Henriette fik et chok, da hun blev fyret ud af det blå: »Jeg vidste ikke, hvem jeg var, uden min titel«

Da Henriette Sønder for et par år siden gik ind til mødet med sin nærmeste chef, troede hun, at det bare drejede sig om en helt normal 1:1-samtale. I stedet fik hun ud af det blå at vide, at hun ikke længere skulle være Center Manager i Friis Shoppingcenter i Aalborg, hvor hun i knap tre år havde haft det overordnede ansvar for udlejning af butikker, drift og vedligehold af centret samt markedsføring af centret.

»Det var som om tæppet blev revet væk under mig. Opsigelsen kom som et totalt chok,« siger Henriette Sønder.

Når hun i dag tænker tilbage på oplevelsen, husker hun tydeligt det væld af følelser, der suste rundt i hende i timerne efter.

»Jeg gik i sort, var vred og frustreret og havde også en stærk følelse af afmagt og af uretfærdighed. Og så kom alle spørgsmålene: Hvorfor lige mig? Skulle jeg have gjort noget anderledes?«

Føles som personligt nederlag
Selv da vreden langsomt ebbede ud, var Henriette Sønder hårdt ramt. Især på selvfølelsen. Hele hendes identitet blev kastet op i luften, siger hun i dag.

»Når man lægger så meget tid og energi i sit arbejde, bliver det en del af, hvem man er. Og når jobbet forsvinder, står man pludselig tilbage og spørger: Hvem er jeg så?« fortæller Henriette Sønder.

Selv om opsigelsen var begrundet i omorganisering, og hun godt vidste med sig selv, at den ikke var møntet på hende personligt eller hendes kompetencer, var det de mørke tanker, der vandt.

»Man ved jo godt, at det sker for mange ledere. Men når det rammer en selv, føles det alligevel som et personligt nederlag,« siger Henriette Sønder.

Jobbet som identitetsmarkør
Ifølge Elsebeth Hauge, der som selvstændig ledelsesrådgiver blandt andet arbejder med tabuer i ledelse, var Henriette Sønders reaktion på den uventede afskedigelse ’helt klassisk’. Hendes seneste bog, Lederskam i fyringer, indeholder interviews med 28 ledere og topchefer, der alle ufrivilligt måtte forlade deres arbejdsplads, og de fleste reagerede på akkurat samme måde. Først med vrede, sorg og afmagt, efterfulgt af en dyb identitetskrise.

»Ledere er den gruppe på arbejdsmarkedet, der har mest af deres identitet bundet op på arbejdet. De bruger også mest tid på jobbet, så når arbejdet pludselig forsvinder, mister de en central identitetsmarkør, og det kan ramme meget dybt,« siger Elsebeth Hauge.

Nogle af de ledere, hun interviewede til bogen, var så hårdt ramt, at de meldte fra til alle sociale sammenkomster og endda afholdt sig fra at tage i Brugsen for at handle, af frygt for at møde nogen, de kendte. Det gjorde de, siger Elsebeth Hauge, fordi skam er en af de stærkeste og mest tabubelagte følelser i forbindelse med en fyring.
»Skam i forbindelse med en fyring handler om at blive sat uden for fællesskabet. Når man bliver fyret, får man indirekte at vide, at man ikke længere er værdig til at være en del af gruppen. Du er ikke længere din løn værd. Virksomheden vil hellere spare din løn, end at have dig. Det sætter sig direkte på selvværdet,« siger hun.

Hver anden leder får fyreseddel
Ifølge statistikkerne kan cirka hver anden leder se frem til at blive afskediget mindst en gang i løbet af karrieren. Hvis det er så almindeligt, hvorfor er det er så, at man reagerer med at føle skam?

»Det kan umiddelbart virke paradoksalt, men det handler om, hvordan vi mennesker har været skruet sammen siden de allerførste stammer. Vi vil alle sammen gerne tilhøre en gruppe. Det vil ledere også gerne, selvom de nogle gange prøver at få folk til at tro, at det ikke er nødvendigt for dem. Når man blive smidt ud af gruppen, og får at vide, at man ikke er kompetent eller værdig nok, eller at der ikke er brug for dig længere, går det ind og rører ved nogle meget stærke følelser,« siger Elsebeth Hauge.

Kollegers tavshed var det mest smertefulde
Flere af de ledere, der optræder i bogen, kunne berette, at noget af det mest smertefulde i hele processen, var tavsheden fra deres tidligere kolleger. De gik rundt og troede, at de havde meget tætte personlige relationer med deres kolleger, men opdagede, at der blev helt stille, da de forlod jobbet.

»Skuffelsen over den ligegyldighed, tavsheden blev oversat til, fyldte enormt meget. Mange af dem fortalte, at det de skammede sig allermest over, var at de havde bedraget sig selv ved at tro, at de var meget tætte med deres kolleger, og at de kunne lide hinanden som mennesker, ikke bare som arbejdsbekendtskaber,« siger Elsebeth Hauge.

Hvad kan forklaringen være på, at fyrede ledere bliver ghostet på den måde. Er de tidligere kolleger bange for at en fyring kan ’smitte’?

»Det er formentlig en form for berøringsangst, hvor folk er bange for at sige noget forkert, der bare gør den fyrede ked af det, eller det kan være en frygt for at komme til at virke illoyal over for sin egen ledelse. Så derfor lader man hellere være. Men det er sjældent det rigtige valg. Jeg har aldrig mødt nogen, der mente, at det var akavet, når en kollega rakte ud. Tværtimod er det noget, folk er utroligt taknemmelige for, og mange husker præcis, hvem der faktisk rakte ud, selv mange år senere,« siger Elsebeth Hauge.

Se de stærke følelser i øjnene
Som ledelsesrådgiver opfordrer hun altid til at man ser de stærke følelser i øjnene. Og enten deler dem med familie eller venner, eller skrive dem ned.

»Jo mere ærligt og åbent, man kan tale om det, jo lettere er det. Skam forsvinder, når du oplever andres accept. Derfor bliver du nødt til at starte processen med at være helt ærlig omkring, hvordan du faktisk har det. Først når du begynder at forstå, hvorfor du føler sorg, vrede og afmagt, og tør dele det med andre, kan du begynde at se frem mod det næste kapitel.«

Ifølge Elsebeth Hauge begår mange afskedigede ledere den fejl, at de forsøger at ’komme op på hesten’ igen hurtigst muligt.

»Jeg har set eksempler på ledere, der begyndte at sende ansøgninger allerede samme dag, de blev fyret. Men det, der virkelig hjælper, er at tage sig tid til at forstå, hvad man har mistet, og hvad man vil tage med videre. Det kan være en god anledning til at overveje, om man er det rigtige sted i karrieren, eller om man skal overveje en anden branche eller funktion,« siger Elsebeth Hauge.

»Hvis man tør undersøge, hvorfor man reagerer, som man gør, kan man lære nyt om sig selv. Måske opdager man, at man har givet for meget tid og opmærksomhed til jobbet, eller at det er tid til at tænke sin karriere i en ny retning. Den proces kan gøre en til en bedre leder. Men den kræver tid,« tilføjer hun.

Den gode nyhed er, at det er hendes erfaring, at næsten alle ledere, der bliver fyret, ender med at opleve krisen som et vendepunkt.
»Man siger jo, at der ikke findes udvikling uden smerte. Og for mange ender en afskedigelse heldigvis også med en form for vækst. De bliver mere empatiske, klogere på deres egne grænser og bedre til at møde andre mennesker med svære eller ligefrem skamfulde følelser. Og lige så vigtigt: Mere bevidste om, hvad de gerne vil med deres arbejdsliv eller deres liv i det hele taget,« siger Elsebeth Hauge.

Brugte lang tid på at mærke efter
For Henriette Sønder i Aalborg endte den smertefulde proces efter afskedigelsen med at tage lang tid. Også meget længere end hun havde forestillet sig.

»Jeg fandt ud af, at jeg ikke bare skulle springe på det første job, men i stedet bruge tiden til at mærke efter, hvad jeg egentlig ville. Det var svært, for man har jo lyst til at bevise, at man hurtigt kan komme videre,« siger Henriette Sønder.

Da hun var klar til at genoptage karrieren på ny, valgte hun at skifte branche, og sagde farvel til detailhandelen, hvor hun ellers havde arbejdet i 25 år.

»Det har været rigtig sundt for mig. Jeg har fået en masse energi ud af at prøve noget helt andet, og jeg er landet et rigtig godt sted,« siger Henriette Sønder, der i dag er Sekretariatschef i foreningen dinTANDLÆGE, der har 38 medlemsklinikker over hele landet.

Hav masser af is i maven
Med sig ind i den nye lederstilling har hun taget mange af de erfaringer, fyringen har givet hende.

»Jeg ved nu, hvor meget et job fylder i ens selvbillede. Og så har jeg set, hvor vigtigt det er, at vi som ledere rækker ud, når en kollega bliver sagt op. Jeg oplevede selv, hvor fantastisk det var, at nogle af mine kolleger tog kontakt. Den håndsrækning kræver ikke alverden, men gør en stor forskel, når man er langt nede,« siger Henriette Sønder.

Hendes allerbedste råd til andre ledere, der måtte komme i samme situation, er dog at have is i maven. Helst masser af den.

»Først og fremmest skal man tage sig tid. Mærke efter. Og bruge chancen til at finde ud af, hvad der virkelig giver dig energi, og lade være med at tage det første, det bedste job. Den tid, du bruger på at finde den rigtige retning, betaler sig,« lyder det fra Henriette Sønder.

Ikke helt i mål med at fjerne skammen
For Elsebeth Hauge er håbet, at beretningen fra Henriette Sønder og andre afskedigede ledere kan være med til at fjerne det stigma, der stadig omgiver lederfyringer. Hun betegner det som udpræget positivt, at mange ledere de seneste par år er begyndt at dele deres fyring åbent på blandt andet LinkedIn, som det for eksempel er set i forbindelse med de store fyringsrunder i Novo Nordisk og Ørsted.

Det ser hun som et tegn på, at noget er begyndt at ændre sig.

»Det er glædeligt, hvis det faktisk er blevet lidt mindre skamfuldt at sige, at man er blevet fyret. Men der er stadig et stykke vej at gå. Mange af dem, der går åbent ud, deler en lidt vel rosenrød fortælling om, at de regner med at komme hurtigt videre efter fyringen, ofte ledsaget af en selfie, der er taget i en skov eller på stranden. Det er stadig de færreste, der skriver: ’Jeg er blevet fyret. Jeg er vred og ked af det, og har det faktisk rigtig svært’. Før vi ser den form for ærlighed, er vi stadig kun halvvejs i opgøret med skammen,« lyder det fra Elsebeth Hauge.