Margrethe Vestager vidste, at magten kun var til låns: »Nu hvor den er væk, har jeg ingen fantomsmerter«

Som konkurrencekommissær i EU gennem 10 år havde Margrethe Vestager et privilegeret, men også meget travlt og gennemstruktureret arbejdsliv. Den magtfulde politiker, der blev kaldt ’Silicon Valleys skræk’, og som Time Magazine kårede til en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer, havde et så tætpakket program, at hendes kalender var delt op i halvtimes intervaller fra tidlig morgen til sen aften, benhårdt styret af hendes dygtige assistent.

Det er et afsluttet kapitel nu. Siden Margrethe Vestager forlod kommissionen 1. december sidste år, har hun selv overtaget kontrollen med sin kalender.

Og dermed er den pinlige orden fortid.

»Jeg er blevet min egen assistent, og jeg burde fyres. Jeg er doven, uopmærksom, giver ikke informationer videre og laver fejl i kalenderen. Man kan ikke heller ikke længere forvente at få svar fra mig med det samme,« lyder det med en god del humor fra Margrethe Vestager i Lederstof.dk’s podcast Ledelse med vilje.

Margrethe Vestager har ikke alene mistet sin kalenderstyrende personlige assistent og de godt 900 andre medarbejdere, hun var leder for som konkurrencekommissær. Hun har også måtte vinke farvel til den magt, som hun i sit seneste interview med Lederstof for to år siden kaldte ’stærkt afhængighedsskabende’.

»Magten er et redskab, man har til låns for at kunne løse en opgave, men hvis først man har fået den, er det forbløffende let at begå den fejltagelse at tro, at man har den til evig arv og eje. Det betyder ikke, at jeg ikke falder i gryden en gang imellem, men det skulle meget gerne betyde, at jeg ikke misbruger min magt, og at jeg kan levere den tilbage igen, når der er en anden, der skal løse mine opgaver,« sagde den daværende kommissær dengang til Lederstof.dk.

’Ingen fantomsmerter’
I dag har Margrethe Vestager leveret magten tilbage. Den var kun til låns. Derfor er det nærliggende at spørge hende, hvad hun tænker om magten i dag – og om det alligevel gør lidt ondt ikke længere at have den.

Da vi mødtes i 2023, talte du om magt som noget afhængighedsskabende, fordi det bare er meget rart, at folk kigger op til en, og hele tiden tror man er, som du sagde, lidt højere, lidt sjovere, lidt federe, end man måske er i virkeligheden. Nu står du i en anden situation, hvor du ikke har den formelle position længere, og dermed har mindre magt. Hvad er dine tanker nu?

»Jeg tror, det har hjulpet mig utrolig meget, at jeg ikke har gået rundt og nydt at have magten. Tværtimod har jeg haft et klart blik på, hvad magten kan gøre ved en, og jeg har hele tiden tænkt på det, som noget, der bliver taget fra dig igen. Det er en kæmpe befrielse, at det er lykkedes at give magten tilbage uden at få fantomsmerter eller lyst til at gøre efterfølgerens arbejde om.«

Men passer det, at du ikke har nydt magten? Den kommer jo med en række privilegier?

»Ja, men den kommer også med et meget, meget stort ansvar. Fordi hvis magt er et redskab til at løse opgaver, så skal man jo løse de opgaver. Hvis man ikke gør det, er man ikke magten værdig,« siger Margrethe Vestager.

Hun beskriver kommissærjobbet som ’skønt, interessant og privilegeret’, men er, siger hun i dag, så afklaret med at være trådt ned fra magtens tinde, at hun ikke spekulerer det mindste over, hvad hendes efterfølger på posten foretager sig.

»Jeg synes, det er omsonst at beskæftige sig med. Jeg kan jo ikke gå tilbage i den rolle. De gør helt sikkert det bedste, de kan. Det beriger ikke mit liv på nogen måde at have den overvejelse, og resten af verden er helt sikkert fuldstændig ligeglad. Så jeg bruger ikke tid på det.«

Første politiske kampagne som 12-årig
I podcasten fortæller Margrethe Vestager, hvordan lysten til at række ud efter ansvaret og magten vågnede i hende meget tidligt. Faktisk gik hun blot i 5. klasse i skolen i Ølgod i Vestjylland, da hun kastede sig ud i sin første politiske kamp for at sikre, at hun og hendes klassekammerater kunne få noget at spise, hvis de kom i skole uden morgenmad eller madpakke. I stedet for bare at acceptere tingenes tilstand, tog Margrethe Vestager sagen i egen hånd. Og lykkedes med at få etableret en lille frugtbod; en politisk sejr, som hun kronede med at tegne en giraf på siden af boden.

»Dén oplevelse gav mig mod på at sige, at hvis tingene ikke fungerer, må vi lave dem om. Det har lige siden været mit mantra gennem alle de ting, jeg har lavet i mit arbejdsliv,« fortæller Margrethe Vestager i Ledelse med vilje.

Som 21-årig stillede hun op til Folketinget for de radikale, og selvom hun blev ikke valgt i første forsøg, opdagede hun, at hun befandt sig godt ved at stå på en ølkasse og sige: ’Det er det her, jeg synes, vi skal’.

Politik uden ledelse er tomt
Blot fire år senere blev hun valgt til landsformand for partiet – og har i alle årene siden, både som partiformand og EU-kommissær, opfattet sig selv som lige dele politiker og leder. Faktisk har hun svært ved at skille de to roller ad.

»Politik uden ledelse, synes jeg, er helt tomt. Det at sætte retning og gå forrest og få folk med, er jo kerneessensen af politik. Så jeg tror, at alle, der gerne vil spille en rolle i politik, også har brug for modet til at lede«.

Hvad har givet dig selvtilliden til at tro, at det er dig, der er bedst til at bære den rolle, du stiller op til? Altså lige fra elevrådsaktivist i 5. klasse over partiformand til EU-kommissær?

»Jeg tror, det handler om, at hvis ting skal gøres, så kan jeg lige så godt være med til at gøre det. Nogle tror, at de ikke kan finde ud af ting, de ikke har prøvet før. Jeg har det 100 procent omvendt. Jeg tænker, at det kan jeg da sikkert godt finde ud af. For min erfaring er jo, at når man går ind i noget nyt, så lærer man det, og så bliver man bedre til det,« lyder det fra Margrethe Vestager.

Genert rollemodel
Hun bliver af mange specielt yngre kvinder opfattet som en rollemodel, som de kan spejle sig i og lade sig inspirere af. Når hun oplever det, bliver Margrethe Vestager både rørt og stolt, men hun understreger samtidig, at hun faktisk er meget genert, og at hun aldrig har haft nogen lyst til at blive en kendt person.

»Jeg har altid været optaget af at ændre tingene, så det at blive kendt har sådan set været en sideeffekt,« konstaterer hun.

Når hun igen og igen overvinder genertheden og stiller sig op for at lufte dine holdninger, skyldes det, at hun helt principielt mener, at hun har pligt til det.

»Hvis man har modet og dristigheden til at sige, at jeg gerne vil tage beslutninger, som har indflydelse på dit liv, så synes jeg også, at jeg skal være til rådighed med min person og min personlighed og sige noget om, hvem jeg er, så folk kan finde ud af, om de har tillid til mig.«

Er det så en fordel eller en ulempe for dig, at du er kendt og at folk føler, at de kender dig i forvejen, når du møder dem?

»Jeg tænker slet ikke på det på den måde, for det er bare sådan tingene fungerer. Om det er godt eller dårligt forholder jeg mig ikke til. Men jeg er jo lige flyttet tilbage til Danmark, og det har været en fantastisk oplevelse. Jeg har fået en kæmpekrammer af danskerne. Der er virkelig mange, som kommer hen og siger ’Hej’, ’Bor du her?’ eller ’Jeg kan godt lide det arbejde, du har lavet’. Så kan vi snakke om det helt almindeligt som to mennesker, der møder hinanden.«

På ’køl’
Ifølge eget udsagn stortrives Margrethe Vestager med at være flyttet tilbage til Amager, hvor hun bor med sin mand. Hvad næste store kapitel i arbejdslivet skal byde på for den i dag 57-årige politiker og leder, er til gengæld et åbent spørgsmål. Frem til 1. december 2026 er hun fortsat i ’afkølingsperioden’ efter EU-stillingen, og må ikke tage et job i det private erhvervsliv.

Indtil videre har hun derfor ’kun’ påtaget sig rollen som formand for DTU, samtidig med at hun arbejder for Oxford University og holder masser af taler og keynotes rundt omkring i verden. Og selv om hun bøvler med at holde styr på sin kalender, nyder hun de nye frihedsgrader.

»Lige nu lever jeg et superfleksibelt og meget frit liv. Jeg har fået nogle helt andre morgener sammen med familien, og jeg kan prioritere at passe min styrketræning, få løbet en tur og spise rimelig fornuftigt. Jeg synes, det er virkelig dejligt at kunne bestemme selv,« lyder det fra Margrethe Vestager.

Under sit interview med Lederstof i 2023, slog hun fast, at hun ikke er typen, der sidder og venter på, at nogen tilbyder hende det næste job. Og i slutningen af sin periode som kommissær var hun helt åben om, at søgte jobbet som chef for Den Europæiske Investeringsbank, hvilket hun ikke fik.

»Du må selv række ud efter det, du gerne vil opnå. Jeg har lært, at det faktisk er okay at sige: ’Det job vil jeg gerne have’, velvidende at det måske ikke lykkes. Men tit er det værste, der kan ske, såret forfængelighed,« lød det dengang fra Margrethe Vestager. 

Hvilken type job, hun agter at række ud efter, når afkølingsperioden er afsluttet, har hun ikke noget svar på i dag. Men at hun har mere godt i vente, er hun selv overbevist om.

»Da Jane Fonda fyldte 60, sagde hun, at de to første akter af hendes liv var gennemspillet, og at hun nu tog hul på tredje akt, hvor plottrådene tit samles. Jeg har stadig nogle år, inden jeg fylder 60, og føler, at jeg har god tid til at undersøge og prøve forskellige ting af, inden jeg beslutter næste skridt. Men jeg er sikker på, at jeg også fremover får mulighed for at sætte min ledelseserfaring og mine kompetencer i spil, så jeg kan gøre en positiv forskel i samfundet,« siger Margrethe Vestager.