Vangsgaard som rengøringsmedarbejder. Kalenderen er pakket med møder med folk fra nær og fjern i netværket og ugentlige møder med coachen i forbindelse med outplacement-forløbet.

At holde fokus på, hvad han kan, er det vigtigste for ham i processen med at komme videre, og alene i den proces ligger der en motivation.

»Det er virkelig interessant det her med at være dygtig til noget. At finde helt ind til kernen af det, man kan. Jeg bliver for eksempel inspireret af Kim Larsen,« siger Dennis Vangsgaard og kigger mod en bogreol i stuen, hvor der blandt andet står bøger om sangeren og et par bøger om danske jægersoldater. To vidt forskellige verdener, men med noget tilfælles, der inspirerer ham.

»Jeg er vanvittig stor fan af Kim Larsens musik, men også af den måde, han gjorde tingene på. Han sagde engang noget om, at det svære er at holde det enkelt, men at det er, hvad det gælder om. Det samme gælder jægersoldater der, selv om de skal noget meget kompliceret, fokuserer på fakta og på at tale konkret om essensen af opgaven. Jeg bliver inspireret af den slags, når jeg skal nå ind til, hvad det er, jeg kan og vil.«

Det, han vil, handler om det samme, som da han var ung og flere gange var i praktik i en bank. Han blev fanget af mulighederne for at rykke noget for andre mennesker. At hjælpe til at de kunne få opfyldt deres drømme, som han formulerer det, og han fandt ud af, at han blev ligeså fanget af at kunne rykke noget for kollegerne. Han ville være leder, og det lykkedes at få en lederstilling efter godt fem års ansættelse, hvilket var usædvanligt. Det første lederjob førte til flere andre gennem årene, og de forskellige poster i organisationen har hjulpet ham til at håndtere opsigelsen og ikke være flov over, hvad der er sket.

»Det kan være nemmere sagt end gjort, hvis man virkelig er ramt på identiteten, men jeg har trods alt ikke været det samme sted fysisk, og jeg har haft forskellige job i banken. Og som person er man jo stadig den samme. Det skal man holde fast i. Det er ikke personligheden, der er blevet arbejdsløs. Selvfølgelig er jobbet en del af identiteten efter så mange år, og pludselig er det væk. Men man skal ikke lade sig gå ned med skibet af den grund.«