Her sørger fire ’bedsteforældre’ for oprydning, hjemmebag og gode råd om kaffepletter og kærestesorg

Når 67-årige Nils Nyvang Bacher møder ind på sit arbejde i it-virksomheden Dinero, er hans første opgave at stille morgenbrød frem. Han har også ansvaret for, at der altid er slik og sodavand i køkkenet, ligesom han organiserer indkøb og udlevering af computerudstyr. Og så sørger han for, at der dagen igennem er pænt og ryddeligt i det åbne kontorlandskab, hvor 95 medarbejdere med en gennemsnitsalder på 33 år udvikler og supporterer et regnskabsprogram til små og mellemstore virksomheder.

Men Nils Nyvang Bacher har også en anden funktion, der rækker ud over det lavpraktiske. Han er en af i alt fire ældre seniorer, som i Dinero har fået den uofficielle stillingsbetegnelse ’bedsteforælder’, fordi deres primære opgave er at sørge for, at de unge ansatte trives og har det godt på jobbet.

»Jeg er jo meget ældre og har meget mere livserfaring, end de har, og de opfatter mig som en, man kan tale med om alle de ting, der kan være svært at snakke med andre om, for eksempel kærestesorger,« siger Nils Nyvang Bacher.

Han blev som 12-årig ansat som piccolo på Hotel D’Angleterre og har arbejdet i servicebranchen hele sit liv, herunder som it-chef på Admiral Hotel. Da han rundede de 60 år, gik han på efterløn, men efter at have malet sommerhuset et par gange, begyndte han at savne fællesskabet på en arbejdsplads. Via en bekendt så han et jobopslag fra Dinero, og han er i dag lykkelig for, at han søgte det.

»Jobbet her betyder alt for mig. Alle dem, der brokker sig over ungdommen i dag, skulle møde de fantastiske unge mennesker, der arbejder her. De er dygtige og superfokuserede på, hvad de vil med deres liv,« siger Nils Nyvang Bacher, der i dag arbejder 25 timer om ugen i Dinero, mens de tre andre seniorer er der lidt færre timer. To af dem er ansat i fleksjob, mens den tredje er på seniorpension.

Stabile og loyale
For Dineros CEO og stifter, serieiværksætteren Martin Thorborg, startede bedsteforældre-ordningen som lidt af en nødløsning. I virksomhedens første år ansatte han unge piccoliner til at gå til hånde, men oplevede, at de ofte var syge og sjældent var der mere end nogle få måneder.

»Når en piccoline ikke mødte på arbejde, fordi hun havde ondt i hovedet efter en festlig weekend, blev der ikke hentet morgenbrød, der blev ikke lavet kaffe, og opvaskemaskinen blev ikke tømt. Dermed brød infrastrukturen i firmaet mere eller mindre sammen,« siger Martin Thorborg.

En af hans bekendte, der driver et kontorhotel, foreslog ham at ansætte ældre medarbejdere.

»Han sagde ligeud, at jeg var en idiot, hvis jeg ikke ansatte seniorer i stedet. Det havde han selv gjort, og hans oplevelse var, at de er 100 procent mødestabile, har masser af livserfaring og ikke bliver syge hele tiden.«

Kort tid efter indrykkede Martin Thorborg en annonce og ansatte to ældre kvinder. Det har, siger Dinero-CEO’en i dag, været en af de bedste beslutninger, han har truffet.

»Jeg skal ikke sidde og fortælle, at jeg havde alle mulige visioner om, hvad det kunne udvikle sig til. Men kendsgerningen er, at de fire bedsteforældre, vi har ansat i dag, har været en kæmpe succes. De spiller en utroligt vigtig rolle i Dinero, og det handler om meget mere end oprydning, vanding af planter og kagebagning,« siger Martin Thorborg.

Pinligt at andre ryddede op
Inden seniorerne gjorde deres indtog, kunne han observere, hvordan kontorlokalerne stille og roligt blev mere og mere nussede. Toiletterne så ikke pæne ud, skrivebordene flød med affald, og det hele begyndte at blive lidt ’ulækkert’. Fordi, mener Martin Thorborg, at de ansatte ikke rigtig følte, at det var deres ansvar at holde orden. Alt skrald og affald forsvandt jo ’på magisk vis’ om natten, fordi de aldrig mødte rengøringspersonalet.

Det ændrede sig, da bedsteforældrene dukkede op.

»Jeg oplevede, at folk faktisk blev lidt flove over, at de her ældre mennesker gik og ryddede op efter dem. Efter ret kort tid begyndte de at gøre det selv, fordi det simpelthen var pinligt, når nogen kom og tørrede bordet af. De begyndte også at sætte krus og tallerkener i opvaskemaskinen og hjalp med at tømme den igen,« siger Martin Thorborg.

Da nogle af bedsteforældrenes arbejdsfunktioner blev overflødige, begyndte de til hans store overraskelse at udfylde en vigtig social funktion i stedet. Udover at bage kager, lave pandekager og give gode råd om at fjerne kaffepletter på en hvid skjorte, bruger de unge dem i dag til at snakke og sparre med, hvis de har kærestesorger eller bare har en øv-dag.

»Det kom helt ud af det blå, men er en kæmpe gevinst. Bedsteforældrene opfatter nærmest medarbejderne som deres egne børn og børnebørn. De er sindssygt populære og bidrager i høj grad til, at det er rart at være her,« siger Martin Thorborg.

Tryghed er fundamentet for det hele
Siden han startede sin første virksomhed i 1993, har han været med til at etablere over 30 virksomheder. Mange af dem har han også selv stået i spidsen for, selvom han på papiret kun har en 9. klasses afgangseksamen og dermed aldrig har lært ledelseshåndværket gennem bøger eller på en skolebænk. Baseret på erfaringerne fra det virkelige liv er der imidlertid én ting, der overskygger alt andet i hans ledelsesbog: At skabe tryghed for medarbejderne.

»Tryghed er fundamentet for innovation, produktivitet og samarbejde. Det er altafgørende for en virksomheds succes, at medarbejderne kan møde ind på en arbejdsplads, hvor de ikke bliver mobbet, hvor de kan være sikre på, at de bliver behandlet ordentligt, hvor deres ideer bliver hørt, og hvor der er 100 procent jobgaranti, så længe du opfører dig fornuftigt og ikke stjæler af kassen,” siger Martin Thorborg og tilføjer: ”Det er derfor ekstremt vigtigt, at vi har en afslappet, rar og hyggelig stemning, og her er bedsteforældre virkelig vigtige.«

Når han i dag gør status over bedsteforældre-ordningen, betegner han det som nogle af de bedste penge, han nogensinde har givet ud. Ikke kun fordi ordningen ikke akkurat vælter lønbudgettet, men mere fordi effekten har været så overvældende god.

»Den værdi, vi får ud af det, er mange gange højere, end den pris vi betaler. Jeg kommer til at indføre det i alle de virksomheder, jeg er involveret i, og jeg kunne opfordre alle andre ledere til at gøre det samme. Hvis der er nogen, der efter at have læst denne artikel, ikke får indført sådan en ordning i deres egen virksomhed, må jeg bare sige: ’Beklager, men det forstår jeg simpelthen ikke,« lyder det fra Martin Thorborg.

Nils Nyvang Bacher er ikke overraskende enig. Han har på det helt personlige plan tænkt sig at fortsætte i jobbet, indtil han ikke kan mere.

»Jeg har aftalt med Martin (Thorborg, red.), at jeg kan blive her, indtil jeg skal bæres ud. Og han har lovet, at de alle sammen nok skal hjælpe med at bære.«