Billede-til-AI-artikel_1920x960
Illustration: Linn Sandnes Eilertsen 

Her er 5 AI-dilemmaer, du skal forholde dig til som leder

29. oktober 2026

Danske virksomheder er langt fremme i brugen af AI. Men har du som leder forholdt dig til de dilemmaer, der følger med? Hvis ikke, kan det koste virksomheden dyrt.

Gå til Action card

AI er blevet en del af dagligheden i langt de fleste danske virksomheder. Faktisk har virksomhederne herhjemme taget teknologien til sig i så stor stil, at Danmark sammenlignet med andre EU-lande »løber med AI-guldet«, som Digitaliseringsstyrelsen tidligere i år konkluderede.

Det er dog langt fra alle virksomheder, der i farten når at tage stilling til de dilemmaer, der er forbundet med brugen af AI. Og det kan føre til, at AI gøre mere skade end gavn.

Sådan lyder det fra Sofie Burgos-Thorsen, chefanalytiker og AI-ekspert hos INVI – Institut for vilde problemer.

»Hvis virksomhederne og deres ledere ikke aktivt forholder sig til brugen af AI, kan det ende i det rene vilde vesten, hvor alle bruger det, som de nu lige vil,« siger hun.

Det gør det sværere for lederne at vurdere, om resultaterne afspejler den enkeltes kompetencer eller AI’s bidrag – og dermed også AI’s reelle værdiskabelse – ligesom en laissez-faire-præget tilgang til AI øger risikoen for sikkerhedsbrud, svingende kvalitet og uklare ansvarsforhold, når noget går galt, forklarer hun.

Sofie Burgos-Thorsen peger her på fem AI-dilemmaer, du som leder bør tage stilling til. Der findes ingen facitliste, understreger hun, for løsningerne afhænger af den enkelte virksomheds kontekst og behov. Det afgørende er at skabe en »lærende organisation«, som hun siger, der løbende reflekterer over og tilpasser sig den teknologiske udvikling.

AISofie-1920x1280-landscape

Sofie Burgos-Thorsen 

Forsknings- og Analysechef i INVI, Institut for Vilde Problemer, siden 2024

Har en PhD i computationel antropologi og digital innovation fra Aalborg Universitet og MIT og samarbejder til dagligt med danske og internationale organisationer om at udvide forestillingsevnen omkring AI og styrke evnen til at navigere svære etiske dilemmaer.

Næstformand i Open Source Committee under Danish Data Science Community

Udnævnt som en af '100 Women in AI' i 2026

Vinder af EU Citizen Science Award i 2023.

Bor i København

Fold ud

1. Hvordan sikrer vi læring, når AI kan levere output med det samme?

Et centralt dilemma ved brugen af AI er, at teknologien på den ene side kan øge produktiviteten på kort sigt, men på den anden side risikerer at begrænse den læring, som medarbejderne – ikke mindst de unge – opnår gennem de gentagne og tidskrævende arbejdsopgaver.

Derfor bliver du som leder nødt til at tage stilling til, hvilke dele af arbejdsprocessen, du vil overlade til AI, og hvilke dele der er så afgørende for medarbejderes læring og udvikling, at du er nødt til at holde fast i dem.

I New York har borgmester Zohran Mamdani indført et forbud mod brug af AI til og med 8. klasse, så børnene kan lære at tænke selv, spørge og undersøge. Går du samme vej og lader de unge talenter udføre opgaverne uden brug af AI, vil det give dem en dybere forståelse af arbejdsprocesserne, styrke deres faglige fundament og ruste dem til at bruge teknologien mere kritisk og kvalificeret, når de senere får adgang til den. Omvendt vil du miste de produktivitetsgevinster, som AI kan give her og nu.

Så spørgsmålet er, hvordan du og din virksomhed finder den rette balance.

2. Hvordan skaber vi en fælles AI-kultur, samtidig med at vi tager hensyn til den enkelte? 

Som organisation giver det god mening at skabe en fælles kultur omkring AI, som sikrer, at alle følger de samme regler, metoder og principper. Omvendt kan der være stor forskel på de enkelte medarbejderes syn på og tilgang til AI.

De yngre medarbejdere tager typisk hurtigst de nye værktøjer i brug, mænd bruger dem som en selvfølge for at opnå et resultat, mens kvinder typisk er mere tøvende, fordi de føler, at de snyder, når de bruger AI.

Derfor handler det om at finde en balance, hvor du på den ene side skaber en form for ensretning i brugen af AI, men på den anden side tager hensyn til, at folk tager ny teknologi til sig i forskellige tempi og måske også har brug for at lufte deres bekymringer for, hvad det kan medføre.

Insisterer du som leder på, at alle bruger AI ens, risikerer du en skævvridning, der cementerer forskellene og skaber ulighed i virksomheden. Men det samme kan også ske, hvis du lader det vilde vesten råde.

Det handler med andre ord om at skabe fælles rammer for brugen af AI uden at begrænse den enkeltes mulighed for at finde sin egen vej.

3. Hvem har ansvaret for kvalitet og bias i det, der bliver skabt med AI? 

Er der sneget sig bias ind i vores leverancer? Overholder vi den gældende GDPR-lovgivning?

Det er spørgsmål, som enhver virksomhed, der bruger AI, bør stille sig selv. Men hvor i organisationen skal ansvaret for at holde øje med kvaliteten, identificere potentielle risici og sikre, at AI bliver brugt ansvarligt, egentlig ligge?

Skal det være hos den enkelte medarbejder? Hos de faglige ledere? Hos en GDPR-enhed? Hos den tekniske chef? Eller skal du opfinde en helt ny rolle – en slags digital gårdvagt forankret ude i de faglige enheder, hvis opgave er at følge med i, hvordan AI bliver brugt i et givent team – og med mandat til at gribe ind, når noget begynder at skride?

Det skal du som leder forholde dig til.

4. Hvordan udruller vi AI uden at udviske virksomhedens unikke DNA? 

AI-modellerne er trænet på det, der allerede er skrevet. Eller sagt på en anden måde: De er bagudskuende. Når man bruger AI, risikerer man dermed at reproducere fortidens sprog og tænkning frem for at forholde sig aktivt til fremtiden, ligesom der er risiko for, at virksomheden mister sit unikke DNA, fordi dens analyser og strategier er udviklet af de samme AI-maskiner, som mange andre bruger.

Samtidig risikerer man at sakke bagud, hvis man ikke udnytter de værdiskabende muligheder, som AI tilbyder.

Dilemmaet er derfor ikke, om man skal bruge AI til at udvikle ideer, teste vinkler og korte udviklingstiden ned, men hvordan man sikrer, at modellerne skærper det, der gør virksomheden unik – i stedet for at slibe kanterne af det.

Det kræver, at du som leder aktivt beslutter, hvor i den kreative proces medarbejderne selv skal sætte retningen, og hvor AI kan accelerere den.

5. Hvordan bibeholder man arbejdsglæden, når kollegaen er en maskine?  

Brugen af AI kan føre til en øget produktivitet blandt medarbejderne. Men også til en forringelse af deres arbejdsglæde.

Ikke bare fordi de mister følelsen af at have skabt noget ved egen kraft. Men også fordi der bliver længere mellem de øjeblikke, hvor man udveksler viden og perspektiver og lærer hinanden at kende. Det korte spørgsmål ved kaffemaskinen om, hvordan man griber en opgave an. Den fælles frustration over noget, der ikke virkede. Den fælles glæde over at få en opgave godt i mål.

Det kan virke som en selvfølge, at folk vil holde fast i at tale med hinanden. Men det er en farlig antagelse at tro, at det ikke er noget, vi skal værne om. Mange vælger dét, der er nemmest og hurtigst, når de skal have afklaret noget eller have input til en opgave. Det kan meget vel skabe en situation, hvor flere og flere samtaler med kollegaen erstattes med AI. Og hvor dine medarbejdere foretrækker deres ’AI-ven’, fordi den bekræfter dem og ikke giver modstand. Dét vil potentielt forringe den sociale lim, der binder en arbejdsplads sammen.

Derfor bør du som leder forholde dig til, hvordan I værner om kollegaskabet, når AI overtager dele af arbejdet.

Relateret indhold

BarbaraMyhreIsaksen_wide_1920x960
Kunstig intelligens 

Mere tid og bedre beslutninger? 4 opgaver, du som leder kan bruge AI til (plus et særligt tip)

AI kan være en værdifuld sparringspartner i jobbet som leder. Her peger en ekspert på, hvordan du kommer i gang.
5 min.
AImeningstab_wide_1920x960

Når AI tager over, risikerer dine medarbejdere at opleve et tab af mening  

Kunstig intelligens kan gøre dine medarbejdere mere effektive. Men i farten kan de miste evnen til at vurdere kvaliteten af opgaverne. Og hvad er så meningen med, at de overhovedet er der?
7 min.
AIHistorieTOP-1920x960-wide

Her er gevinsten ved AI, som mange ledere overser

Brugt på den rigtige måde er generativ AI mere end et værktøj til øget produktivitet. Teknologien kan blive som en god kollega, der udfordrer, analyserer og hjælper dig med at træffe beslutninger som leder. Det kræver dog en anden tilgang til AI, end mange har i dag, fortæller to eksperter. 
6 min.
LarsGudbrandssonTop-1920x960_wide1-min

Lars løber og læser en MBA – samtidig – ved hjælp af AI

Ved siden af lederkarrieren er Lars Gudbrandsson både ultraløber og MBA-studerende, og han kombinerer træning og studier ved hjælp af AI. Han bliver undervist og skriver opgave samtidig med, at han æder kilometer efter kilometer i de nordsjællandske skove.
4 min.
Palle Knudsen står foran en blå baggrund

Da Visma-direktøren begyndte at bruge AI, ændrede det hverdagen: »Jeg har fået en ny, superklog kollega«

Palle Knudsen er Chief Revenue Officer i Visma Dataløn og bruger hver dag kunstig intelligens i sit arbejde. Det har ændret både hans arbejdsdag og fritid.
8 min.
Katrine Winding kigger ud af vinduet
Årets Leder 2023

Katrine Winding tænker ud af boksen med AI og maskinlæring

Erhvervsstyrelsens direktør går allerforrest med digitale løsninger, som både hjælper pæne og ordentlige virksomheder og afdækker skurkenes økonomiske kriminalitet. Hun er nomineret til Årets Leder 2023.
8 min.