Michael Mørkøvs nye liv som leder: »Den værste beslutning er ikke at tage en beslutning«

»Der står 3.A.«

Michael Mørkøv ruller vinduet ned, sender en salve af korte dyt af sted og vinker til en flok børn, som står bag afspærringshegnet i siden af vejen.

Børnene vender sig mod den hvide Skoda, som er dekoreret med dannebrogsflag på sidespejlene. ’DANMARKS CYKLE UNION', står der på døren.

»Heeej,« lyder det tøvende fra flokken. Men så indser en dreng, hvem den halvskallede mand med de lange bakkenbarter i bilen er.

»DET VAR MICHAEL MØRKØV!«

Post Nord Danmark Rundt er nået til Kerteminde, hvor der skal køres enkeltstart. Michael Mørkøv har deltaget i det danske etapeløb flere gange. Alligevel er det en slags debut for ham. For første gang skal han ikke sidde på en cykel. Han er med til løbet som træner for det danske herrelandshold i cykling, som han overtog ansvaret for ved årsskiftet.

Han er ude for at rekognoscere ruten, så han kan guide sine rød og hvidklædte ryttere bedst muligt igennem den 14,1 kilometer lange småkuperede rundstrækning.

Selv savner han ikke længere at være en del af feltet. Han har prøvet alt og opnået mere, end han turde drømme om. På cykelbanen har han vundet VM- og OL-guld i parløb. Og på landevejen blev han i brede kredse anset som verdens bedste lead-out-mand, rytteren, der skal køre holdets sprinter frem til sejr.

Nu er et nyt kapitel begyndt. Opgaven som landstræner handler dybeste set også om at hjælpe andre frem til sejren. Alligevel har han skullet lære meget fra bunden, siden han for otte måneder siden gik ind ad døren til Idrættens Hus i Brøndby, hvor Danmarks Cykle Union holder til, og satte sig ved karrierens første kontorplads.

Vi har besøgt ham på en almindelig dag på kontoret og kørt med ham i følgebilen til Post Nord Danmark Rundt for at få svar på, hvad landstrænerjobbet kræver. Og hvad han lægger vægt på i rollen som leder.

Hvor mange sokker?
Da Michael Mørkøv sagde ja til jobbet, vidste han »skræmmende lidt« om, hvad det gik ud på. Han kunne se, der var omkring 60 rejsedage om året. Men hvad med resten af året?

»Jeg tænkte, det ville blive et stille og roligt job med masser af tid til at cykle,« siger han, da vi møder ham på kontoret i Brøndby.

Sådan gik det dog ikke. De blanke sider i kalenderen blev hurtigt fyldt på. Selv på dage uden aftaler tog den ene opgave den anden. »Jeg fandt hurtigt ud af,« siger han, »at det er et meget omfattende job.«

Landstræneren er den eneste lønnede medarbejder på det danske cykellandshold. Mekanikeren, der skruer på Jonas Vingegaards cykel til EM, arbejder ligesom resten af staben omkring landsholdet på frivillig basis og er kun tilknyttet holdet, når det er på tur. Så når Michael Mørkøv møder ind på arbejde mandag morgen, er det ham, der er landsholdet. Det er ham, der tager telefonen. Ham, der skal få alle enderne til at mødes.

En stor del af opgaverne er lavpraktiske og har som sådan ikke noget med cykling at gøre. Han skal planlægge ture, booke biler og hoteller, bestille energiprodukter, hyre personale ind, koordinere tidsplanen med massører og mekanikere, tage stilling til, hvor mange sokker rytterne skal have med og sikre sig, at de plasticstole, de har med på tur, er af ordentlig kvalitet, så de kan holde mere end én sæson.

Det lyder måske som en type af opgaver, der bare skal overstås. Men Michael Mørkøv nyder at »få det hele til at spille«, som han siger:

»Jeg kan godt lide den praktiske del af jobbet. Jeg synes, det er spændende. At få det hele til at hænge sammen og få mest muligt ud af vores beskedne midler.«

Tankegangen med at få det optimale ud af det, man har, er ikke fremmed for Michael Mørkøv. Det er i princippet også det, hele ens liv som cykelrytter handler om, pointerer han.

»Jeg har været vant til at skulle optimere, optimere, optimere for at give mig selv og holdet de bedste betingelser for at vinde. Det er også sådan, jeg skal tænke i det her job. Jeg gider ikke bruge en masse energi på alt det, vi ikke har. Jeg vil hellere vende det om og se på, hvordan vi får det bedste ud af det, vi har. Det virker motiverende for mig,« siger han.

Midt i en sætning ringer hans telefon. »Jeg bliver lige nødt til at tage den her,« siger han. Sådan er det, når man styrer biksen alene. En mekaniker, der skulle have været med til VM i Rwanda, melder afbud efter at have talt med sin familie. »Jeg kender problematikken. Det skal du ikke være ked af. Det er det rigtige for dig,« svarer Michael Mørkøv, der nu skal ud at finde en ny mekaniker og dermed kan tilføje en lavpraktisk opgave mere til bunken.

Fyraftensøl
I Kerteminde er Michael Mørkøv tilbage i landsholdets lejr efter rekognosceringsturen. Lejren er overdækket med en pavillon og omgivet af to varevogne med cykler, værksted og vaskemaskine samt en lille autocamper, hvor rytterne slapper af og fylder energidepoterne op. På siden af den ene varevogn er tapet et skema op, hvor der ud for hver enkelt rytter er noteret alt fra afgangstider fra hotellet og pre-race-meal til tidspunkter for opvarmning og start. Endnu en af de små lavpraktiske opgaver, som Michael Mørkøv har skullet tage sig af.

Men selvom de lavpraktiske opgaver fylder meget, indebærer landstrænerjobbet også en masse mandskabspleje, forsikrer han. Og den opgave bliver ikke mindre af, at staben stiller op uden løn.

»Som leder skal man altid anerkende sit personale for deres arbejde. Men det er ekstra vigtigt, når vi taler om folk, der arbejder frivilligt. Hvis de ikke får en god tur og kan mærke, at deres indsats betyder noget, så gider de jo ikke være med en anden gang. Jeg gør meget ud af, at alle får en god oplevelse,« siger Michael Mørkøv, der efter de faste taktikmøder om aftenen ofte drikker en øl med personalet i stedet for at gå direkte op på værelset.

»Jeg forsøger at give noget af mig selv, som ligger ud over selve opgaverne. Noget, som gør det sjovt og hyggeligt at være med. Det tror jeg er ekstra vigtigt, når vores setup nu er, som det er,« siger han.

En god idé 
Tilbage på kontoret, hvor der på gangen hænger billeder af ham fra OL-triumfen med makkeren Lasse Norman, forklarer han, at han gennem karrieren har haft et utal af dårlige sportsdirektører. Ofte tidligere cykelryttere, som nok havde styr på det cykelfaglige, men ikke anede noget som helst om ledelse. Men hvad fik så ham til at tro, at netop det skifte kunne lykkes for ham?

»Jeg er et meget selvstændigt menneske, som altid har været god til at klare mig selv og finde vej. Så jeg har haft en selvtillid i, at jeg nok skulle finde ud af, hvordan jeg gjorde det,« siger Michael Mørkøv, der som barn så, hvordan hans far drev sin egen radio-tv-butik med masser af flid og gå-på-mod.

Derudover har Michael Mørkøvs blandede oplevelser med ledere givet ham en god idé om, forklarer han, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Som rytter har han for eksempel prøvet at blive »skældt sønder og sammen«, fordi holdet ikke havde præsteret.

»Så sidder man der helt paf og tænker: ’Du siger jo intet brugbart. Det er ren lort, du hælder i hovedet på os’. Hvis jeg skulle præstere, skulle jeg føle mig tryg, have en stor selvtillid og være motiveret. Ikke det modsatte. Og det har jeg så brugt som afsæt for, hvordan jeg selv skulle gribe lederrollen an,« siger han.

Positivt blik
Konkret lægger Michael Mørkøv vægt på at være en anerkendende leder med »et positivt blik,« som han siger.

»Anerkendelse er virkelig et nøgleord for mig. Selv et lille skulderklap eller en rosende bemærkning gør en kæmpe forskel. Det kender jeg fra min eget tid som rytter. Det giver dig en følelse af, at din indsats betyder noget. At der er en grund til, at du er med på holdet,« siger han.

Det betyder ikke, understreger han, at man kun skal rose.

»Når det går dårligt, er det selvfølgelig også ledernes opgave at pege på, hvad man gerne vil have ændret. Men man kan alligevel næsten altid finde et eller andet positivt frem – noget, der fungerede. Og det synes jeg, at man skal huske at have med,« siger Michael Mørkøv og tilføjer, at landsholdet skal være »et trygt sted«.

»Vi er bare mennesker. Ikke maskiner. Selv om mine ambitioner er høje, så skal der være plads til, at vi ikke rammer dagen. Det kan ske for alle. Og så må vi være støttende og konstruktive i stedet for at slå hinanden i hovedet – det tror jeg er den bedste vej frem,« siger han.

Den stille type
Michael Mørkøv betegner sig selv som »en lidt stille type«. Og det kan være en udfordring, når man som ham gerne vil være en kommunikerende leder.

»Jeg vil gerne være i tæt kontakt med mit personale, både for at sikre mig, at alle ved, hvad der skal ske, men også for at have en fornemmelse af, hvordan de har det. Men det er faktisk lidt en udfordring for mig, fordi det ikke falder mig så naturligt at være den, der tager kontakten. Det kræver et aktivt tilvalg af mig. Faktisk er det ofte noget, jeg skal tage lidt tilløb til,« erkender han.

Men, tilføjer han. Når der er brug for, at han skærer igennem, så tøver han ikke med at melde klart ud.

»Jeg har lært i cykelsporten, at den værste beslutning er ikke at tage en beslutning. Der er ikke noget værre end en sportsdirektør, der ikke kan melde klart ud. Eller som gemmer sig, når tingene spidser til. Jeg er ikke bange for at tage et aktivt valg – hverken når det handler om taktikken eller om at vælge folk til eller fra,« siger Michael Mørkøv, der med egne ord stræber efter at ramme det »fine« balancepunktet mellem at være medmenneskelig og autoritær. »Det er der noget meget smukt i, når en leder formår,« siger han.

En af de ledere, han ser op til, er hans tidligere træner og sportsdirektør på Saxo Bank, Bradley McGee, som ifølge Mørkøv var »en unik lederskikkelse og et gennemført godt menneske.« Et andet idol er Michael Laudrup, som han dog aldrig har mødt. Alligevel er det ham, han ofte tænker på, når han indimellem bliver i tvivl om en beslutning.

»Jeg har altid været fascineret af Michael Laudrup. Både som spiller, men også i hans ageren uden for banen. Han forsøgte aldrig at tørre skylden af på andre, men kiggede altid indad. Der er en ordentlighed ved ham, en nobelhed og en respekt for andre mennesker, som jeg synes er meget inspirerende,« siger han.

Hvis Michael Mørkøv står med en svær beslutning, kan han finde på at spørge sig selv, hvad Michael Laudrup ville have gjort.

»Jeg kender ham kun fra fjernsynet, så jeg ved jo ikke, hvad han reelt ville have gjort. Det er bare noget, jeg forestiller mig. Det gælder også for McGee. Jeg bruger dem som sådan en slags fantasipersoner, jeg altid kan spørge til råds,« siger han.

Ikke for kompliceret
Solen har fundet vej gennem det tynde skydække over Kerteminde, da den danske veteran Jakob Fuglsang triller op mod startområdet til karrierens sidste enkeltstart. I følgebilen bagved sidder Michael Mørkøv iført sorte Oakley-solbriller og sort poloshirt. Han holder radioen, som har forbindelse til Fuglsangs øresnegl, op til munden.

»Du ser godt ud i rødt og hvidt, Jakob. Den sidste tur på den hurtige cykel,« siger han, mens den danske rytter tager plads på startrampen til dagens største bifald fra tilskuerne, der står i tre-fire lag på begge sider af vejen, viftende med blå Post Nord-flag.

Når det kommer til at motivere rytterne, forsøger Michael Mørkøv at »hive det ned på et basic niveau, hvor tingene ikke er for komplicerede,« forklarer han.

»Jeg prøver at huske rytterne på – uanset om de er unge eller gamle – at det, der engang drev dem til at blive cykelryttere, netop var at kunne stå her foran en masse mennesker og konkurrere med nogle af de bedste ryttere i verden. At det så er på landsholdet, skulle gerne gøre lysten til at gøre sit bedste endnu større. Mange unge drømmer jo om at repræsentere deres land. Så det at være med på landsholdet er et enormt privilegium. Det synes jeg er værd at huske hinanden på,« siger han.

Med de verdensnavne, vi har på det danske landshold, så forventer folk, at vi kører med om sejren til de store mesterskaber. Det lægger vel også et pres på dig som landstræner?

»Både og. Det, jeg kan gøre, er at sætte holdet bedst muligt op. Det er det, jeg kan styre. Om den ene eller anden rytter i sidste ende så lige vinder, er ude af mine hænder. Så jeg fokuserer mest på det, som jeg har indflydelse på,« siger han.

Men som landstræner bliver man vel også vurderet på de resultater, som holdet leverer?

»Jo, det er klart. Men det er bare svært at sige, hvad succeskriterierne er. Vi kører kun to store mesterskaber om året med de bedste ryttere på holdet (EM og VM, red.), og de løb er begge supersvære at vinde – ikke mindst med en rytter som Pogacar til start. Men det ændrer da ikke på, at den store drøm er at få en verdensmester igen. Det er der ingen tvivl om. Det vil jeg fandeme gerne være med til at vinde,« siger han.

Hjemme godt, ude bedst 
Ude på enkeltstartruten nærmer Jakob Fuglsang sig en række skarpe sving. De første går som planlagt, men så, i et drilsk højresving, skrider baghjulet ud. Et kort sekund er der stille i førerbilen. Den garvede rytter får rettet cyklen op og er et øjeblik efter igen tilbage i den foroverbøjede, aerodynamiske position.

»Uhh ha,« siger Michael Mørkøv højt for sig selv, inden han sætter radioen for munden: »Det så hurtigt ud.«

Kort inden målområdet skal følgebilen dreje fra. »Superflot kørt, Jakob. Det er en fornøjelse at have dig med.«

Den danske veteran kommer i mål lige uden for top-100. »Han skulle bare igennem,« forklarer Michael Mørkøv, da han igen står i den danske lejr. »Han er primært med for at give videre til de unge, nu hvor han selv er ved at takke af.«

Mange kommer forbi lejren og vil have et sidste billede med Fuglsang. Bag ved står landstræneren og giver et af dagens mange interview. Da det er færdigt, henvender to unge mænd sig til ham. »Michael, et billede?«. Og sekunder efter en ældre kvinde med samme spørgsmål. Hver gang stiller han beredvilligt op, roligt og tålmodigt.

»Hvert eneste interview, jeg giver, hver eneste autograf, jeg skriver, er et tegn på, at det, vi laver, er populært. Jeg elsker bare, at andre også kan lide den sport, som jeg selv brænder så meget for,« siger han og forsvinder ind under pavillonen mellem cykler, mekanikere og ryttere i tætsiddende fartdragter.

På mandag skal han igen tilbage på kontoret, mens rytterne skal videre ud i verden til det næste løb.

»Jeg er ved at vænne mig til dagligdagen på kontoret og alle de administrative opgaver, der følger med jobbet. Men det, jeg stadig elsker allermest, er at være ude i marken – der, hvor cykelrytterne kører stærkt.«