Jette Albinus: »Du kan ikke være en god leder uden at være selvkritisk«

For mig handler god ledelse først og fremmest om at skabe et trygt og motiverende miljø, hvor folk går glade på arbejde. Hvis mine medarbejdere og nærmeste chefer føler sig værdsatte, får lov at tage ansvar og kan løbe med deres idéer, skaber vi resultater. Jeg ser i virkeligheden min rolle som en multiplikator, fordi jeg forsøger at få mest muligt ud af de ressourcer og kompetencer, vi har.

Der er tre værdier, der altid har været afgørende for mig. Det er ærlighed, engagement og autenticitet. Faglighed kan læres, men hvis jeg ikke kan stole på folk, eller hvis de ikke hviler i sig selv, så bliver det svært. Omvendt kan man komme langt med mennesker, der virkelig vil noget og som er oprigtigt ærlige og engagerede, også selv om de fagligt ikke er helt i top. Jeg vil hellere nøjes med den fjerde eller femte smarteste kandidat, hvis personen har værdierne i orden.

Som leder i Forsvaret er det afgørende, at du formår at skabe følgeskab. Det er ikke noget, man bare lige får; det er noget, man skal gøre sig fortjent til via sine handlinger. Det tror jeg er noget af det, jeg kan. Jeg kan samle en organisation og få folk til at samarbejde og dermed skabe følgeskab, nok også fordi jeg i høj grad er en holdspiller.

Jeg har egentlig altid taget meget ansvar. Allerede som barn var jeg spejderleder, og senere blev jeg fodboldtræner. Det lå naturligt for mig at træde frem og samle andre. Jeg havde ikke en plan om at ende i toppen af Forsvaret, men da jeg først kom ind i systemet, kunne jeg mærke, at det passede godt til mig.

Meget af min drivkraft kommer hjemmefra. I min familie taler vi ofte om det særlige ’Albinus-gen’, der rummer en god del stædighed, masser af vilje og drive og en hulens masse energi. Ligesom resten af familien har jeg altid haft svært ved at sidde stille, og den energi har båret mig hele vejen til, hvor jeg er nu.

Det er nok ikke nogen hemmelighed for dem, der kender mig, at jeg også har et meget kraftigt konkurrencegen. Da jeg som 22-årig startede i Forsvaret, skulle jeg leve op til de samme fysiske krav som mændene. Fordi jeg ikke er så høj, var der nogle øvelser, jeg havde lidt svært med, men til gengæld kunne jeg stort set løbe fra de fleste. Det blev opfattet som megasejt, selv om nogle af de holdkammerater, jeg løb fra, havde svært ved at acceptere det. Selv den dag i dag konkurrerer jeg på livet løs, bare mest med mig selv, senest ved Royal Run, hvor jeg slet ikke kunne tøjle mig, da jeg fik startnummeret på.

Jeg er meget åben om, at jeg ikke ved alt – og ikke har svar på alt. Derfor er input og bidrag fra mit Command Team en nødvendighed. Nogle gange kræver det noget overtalelse at få en officer, der kommer fra et system, hvor man aldrig siger sine overordnede imod, til at acceptere, at det ikke alene er velset, men også krævet, i min chefgruppe. Det handler rigtig meget om, at ens chefer skal føle sig trygge i ledelsesrummet. Hvis der er en fri og god stemning i Command Team, forplanter det sig også til hele organisationen.

Noget af det værste, jeg ved, er ledere, der er forelskede i sig selv. Som regel har de ingen selvindsigt, men til gengæld en ualmindeligt stor tro på sig selv. De kan være svære at håndtere, for ledere, der er ubehjælpsomt forelskede i sig selv, er ofte også meget opmærksomhedskrævende og kan give en hulens masse uro på den dårlige måde.

Det kræver mod at se sine egne svagheder i øjnene, men jeg tror ikke, man kan være en god leder uden også at være selvkritisk. Du skal turde kigge på de sider af dig selv, som du måske er mindre stolt af. Jeg arbejder selv hele tiden på at blive en bedre leder og har for eksempel i mange år haft en ekstern coach, som stadig udfordrer mig og giver mig nye perspektiver – og som jeg kan ringe til, når det hele er ved at ramle sammen omkring mig.

Jeg skal stadig øve mig lidt på at blive bedre til at lytte og ikke mindst forstå andres synspunkter, for eksempel ved at huske at inddrage alle med en bordrunde. Når jeg husker det, kommer der næsten altid nuancer frem, som jeg ikke selv havde tænkt på. Men det er stadig noget, jeg skal arbejde på; specielt når jeg er presset, kan jeg glemme det. Jeg bliver irriteret på mig selv, hvis jeg opdager, at jeg ikke har været tilstrækkeligt tålmodig. Men så længe jeg bliver ved med at tage de refleksioner, ved jeg, at jeg stadig udvikler mig.

Jeg synes jo stadigvæk bare, at jeg er Jette fra Fyn, men jeg kan godt mærke, at mange omkring mig tænker: ’Hov, nu står jeg overfor en general’. Derfor er jeg meget bevidst om at være ydmyg. Jeg håber aldrig, at min organisation kommer til at opfatte mig som sådan en selvhøjtidelig leder højt oppe på en piedestal.

Mit bedste ledelsesråd til en nybagt leder er, at du skal være dig selv og hele tiden arbejde på at dygtiggøre dig. Efter min mening kan du ikke kun læse dig til at blive en god leder. Uddannelse og kurser skal kombineres med noget praktisk erfaring, så du får afprøvet al den teoretiske lærdom i praksis. Derfor skal du hele tiden kombinere viden og erfaring for at blive bedre. Og så skal du turde række ud til andre, som ved mere end dig selv.

Min største opgave lige nu er at sikre, at divisionen i Letland er bedst muligt rustet til at løse sin opgave. Det handler om at skabe de rette forudsætninger og om at sørge for, at vi har både ressourcer og kompetencer på plads. Det er en opgave med et enormt ansvar, men også en opgave, der giver dyb mening. Jeg er meget bevidst om, at de beslutninger, jeg tager, har konsekvenser for de soldater, jeg leder, og i min nuværende rolle også for et helt land.

Jeg opfatter mig som soldat og general. Det er det vigtigste for mig; ikke at jeg er en kvindelig soldat og general. Med årene har jeg taget det på mig, at jeg er en rollemodel, ikke kun for kvinder, men for mangfoldighed i det hele taget. Jeg vil gerne være med til at vise, at forsvaret har brug for soldater i alle udgaver og størrelser – uanset køn, religion eller seksuel observans.

Det giver da et sundt stik i maven, at jeg i yderste konsekvens skal føre en styrke på mange tusind mand i krig. Jeg gør mit yderste for at sikre, at vi er klar til at løse den opgave, hvis det skulle blive nødvendigt. Som leder bliver jeg nødt til at lede ud fra, at det faktisk kan blive alvor. Og der skal ikke herske mindste tvivl om, at jeg er klar til slå igen, hvis det bliver aktuelt.

Når vi er på familietur, kan du være helt sikker på, at jeg har førstehjælpskassen med. Jeg har også en kniv i lommen og en ekstra vandflaske. Det ligger nok bare i mit DNA at være forberedt på alt. Derfor kan det godt undre mig lidt, når nogle danskere udtrykker skepsis over at myndighederne opfordrer os alle sammen til at have mad og forsyninger, så vi kan klare os selv i tre dage. Jeg synes jo, at det er naivt, at man ikke kan forstå, hvordan trusselsbilledet ser ud, og at vi alle har et ansvar. Heldigvis oplever jeg, at mange ledere og virksomheder handler på det her og målrettet forsøger at opbygge en robusthed over for kriser af alle slags.

Som privatperson og som menneske synes jeg, det er trist, at vi i disse år er nødt til at bruge mange milliarder af kroner på at genoprette Forsvaret. De penge kunne vi jo have brugt på mange andre presserende ting i samfundet. Men som officer kan jeg se, at det er nødvendigt for at kunne passe på vores fællesskab, på vores nation og dermed på vores demokrati og vores værdier. Personligt føler jeg et stort ansvar for at forklare, hvad milliarderne skal bruges til, og især for at de bliver brugt rigtigt. Den forpligtelse og det ansvar, der følger med, fylder rigtig meget hos mig.

Jeg holdt op med at tælle arbejdstimer for mange år siden. Det er ikke så vigtigt, hvor meget jeg arbejder, så længe der er et tydeligt purpose med det, jeg laver. Jeg ville blive meget frustreret, hvis jeg brugte så mange timer på at lave noget, jeg ikke rigtig følte gav mening, og hvor jeg ikke kunne gøre en forskel. Men det er på ingen måde sådan, jeg har det.

Jeg har altid brugt min sport som mental opladning, og træning er stadig en vigtig del af mit liv. Jeg bliver en meget grumpy chef, hvis jeg ikke har haft mulighed for at træne et par dage, så når jeg er på rejse, laver jeg altid en halv times cirkeltræning på hotelværelset. Det giver mig energi og overskud, og det sender også et signal til mine soldater om, at jeg stadig som 59-årig er en ’rigtig’ soldat, når jeg hopper ind og ud af køretøjer med alt grejet. Nogle gange kan jeg godt fornemme, at de kigger en ekstra gang og tænker: ’Hvad pokker skete der lige der?’.