Brian Mikkelsen: »Jeg ville ønske, at flere erhvervsfolk havde lyst til at gå ind i politik«

En dag i juni 2018 ringede en headhunter til Brian Mikkelsen med en forespørgsel: Ville han overveje at blive administrerende direktør i Dansk Erhverv? I første omgang blev det et nej tak fra Mikkelsen, der på det tidspunkt havde været erhvervsminister i cirka halvandet år. Det var ikke første gang, han havde fået tilbudt en direktørpost og som ‘et politisk dyr’, som han kalder sig selv, havde han heller ikke denne gang planer om at forlade Folketing og ministerpost. Men spørgsmålet satte tanker i gang.

»Først ville jeg faktisk ikke, men så vendte jeg tilbage til vedkommende efter at have snakket med min kone om det. Jeg sagde, at på det tidspunkt i mit liv var det passende at sige ja. Jeg var lige fyldt 50, havde været minister i alle de år og havde siddet i Folketinget i næsten 25 år,« siger Brian Mikkelsen i podcasten Ledelse med vilje fra Lederstof.dk.

Mikkelsen havde været minister i cirka halvdelen af de knap 25 år, fordelt på fire forskellige ministerposter, og grunden til at han i første omgang takkede nej til Dansk Erhverv, var netop det point of no return, som han kalder det at skifte arbejdsplads fra Folketinget til en privat erhvervsorganisation.

»At sige ja ville betyde, at jeg ikke længere kunne blande mig i politik. Det var et afgørende og vanskeligt valg, men i dag føler jeg faktisk ikke trang til at være i politik,« siger Brian Mikkelsen i Dansk Erhvervs lokaler i den gamle børsbygning på Slotsholmen i København.

Jobskiftet krævede, at han kunne skelne mellem det, han kalder politik-Brian og erhvervs-Brian. For eksempel ville politikeren Brian Mikkelsen formentlig have udtalt sig anderledes om Kina end direktøren Brian Mikkelsen, som er repræsentant for 18.000 danske virksomheder.

»Der er jo mange meninger om Kina, men landet er enormt betydningsfuldt for danske virksomheder. Man skal huske, at eksporten finansierer mange af de ting, vi har i vores velfærdssamfund. Så det er klart, at der er der en politisk Brian og en erhvervs-Brian, og nu er mit job at være erhvervs-Brian. Så sent som i går talte jeg med Mette Frederiksen, der jo var min modstander, da jeg var i politik. Nu skal jeg i stedet prøve at få nogle gode snakke med hende om erhvervsvilkår og reformer. Det er mit job nu. Jeg skal være politisk farveblind.«

Det vurderer han, er lykkedes, måske fordi han ikke savner at være politiker. Heller ikke selvom han stort set dagligt bliver spurgt, for eksempel af folk på gaden, om han har lyst til at vende tilbage og måske endda blive minister igen.

»Men jeg var i det i så mange år og har slet ikke nogen overvejelser om det. Been there, done that. Der er også sket det, at politik er blevet meget mere konfrontatorisk, blandt andet på sociale medier. Der er ikke så meget substans. Jeg tror på, at alle både røde og blå politikere ønsker at gøre samfundet bedre, men nu er der så meget mudderkastning, så meget konfrontation og så meget polarisering, at det overskygger alt andet.«

Mere synlighed til Dansk Erhverv
Omvendt har han fundet sig godt til rette med sin lederrolle i Dansk Erhverv. Han ankom til organisationen med en ambition, som han kalder den vigtigste beslutning, han har taget som leder. Dansk Erhvervs skulle markere sig stærkere og være mere betydningsfuld på vegne af medlemsvirksomhederne.

»Det var en velfungerende organisation, men jeg syntes, vi skulle trykke mere på speederen og være mere udadvendte. Jeg havde jo den fordel, at jeg havde siddet på den anden side som minister og havde samarbejdet med Dansk Erhverv, med Dansk Industri, med Lederne og alle mulige andre, og jeg savnede at få løftet Dansk Erhverv helt op i Superligaen.«

For den nye direktør handlede det ikke blot om at lave en strategi for organisationen, men om en kulturændring.

»Jeg har taget noget til mig som Peter Drucker (østrigsk-født ledelsesekspert, 1909-2005, red.) sagde: ‘Culture eats strategy for breakfast’. Derfor var jeg meget bevidst om, at jeg stillede mig selv i spidsen for en kulturændring.«

En del af kulturændringen indebærer en målsætning om flere kvinder i bestyrelsen. Nærmere bestemt 30 procent senest i 2025. Indtil videre er andelen på cirka 22 procent, hvilket omtrent er en fordobling i Mikkelsens tid i organisationen. Senest er der også ansat en kvinde i direktionen.

»Det var en interessant proces, fordi jeg blev ved med at få præsenteret en masse mandlige kandidater, selvom jeg sagde – og det er ikke for at være hellig – at jeg godt ville have en kvinde ind. For at få nogle andre ideer ind. Halvdelen af befolkningen er jo kvinder, så talentmassen er der jo. Og jeg fik en kvinde ind, så jeg var stædig nok.«

Stormvejret der lærte ham at stå fast
Stædigheden – eller kunsten af stå fast om man vil – har Brian Mikkelsen taget med sig fra tiden i politik. Da han i 2004 var kulturminister, introducerede han idéen om en kanon, hvor eksperter skulle udpege de vigtigste danske værker inden for forskellige kunstneriske retninger. Derefter skulle den i bogform deles ud på blandt andet uddannelsesinstitutioner. Idéen førte til hård kritik blandt andet fra kunstnere. Lars von Trier ‘fejrede’ sin optagelse i kanonen ved at klippe et dannebrogsflag i stykker på tv. For idéen blev realiseret, og det er netop et eksemplar af den berømte og berygtede bog som Brian Mikkelsen valgte at tage med, da han, som alle andre deltagere i Ledelse med vilje, blev bedt om at medbringe en genstand, der siger noget om dem som ledere.

På omslaget er billeder af dansk kulturarv, fra John Mogensen og Matador til Bennys Badekar og Kjeld & Dirch. Bogen, der skabte debat – og vrede – lærte Brian Mikkelsen, at det er værd at stå fast, hvis man tror på sit projekt. Også selvom der endda var modstand fra egne rækker, blandt andet regeringspartneren Venstre: Det er besværligt, tager lang tid, og hvad hvis der kommer noget mærkeligt ud af det, og du skal stå på mål for det som minister? lød indvendingerne.

»Vi havde nogle fagpersoner til at vælge ud, så det er ikke min kulturkanon, men langt de fleste advarede mig mod at gøre det. Men jeg holdt fast, jeg var stædig.«

Brian Mikkelsen nævner kulturkanonen som en skelsættende beslutning, fordi den skabte en diskussion om kultur, som han syntes manglede. Og den dag i dag bliver projektet husket. For eksempel har svensk tv nogle dage før interviewet til Ledelse med vilje været på besøg, fordi en lignende kanon er på tale i Sverige. Projektet var også skelsættende, fordi det definerede ham som politiker.

»Jeg troede på min egen intuition, selvom mange advarede mod at gøre det. Jeg synes, det er god ledelse at sætte en retning på den måde. Selvfølgelig kan man blive klogere med tiden, men alle i en organisation skal kunne se, at man ikke vakler og se, hvor ledelsen er på vej hen. Det er jo også kultur i en virksomhed, at man har en klar linje, selvom der er 100 forskellige meninger om de beslutninger, man træffer. Det har jeg taget med fra kulturkanonen.«

Helikopterperspektivet
Udviklingen af kulturkanonen, og hans øvrige tid som minister, gjorde for alvor Brian Mikkelsen synlig i medierne. At han var vant til den synlighed, gjorde overgangen til direktør-jobbet nemmere.

»I det private erhvervsliv vil mange ledere gerne være usynlige, men i mit job skal jeg netop være synlig som repræsentant for medlemsvirksomhederne. Selvfølgelig skal det doseres, for det vigtigste er at være leder for de 400 medarbejdere, men jeg skal tegne butikken udadtil. Det er jeg vant til fra politik, så den del med at være synlig, betragter jeg ikke som arbejde.«

At sætte retning og være synlig er ikke det eneste, han har taget med sig fra tiden i politik. En minister må stole på, at embedsapparatet har styr på en masse detaljer, som ministeren i mange tilfælde ikke har faglige forudsætninger for at vurdere. Derfor lærte Brian Mikkelsen at holde sig på helikopterniveau. Konkret betød det at holde sig til at udstikke nogle linjer, tage de nødvendige beslutninger, men undgå at blande sig i noget, han ikke vidste noget om. 

»Det er en af de vigtigste ting, jeg har taget med mig. Der er mange af mine rigtig gode venner, CEO’s i det private erhvervsliv, der lidt har en hovski snovski-holdning til den offentlige sektor. Men en af de ting, jeg fandt ud af ved at være minister, er den enormt høje grad af faglighed, engagement og loyalitet, som ligger hos de mange dygtige medarbejdere. Da jeg var justitsminister, var der nogle meget hårde år med blandt andet bandepakker og terrorsager. Og jeg er økonom, ikke jurist, så der måtte jeg jo have tillid til Danmarks bedste jurister, der sidder i Justitsministeriet.«

Allerede da han fik sin første ministerpost, Mikkelsen blev kulturminister som 35-årig, indførte han et princip, som han også har overført til Dansk Erhverv. At netop de medarbejdere, der havde mest forstand på et bestemt emne, også skulle med ved bordet, hvor de endelige beslutninger blev truffet. Sådan var det ikke i begyndelsen, da han blev minister. Det gik op for ham, at han bortset fra departementschefen og et par afdelingschefer aldrig talte med nogle medarbejdere. Særligt én bestemt oplevelse satte gang i tankerne hos ministeren.

Hold dig til de store linjer
Under en middag fortalte hans borddame, at hun arbejdede i en styrelse under ministeriet, og hun havde regnet ud, at når hun lavede et notat eller udkast til en tale til Brian Mikkelsen, så var det igennem otte led, før det nåede frem til hans bord.

»Otte led! Man mister en indignation og et drive og en viden, når der så mange, der tygger det igennem. Og derfor kortsluttede jeg det simpelthen,« siger Mikkelsen og forklarer, hvad han satte i stedet:

»Jeg valgte at bryde hierarkiet helt ned og indkalde almindelige medarbejdere til rundbordssamtaler, fordi det var alligevel dem, der havde siddet og lavet mange af de notater, jeg fik, og derfor dem, jeg gerne ville diskutere det med. Jeg skulle have input og inspiration til at træffe de rigtige beslutninger. Og jeg gør faktisk det samme i dag. Derfor tager jeg for eksempel energichefen eller udenrigschefen med til bestyrelsesmøde i Dansk Erhverv, fordi det giver en mere kvalificeret diskussion,« siger han om inddragelsen af medarbejderne.

En inddragelse der også betyder, at medarbejderne skal have frihed til selv at tage beslutninger, uden at den øverste chef kommer på banen. Mikkelsen vil blande sig mindst muligt i beslutninger, som medarbejdere er bedre rustet til at tage. Tilgangen fungerer, fordi medarbejderne ved, hvor grænsen for deres beslutningskraft går, forklarer Brian Mikkelsen. Betyder det noget for ‘det store Dansk Erhverv’, skal det runde Mikkelsens bord eller en anden i direktionen, men er det medarbejderens eget fagområde, har vedkommende frihed til at vurdere, hvad der er bedst at gøre.

»Jeg har da oplevet beslutninger, som jeg ikke var enig i, men jeg respekterer de mennesker og deres faglighed, så medmindre beslutningen går imod ‘det store Dansk Erhverv’, blander jeg mig ikke, for de må have haft en god grund til at træffe den beslutning. Det giver entusiasme og engagement selv at være ansvarlig, og jeg tror meget på autonomi. Min opgave er at sørge for, at vi ansætter de bedste medarbejdere. Det siger jeg ofte til mine direktionskollegaer: Vi har medarbejderne, som er meget dygtigere end os, og dem skal vi lytte til.’«

Tag en tørn
Når nu der er noget at tage med sig fra politik – og løn og arbejdsvilkår endda er bedre end på Christiansborg – kan det undre, hvorfor der ikke er flere politikere, der bliver ledere i det private erhvervsliv. Brian Mikkelsen har ofte selv tænkt tanken og er nået frem til, at mærkatet som politiker lettere hænger fast på en dansk politiker, end man ser det i større lande.

»Jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg tror, at den væsentligste årsag er, at vi er et lillebitte land, og man bliver meget hurtigt rubriceret: Her kommer Brian de fra konservative eller Henrik fra socialdemokraterne. Og så er man ligesom låst fast. I større lande, kan man sagtens veksle frem og tilbage. Jeg ville ønske, at flere erhvervsfolk havde lyst til at gå ind i politik, uanset hvilket parti. Jeg har kæmpe respekt for dem, som er i politik og kæmper for det, de tror på.«

Mange af lederne i hans netværk kunne endda blive gode statsministre, mener han. Fordi de som ledere evner at holde hovedet koldt og have en vision. Til gengæld trækker de længere arbejdsdage og lavere løn i den anden retning.

»Politikerne gør det, fordi de er idealister, men der ville det jo være fornemt, hvis man som i andre lande oplevede, at nogle erhvervsfolk tog den tørn og blev ministre eller ledende politikere.«