Peter Lund Madsen om sin bedste leder: »Han var generøs med at dele spotlightet«

Da jeg begyndte min lægekarriere, led mange overlæger af den idé, at de med så lang og svær en uddannelse bag sig kunne alt – herunder at lede. Derfor var ledelse ikke noget, de behøvede at lære eller bruge særlig meget tid på. Det resulterede i en meget fjern ledelsesstil. Man hørte kun fra sin leder, hvis der var noget, man skulle gøre anderledes. Så lå der en seddel i ens dueslag. Det var med andre ord et godt tegn, hvis ens dueslag var tomt. Det var det tætteste, man kunne komme på at få ros.

Jeg ville gerne forske på Rigshospitalet, fordi det var det fineste sted af dem alle. Men der var ikke plads, så derfor blev jeg sendt ud på Bispebjerg. Og det blev jeg meget, meget fortørnet over. I sidste ende blev det dog en gave for mig at havne på netop Bispebjerg. For det var der, jeg mødte Niels A. Lassen, som ikke bare blev min formelle leder, men også en videnskabelig far for mig. Det var ham, som blev min mester.

Niels var en rigtig professor. En meget, meget klog mand, som havde opnået store resultater og havde masser af kontakter rundt om i hele verden. En international stjerne, faktisk, som af forskellige årsager var havnet ude på Bispebjerg, hvor han gik rundt i skjorte og pæne bukser. Måske en tynd sweater. Indimellem stak skjorten op i den ene side. Men det opdagede han ikke, fordi han var så optaget af sit arbejde. Og ingen turde sig det til ham. Ikke fordi man frygtede ham. Men fordi man havde så stor faglig respekt for ham, knaldhamrende dygtig, som han var.

Tidligere forstod jeg ikke, hvorfor folk ville være ledere. I dag kan jeg virkelig nemt se formålet med at være leder. God ledelse kan få en hel afdeling til at blive langt, langt mere velfungerende. Det kan gøre, at folk har det sjovere, er mere motiverede og derfor også præsterer bedre. Tænk bare på den forskel, en dygtig skoleleder kan gøre. Det er jo altafgørende for, hvordan det hele kører. Så jeg er ikke længere i tvivl om, at ledelse er voldsomt vigtigt. Og det var Niels med til at åbne mine øjne for.

En af de gode ting ved ham som leder var, at han aldrig bagtalte sine medarbejdere. Jeg hørte ham aldrig sige noget negativt om andre og kunne derfor gå ud fra, at han ikke sagde noget negativt om mig. Det var selvfølgelig enormt behageligt at vide, at han ikke gik rundt og talte dårligt om en. Men det betød også, at man slap for at blive blandet ind i noget, som ikke vedrørte én. Så man vidste, hvor man havde ham, og at man kunne stole på ham. Han var godt opdraget, en gentleman.

Der findes to typer af mennesker. Dem, der ikke kan få nok. Og dem, der kan få nok. Niels havde fået så meget ros, at han ikke behøvede at føre sig frem eller hævde sig. Han fik det ikke dårligt eller blev urolig, hvis andre funklede og fik ros. Han var generøs med spotlightet. Der er nogen, der bliver afhængige af rosen og altid vil have mere. Niels, derimod, tiltuskede sig aldrig ære, som ikke tilkom ham. Hvis han til en konference skulle tale om nogle resultater, som jeg eller en anden havde fundet frem til, så var han altid meget omhyggelig med at fortælle navnet på den, der stod bag. Det betød, at man kunne lide ham. At man fik respekt for ham. Og når man respekterer sin chef, så får man lyst til at gøre det, han beder dig om.

Selvom Niels sagtens kunne rumme, at andre stod i spotlightet, så var han ikke typen, der smed om sig med ros. Og når den kom, så kom den ofte ret diskret. Engang, da jeg havde præsenteret nogle resultater for ham, sagde han til mig: ’Du får travlt den kommende tid’. Det var en stor ros. Jeg kunne godt lide, at han doserede rosen. For hvis du får den hele tiden, så mister den jo totalt sin virkning. Så bliver den ligegyldig. Det var den aldrig med Niels. Så vidste man, at der var grund til at være virkelig glad og stolt.

Jeg havde engang en klassisk freudiansk drøm, hvor jeg sad nede i laboratoriets kælder og spiste Niels’ hår. Jeg ville gerne have hans styrke. Og den sidder jo i håret, siger man. Han var kvik, havde gjort store opdagelser og var meget behagelig. Jeg ville gerne have det, han havde. Og det var jeg ikke den eneste, der ville. Andre havde det på samme måde med ham. Han var sådan en, man virkelig godt gad at sidde til bords med til en fest.

Hvis man skulle pege på en ting, som Niels ikke var så god til, så var det at håndtere konflikter. Hvis der var nogen, der havde været uretfærdig overfor en af hans ansatte, så måtte man selv klare det. Han var ikke den, der gik op og sagde fra og forsvarede en. Så selvom han besad mange kvaliteter, så var der også ting, man i hvert fald med nutidens briller kunne ønske, han havde været bedre til. Konflikthåndtering var en af dem.

Jeg kunne lige så godt være kommet et sted hen, hvor man lavede metodestudier og ikke egentlig forskning. Og så have jeg brugt fire år på noget, jeg syntes var kedeligt. I stedet fik jeg lavet en masse forskning og lærte at skrive videnskabelige artikler af Niels og andre gode folk derude. Det var uden tvivl, fordi det var så fantastisk at arbejde under Niels’ ledelse, at jeg blev så glad for at forske. Han var ikke chef for at være chef, men for at gøre noget meningsfuldt. Og det følte jeg, at jeg var med til.

Niels var ikke en, alle kom ind på livet af. Men med årene fik jeg et tæt forhold til ham. Han besøgte mig, da jeg boede i USA, og vi holdt kontakten lige frem til hans død i 1997. Faktisk afsluttede vi en videnskabelig artikel sammen hjemme hos ham dagen inden, han døde. Han var en fremragende forsker, en dygtig leder og en meget, meget fin mand.