Flittighed og punktlighed
Selv om Sigmund Ottosen Rubeksen forsøger at flytte sin ledelsesstil med de unge, trækker han også nogle klare streger i sandet, når det gælder hans forventninger til de unge.
»Jeg ved godt, at det kan lyde lidt gammeldags, men øverst på listen står, at de unge skal lære at være flittige og punktlige.«
Han fortæller om en episode forleden, hvor han stod uden for varehuset sammen med tre af sine ledere, da to unge medarbejdere kom slentrende klokken 16.06, selv om de skulle være mødt klokken 16.00.
»Når vi har lavet en aftale om at møde klokken 16.00, så møder man klokken 16.00,« siger han.
Det, der irriterede ham mest den dag, var dog ikke de seks minutter. Det var, at deres leder, der stod lige ved siden af ham, ikke sagde noget. Derfor måtte Sigmund Ottosen Rubeksen selv træde til og sige:
»Jeg skal lige høre: Hvornår skulle I møde? Og er vi enige om, at det ikke sker igen.«
Selv om det umiddelbart kunne se ud som en mindre alvorlig hændelse, tog han efterfølgende sagen op på sit ugentlige møde med sin ledergruppe.
»Det er sådan nogle ting, jeg vil have, at de kommenterer hver eneste gang. Det gjorde vi så åbenbart ikke her. Så jeg tog det op med mine ledere, for det er min opgave at sikre, at alle 16-årige, der arbejder her, mødes af den samme kultur, uanset hvilken leder de har.«