Lea Korsgaard om sin bedste leder: »Han så noget i mig, jeg ikke selv havde opdaget«

Da jeg kom til Politiken som ung journalistpraktikant i 2005, var jeg vildt ambitiøs og enormt grådig på faget, men også fuldstændig uskolet og helt intetanende om, hvad jeg kunne og ikke kunne. Jeg kan se i bakspejlet, at jeg var en ret dygtig praktikant, men det ved man jo ikke nødvendigvis selv, når man træder ind i en helt ny verden. Men meget tidligt oplevede jeg, at Per Knudsen (chefredaktør på Politiken sammen med Tøger Seidenfaden, red.) så mig og satte pris på det, jeg lavede, på en måde, så jeg selv begyndte at fornemme, hvad det var, jeg kunne, og måske kunne blive.

Jeg tror på, at alle mennesker har en ’superkraft’, men der skal en god leder til at få den frem i lyset. Det formåede Per Knudsen. Han var fantastisk til både at spotte talent og til at forstørre folks talent. Jeg vil vove at påstå, at noget af det, der kendetegnede avisen i hans tid som chefredaktør, netop var evnen til at tiltrække og fastholde de største kommende stjerner. Det var også sådan, min egen oplevelse var med ham. Han fik øje på potentialet til det, der kunne blive min superkraft, og så noget i mig, som jeg ikke selv havde opdaget endnu.

En af de små, men vigtige ting, han gjorde, var at lade mig blive på Kulturredaktionen længere, end man normalt kunne som praktikant, hvor man traditionelt rykkede videre efter tre måneder. Ved at give mig lov til det forstørrede han det, jeg var god til, nemlig at boltre mig i det feature-langskriveri, som man stadig kunne få lov til på Politiken på det tidspunkt. For mig var det et kæmpe skulderklap og et signal om, at han syntes, jeg var på vej i den rigtige retning og gerne ville understøtte den udvikling. Når nogen på den måde ser noget i én, som man ikke selv har set endnu, er det en kæmpe kraft.

Noget af det, der virkelig gjorde indtryk på mig, var, at han holdt en personlig tale til hver enkelt af os, da vi stoppede som praktikanter. Det er jo legendarisk at have så stort et overskud. Da han nåede til mig, kan jeg huske, at han fremhævede mit sprog og min måde at se verden på og omsætte det i skrift. Og han læste endda lange passager op fra artikler, jeg havde skrevet. Jeg kunne bare mærke, at han syntes, det var fedt, det jeg lavede.

Efter at jeg selv er blevet leder, er det gået op for mig, at han ikke kun holdt taler til hver enkelt praktikant for at være sød. Det var jo også udtryk for virkelig god ledelse og rettidig omhu. For ham var det et led i arbejdet med at sikre, at de største talenter valgte Politiken. I mit job som chefredaktør på Zetland har jeg det i dag på samme måde. Det er også det absolut vigtigste i mit job at sørge for, at vi har de rigtige talenter og en tilpas stor talentmasse. Og jeg har virkelig taget Pers måde at arbejde med talentudvikling til mig, især det her med at lade talenterne forstå, at du ser dem.

Jeg er overbevist om, at en god leder kan gøre en kæmpe forskel. Den forkerte leder kan dræbe din gejst og få selvtilliden og kreativiteten til at fosse ud af dig. Omvendt kan den rigtige form for ledelse betyde, at du yder mere, performer bedre og får en meget større gennemslagskraft i verden. Jeg tror fuldt og fast på, at god ledelse kan få en medarbejder til ikke bare at være 100 procent fed, men 120 procent fed.

Som person var Per Knudsen ikke en mand, der gjorde noget stort væsen af sig. I det daglige var han ydmyg og ikke specielt synlig. På den måde var han den absolutte modsætning til Tøger Seidenfaden. Hvor Tøger var den larmende, farverige bullebasse, mindede Per mere om en djøf’er, der gik rundt på en ministergang. Pers ydmyghed gik hånd i hånd med en ordentlighed, som dengang var af en helt særlig karat – og stadig er det i dag. Jeg har flere gange haft brug for at trække på hans etiske dømmekraft, og han har hver eneste gang været snorlige i sin integritet.

At udgive en avis minder på mange måder om at arbejde på en fabrik. Der skal et produkt ud hver dag, og der er en masse rutinearbejde. Men Per Knudsen havde en særlig evne til at omdanne fabrikken til et magisk sted. Særligt i de dage, hvor han kom løbende ind på redaktionen med en skæv idé. Så kunne den ellers meget rolige mand pludselig fare op som en trold af en æske og sige: ’Nu rydder vi forsiden og laver en særudgave i anledning af ungdomshusets rydning’. Det var enormt effektfuldt, når han var i det mode, og man fik lyst til at følge ham til verdens ende.

Per havde en meget klar vision for, hvordan man laver journalistik som en begivenhed. Som for eksempel da han fik den idé, at vi skulle putte alle de asylbørn, der sad i asylcentrene, på forsiden – fotograferet af Miriam Dalsgaard og med tekster af Olav Hergel, som jeg fik lov at bidrage til. Per var ekstremt god til at læse tiden og kunne omsætte ’zeitgeisten’ til konkrete ideer og et produkt, som læserne kunne mærke. På den måde var han et fantastisk avismenneske og i besiddelse af en meget sjælden gave.

Det mod til at gribe noget, der sker lige nu, synes jeg er vildt vigtigt at holde fast i i en medieverden, hvor alt bliver mere og mere planlagt. Den impulsive, næsten cirkusagtige energi, Per Knudsen af og til lod komme til udtryk, er noget, som jeg stadig ofte tænker på og lader mig inspirere af. For mit eget vedkommende er jeg dog meget opmærksom på, at folk kan blive trætte, hvis jeg konstant står og råber ’cirkus’ og optræder som en trold i en æske. Per gjorde det kun en gang imellem, og derfor var det så effektfuldt. Noget af det, jeg selv skal arbejde med som leder, er at skrue lidt ned for ’cirkusset’ en gang imellem, så jeg ikke fylder alt hele tiden.

Selvom jeg i virkeligheden kun havde Per som chef i ret kort tid, står han stadig for mig som et absolut fyrtårn. Det siger for mig en del om, hvad den rigtige leder kan gøre på det rigtige tidspunkt i din historie. Han fik i hvert fald skubbet mig i gang på en måde, jeg ikke kunne have ønsket mig bedre.