1920x960_PernilleKruse-TOP
Pernille Kruse Madsen troede i mange år, at drømmen var et velbetalt job som advokat, men fandt ud af, af hendes egentlige drivkraft er at hjælpe børn ud af fattigdom. Foto: Christian Als
LEDELSE MED PASSION

Pernille droppede det attraktive topjob, da hun mødte en ung nepalesisk prostitueret på et bordel i Indien

4. juni 2026

Pernille Kruse Madsens karriere som topadvokat i Mærsk, tog en uventet drejning på et bordel i New Delhi. Hendes jagt på mere mening fik hende til at stifte en NGO, der i dag har bygget 155 skoler i Nepal og Kenya. Passionen, der startede det hele, er samtidig blevet hendes måske største ledelsesudfordring.

Gå til Action card

Pernille Kruse Madsen var egentlig på toppen af sin karriere. Hun havde landet et attraktivt job i en af Danmarks største og mest respekterede virksomheder, og havde et hektisk, men privilegeret arbejdsliv, med interessante faglige udfordringer, fremragende løn og masser af rejser.

Men der var noget, der manglede.

Mens den ene arbejdsdag tog den anden, blev hun ramt af, hvad hun i dag betegner som 'en voksende fornemmelse af meningsløshed'.

»Jeg kunne ikke helt sætte ord på det, men jeg havde en underlig følelse af tomhed, og havde en fornemmelse af, at der måtte være en anden måde at bruge sit liv på.«

Følelsen voksede sig så stærk, at hun som 33-årig tog en drastisk beslutning. Hun sagde sit job som chefjurist i Maersk Drilling op, lejede sin lejlighed ud, solgte alt sit habengut og købte en enkeltbillet til Australien.

»Jeg kunne mærke et behov inde i mig selv for at finde noget, som jeg virkeligt kunne brænde for og lægge al min passion i,« siger Pernille Kruse Madsen.

I dag kan man roligt konstatere, at hun fik sit ønske om et radikalt anderledes arbejdsliv opfyldt. Siden 2014 har hun stået i spidsen for sin egen NGO, Human Practice Foundation, der har bygget 150 skoler i Nepal og Kenya, sikret skolegang for 70.000 børn og rejst 325 millioner kroner i donationer.

»Mange af de børn, vi hjælper, ville være endt i børnearbejde eller prostitution. Vi giver dem og deres familie en chance for at bryde det mønster,« siger Pernille Kruse Madsen.

Hvor hun i de første år optrådte som en enmandshær, har hun i dag 140 medarbejdere under sig, og et tæt samarbejde med en række af Nordens tungeste erhvervsprofiler, der deler hendes ultimative ambition, nemlig at gøre Human Practice Foundation til ’verdens bedste NGO’.

»Det er det, vi arbejder hen imod hver eneste dag,« lyder det fra Pernille Kruse Madsen.

1920x1280_PernilleKruse-landscape-003
Human Practice Foundation har til huse i Brolæggerstræde i det indre København, men organisationen har også afdelinger i Sverige, England og Schweiz.   Foto: Christian Als

Et lidt mærkeligt barn
For at forstå, hvorfor hun valgte den klassiske karriere- og leder vej fra til fordel for et liv, viet til at hjælpe nogle af verdens fattigste og mest udsatte, bliver man nødt til at vide lidt om hendes baggrund.

Den i dag 46-årige NGO-stifter voksede op i Nordsjælland med to advokater som forældre. Det var et ambitiøst hjem, erindrer Pernille Kruse Madsen, der beskriver sig selv som 'det lidt mærkelige barn', der ikke kunne sidde stille i skolen og meget hellere ville være ude i naturen og hos hestene.

»Jeg stak lidt ud både socialt og fagligt. Jeg havde svært ved at læse, fordi jeg var ordblind, og fik ekstraundervisning,« siger hun.

I dag ville hun formentlig være blevet udredt og have fået 'en bunke bogstaver' sat på sig, mener hun selv. Men dengang fandt hun sin egen vej.

Hun opdagede, at hun havde en ekstremt god hukommelse, og den hjalp hende først igennem gymnasiet, derefter jurastudiet og endelig til et job i et af landets førende advokatfirmaer, Gorrissen Federspiel. Med en HD i finansiering som supplement kom der yderligere fart i karrieren. Hun skiftede først til Horten Advokater og landede derefter det attraktive job som Senior Legal Council i Maersk Drilling.

Det hele kørte med andre ord på skinner. Lige indtil behovet for at genopfinde sig selv ramte hende så hårdt, at hun forlod Danmark på en enkeltbillet.

Dengang arbejdede hun først frivilligt i nødhjælpsorganisationer i Australien nogle måneder, inden turen gik videre til Østen, hvor hun blandt andet arbejdede ulønnet på et børnehjem i Nepal.

Undervejs gennemførte hun et 12 dages stille meditationsretreat i Himalaya, hvor hun for første gang fik en fornemmelse af, at hun skulle lede efter meningsfuldheden inde i sig selv.

»Det bekræftede mig i, at det ikke er karrieren, lønnen eller bonusordningerne, der er det vigtige for mig. Det er at gøre en forskel.«

1280x1920_PernilleKruse-portrait-010

Pernille Kruse Madsen, CEO i Human Practice Foundation 

Født 1979

Uddannelse:

Cand.jur., Københavns Universitet (2007)
HD i finansiering, CBS (2008)

Karriere:

Advokatfuldmægtig og advokat hos Gorrissen Federspiel
Advokat hos Horten
Senior Legal Counsel hos Mærsk Drilling
Stifter og CEO, Human Practice Foundation (2014–)

Bestyrelses- og tillidsposter:

CEO og medlem af bestyrelsen, Human Practice Foundation (Danmark)

Anerkendelser:

Verdensmålsprisen

Foto: Christian Als

Fold ud

Kniv i hjertet på bordel
Kort efter fik den indre rejse en ydre retning.

Under et ophold i New Delhi i Indien besøgte hun Red Light District og så, hvordan unge nepalesiske piger levede usle tilværelser i prostitution. På et af bordellerne fik hun øjenkontakt med en ung prostitueret, der sad i et usselt kammer med et tomt og fortabt blik. Det gav hende et stik i hjertet, der aldrig rigtig forlod hende.

»Lige der gik det op for mig, hvad jeg skulle bruge mit liv på, nemlig at hjælpe piger som hende.«

Ikke lang tid efter Indien-opholdet stødte hun tilfældigt ind i en af Sveriges mest magtfulde erhvervsledere, Lars Förberg, stifter og managing partner i hedgefonden Cevian. Da hun fortalte om sin oplevelse med den nepalesiske pige og om behovet for at skabe en NGO, der kunne hjælpe, lovede han at stille sin tid og sit netværk til rådighed.

Lige siden har Pernille Kruse Madsen samarbejdet med en lang række prominente erhvervsfolk, for eksempel den nu afdøde formand for Danske Bank og B&O, Ole Andersen, der tidligt i processen blev hendes mentor.

Da hun i 2014 stiftede Human Practice Foundation, var tanken fra starten at bygge noget op, der adskilte sig markant fra andre godgørende institutioner.

»Jeg havde på tæt hold oplevet, hvordan de store nødhjælpsorganisationer arbejder, og var optaget af finde en model, hvor pengene gik ubeskåret til dem, der har behov for det.«

Sammen med sine mentorer lavede hun derfor et setup, hvor alle driftsudgifter i NGO'en finansieres af en gruppe 'Founding Fathers', primært erhvervsledere i den helt tunge kategori. Det betyder, at hver eneste krone, der hentes ind via donationer fra fonde og myndigheder, går direkte og ubeskåret til projekterne.

1920x1280_PernilleKruse-landscape-privat-gaar-paa-vej
Pernille Kruse Madsen besøger ofte fondens projekter - her er hun på besøg i Kenya. Foto: Privat

Markant anden ledelsesrolle
I den første tid var hun den eneste fastansatte i Danmark, og alt - fra økonomi til fundraising og strategi - landede på hendes bord. Det fungerede så længe organisationen var lille. Men efterhånden som ambitionerne voksede, blev det også klart, at der var brug for en anden måde at lede på.

»Jeg har først og fremmest skullet lære at uddelegere. I dag har jeg gode folk omkring mig, som jeg stoler på, og som har tid til at dykke ned i tingene og tage de gode beslutninger,« fortæller Pernille Kruse Madsen.

Det er ikke en proces, der er kommet naturligt til hende. Som iværksætter var hun vant til at sidde med alle beslutninger selv, og havde svært ved at give slip. Det blev især tydeligt, da hun begyndte at ansætte de første rigtige medarbejdere og ledere. I starten var det nemmest for hende at have unge medarbejdere omkring sig, indrømmer hun.

»Unge medarbejdere er lidt nemmere. Man kan fortælle dem, hvad de skal gøre, og så gør de det.«

1280x1920_PernilleKruse-portrait-004
»De nye medarbejdere skal egentlig bare vide, at vi passer på pengene, og at vi gør os umage,« siger Pernille Kruse Madsen. Foto: Christian Als

Passer på med at mikrostyre
I dag er organisationen skruet meget anderledes sammen. Ledergruppen udgøres af erfarne mænd og kvinder på samme alder, som hende selv, eller ældre. Og de har ifølge Pernille Kruse Madsen selv store frihedsgrader til at træffe beslutninger på egen hånd.

»I dag kan jeg se, hvor vigtigt det er at få mennesker ind, der kan og vil tage et ansvar og som arbejder selvstændigt. Mit job i dag er at sikre, at vi går den samme vej og fortsætter med at være lige så ambitiøse, som i den første tid.«

At uddelegere er dog fortsat en disciplin, hun skal øve sig på.

»Kunsten er at være tæt på, men ikke for tæt. For så mikrostyrer man, og så kan organisationen ikke vokse.«

I dag mener hun, at den måske vigtigste del af hendes lederrolle handler om at være den, der sikrer, at organisationen holder fast i de oprindelige værdier. Hver dag arbejder hun på at videreføre den kultur, som fonden blev bygget på, og som hun mener er Human Practice Foundations vigtigste konkurrencefordel.

»Når en organisation vokser meget hurtigt, opstår der typisk et pres for, at den skal komme til at ligne alle de andre - med alt for meget bureaukrati og manualer og retningslinjer om alt mellem himmel og jord.«

Det er noget, hun kæmper aktivt imod, også når nye medarbejdere spørger hende, hvorfor der ikke er udarbejdet policies om alle mulige og umulige problemstillinger.

»Min bestyrelsesformand og jeg er helt enige om, at vi har så stærk en kultur, at vi ikke behøver udførlige retningslinjer for dit og dat. De nye medarbejdere skal egentlig bare vide, at vi passer på pengene, og at vi gør os umage.«

1920x1280_PernilleKruse-landscape-privat-skole

Sådan er Human Practice Foundation skruet sammen

Human Practice Foundation er bygget op om en model, der adskiller fonden fra de fleste andre NGO’er. 100 procent af alle eksterne donationer går direkte til projekterne. Ikke én krone bruges på driften af organisationen i Danmark, Sverige, England eller Schweiz.

I stedet bæres alle drifts- og administrationsomkostninger af en gruppe ’Founding Partners’ - en kreds af danske og internationale erhvervsfolk og fonde, der via faste årlige donationer finansierer det hele bagved.

Den nuværende formand er Mads Ditlevsen, partner i kapitalfonden EQT. Global Chair er svenske Lars Förberg, medstifter af hedgefonden Cevian Capital. Blandt Founding Fathers og donorer tæller fonden bl.a.:

  • Michael Bruun
  • Pernille Foss
  • Lars Förberg
  • Jan Lehrmann
  • Mads Ditlevsen
  • Torben Wind
  • Jørgen Buhl Rasmussen
  • Klaus og Morten Eldrup
  • Søren og Maiken Vestergaard
  • Mikkel Bulow-Lehnsby og Rasmus Nørgaard
  • Christian Sinding
  • Jakob Baruel Poulsen - Christian Grumstrup Sørensen 
  • Flemming Topsøe
  • Mads Ditlevsen

Derudover har fonden modtaget donationer fra bl.a. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Salling Fondene og William Demant Fonden.

Sammen med Deloitte har Human Practice Foundation udviklet et datasystem, der måler effekten af hver eneste investeret krone. Fondens egne tal viser, at elevernes læse- og skrivefærdigheder er forbedret med 33 procent, og deres gennemsnitskarakterer er steget med 11 procent. Frafaldet er halveret i forhold til, da fonden begyndte sit arbejde.

I de cirka 15 procent af projekter, hvor fonden har bygget under budget, er overskydende donationsbeløb returneret til donorerne. Fonden har aldrig måtte spørge en donor om flere penge pga. et overskredet budget. 


Tal og facts:

  • Stiftet: 2014
  • Skoler bygget eller renoveret: 155
  • Lærere uddannet: 1.000+
  • Børn med sikret skolegang: 70.000
  • Indsamlet siden start: 325 mio. kr.
  • Antal ansatte: 140 (heraf 12 i hovedkontoret i København, 2 i London og 1 i Stockholm, resten i Nepal og Kenya)
  • Kontorer: København, Stockholm, London, Schweiz
  • Hovedaktivitet: Skolebyggeri, lærertræning, livsfærdigheder for elever, indkomstprojekter for forældre (kaffe, te, landbrug)
  • Dansk projekt: Indre Styrke, et trivselsprogram på 38 danske folkeskoler, støttet med 13 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden

Foto: Privat

Fold ud

Mareridt at blive som alle andre
Selvfølgelig er der områder, hvor det er nødvendigt at skrive tingene ned, understreger hun, for eksempel når det gælder sikkerheden for medarbejdere og de børn, de hjælper. Men Pernille Kruse Madsen er konstant opmærksom på ikke at lade organisationen drukne i regler for reglernes egen skyld.

»Hvis vi ikke holder det for døren, vokser det vildt. Og så bruger folk tid på at læse reglerne i stedet for at gøre det, vi er her for.«

Hendes mareridtsscenarie som leder er, at Human Practice Foundation om 10-20 år ligner enhver anden stor NGO.

»Så har jeg fejlet big time. Hvis vi ender med at ligne UNICEF, kunne jeg jo lige så godt bare have valgt at støtte eller arbejde for dem.«

1920x1280_PernilleKruse-landscape-001
»Jeg stiller helt sikkert store krav, og jeg er også ret kompromisløs, og skal derfor passe på med ikke at blive en for krævende chef,« siger Pernille Kruse Madsen. Foto: Christian Als

Risiko at brænde ud
Undervejs i processen har Pernille Kruse Madsen også måttet ændre sin tilgang til ledelse på det mere personlige plan.

»Jeg stiller helt sikkert store krav, og jeg er også ret kompromisløs, og skal derfor passe på med ikke at blive en for krævende chef. Det er klart en risiko, når man går til opgaven med så meget passion, som jeg gør.«

Faktisk mener hun selv, at hun er blevet markant nemmere at arbejde for med årene. Ikke fordi hun stiller færre krav, men fordi hun er blevet bedre til at være tydelig omkring dem, og bedre til at passe på sig selv.

Det var – som det meste i hendes liv og karriere – en proces, der begyndte med hende selv. Hun opdagede på et tidspunkt, at hun ikke var den bedste udgave af sig selv, når kalenderen konstant var overfyldt, og hun ikke gav sig selv mulighed for at lade batterierne op igen.

»Det gik op for mig, at jeg ikke er så god som leder, når jeg selv får for travlt. Så jeg er meget bevidst om, at jeg skal bevare mit eget overskud, mit eget overblik og min egen hjertevarme.«

1280x1920_PernilleKruse-portrait-002
»At være leder starter med at lede sig selv, og du kan ikke give noget, du ikke ejer selv. Derfor er det så vigtigt selv at have overskud og have nærvær som leder,« siger Pernille Kruse Madsen. Foto: Christian Als

Fælles meditation mandag morgen
Det er også derfor hele organisationen har indført en fast praksis med meditation hver mandag morgen. Før hun og hendes lederteams i København, Kenya og Nepal begynder at tale forretning og konkrete projekter, tager de over storskærmen del i en fælles meditationsseance, efterfulgt af en runde, hvor alle deler, hvad den forløbne uge har budt på af både highlights og hovedbrud, også på det personlige plan.

»Vi starter altid med at tjekke ind sammen, så vi kan mærke jorden og bare være til stede. Det er vigtigt, at man ikke bare er oppe i hovedet,« siger Pernille Kruse Madsen.

Mandagsmeditationen er ikke kun en hyggelig vane. Det er ifølge Pernille Kruse Madsen selv et vigtigst ledelsesværktøj.

»At være leder starter med at lede sig selv, og du kan ikke give noget, du ikke ejer selv. Derfor er det så vigtigt selv at have overskud og have nærvær som leder,« siger hun.

1920x1280_PernilleKruse-landscape-privat-undervisning
Human Practice Foundation har bygget 150 skoler i Nepal og Kenya, sikret skolegang for 70.000 børn og rejst 325 millioner kroner i donationer.  Foto: Privat

Utålmodig og ambitiøs
At hun i høj grad har brug for at grounde sig selv, er noget, hun er blevet mere og mere bevidst om.

»Jeg er enormt utålmodig og jeg er enormt ambitiøs og har efterhånden lært, at jeg skal passe på, at den ild, der brænder i mig, ikke brænder mig selv og mine medarbejdere ud.«

For hende er meditationen en investering i, at hun selv og folkene omkring hende kan møde dagen og medarbejderne fra det rette sted.

»For mig er god ledelse i virkeligheden også at være grounded i sig selv, og så lede derfra. Men det er en livslang øvelse for mig selv, og jeg får rigtig meget coaching for at blive endnu bedre til at finde den balance.«

1280x1920_PernilleKruse-portrait-privat-foran-skole
»Mange af de børn, vi hjælper, ville være endt i børnearbejde eller prostitution. Vi giver dem og deres familie en chance for at bryde det mønster,« siger Pernille Kruse Madsen. Foto: Privat

Har valgt familielivet fra
Selv om hun valgte karrieren som topadvokat fra, har den passion, der fik hende til at bygge Human Practice Foundation op fra bunden, også defineret hendes private liv.

Hun arbejder mere end nogensinde, tager ofte på lange, strabadserende rejser, og hun har stadig søvnløse nætter, hvis der er noget i fonden, hun synes ikke fungerer, som det skal. Af samme årsag har hun truffet et bevidst fravalg af at få sine egne børn.

»Jeg har ikke selv fået en familie. Til gengæld har jeg et meget stort og tæt netværk, og har fået en masse skønne mennesker ind i mit liv gennem Human Practice Foundation.«

Hun er blevet bedre til at passe på sig selv, siger hun, men har helt grundlæggende affundet sig med, at hun ikke har - og aldrig kommer til få – en normal tilværelse i klassisk forstand.

»Det er jeg helt afklaret med. Hvis man gør noget, der gør én rigtig glad, og man samtidig husker at passe på sig selv – spiser sundt, har nogle få dybe relationer og bruger sin fritid på noget, der giver én energi - så er det også en form for balance.«

Måske vigtigst af alt er hun omgivet af mennesker, der både har deres egen passion og tror på hendes. Det er et kæmpe privilegium, siger hun.

»Jeg tjener ikke kæmpe mange penge i det her. Men til gengæld er jeg rig i det, jeg gør,« siger Pernille Kruse Madsen og skærer en grimasse i samme øjeblik, hun har færdiggjort sætningen. Måske fordi hun godt selv kan høre, at formuleringen er lige corny nok.

»Det lyder jo som en rædsom kliché, men det er jo faktisk sådan, jeg føler.«

Action Card

Her er Pernille Kruse Madsens bedste råd til andre ledere 

  • Vær opmærksom på, hvor du leder fra, i dig selv
  • Vær nysgerrig på, om du stiller de rigtige spørgsmål til dit team
  • Vær klar og tydelig i mål og forventninger
  • Det er vigtigt at vælge nye medarbejder med den rigtige indstilling og kultur 
  • Værn om dine værdier og den kultur, du ønsker i din virksomhed

Relateret indhold

MarkLuscombeTOP1-1920x960-wide
LEDELSE MED VILJE

De ser forskelligt på alt fra frugtkurve til hjemmearbejde. Nu skal Mark Luscombe finde en ny fælles kultur i bankfusionen, ingen har bedt om

Som administrerende direktør skal Mark Luscombe samle Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, der er fusioneret til Danmarks femtestørste finansielle virksomhed med 4.200 medarbejdere. Synergierne skal nok komme, mener han. Det er kulturen, der er den store udfordring.
46 min.
1920x960_Bedste-raad-til-nye-ledere_TOP
NY LEDER

Her er det vigtigste nye ledere skal vide: »Stop med at gøre det, du er bedst til«

De fleste bliver ledere, fordi de har været dygtige medarbejdere. Men netop derfor risikerer mange at blive dårlige ledere, advarer to erfarne ledelsesrådgivere. To erhvervsledere fortæller, hvor svært det er at slippe taget på det, de er bedst til.
12 min.
AsbjoernFredslund001TOP-1920x960-wide

Asbjørn på 25 er chef for sin egen mor

Hvordan får man en familievirksomhed til at fungere, når yngste søn er chef for sin mor og storebror? Ifølge Asbjørn Fredslund er svaret ubetinget tillid og helt klart opdelte roller.
7 min.
GeelsgaardskolenTOPRigtig-1920x960-wide
KRISELEDELSE

Dødsfald på arbejdspladsen er enhver leders mareridt. For Rasmus Rubæk og hans 330 medarbejdere er det en del af jobbet

Rasmus Rubæk kan ikke nøjes med at tænke det utænkelige. Han er nødt til at planlægge efter det. Som leder af en skole, der tager sig af meget syge børn og unge, ser han fællesskabet som nøglen til at håndtere elevdødsfald og andre kriser – og til at undgå den psykiske nedslidning, der ellers er en konstant risiko.
11 min.
RaneWillerslev010_wide_1920x960
LEDELSE MED VILJE

Rane Willerslev besluttede sig for at blive leder, da han fandt en kobra under sin sovemåtte

Han har overlevet både kobraslanger og den russiske mafia, men Rane Willerslev er mere bange, end folk tror. Her fortæller Nationalmuseets direktør om at være leder på stenalderfacon – og om at kaste håndgranater i forandringens tegn.
47 min.
HenrikSoerensenTOP-1920x960-wide
LEDERNE LIVE

Henrik Sørensen leder forsvarsbyggeri for milliarder: »Før skulle vi vende hver eneste krone. Nu handler det om køb, køb, køb«

Som leder af Forsvarets byggeri, drift og infrastruktur skal Henrik Sørensen lære sin organisation, der er trænet i stram kontrol og sparsommelighed, en helt ny logik: Nu gælder om at spendere milliarder af kroner på genopretning af forsvaret lynhurtigt – og acceptere, at der vil ske fejl undervejs.
11 min.