3500 virksomheder bidrager til Forsvaret
Han var selv en af arkitekterne bag den aftale, som en række store virksomheder - Danfoss, Danske Bank, DSB, Netcompany og Salling Group - i 2023 indgik med staten, og som betyder, at medarbejdere, der er reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet m.m., får fri med løn i minimum fem dage om året til at gøre tjeneste.
Da aftalen blev underskrevet, slog Danske Banks HR-direktør, Karsten Breum, fast, at banken rigtig gerne ville støtte op om de medarbejdere, »der bidrager, når udfordringer eller kriser rammer os, og som stiller op, når Danmark har brug for det.«
»Det ser vi som en naturlig og vigtig del af vores samfundsansvar,« lød det dengang fra Karsten Breum.
Samarbejdet er formelt indgået med InterForce, som er en organisation tilknyttet Forsvaret, der arbejder for, at danske virksomheder støtter op om forsvaret af Danmark. Ifølge InterForces egne tal er over 3.700 virksomheder i dag medlemmer, mens mere end 170 har status af støttevirksomheder, der giver ledere og medarbejdere fri med løn i minimum fem dage om året til at gøre tjeneste. Ud af de 170 virksomheder findes nogle af Danmarks største arbejdsgivere, herunder Novo Nordisk, Bestseller, Carlsberg og A.P. Møller - Mærsk.
Der findes ikke tal for, hvor mange ledere der benytter ordningen, men ifølge InterForces formand, Henrik Dam Kristensen, er interessen fra erhvervslivet steget markant de seneste år.
»InterForce har voldsom succes og fremgang i de her år. Vi oplever, at mange virksomheder synes, det er fornuftigt at blive medlem. Og når vi for eksempel udbyder besøg på kaserner, bliver de udsolgt på ingen tid – også blandt ledere på et niveau, hvor jeg ved, at de har meget stramme kalendere, men alligevel vælger at prioritere det,« siger Henrik Dam Kristensen.