Sådan har Nikolaj Jacobsen skabt en vinderkultur, alle ledere kan lære noget af

Da Nikolaj Jacobsen i 2017 blev træner for det danske herrelandshold i håndbold, kunne han ret hurtigt konstatere, at kulturen på holdet ikke helt var, hvor den skulle være. Selv om truppen talte etablerede verdensstjerner som Mikkel Hansen og Niklas Landin, havde holdet leveret svingende resultater gennem noget tid, og den nye træners diagnose var, at ambitionsniveauet hos spillerne ikke var højt nok.

»Jeg overtog et hold, hvor der simpelthen ikke blev arbejdet hårdt nok med tingene. Derfor sagde jeg meget direkte til spillerne, at hvis vi sammen skulle lykkes med at hæve barren, så vi kunne gå efter at vinde nogle medaljer, blev vi nødt til først at ændre kulturen på holdet og få noget mere kvalitet ind træningen. Det ramte nok deres ærekærhed og stolthed lidt, at jeg sagde sådan, men de købte ind på projektet,« siger Nikolaj Jacobsen til Lederstof.dk.

I dag – otte år efter han overtog jobbet som landstræner – er al snak om et for lavt ambitionsniveau forstummet.

Tværtimod har det danske herrelandshold for længst cementeret sin position som verdens bedste håndboldhold. Ifølge eksperterne måske endda det bedste hold gennem tiderne. De kolde facts taler for sig selv: Nikolaj Jacobsen har formået at gøre landsholdet til verdensmestre fire gange, ligesom holdet også har vundet guld ved OL. Undervejs er Nikolaj Jacobsen flere gange blevet kåret til verdens bedste træner.

»Jeg ved godt, at det kan lyde åndssvagt, men jeg har altid været vant til at vinde og kan ikke forestille mig andet. Og nej, jeg bliver aldrig træt af at vinde,« konstaterer Nikolaj Jacobsen.

Holdets største styrke er sammenhold og nærvær
Ifølge Nikolaj Jacobsen selv er en stor del af forklaringen på den succesfulde transformation, han og hans trænerteam er lykkedes med, at de har formået at skabe et miljø omkring holdet, hvor spillerne er trygge, og ’hvor der er nogle mennesker, der oprigtigt holder af dem og tager sig af dem’, som han udtrykker det.

»Og så har vi fået skabt en kultur, hvor vi ikke bare er tilfredse med at være her. Når vi er sammen i en uge, er det for hele tiden at dygtiggøre os og for at blive bedre, og det kræver, at vi hele tiden presser hinanden,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen, der tilføjer:

»Jeg tror rigtig meget på, at jo bedre man kender hinanden, desto større krav kan man tillade sig at stille, og jo mere positivt bliver de krav modtaget. En af holdets allerstørste styrker er netop det sammenhold og samvær, vi har med hinanden, også udenfor banen.«

Interesserer sig oprigtigt for mennesket
Noget af det hans egne spillere fremhæver, når de bliver bedt om at vurdere hans ledelsesmæssige kvaliteter, er, at han er dygtig til at få det bedste ud af alle sine spillere. Nogle gange ved at understøtte og motivere, andre gange ved at være en hård banan.

For Nikolaj Jacobsen selv er en af nøglerne at sætte sig godt og grundigt ind i de folk, man arbejder med. Først og fremmest omkring det håndboldmæssige, men også det personlige.

»Jeg håber og tror, at spillerne fornemmer, at de har en træner, som oprigtigt interesserer sig for dem, også som mennesker. Min ledelsesstil kan på nogle punkter virke hård, men det er vigtigt for mig at signalere, at min dør altid er åben, og at spillerne kan komme til mig med hvad som helst.«

Fordi han arbejder med spillere med forskellige personligheder – og på forskellige trin i karrieren – er han meget opmærksom på, at alle ikke skal behandles ens.

»Jeg mener selv, at jeg er god til at rumme mennesker og også til at rumme menneskers forskelligheder. Og jeg synes, at det er vigtigt, at man ikke putter alle ned i samme kasser. Alle skal have samme muligheder, men det er ikke ensbetydende med, at alle skal håndteres ens,« siger Nikolaj Jacobsen.

Spillerne: Stor grad af tillid
Det er en tilgang til ledelse, som hans spillere ubetinget køber ind på.

Emil Nielsen, der ofte fremhæves som verdens bedste målmand, beskriver Nikolaj Jacobsen som en træner, der er omgærdet af enorm respekt, og mener, at holdets succes i høj grad skyldes, at han har formået at skabe en kultur, hvor alle konstant presser hinanden helt vildt.

»Det kan kun lade sig gøre, fordi spillerne og trænerteamet har opbygget en stor grad af tillid til hinanden. Vi har sindssygt store forventninger til hinanden, men også sindssygt meget tillid til hinanden, og det er for mig at se nøglen til, at Nikolaj Jacobsen formår at få det bedste ud af os alle sammen,« lyder det fra Emil Nielsen.

’Benhårde krav’, men ’godt selskab’
En af de mest rutinerede spillere på landsholdet, venstre-backen Mads Mensah Larsen, der til daglig spiller for den tyske klub Flensborg-Handewitt, og som privat er en nær ven af Nikolaj Jacobsen, betegner ham som en træner, der stiller’ benhårde krav’, og som altid har ’en meget klar plan for det, han gerne vil’. Men som også er ’rigtigt godt selskab’.

»Det er meget tydeligt for os alle, hvad han gerne vil have til at ske. Men samtidig er han utroligt varm og skaber god stemning omkring sig. Og så har han en dejlig, dårlig humor,« lyder det fra Mads Mensah.

Det kommer nok ikke som noget chok for ret mange håndboldkendere – og i hvert fald ikke for spillerne – at Nikolaj Jacobsen også er en leder, der siger tingene præcist, som de er. Mange af dem har oplevet at få gevaldige skideballer for rullende tv-kameraer, typisk når de ikke har levet op til de aftaler, der var indgået på forhånd.

Skideballer er bare ’højtråbende kommunikation’
I Nikolaj Jacobsens egen optik er han blevet lidt mildere med årene, men hans temperament kan stadig slå gnister, hvis holdet eller enkelte spillere ikke leverer varen. Det ser dog nogle gange værre ud, end det er, understreger han.

»Når man skal kommunikere med en spiller foran 15.000 mennesker, bliver man nødt til at råbe. Så nogle af de gange, hvor det måske ligner, at jeg giver en skideballe, er det bare højtråbende kommunikation.«

Men nogle gange er det også netop en skideballe?

»Det er min opgave at holde spillerne til ilden. Og ja, nogle gange kræver det en reprimande eller en skideballe, hvis der lige skal strammes op på tingene.«

En af de yngre spillere på holdet, Mads Hoxer fra Aalborg Håndbold, er helt på det rene med, at han får klar besked af træneren, hvis han for eksempel ikke leverer det, der forventes til træning.

»Han er jo kun en hård træner, fordi han vil have det bedste frem i folk. Og måden at blive bedre på er at træne effektivt og klogt hver eneste gang,« siger Mads Hoxer.

Råber også ad etablerede stjerner
Emil Nielsen har heller ikke noget problem med, at træneren af og til skælder folk hæder og ære fra. Faktisk er noget af det, han beundrer allermest hos Nikolaj Jacobsen, at han ikke gør forskel på nogen.

»Han er fuldstændig ligeglad med, om det er en af de etablerede stjerner eller en spiller, som er med for første gang, han skælder ud. Da han en gang gav Mikkel Hansen en skideballe under en kamp, tænkte nogle af de lidt mere lavt rangerede spillere: ’Okay, når kan gøre sådan overfor Mikkel, må han også gerne udsætte mig for det.«

Nikolaj Jacobsen vurderer selv, at han oftere skælder stjernespillerne ud, uanset om der er noget, der skal korrigeres på træningsbanen eller i en afgørende kamp.

»Selvfølgelig kan de spillere, der ligger nederst i hierarkiet, også ryge ind i en skideballe, men det er sjældent, jeg går efter dem. Jeg skælder oftere toppen end bunden ud, for det er de bedste spillere, der stiller de største krav. Det har jeg ikke noget imod, men kravene går jo også den anden vej så.«

Bruger nedture konstruktivt og til at se indad
Selv om Nikolaj Jacobsen og hans spillere de senere år er blevet vant til at blive fejret på Rådhuspladsen af store, jublende folkemængder, har den 53-årige landsholdstræner ikke været forskånet for enkelte store nedture. Faktisk mener han selv, at det er (de heldigvis få) fiaskoer, der har udviklet ham mest som leder.

Det gælder også den klart største af dem: EM-slutrunden i Sverige i 2020. Året forinden var Danmark for første gang blevet verdensmestre, og de fleste regnede med, at holdet også ville tage EM-guldet. I stedet måtte Danmark skuffende forlade turneringen allerede efter det indledende gruppespil.

For Nikolaj Jacobsen blev det en vigtig lærestreg, og han formåede at bruge nedturen konstruktivt, først og fremmest ved at vende blikket indad.

»Når tingene ikke fungerer, kan jeg kun kigge et sted hen: På mig selv. Det er en del af min måde at være leder på, at jeg tager ansvaret på mig. Det er mig, der træffer beslutningerne, og derfor er det også mig, der skal blive dygtigere, så tingene fungerer bedre næste gang.«

’De andre hold vil også gerne vinde’
Efter EM i Sverige ændrede han sin tilgang til trænerjobbet på flere måder. Først og fremmest satte han sig for, at han aldrig igen ville opleve, at hans hold ikke havde noget kvalificeret modsvar på modstanderholdenes taktiske ændringer. Derfor begyndte han at bruge endnu flere (natte)timer på at se videobånd og udarbejde alskens taktiske raffinementer.

»Det gik op for mig, at de andre hold jo også gerne vil vinde, og at det ikke er en gangbar strategi at stå stille og være tilfreds med det niveau, du har, eller tro, at det, der virkede for et år siden, også virker året efter. Vi skal hele tiden udvikle os og dygtiggøre os, og det kræver knaldhårdt arbejde. Det var nok den vigtigste lærdom efter EM i Sverige.«

Som en helt konkret lære efter miseren i Sverige har landstræneren siden da sørget for altid at have en plan B, C, D eller E klar, hvis plan A ikke fungerer på banen, og der er brug for taktiske ændringer.

Generationsskifte gav et frisk pust
Lige så vigtigt besluttede han at gennemføre et generationsskifte på holdet langt tidligere, end planlagt.

»Hvis vi havde fået en fornuftig placering som nr. 5-8, havde jeg nok ventet lidt med at tage de unge drenge ind. Men i og med at vi fik sådan et rap over fingrene, valgte jeg at skifte en stor del af holdet ud.«

Håndboldfolket vil vide, at de nye spillere efterfølgende har udgjort grundstenen på det danske landshold. Ud over Mathias Gidsel drejer det sig om spillere som Simon Hald, Magnus Saugstrup, Emil Jakobsen og Emil Nielsen; alle navne, der meget hurtigt blev kernespillere på landsholdet, da de fik chancen.

»Jeg tror, at den friske vind og den energi, de unge kom ind på holdet med, også gjorde noget godt for nogle af de ældre spillere, som har været med i mange år. Det gav dem et frisk pust og noget ny energi,« lyder det fra landstræneren.

Bordtennisbord som samlingspunkt
Som et sidste og afgørende punkt gik Nikolaj Jacobsen også i gang med at arbejde endnu mere metodisk på at få spillerne til at opfatte sig som en sammentømret gruppe. Da han overtog holdet, var truppen delt op i tre uformelle grupper. Under træningsforløb og ved turneringer samledes de ældre og mest erfarne i hotelfoyeren for at spille kort. En anden gruppe spillede PlayStation med hinanden i timevis, og den sidste gruppe bestående af yngre og lidt introverte typer, holdt sig mest på deres værelser.

»Det gik op for mig, at vi stort set kun var sammen som gruppe, når vi spiste, trænede eller var til taktikmøder. Ud over det var spillerne delt op i de tre grupper,« siger Nikolaj Jacobsen.

Hvis han skulle formå at omdanne holdet til en slagkraftig enhed, indså han, at der skulle forandringer til. Løsningen blev noget så lavpraktisk som et fællesrum med et bordtennisbord.

»Nogle gange skal man ikke gøre tingene sværere, end de er, så jeg spenderede latterlige 3000 kroner på et bordtennisbord,« siger Nikolaj Jacobsen.

Tanken var at skabe et rum, hvor hele truppen kunne lære hinanden bedre at kende, og hvor det var lidt nemmere for de nye i selskabet at få kontakt til de ældre spillere. I den sammenhæng viste bordtennisbordet sig at være en genistreg. Bordet kom, siger Nikolaj Jacobsen, til at fungere som ’et fantastisk samlingspunkt’. Faktisk endte spillerne med at gå så meget op i de interne dyster, at nogle af dem købte bats med særlige belægninger for tusindvis af kroner.

»Det handler ikke så meget om at spille god bordtennis. Spillerne går kun op i at vinde, så de kan håne modstanderen,« siger landsholdstræneren.

Meget præcis forventningsafstemning
Når spillerne bliver bedt om at sætte lidt flere ord på, hvad der kendetegner deres træner som leder, fremhæver de netop, at hele truppen opfatter sig som en enhed i dag. Men de peger også på det vigtige i, at deres træner altid laver en meget præcis forventningsafstemning med spillerne. Inden en slutrunde fortæller han hver enkelt, om de skal regne med at spille fem eller 40 minutter hver kamp. Eller slet ikke.

»Det er utroligt vigtigt, at tingene er skåret klart ud på den måde. Fordi Nikolaj altid fortæller folk, hvad det er, han forventer af dem, har de noget konkret at arbejde ud fra,« siger Mads Mensah.

Ifølge Nikolaj Jacobsen selv er det utroligt vigtigt for ham som træner, at hans spillere kender deres roller og ved, hvad han forventer af dem. Specielt under en slutrunde, hvor 18-20 spillere er samlet i mange uger, og alle i sagens natur ikke kan få lige meget spilletid, kan der opstå uro i truppen, hvis en spiller er skuffet på egne vegne over ikke at spille nok.

»Specielt i den sidste uge, hvor alle er ved at være tyndslidte, går det ikke, at jeg har spillere, der er utilfredse over manglende spilletid. Derfor har jeg altid på forhånd en samtale med spillerne om, hvad det præcist er, jeg forventer,« siger Nikolaj Jacobsen.

Handler om de sidste decimaler
Hvis han på trods af de klare linjer oplever, at en spiller går og surmuler, slår han ned på det. Decideret klynk gider han ikke høre på, og han kan derfor finde på at bede en utilfreds spiller gå op på sit værelse og skrige ned i puden en halv times tid, at træneren er en kæmpe idiot.

»Når han kommer tilbage, er det okay, hvis han fortsat er skuffet, så længe det ikke smitter negativt af på resten af truppen. Jeg minder typisk også lige om, at det altså ikke altid er nemt at være på det bedste hold i verden. Der er nogle af verdens bedste spillere, som ikke altid får så meget spilletid, som de gerne vil.«

I sidste ende handler det vel om at sikre, at de berømte marginaler altid er på jeres side?

»Netop. I de afgørende kampe er det nogle gange et mål eller to, der afgør det hele. Hvis vi har bare et par elementer, der suger energi ud af holdet, kan det være, at det er det, der bliver afgørende for, om vi vinder eller taber.«

’Husk altid at give folk chancen’
Som en vigtig tilføjelse understreger Nikolaj Jacobsen, at de aftaler, han indgår med spillerne inden en slutrunde, ikke er mejslet i sten. Det var for eksempel tilfældet, da Mathias Gidsel i 2021 kom med til VM i Cairo på yderste mandat, og kun fordi holdet fik lov at udtage to ekstra spillere på grund af corona-pandemien. Noget tid inden afrejsen fortalte Nikolaj Jacobsen den unge spiller, at han kun var med for at lære, men ikke nødvendigvis fik kamptid overhovedet.

Som mange håndboldfans sikkert kan huske, blev Mathias Gidsel en af de bærende kræfter på holdet og spillede stort set fuld tid på det hold, der vandt VM-sølv. Han blev ovenikøbet kåret til turneringens bedste højre back og har efterfølgende vundet prisen som verdens bedste spiller to gange. For Nikolaj Jacobsen er den eksplosive udvikling, Mathias Gidsel udviste, en vigtig reminder om, at man som leder ikke må afskrive nogen på forhånd.

»Man skal altid huske at give folk chancen. Det er Mathias Gidsel et fantastisk eksempel på.«

’Det bedste job i verden’
Mathias Gidsel er kun 26, og fordi mange af de andre stamspillere også fortsat er meget unge, mener Nikolaj Jacobsen, at Danmark har gode forudsætninger for at kunne sætte sit præg på international håndbold mange år endnu.

Nikolaj Jacobsen har også selv mange flere år i sig. Han har en kontrakt, der løber frem til 2030, men bedyrer, at han fortsat har en stålfast vilje til at fastholde – og udbygge – landsholdets aktuelle position som verdens bedste håndboldhold.

Det lyder som om, du næsten kan garantere, at der er flere guldmedaljer på vej de kommende år?

»Med den trup, vi har, og den alder, spillerne har, er der ingen tvivl om, at vi vil slås om guldmedaljerne de næste mange år. Kvaliteten er der. Om vi så vinder flere titler, det ved man ikke. Det er også derfor, jeg altid siger til spillerne, at de skal huske at nyde det, når vi har vundet en turnering. Man ved aldrig, om de kommer til at opleve det igen.«

Du har sammen med holdet allerede vundet alt, der er værd at vinde. Hvad gør du for at sikre, at sulten efter nye titler ikke forsvinder en dag, at ilden brænder ud?

»Som 53-årig oplever jeg ikke, at min krop bliver yngre af at være sammen med de her unge spillere, men det gør mit hoved og mit sind. For mig er det stort privilegium at arbejde med nogle unge mennesker, der vil være de bedste i verden, og få lov til at forme dem og hjælpe dem på vej til, at de forhåbentlig får nogle de største oplevelser i deres liv. Så jeg har det bedste job i verden og skal bestemt ikke andre steder hen,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen.