HomeOfCarlsbergTOP-1920x960-wide
»Samarbejdet med Lederalliancen har gjort mig opmærksom på, at der er en ret lige vej udstukket i vores samfund. Der er vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasiet og så skal du hurtigt videre i systemet,« siger direktør for Home of Carlsberg, Tine Kastrup-Misir. Foto: Karl Broholm

Tine giver udsatte unge en chance: »Det handler grundlæggende bare om at være en rigtig god kollega«

13. november 2025

Home of Carlsberg har valgt at gå med i Lederalliancen og tager nu udsatte unge ind som praktikanter. Administrerende direktør Tine Kastrup-Misir oplever, at det giver meget tilbage til hele organisationen.

Gå til Action card

Da Tine Kastrup-Misir blev direktør for Home of Carlsberg i 2023, var hun ikke i tvivl om, at virksomheden skulle tage et socialt ansvar.

Hun har gjort rummelighed til et ledelsesprincip og åbnet dørene for unge virksomhedspraktikanter, der har brug for et sted at høre til. Det er et valg, der ifølge hende, både styrker organisationen og samfundet.

»Jeg mener, at alle os, der har ressourcerne til det, bør give en håndsrækning til de unge, som på en eller anden måde er havnet i et slags limbo i deres liv,« siger hun og fortsætter:

»Og så er Home of Carlsberg en organisation med mange unge mennesker ansat. Derfor er det vigtigt for mig, at praktikanterne tjekker ind i et stort team, som de kan spejle sig i,« fortæller direktøren.

Home of Carlsberg (tidl. Visit Carlsberg) åbnede dørene i 2023, hvor Tine Kastrup-Misir trådte til som ny direktør. Kulturattraktionen er et tilløbsstykke for både turister og lokale københavnere og rummer stalde med bryggerheste, Carlsbergs Brand Store, Carlsberg Baren og en udstilling med daglige guidede ture.

Carlsberg_Victor_video_thumbnail_992x558

45.000 unge står uden job og uddannelse
Home of Carlsberg har taget imod virksomhedspraktikanter gennem projektet Lederalliancen, som Tine Kastrup-Misir allerede var stødt på gennem sit netværk.

Lederalliancen er et fondsstøttet projekt, der arbejder for at støtte de 45.000 unge, som står uden job og uddannelse, i arbejde.

Formålet med projektet er at formidle kontakten mellem kommunen og de virksomheder, som har lyst til at hjælpe et ungt menneske i arbejde. På den måde bliver det så let som muligt for virksomhederne at tage imod udsatte unge.

Til daglig drives Lederalliancen af CABI, Dansk Industri og Lederne.

»Samarbejdet med Lederalliancen har gjort mig opmærksom på, at der er en ret lige vej udstukket i vores samfund. Der er vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasiet og så skal du hurtigt videre i systemet,« siger direktør Tine Kastrup-Misir og fortsætter:

»Men den vej er bare ikke for alle. Og jeg oplever, at vi ved at være med i Lederalliancen kan skabe flere og mere inkluderende veje ind i arbejdsmarkedet – og dermed også i samfundet.«

TineKastrup1-1280x1920-portrait
»Der var ret stor efterspørgsel på at blive mentor. Så dem, der endte med at blive det, er ekstremt passionerede omkring det. Over tid er de også vokset mere ind i rollen. Så fra et ledelsesmæssigt perspektiv, er der også en opkvalificering af mentorerne ved at gøre det her,« siger Tine Kastrup-Misir. Foto: Karl Broholm

Stor efterspørgsel på mentorrollen
I Home of Carlsberg har Tine Kastrup-Misir valgt at etablere et mentorprogram, som støtter virksomhedspraktikanterne.

Praktikanterne bliver koblet med 2-3 mentorer hver, som følger dem tæt i deres hverdag.

Emma Nathan er uddannet historiker og arbejder som omviser hos Home of Carlsberg – og så er hun mentor. Som mentor er hendes rolle at være en uformel støtte for en praktikant, drikke en kop kaffe en gang i mellem og være en af de kontaktpersoner for praktikanten.

»For mentorerne handler det grundlæggende om at være en rigtig god kollega og en lidt mere senior kollega for praktikanterne,« siger Tine Kastrup-Misir.

Hun understreger dog, at de som organisation havde gjort deres forarbejde i forhold til at tage imod praktikanterne.

De har taget de rigtige interne snakke, sat det rigtige mentor-team, skabt plads i mentorernes vagtplan og brugt tid på at træne mentorerne i, hvordan man er en god mentor.

»Der var ret stor efterspørgsel på at blive mentor. Så dem, der endte med at blive det, er ekstremt passionerede omkring det. Over tid er de også vokset mere ind i rollen. Så fra et ledelsesmæssigt perspektiv, er der også en opkvalificering af mentorerne ved at gøre det her,« fortæller Tine Kastrup-Misir.

EmmaogVictor-1920x1280-landscape
»Jeg har mere energi. Jeg taler mere – og jeg taler mere klart. Førhen kunne jeg godt mumle lidt, når jeg ville sige noget,« fortæller Victor.  Foto: Karl Broholm

Alting går lidt bedre
En af praktikanterne hos Home of Carlsberg er 22-årige Victor Hansen, som kæmpede sig igennem sin gymnasietid med både mistrivsel og fravær.

Da han efter gymnasiet fik sin ADHD- og autismediagnose, faldt brikkerne på plads for ham. Men på det tidspunkt havde han hverken været i job eller under uddannelse i et par år.

Han vidste, at han ikke ville studere med det samme – og søgte derfor en masse jobs. Men han blev ikke kaldt til samtale på nogle af de jobs, han søgte.

»Man tænker, at dét at få et arbejde er nemt. Men når det er så svært, føles det meget fiasko-agtigt,« siger han.

Gennem Jobcenteret kom Victor i kontakt med Lederalliancen, som satte ham op med Home of Carlsberg. Han har nu været i sin praktikplads i et halvt års tid. Og han kan allerede mærke en forskel.

»Jeg har mere energi. Jeg taler mere – og jeg taler mere klart. Førhen kunne jeg godt mumle lidt, når jeg ville sige noget,« fortæller Victor, smiler og fortsætter:

»På en måde går alting bare lidt bedre.«

Hvad er virksomhedspraktik?

Virksomhedspraktik er et tidsbegrænset, ulønnet praktikforløb hos en privat eller offentlig virksomhed, som ledige kan benytte for at afprøve et nyt arbejdsområde, få opkvalificering eller styrke deres CV.

Praktikanten modtager fortsat sin ydelse (fx. dagpenge eller kontanthjælp) og skal fortsat være aktiv jobsøgende. Aftalen indgås mellem praktikanten, virksomheden og jobcentret.

En virksomhedspraktik er et effektivt værktøj både for virksomhederne og de unge. Virksomhederne får mulighed for at få løst nogle opgaver og rekruttere arbejdskraft på en ny måde. De unge praktikanter får foden inden for på arbejdsmarkedet og bliver klogere på job- og uddannelsesvalg.

Home of Carlsberg har etableret en virksomhedspraktik-ordning gennem Lederalliancen, som har formidlet kontakten mellem dem som organisation og kommunen, der har kendskab til de unge, som har brug for en håndsrækning.

Når man indgår en aftale om virksomhedspraktik som arbejdsgiver, er det en god idé at forholde sig til, hvilke opgaver praktikanten kan løse – og hvem, der er ansvarlig for praktikanten.

Virksomhedspraktik gennem Lederalliancen

Kilde: CABI

Fold ud

Ikke kun idealisme
For direktøren Tine Kastrup-Misir handler dét at tage imod praktikanter ikke kun om idealisme.

»Det er jo også fordi, de kommer ind og løser nogle konkrete arbejdsopgaver hos os, som vi skal have løst under alle omstændigheder.«

Victor fortæller, at han gradvist har taget mere og mere ansvar i Brand Store, hvor han er servicemedarbejder – og at han nu også selv kommer med forslag til, hvordan de driver butikken:

»Vi havde problemer med, at vi ikke solgte nok gavekort i vores Brand Store. Og så foreslog jeg, at vi burde gøre gavekortet mere konkret – altså sælge til det beløb, det koster at få en omvisning. Og nu er det sådan, vi gør det i butikken.«

Stor intern stolthed i Home of Carlsberg
Victor har nu været hos Home of Carlsberg i et halvt år. Han er gået op i timer, er blevet forlænget to gange og opsøger selv nye arbejdsopgaver.

Og ifølge hans mentor Emma er han blevet en værdifuld kollega på arbejdspladsen.

»Jeg føler, at det at arbejde her har ændret meget i forhold til, hvad jeg tænker om min fremtid. Jeg har fået en masse ansvar – og jeg tager mere initiativ,« siger han.

Tine Kastrup-Misir er overbevist om, at de vil fortsætte med mentorordningen for praktikanter, som på sigt potentielt vil kunne indgå som en del af teamet på lige fod med de andre medarbejdere.

Dels fordi det har stor betydning for den interne stolthed hos resten af medarbejderne. Dels fordi hun er overrasket over, hvor nemt det har været for Home of Carlsberg at tage praktikanterne ind.

»Man skal bare gøre det. Det giver virkelig meget godt tilbage. Til alle,« siger hun.

Relateret indhold

Jacob Birkbøll står foran et kæmpe ovalt vindue og kigger ud

Familien ejer virksomheden. Men det er Jacob, der bestemmer: »Jeg er nødt til at være mig selv«

I 45 år sad ejerfamilien på topposten i Rødovre Centrum. Men så gav familien pludselig Jacob Birkbøll det ultimative ansvar. Han går ydmygt til opgaven, men insisterer på ikke blot at være en skygge af sin forgænger.
9 min.
LykkeFriisTOP-1920x960_wide

Lykke Friis øver sig i ikke at være et orakel – og mener, at flere ledere bør gøre det samme

Gennem hele sit arbejdsliv har Lykke Friis søgt derhen, hvor hun kunne sætte sit præg. Og hun har lært, at hun gør det bedst, når hun giver andre ansvar og tør erkende, når hun ikke kender svaret. Den erkendelse, mener hun, er blevet endnu vigtigere i en verden, hvor de gamle spilleregler ikke gælder længere.
9 min.
Top-1920x960_Nikolai

Tidligere jægersoldat: De unge kan lære os noget vigtigt om ledelse

De unges tilgang til at arbejde er ikke et problem. Det er derimod en del af svaret på, hvordan du bliver en god leder for dine medarbejdere. Det mener sociolog, forfatter og tidligere jægersoldat Nicolai Moltke-Leth. 
7 min.
MortenOgErnstTOP001-1920x960_wide

Drop burgermodellen: 7 gode råd til at give feedback som leder

Feedback er en vigtig ledelsesopgave. Men alt for mange griber det forkert an. To eksperter fortæller, hvordan du som leder giver effektiv feedback.
7 min.
LederhjerneFeedbackTOP-1920x960_wide
LEDERHJERNE

Din feedbackkultur kan gøre medarbejderne dårligere

De fleste ledere bruger feedback til at skabe udvikling og bedre opgaveløsning, men forskning viser, at feedback langt fra altid virker efter hensigten - og i mere end hver tredje tilfælde faktisk kan forringe præstationen. Her forklarer to psykologer, hvad der skal til, for at din feedback rent faktisk virker.
8 min.
GastromaniTOP-1-1920x960_wide
SOCIALT ANSVAR

Mange ledere havde nok valgt Isabel fra, men Max og Nikolai valgte hende til: »I dag er jeg det bedste sted, jeg kan være«

På trods af et hårdt liv på gaden og en plettet straffeattest har Isabel Skifte fået et job, hvor der er plads til hende. Det er lykkedes takket være to ledere, der gav hende chancen og en mentor, der hjælper virksomheder med at ansætte socialt udsatte borgere. Her giver de deres bedste råd til, hvordan andre kan gøre det samme.
10 min.