Den 23. december, 2019. Peter Møllgaard er netop landet i København. Han har haft nok at se til, siden han i foråret tiltrådte stillingen som dekan ved det store, internationale universitet i Maastricht. Så han har glædet sig til nogle rolige juledage med familien.
Men han er kun lige nået hjem, da hans mobil ringer. Det er fra universitet.
»Vi er blevet ramt af en computervirus,« lyder det i røret. »Intet virker.«
Bag angrebet viser sig at stå en russisk hackergruppe, der ved hjælp af såkaldt ransomware har overtaget kontrollen med universitetets it-system. Gruppen kræver et større millionbeløb i bitcoins for at give universitetet adgangen tilbage til alt det, de har spærret for adgangen til: Mailsystemet, hjemmesiden og ikke mindst den enorme mængde data, som studerende og forskere har liggende på universitets servere.
En stor del af universitetets 27.000 studerende skal til eksamen få uger inde i det nye år. Så Peter Møllgaard og hans lederkolleger er nødt til at handle hurtigt.
Han afkorter ferien og er allerede anden juledag tilbage på universitetet i Maastricht. Her bliver han en del af den krisestab, der fra en interimistisk kommandocentral på universitetets bibliotek skal forsøge at finde en løsning på krisen.
De beslutter som det første at være totalt transparente omkring situationen. Det viser sig at være en god beslutning. For det er med til at redde andre universiteter i Europa, som kan nå at sætte ind overfor samme virus i tide. En anden og langt sværere beslutning er, om de skal acceptere hackernes krav og betale løsesummen.
De ønsker på den ene side ikke at forhandle med kriminelle. På den anden side kan det gøre stor skade på organisationen, hvis de afviser deres krav.
Peter Møllgaard nævner situationen fra det hollandske universitet i Lederstof.dk’s podcast ‘Ledelse med Vilje’, hvor vi taler med ham om hans karriere og nuværende job som rektor på CBS.
I krisestaben kommer Peter Møllgaard og hans lederkolleger frem til, at konsekvenserne ved ikke at betale hackerne er for store. Så de overfører pegene – også selvom de reelt ikke aner, om hackerne har tænkt sig at give dem kontrollen over it-systemet tilbage.
»Vi var ikke særligt stolte over at sende penge til kriminelle,« siger han. »Men vi vurderede, at alternativet var værre. Der kunne gå et halvt år, før vi kunne være oppe at køre igen,« siger han.
Men i det sekund, pengene var betalt, ændrede hackernes tone sig. Fra at lyde som en flok pirater var de nu service-mindede og hjalp universitetet med igen at få afgang til it-systemet. Med hjælp fra russisk politi lykkedes det efterfølgende universitetet at opspore hackerne og få sine penge igen – endda med en smule fortjeneste, da værdien af bitcoins var steget en smule i mellemtiden.