Karina Wøbbe leder 850 soldater ved NATO’s østlige flanke: »Vi kan ikke opbygge fremtidens forsvar med gårsdagens måde at lede soldater på«

Hun følte egentlig, at hun havde forberedt sig på opgaven, så godt hun kunne. Men da oberstløjtnant Karina Wøbbe stod klar til afgang sammen med sine soldater i Kastrup Lufthavn den 4. august i år, fik hun alligevel en klump i maven.

»Det gik lige i hjertekulen, da jeg så mine soldater sammen med alle deres pårørende, de skulle sige farvel til. Flere af dem havde små børn på armen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hold nu op, det er et kæmpe ansvar, jeg har fået.«

Afrejsen til Letland ligger seks uger tilbage, da Lederstof møder Karina Wøbbe i Camp Valdemar, og klumpen i maven er afløst af en ro, hun ikke havde i Kastrup. Ikke fordi ansvaret er blevet mindre. Men fordi hun nu har set sine soldater fra DANCON/FLF03 i arbejde og ved, hvad hendes bataljon kan.

»Jeg har et superstærkt hold med hernede, et samlet hold. Det giver en god ro i maven.«

Berolige Letland og afskrække Rusland
Det er mandag formiddag, da hun tager imod ved den bevogtede indgang til Camp Valdemar. På vej gennem basen mod hendes kontor hilser hun på alle de danske soldater, vi møder undervejs.

»Hej, hej« og »halløj« lyder det uformelt frem og tilbage, mens Karina Wøbbe forklarer, hvordan basen er indrettet, og hvad de danske soldater er sendt til Letland for at gøre.

Opgaven kan koges ned til tre engelske ord, der går igen i stort set alt, hvad bataljonen foretager sig: reassure, deter, defend. De skal berolige den lettiske befolkning ved at vise, at NATO er til stede, afskrække Rusland og i sidste ende være klar til at forsvare landet.

»Vi er her for at vise letterne, at NATO er her, at vi er klar til at hjælpe med at forsvare Letland, og at vi i sidste ende er klar til at kæmpe,« siger Karina Wøbbe, der beskriver bataljonens rolle som »en lille bitte brik i et kæmpestort spil.«

»Vi er første stopklods i forhold til Europas sikkerhed. Men tager man de nationale briller på, så gør vi jo også det her for Danmarks sikkerhed. Soldaterne kan håndtere rigtig, rigtig mange ting, når de kan se, at det er det, der er meningen med opgaven.«

Den russiske grænse ligger omkring 200 kilometer mod øst, og meget af bataljonens træning foregår helt tæt på grænsen. Rusland har, siger Karina Wøbbe, »uhyggeligt godt styr på«, hvad der sker i grænseområdet.

»Når vi er ude tæt på grænsen, bliver vores systemer ofte jammet, så vi er ikke i tvivl om, at de følger med.«

Kamptropper har også brug for trivsel
Hendes spartansk indrettede kontor rummer et stort Dannebrogsflag og nogle få personlige ejendele. Mest iøjnefaldende er en omkring 60 centimeter høj granat fra en Leopard-kampvogn med en fødselsdagshilsen til ‘79’, hendes militære kaldenavn.

»Den fik jeg af nogle af kampvognssoldaterne, da jeg havde fødselsdag i sidste uge,« siger hun med et smil.

Bag den uformelle omgangstone ligger en ledelsesopgave med en alvor, de færreste danske ledere kommer i nærheden af. Karina Wøbbe skal gøre sine soldater klar til i yderste konsekvens at gå i krig, slå ihjel og risikere livet. Samtidig bruger hun mange kræfter på trivsel, psykologisk tryghed og på at skabe et miljø, hvor soldaterne tør sige hende imod, så de bedste beslutninger kan træffes – når tiden er til rådighed.

For Karina Wøbbe hænger de to ting tæt sammen. Hvis hendes bataljon skal kunne fungere, hvis det en dag bliver alvor, kræver det både stærke soldater og et stærkt fællesskab.

»Det er en holdsport at gå i krig, og et hold er baseret på tillid,« siger hun.

Moralen var ikke, hvor hun ønskede den
Den direkte sammenhæng mellem trivsel og kampkraft stod for alvor klart for Karina Wøbbe, da hun for godt tre år siden overtog 1. Panserinfanteribataljon.

Bataljonen var netop kommet hjem fra en udsendelse, hvor arbejdspresset havde været højt, og hun kunne mærke, at moralen ikke var dér, hvor hun ønskede den. Samtidig vidste soldaterne allerede, at der ventede endnu en stor opgave, nemlig den mission, der nu har ført dem til Letland.

»Jeg kunne tydeligt fornemme, at der var behov for at få rettet op på noget. Men jeg havde ikke selv de værktøjer, jeg skulle bruge,« fortæller hun og tilføjer: »Der er ingen bataljon uden mine soldater, og derfor skal jeg gøre alt for at passe på dem og skabe de vilkår, som de skal bruge for at kunne udføre opgaven. Her måtte jeg konstatere, at hvis jeg reelt ville investere i mandskabet, havde jeg brug for hjælp udefra.«

Da hun rakte ud til Forsvarets Personelkommando, var timingen god. Her stod man netop foran at sætte et nyt projekt i gang om håndtering af belastning og stress, og Karina Wøbbes bataljon blev testenhed. En ekspertgruppe gik i gang med at afdække, hvad der psykisk pressede soldaterne i hverdagen, og hvad de havde brug for. Det blev begyndelsen på et forløb, der har strakt sig over mere end to år.

Et centralt mål har været at give soldaterne et fælles sprog for belastning og stress. Blandt andet bruger de farverne grøn, gul og rød til at beskrive, hvor pressede de er, og har fået konkrete værktøjer til, hvad de kan gøre, når belastningen bliver for stor.

Også Karina Wøbbe selv bruger værktøjerne. Den seneste måned i Letland har krævet en ekstra indsats, fordi ansvaret naturligt forpligter, og det kan til tiden mærkes.

»Det har også gjort det acceptabelt for mig selv at tænke over de her ting. For hvordan får man lige det her til at hænge sammen med at være kampsoldat?«

Ikke samme macho-filter som tidligere
For hende ligger en del af svaret i, at den generation soldater, hun leder i dag, er anderledes end den, hun selv tilhørte, da hun begyndte i Forsvaret for 24 år siden.

»De unge soldater, vi arbejder med i dag, har ikke det macho-filter, som der var tidligere. Det er okay at sige, at man ikke har kunnet sove, at man er presset eller at kæresten er sur, fordi man ikke har kunnet hjælpe med børnene de sidste mange uger. Det er helt acceptabelt.«

Hun siger det ikke som en kritik. Tværtimod oplever hun, at mange af de unge soldater er langt bedre til at sætte ord på, hvad der påvirker dem. Til gengæld stiller det andre krav til deres chefer. Hvis Forsvaret vil fastholde dem, er det helt afgørende, mener hun, at lederne bliver skarpere til blandt andet at forventningsafstemme og skabe rammer, hvor arbejde og privatliv kan hænge sammen. Som eksempel nævner hun, at hvis hun sender noget videre om aftenen, gør hun eksplicit opmærksom på, at hun først forventer svar næste arbejdsdag.

»Kamptropper er mest kendt for noget andet end at udvise omsorg, men den del er mere legitim i dag, og det skal vi forholde os til. Vi kan ikke opbygge fremtidens forsvar med gårsdagens måde at lede soldater på,« siger Karina Wøbbe og nævner som eksempel, at nogle af hendes soldater er begyndt at spørge, hvordan hun har det.

»Det ville aldrig være sket, da jeg startede i Forsvaret, og nogle vil måske stadig mene, at det er for meget. Men det er sådan, kulturen er i dag.«

Bedre soldat af at have styr på sig selv først
For Karina Wøbbe handler det ikke om at pakke kampsoldaterne ind i vat. De træner fortsat til i yderste konsekvens at skulle slå ihjel og risikere deres eget liv. Men hendes pointe er, at en soldat ikke bliver mindre kampklar af at kende sine egne reaktioner.

»Det er min påstand, at man kun bliver en bedre soldat, hvis man har styr på sig selv først. Derfor har jeg også brugt meget tid på at skabe psykologisk tryghed på tværs i bataljonen,« lyder det fra Karina Wøbbe.

Hendes syn på ledelse viser sig også i små, konkrete beslutninger i Camp Valdemar. Når soldaterne for eksempel vender hjem fra en øvelse, materiellet er på plads, og dagens opgaver er løst, behøver de ikke blive inden for lejrens militære rammer. De kan skifte til civilt tøj, tage ind til den nærliggende by for at gå i biografen eller drikke en cola. Og indimellem får de lov til at drikke en øl i det fælles opholdsrum – med tyk streg under én.

»Jeg tror, det er vigtigt at turde løsne lidt op for de regler, man leder og styrer efter. Soldaterne skal også kunne holde fri. Det bygger på tillid, ordentlighed og sund fornuft.«

Forventer modspil, men det er ikke en diskussionsklub
At Karina Wøbbe lægger vægt på psykologisk tryghed betyder ikke, at alle beslutninger skal træffes i fællesskab, eller at hun ikke kan sætte foden ned. Tværtimod er hun meget bevidst om, at der kommer et tidspunkt, hvor diskussionen stopper, og hun som chef tager ansvaret.

»Jeg er ikke ekspert, men sammen er vi eksperter. Jeg er naturligvis den, der har det sidste ord eller træffer beslutningen. Det er jeg helt klar over, og det forpligter.«

Hun forventer, at hendes underordnede siger hende imod, hvis de mener, at hun er på vej i den forkerte retning.

»Vi er ikke en diskussionsklub. Men jeg vil altid gerne høre argumenterne, så mine beslutninger bliver truffet på et så solidt grundlag som muligt.«

I sidste ende kan Karina Wøbbe være nødt til at træffe beslutninger, der sender mennesker, hun kender, ind i en kamp, hvor de kan blive dræbt. Det ansvar har hun et meget enkelt princip for.

»Jeg kommer aldrig til at sætte mine soldater til noget, som jeg ikke selv er klar på.«

Det siger hun både med ydmyghed over for opgaven og med tillid til de soldater, hun har med sig. Men der kan også opstå situationer, hvor tiden ikke tillader lange diskussioner. Og her gælder et andet princip:

»I min verden er det vigtigere at træffe en beslutning i rette tid end at træffe den totalt gennemanalyserede beslutning for sent. Man kan altid få mere at vide, afsøge flere muligheder og inddrage flere eksperter. Men det er fuldstændig ligegyldigt, hvis de soldater, der står derude, ikke får den løsning, de har brug for.«

Tilliden skulle genoprettes
Netop den tillid blev sat på prøve allerede inden udsendelsen til Letland.

Oprindeligt havde soldaterne forberedt sig på at være væk hjemmefra i fire måneder. Men missionen blev forlænget til seks måneder og kommer dermed til at strække sig hen over julen.

For mange af soldaterne var det langt mere end en mindre kalenderændring.

»Mange havde lavet en tetrisplan for de fire måneder, hvor de havde trukket på venner og familie for at få det hele til at gå op. Når man så begynder at rokke ved rammerne, vælter det hele.«

Forlængelsen skabte frustration og uro i bataljonen. Karina Wøbbe fortæller, at hun og hendes ledere måtte bruge meget tid på at håndtere reaktionen.

Hun kunne ikke ændre beslutningen. Men hun kunne være ærlig om konsekvenserne og forsøge at sikre, at soldaterne og deres familier blev behandlet ordentligt.

»Jeg forstår godt, at det er noget skrammel. Jeg forstår godt frustrationen. Men vi bliver også nødt til at finde en løsning, for den her opgave skal løses.«

Besluttede som femårig at blive soldat
Inspireret af sin morfar, der var officer, besluttede hun allerede som femårig, at hun ville være soldat.

»Min morfar har altid været min helt store inspiration og mit forbillede. Og på grund af ham har jeg bare altid vidst, at det var det, jeg ville,« siger Karina Wøbbe.

Men selv om hun aldrig var i tvivl om, at hun hørte hjemme i Forsvaret, var det ikke altid let.

»Kulturen var en anden«, som hun diplomatisk udtrykker det. »Det var ikke alle, der syntes, at vi kvinder passede ind i Forsvaret. Men man kan enten give op eller bide det i sig, græde derhjemme og gøre det bedste, man kan, når man har uniformen på. Jeg valgte det sidste.«

I dag er hun nået til en position, ingen dansk kvinde har haft før: Hun leder en dansk kampbataljon på en international mission.

Selv bryder hun sig på ingen måde om, at kønnet bliver gjort til hovedhistorien. Da bataljonen rejste fra Danmark, blev hun både vred og skuffet over, at dele af omtalen kom til at handle mere om, at chefen var en kvinde, end om de soldater og den opgave, de var på vej ud for at løse.

Alligevel ved hun godt, at hendes position har betydning.

»Jeg har aldrig set mig selv som en rollemodel, men jeg ved også godt, at jeg er det. Og hvis jeg ved at sidde her kan vise de kvinder, der er i Forsvaret – og dem, der kommer ind nu – at man kan, hvad man vil, så betyder det selvfølgelig noget.«

»Der er altid en privat pris«
Når samtalen falder på den pris, hun selv betaler for at være udsendt, nævner hun som det første, at ansvaret for soldaterne overskygger alt andet. Men samtidig lægger hun ikke skjul på, at hun savner hverdagen, familien og vennerne derhjemme. Og ikke mindst friheden til selv at bestemme over sin tid.

»Der er altid en privat pris. Det har der været, hver gang jeg er taget afsted. Men jeg kender vilkårene, og jeg har selv valgt det, fordi jeg gerne vil gøre en forskel,« siger Karina Wøbbe.

Hun er meget bevidst om, at hun ikke kan tillade sig bare at køre sig selv i bund. Hun kan kun løse opgaven, hvis hun passer på sig selv. Så når vækkeuret ringer klokken 04.45, starter dagen altid med et besøg i træningslokalet.

»Det gør jeg, fordi der er mange herovre, der regner med mig og er afhængige af, at jeg kan træffe de rigtige beslutninger. Jeg ved heldigvis, at jeg kan håndtere rigtig meget.«

Når hun efter planen sætter kurs mod Danmark igen sammen med sin bataljon efter nytår, har hun formuleret nogle meget specifikke succeskriterier, som skal være opfyldt til den tid. Hun kommer ikke til at måle på, hvor mange øvelser bataljonen har gennemført, eller hvor mange kilometer den har kørt tæt på den russiske grænse.

Hun har sat sig tre helt andre mål: Holdet skal være stærkere, end da det tog afsted. Soldaterne skal være stolte af den indsats, de har leveret, og opleve, at tiden i Letland gav mening. Og de allierede skal stå tilbage med en oplevelse af, at danskerne gjorde en forskel.

»De skal kunne se og mærke, at vi er dygtige, at vi har gjort os umage, og at de har kunnet regne med os. Hvis det lykkes, er jeg også selv lykkedes som chef.«