Hybrid ledelse

Hos Lego skal kontoret passe til medarbejderne – ikke omvendt

7. april 2022

Du er nødt til at forstå medarbejdernes forskellige vaner og arbejdskulturer, hvis du vil indrette kontoret optimalt på den hybride arbejdsplads. Det er erfaringen hos Lego, der netop har indviet sit nye hovedkontor i Billund.

Lego campus
Legos nye hovedkvarter i Billund, Lego Campus, er indrettet efter, at medarbejderne har forskellige vaner og arbejdskulturer. Foto: Adam Mørk, Lego
Gå til Action card

»Når vi laver grundlæggende om i, hvordan det er at gå på arbejde, skal det jo helst ikke føles som noget, der bliver gjort mod én, men som noget, der bliver gjort sammen med én«. 

Sådan siger Anne Sofie Fedders, der er Head of Lego Ways of Working og leder af et hold interne eksperter i psykologi, kulturforståelse og antropologi, som rådgiver om adfærd og virksomhedskultur. De arbejder tæt sammen med medarbejdere, ledere, arkitekter og designere om at indrette Legos nye hovedkvarter, Lego Campus, der skal matche de op mod 1.800 medarbejderes behov. Og indretningsbeslutningerne bygger blandt andet på viden og erfaringer fra Lego-koncernens udenlandske kontorer, de såkaldte hubs i Singapore, Shanghai og London:

»I vores hubs havde vi fuldstændigt åbne etager, hvor folk kunne sætte sig, præcis som de ville. Tanken var, at man kunne lære hinanden at kende på tværs, og det skete også. Men vi lærte, at folk gerne vil sidde sammen med dem, man løser opgaver med. Der er en grænse for, hvor mange mennesker man kan rumme at forholde sig til«, fortæller Anne Sofie Fedders.

I stedet arbejder Lego-koncernen nu med, at den fysiske indretning tager højde for, at kulturer eksisterer på flere planer; der er en teamkultur, en afdelingskultur og en community-kultur, som går på tværs af afdelingerne. 

Hos LEGO skal arbejdspladsen passe til medarbejderne og ikke omvendt
I Legos nye hovedkvarter, Lego Campus, er der i den fysiske indretning taget højde for, at kulturer eksisterer på flere planer; der er en teamkultur, en afdelingskultur og en community-kultur, som går på tværs af afdelingerne. Foto: Adam Mørk, Lego

Indretningen besluttes lokalt

I Lego Campus er der lavet såkaldte ’nabolag’, hvor man ikke har faste pladser, men hvor man kan sidde sammen med nogle, man kender og arbejder sammen med. Et nabolag er på op mod 100 mennesker. Hvert nabolag har et råd, som består af medarbejdere og ledere, der er udvalgt til sammen at finde ud af, hvordan nabolaget skal indrettes, for at det kommer til at fungere bedst muligt for dem, der skal bruge det. 

»Vi er mange mennesker, der skal dele området med hinanden, og vi har forskellige behov. Det skal områderne selv finde ud af at tage højde for. Selvfølgelig hjælper vi med at facilitere, og vi har nogle guidelines at arbejde ud fra. Men der er stor værdi i, at de selv finder ud af det«, siger Anne Sofie Fedders.

Hvert nabolag har et vist antal ergonomiske skriveborde, telefonbokse og områder, hvor man kan sidde og snakke. Men hvordan medarbejderne bruger møblerne og indretter sig, må de selv bestemme ud fra, hvad der bedst opfylder de fælles behov.

»Det er jo meget menneskeligt, at når vi skal dele noget, så skal vi finde ud af, hvor grænserne går. Det skal vi lave gode aftaler om«, siger Anne Sofie Fedders.

Spørg nysgerrigt og konkret

Hun har et råd til andre ledere, der overvejer at flytte rundt og indrette kontoret på en ny måde: Leg antropologer, og stil en masse nysgerrige spørgsmål. I stedet for at spørge ’hvad synes du?’, så spørg til konkrete handlinger. F.eks. ’hvad gør du, når du kommer om morgenen? Hvad gør du, når du starter et møde? Hvad oplever du, når I skal samarbejde?’

»Det er enormt værdifuldt at komme tæt på, hvad der egentligt sker i løbet af en arbejdsdag. Så kan man lige pludselig se dagens rejse for sig, og man får et billede af, hvordan folk bevæger sig rundt, og hvordan indretningen fungerer«, siger Anne Sofie Fedders. 

Lego-koncernens kontorer er indrettet aktivitetsbaseret med funktionsopdelte områder, som man flytter sig mellem alt efter typen af opgaver, man skal løse. Også her har den antropologiske metode givet nye indsigter. For folk flytter sig ikke kun efter de opgaver, de skal lave. Det flytter sig i høj grad også efter, hvilket humør de er i.

»Det kan være, at jeg har sådan en dag, hvor jeg bare skal sidde lidt alene ovre i hjørnet. Det kan også være omvendt; jeg har en fordybelsesopgave, men jeg vil gerne sidde i vores Barista-område, hvor der er musik, for jeg får brug for noget energi, nævner hun som eksempler på indsigter, de har fået ved at spørge brugerne.« 

Hos LEGO skal arbejdspladsen passe til medarbejderne og ikke omvendt
»Vi er blevet bekræftet i, at kontoret er en kulturel ’hub’. Det er her, man kommer ind og får en fornemmelse af, hvordan folk opfører sig, taler til hinanden og går klædt,« siger Anne Sofie Fedders. Foto: Adam Mørk, Lego

Kontoret som samlingspunkt

Lego-koncernen trækker i det hele taget på dyb viden om adfærd om, hvornår folk føler sig hjemme. Og det kommer helt sikker til at gå ud over æstetikken og de rene linjer i de nyindrettede kontorlokaler i Lego Campus.

»For hvad gør folk, når de flytter ind i et nyt hus? De gør det til deres eget ved at dekorere det. De hænger billeder op og personificerer det. Det er menneskeligt, og når det sker, er folk begyndt at gøre det til deres sted«, siger Anne Sofie Fedders. 

Og så begynder opgaven for nabolagets råd af ledere og medarbejdere. For det gode ved at udsmykke og indrette sig skal selvfølgelig balanceres med, at det også kan blive for personligt, så andre ikke føler sig velkomne – især hvis man skal deles om pladserne. Det er ikke nødvendigvis særligt rart at dumpe ned på et skrivebord fyldt med familiebilleder og personlige nips. 

Generelt skal indretningen understøtte, at kontoret i Lego-koncernen er et udviklende fagligt og socialt samlingspunkt. Og kontoret spiller en vigtig rolle, siger Anne Sofie Fedders:

»Vi er blevet bekræftet i, at kontoret er en kulturel ’hub’. Det er her, man kommer ind og får en fornemmelse af, hvordan folk opfører sig, taler til hinanden og går klædt. Hos os er den legende tilgang en bærende del af kulturen, og for medarbejderne er der en stor glæde forbundet med at have det sjovt sammen og blive inspireret af at være sammen med hinanden fysisk. Derudover er det givende at kunne mødes og sparre hen over bordet, hvis man sidder med en svær opgave,« siger hun.

Action Card

3 erfaringer, Anne Sofie Fedders gerne deler:

  1. Det er vigtigt at sikre et tilhørsforhold, så man ikke bliver væk i mængden. En undersøgelse på LEGO-koncernens udenlandske kontorer viste, at medarbejderne var glade for fleksibiliteten ved ikke at have faste pladser. Men teamets arbejdspladser skal ligge inden for et afgrænset område, hvor man kan sidde sammen med nogle, man kender og arbejder sammen med.
  2. Det er vigtigt, at man arbejder med afsæt i data, for indretning er et holdningsbaseret område. For at sikre et godt data-grundlag bør man både trække på data fra bygningen og på data fra interviews med medarbejdere, der kan fortælle, hvordan faciliteterne fungerer i hverdagen.
  3. Rammerne for indretningen kan ikke være one size fits all. Man skal lave koncepter, som tager højde for, at der er forskel i kulturen i de enkelte teams og de forskellige afdelinger. Derudover vil der være forskellige lokale forhold, man skal tage højde for. For at sikre, at man hele tiden tilpasser sig behovet, er det helt grundlæggende, at man løbende tester, lærer og tilpasser rammerne og koncepterne for indretning. 

Relaterede artikler:

En mand arbejder hjemme

Er der behov for en ny — eller nærmere gammel — tilgang til ledelse, hvis hjemmearbejde skal fungere?

Hjemmearbejde har bevaret sit tag i arbejdsmarkedet efter pandemien, men danske ledere er blevet mere kritiske de seneste år, viser svarene fra Lederpanelet. En arbejdsmarkedsforsker mener, at det kan være nødvendigt med en ny – eller rettere gammel – tilgang til ledelsesopgaven, hvis hjemmearbejdet skal fungere.
6 min.
En leder står foran sine varehusmedarbejdere

Disse 3 ord kan gøre dig til en bedre leder

Ledere har ofte så meget fokus på de store linjer, at de glemmer det allermest basale. Som for eksempel at hilse godmorgen. Og dermed misser de en oplagt og helt gratis mulighed for at skabe følgeskab, lyder det i ny bog.
8 min.
Maks Jørgensen sidder ved sin golftaske på en bænk
SENKARRIERE

Maks på 66 er driftschef og regner med at fortsætte til de 70: »Lederjobbet er med til at holde mig i gang«

Seniordage og stor fleksibilitet i jobbet har givet Maks Jørgensen mere tid til at spille golf og passe hus og have. Men det er ikke altid nemt for en leder at skrue ned for arbejdslivet – her får du nogle bud på, hvad du selv kan selv gøre.
8 min.
Ældre medarbejder står blandt yngre kolleger
SENKARRIERE

Sådan får du dine ældre medarbejdere til at blive længere i jobbet

Nedsat tid, seniordage og mere fleksibilitet er nogle af de værktøjer, du som leder kan bruge til at fastholde seniorer i virksomheden. Men der er også nogle bløde ledelsesgreb, du kan bruge. Helt gratis endda.
7 min.
En ældre kollega sidder med sine kolleger
Fastholdelse

5 gode råd: Sådan undgår du, at dine medarbejdere smutter

Folk skifter oftere job end tidligere. Og samtidig må virksomhederne kæmpe for at finde ny hænder. Derfor er der lige nu ekstra god grund til at forsøge at holde på de gode medarbejdere, du allerede har. Tre eksperter fortæller dig hvordan.
8 min.
Flere generationer i et lokale

Enighed på tværs af generationer: Sådan er den gode leder

Der er flere ligheder mellem de forskellige generationers syn på arbejdslivet, end de senere års debat om ikke mindst Generation Z har kunnet give indtryk af, viser ny, omfattende generationsanalyse. Det gælder også i spørgsmålet om god ledelse.
6 min.