Pernille droppede det attraktive topjob, da hun mødte en ung nepalesisk prostitueret på et bordel i Indien

Pernille Kruse Madsen var egentlig på toppen af sin karriere. Hun havde landet et attraktivt job i en af Danmarks største og mest respekterede virksomheder, og havde et hektisk, men privilegeret arbejdsliv, med interessante faglige udfordringer, fremragende løn og masser af rejser.

Men der var noget, der manglede.

Mens den ene arbejdsdag tog den anden, blev hun ramt af, hvad hun i dag betegner som 'en voksende fornemmelse af meningsløshed'.

»Jeg kunne ikke helt sætte ord på det, men jeg havde en underlig følelse af tomhed, og havde en fornemmelse af, at der måtte være en anden måde at bruge sit liv på.«

Følelsen voksede sig så stærk, at hun som 33-årig tog en drastisk beslutning. Hun sagde sit job som chefjurist i Maersk Drilling op, lejede sin lejlighed ud, solgte alt sit habengut og købte en enkeltbillet til Australien.

»Jeg kunne mærke et behov inde i mig selv for at finde noget, som jeg virkeligt kunne brænde for og lægge al min passion i,« siger Pernille Kruse Madsen.

I dag kan man roligt konstatere, at hun fik sit ønske om et radikalt anderledes arbejdsliv opfyldt. Siden 2014 har hun stået i spidsen for sin egen NGO, Human Practice Foundation, der har bygget 150 skoler i Nepal og Kenya, sikret skolegang for 70.000 børn og rejst 325 millioner kroner i donationer.

»Mange af de børn, vi hjælper, ville være endt i børnearbejde eller prostitution. Vi giver dem og deres familie en chance for at bryde det mønster,« siger Pernille Kruse Madsen.

Hvor hun i de første år optrådte som en enmandshær, har hun i dag 140 medarbejdere under sig, og et tæt samarbejde med en række af Nordens tungeste erhvervsprofiler, der deler hendes ultimative ambition, nemlig at gøre Human Practice Foundation til ’verdens bedste NGO’.

»Det er det, vi arbejder hen imod hver eneste dag,« lyder det fra Pernille Kruse Madsen.

Et lidt mærkeligt barn
For at forstå, hvorfor hun valgte den klassiske karriere- og leder vej fra til fordel for et liv, viet til at hjælpe nogle af verdens fattigste og mest udsatte, bliver man nødt til at vide lidt om hendes baggrund.

Den i dag 46-årige NGO-stifter voksede op i Nordsjælland med to advokater som forældre. Det var et ambitiøst hjem, erindrer Pernille Kruse Madsen, der beskriver sig selv som 'det lidt mærkelige barn', der ikke kunne sidde stille i skolen og meget hellere ville være ude i naturen og hos hestene.

»Jeg stak lidt ud både socialt og fagligt. Jeg havde svært ved at læse, fordi jeg var ordblind, og fik ekstraundervisning,« siger hun.

I dag ville hun formentlig være blevet udredt og have fået 'en bunke bogstaver' sat på sig, mener hun selv. Men dengang fandt hun sin egen vej.

Hun opdagede, at hun havde en ekstremt god hukommelse, og den hjalp hende først igennem gymnasiet, derefter jurastudiet og endelig til et job i et af landets førende advokatfirmaer, Gorrissen Federspiel. Med en HD i finansiering som supplement kom der yderligere fart i karrieren. Hun skiftede først til Horten Advokater og landede derefter det attraktive job som Senior Legal Council i Maersk Drilling.

Det hele kørte med andre ord på skinner. Lige indtil behovet for at genopfinde sig selv ramte hende så hårdt, at hun forlod Danmark på en enkeltbillet.

Dengang arbejdede hun først frivilligt i nødhjælpsorganisationer i Australien nogle måneder, inden turen gik videre til Østen, hvor hun blandt andet arbejdede ulønnet på et børnehjem i Nepal.

Undervejs gennemførte hun et 12 dages stille meditationsretreat i Himalaya, hvor hun for første gang fik en fornemmelse af, at hun skulle lede efter meningsfuldheden inde i sig selv.

»Det bekræftede mig i, at det ikke er karrieren, lønnen eller bonusordningerne, der er det vigtige for mig. Det er at gøre en forskel.«

Kniv i hjertet på bordel
Kort efter fik den indre rejse en ydre retning.

Under et ophold i New Delhi i Indien besøgte hun Red Light District og så, hvordan unge nepalesiske piger levede usle tilværelser i prostitution. På et af bordellerne fik hun øjenkontakt med en ung prostitueret, der sad i et usselt kammer med et tomt og fortabt blik. Det gav hende et stik i hjertet, der aldrig rigtig forlod hende.

»Lige der gik det op for mig, hvad jeg skulle bruge mit liv på, nemlig at hjælpe piger som hende.«

Ikke lang tid efter Indien-opholdet stødte hun tilfældigt ind i en af Sveriges mest magtfulde erhvervsledere, Lars Förberg, stifter og managing partner i hedgefonden Cevian. Da hun fortalte om sin oplevelse med den nepalesiske pige og om behovet for at skabe en NGO, der kunne hjælpe, lovede han at stille sin tid og sit netværk til rådighed.

Lige siden har Pernille Kruse Madsen samarbejdet med en lang række prominente erhvervsfolk, for eksempel den nu afdøde formand for Danske Bank og B&O, Ole Andersen, der tidligt i processen blev hendes mentor.

Da hun i 2014 stiftede Human Practice Foundation, var tanken fra starten at bygge noget op, der adskilte sig markant fra andre godgørende institutioner.

»Jeg havde på tæt hold oplevet, hvordan de store nødhjælpsorganisationer arbejder, og var optaget af finde en model, hvor pengene gik ubeskåret til dem, der har behov for det.«

Sammen med sine mentorer lavede hun derfor et setup, hvor alle driftsudgifter i NGO'en finansieres af en gruppe 'Founding Fathers', primært erhvervsledere i den helt tunge kategori. Det betyder, at hver eneste krone, der hentes ind via donationer fra fonde og myndigheder, går direkte og ubeskåret til projekterne.

Markant anden ledelsesrolle
I den første tid var hun den eneste fastansatte i Danmark, og alt - fra økonomi til fundraising og strategi - landede på hendes bord. Det fungerede så længe organisationen var lille. Men efterhånden som ambitionerne voksede, blev det også klart, at der var brug for en anden måde at lede på.

»Jeg har først og fremmest skullet lære at uddelegere. I dag har jeg gode folk omkring mig, som jeg stoler på, og som har tid til at dykke ned i tingene og tage de gode beslutninger,« fortæller Pernille Kruse Madsen.

Det er ikke en proces, der er kommet naturligt til hende. Som iværksætter var hun vant til at sidde med alle beslutninger selv, og havde svært ved at give slip. Det blev især tydeligt, da hun begyndte at ansætte de første rigtige medarbejdere og ledere. I starten var det nemmest for hende at have unge medarbejdere omkring sig, indrømmer hun.

»Unge medarbejdere er lidt nemmere. Man kan fortælle dem, hvad de skal gøre, og så gør de det.«

Passer på med at mikrostyre
I dag er organisationen skruet meget anderledes sammen. Ledergruppen udgøres af erfarne mænd og kvinder på samme alder, som hende selv, eller ældre. Og de har ifølge Pernille Kruse Madsen selv store frihedsgrader til at træffe beslutninger på egen hånd.

»I dag kan jeg se, hvor vigtigt det er at få mennesker ind, der kan og vil tage et ansvar og som arbejder selvstændigt. Mit job i dag er at sikre, at vi går den samme vej og fortsætter med at være lige så ambitiøse, som i den første tid.«

At uddelegere er dog fortsat en disciplin, hun skal øve sig på.

»Kunsten er at være tæt på, men ikke for tæt. For så mikrostyrer man, og så kan organisationen ikke vokse.«

I dag mener hun, at den måske vigtigste del af hendes lederrolle handler om at være den, der sikrer, at organisationen holder fast i de oprindelige værdier. Hver dag arbejder hun på at videreføre den kultur, som fonden blev bygget på, og som hun mener er Human Practice Foundations vigtigste konkurrencefordel.

»Når en organisation vokser meget hurtigt, opstår der typisk et pres for, at den skal komme til at ligne alle de andre - med alt for meget bureaukrati og manualer og retningslinjer om alt mellem himmel og jord.«

Det er noget, hun kæmper aktivt imod, også når nye medarbejdere spørger hende, hvorfor der ikke er udarbejdet policies om alle mulige og umulige problemstillinger.

»Min bestyrelsesformand og jeg er helt enige om, at vi har så stærk en kultur, at vi ikke behøver udførlige retningslinjer for dit og dat. De nye medarbejdere skal egentlig bare vide, at vi passer på pengene, og at vi gør os umage.«

Mareridt at blive som alle andre
Selvfølgelig er der områder, hvor det er nødvendigt at skrive tingene ned, understreger hun, for eksempel når det gælder sikkerheden for medarbejdere og de børn, de hjælper. Men Pernille Kruse Madsen er konstant opmærksom på ikke at lade organisationen drukne i regler for reglernes egen skyld.

»Hvis vi ikke holder det for døren, vokser det vildt. Og så bruger folk tid på at læse reglerne i stedet for at gøre det, vi er her for.«

Hendes mareridtsscenarie som leder er, at Human Practice Foundation om 10-20 år ligner enhver anden stor NGO.

»Så har jeg fejlet big time. Hvis vi ender med at ligne UNICEF, kunne jeg jo lige så godt bare have valgt at støtte eller arbejde for dem.«

Risiko at brænde ud
Undervejs i processen har Pernille Kruse Madsen også måttet ændre sin tilgang til ledelse på det mere personlige plan.

»Jeg stiller helt sikkert store krav, og jeg er også ret kompromisløs, og skal derfor passe på med ikke at blive en for krævende chef. Det er klart en risiko, når man går til opgaven med så meget passion, som jeg gør.«

Faktisk mener hun selv, at hun er blevet markant nemmere at arbejde for med årene. Ikke fordi hun stiller færre krav, men fordi hun er blevet bedre til at være tydelig omkring dem, og bedre til at passe på sig selv.

Det var – som det meste i hendes liv og karriere – en proces, der begyndte med hende selv. Hun opdagede på et tidspunkt, at hun ikke var den bedste udgave af sig selv, når kalenderen konstant var overfyldt, og hun ikke gav sig selv mulighed for at lade batterierne op igen.

»Det gik op for mig, at jeg ikke er så god som leder, når jeg selv får for travlt. Så jeg er meget bevidst om, at jeg skal bevare mit eget overskud, mit eget overblik og min egen hjertevarme.«

Fælles meditation mandag morgen
Det er også derfor hele organisationen har indført en fast praksis med meditation hver mandag morgen. Før hun og hendes lederteams i København, Kenya og Nepal begynder at tale forretning og konkrete projekter, tager de over storskærmen del i en fælles meditationsseance, efterfulgt af en runde, hvor alle deler, hvad den forløbne uge har budt på af både highlights og hovedbrud, også på det personlige plan.

»Vi starter altid med at tjekke ind sammen, så vi kan mærke jorden og bare være til stede. Det er vigtigt, at man ikke bare er oppe i hovedet,« siger Pernille Kruse Madsen.

Mandagsmeditationen er ikke kun en hyggelig vane. Det er ifølge Pernille Kruse Madsen selv et vigtigst ledelsesværktøj.

»At være leder starter med at lede sig selv, og du kan ikke give noget, du ikke ejer selv. Derfor er det så vigtigt selv at have overskud og have nærvær som leder,« siger hun.

Utålmodig og ambitiøs
At hun i høj grad har brug for at grounde sig selv, er noget, hun er blevet mere og mere bevidst om.

»Jeg er enormt utålmodig og jeg er enormt ambitiøs og har efterhånden lært, at jeg skal passe på, at den ild, der brænder i mig, ikke brænder mig selv og mine medarbejdere ud.«

For hende er meditationen en investering i, at hun selv og folkene omkring hende kan møde dagen og medarbejderne fra det rette sted.

»For mig er god ledelse i virkeligheden også at være grounded i sig selv, og så lede derfra. Men det er en livslang øvelse for mig selv, og jeg får rigtig meget coaching for at blive endnu bedre til at finde den balance.«

Har valgt familielivet fra
Selv om hun valgte karrieren som topadvokat fra, har den passion, der fik hende til at bygge Human Practice Foundation op fra bunden, også defineret hendes private liv.

Hun arbejder mere end nogensinde, tager ofte på lange, strabadserende rejser, og hun har stadig søvnløse nætter, hvis der er noget i fonden, hun synes ikke fungerer, som det skal. Af samme årsag har hun truffet et bevidst fravalg af at få sine egne børn.

»Jeg har ikke selv fået en familie. Til gengæld har jeg et meget stort og tæt netværk, og har fået en masse skønne mennesker ind i mit liv gennem Human Practice Foundation.«

Hun er blevet bedre til at passe på sig selv, siger hun, men har helt grundlæggende affundet sig med, at hun ikke har - og aldrig kommer til få – en normal tilværelse i klassisk forstand.

»Det er jeg helt afklaret med. Hvis man gør noget, der gør én rigtig glad, og man samtidig husker at passe på sig selv – spiser sundt, har nogle få dybe relationer og bruger sin fritid på noget, der giver én energi - så er det også en form for balance.«

Måske vigtigst af alt er hun omgivet af mennesker, der både har deres egen passion og tror på hendes. Det er et kæmpe privilegium, siger hun.

»Jeg tjener ikke kæmpe mange penge i det her. Men til gengæld er jeg rig i det, jeg gør,« siger Pernille Kruse Madsen og skærer en grimasse i samme øjeblik, hun har færdiggjort sætningen. Måske fordi hun godt selv kan høre, at formuleringen er lige corny nok.

»Det lyder jo som en rædsom kliché, men det er jo faktisk sådan, jeg føler.«