Brian Holm om sin bedste leder: »Nok var han kontroversiel, men jeg vidste, at han altid havde min ryg«

Brian Holm har ombestemt sig.

Da vi for en uge siden talte sammen i telefon, nåede han frem til, at Bob Stapleton, den amerikanske rigmand, som Brian Holm kørte under på storholdet Telekom i 90’erne, måtte være den bedste leder, han havde haft.

Men nu, hvor vi sidder overfor hinanden på en café ved Frederiksberg Rådhus med te og kaffe imellem os, er han kommet på andre tanker.

»Bob var en dygtig leder. Han indeholdt både noget fra den gamle og den nye verden. Men havde han vores ryg, når det virkelig brændte på? Det var jeg faktisk aldrig helt sikker på,« siger han og ser på mig med det der intense blik, hvor de dybtliggende, isblå øjne står vidt åbne, og læberne er presset sammen, som kæmper han med at holde et kæmpe grin tilbage.

At han vakler i sit valg, er ikke så underligt. De fleste af hans ledere i cykelsporten har været mildest talt sammensatte. Gode på nogle punker. Håbløse på andre. Den, han nu er endt på, er dog heller ikke ligefrem cykelverdenens svar på Moder Teresa. Navnet er Patrick Lefevere, grundlægger og direktør på holdet Quick-Step, hvor Brian Holm var ansat som sportsdirektør fra 2012 og ti år frem.

Belgieren er kendt som en arrogant, åbenmundet og kontant lederskikkelse. Selv tøver Brian Holm ikke med at kalde ham »kontroversiel«.

Netop det prædikat er dog også svært at komme uden om, når man ser på de talrige sager, han med tiden har været indblandet i. Han er blandt andet blevet beskyldt for at have udtalt sig nedsættende om kvindecykling og for at optræde fuld i et tv-show.

Brian Holm erkender, at belgieren ofte har båret sig uheldigt an i medierne. Men det skyldes mere hans ringe kommunikative evner end en tvivlsom verdensanskuelse, mener han.

»Han sagde ofte ting i medierne uden at overveje, hvordan de kunne blive udlagt,« siger han og peger på sagen, hvor Lefevere afviste ideen om at starte et kvindehold med ordene: »Vi er ikke et dagpengecenter.« En udtalelse, der ifølge Holm i virkeligheden handlede om, at økonomien ikke var til at betale kvinderne ordentligt.

På trods af de uheldige sager ser Brian Holm flere væsentlige kvaliteter ved Lefeveres lederegenskaber. For det fremmest have Holm altid en oplevelse af, at belgieren stod bag ham - uanset hvad.

Havde Brian Holm besluttet sig for at sende en rytter hjem på en tænkepause, fordi rytteren havde sat sig selv over holdet, så var det ikke noget, Lefevere satte spørgsmålstegn ved.

»Han havde tillid til min dømmekraft. Og det var fuldstændig afgørende for, at jeg kunne fungere i jobbet som sportsdirektør. Var han begyndt at så tvivl om mine beslutninger, så havde jeg mistet min autoritet. Og dermed mit arbejde. For hvis ikke du har respekten fra dine ansatte, så er løbet kørt,« siger han.

»Nok var han kontroversiel, men jeg vidste, at han havde min ryg.«

Hierarkiernes mand
Patrick Lefevere er »af den gamle skole,« som Holm udtrykker det, en mand, der sværger til stejle hierarkier. Rollefordelingen skal være tydelig. Lederne bestemmer retningen. Medarbejderne fører planen ud i livet. Går der for meget rundkreds i den, kommer man ingen vegne. Ikke mindst når det handler om at komme først over målstregen i et cykelløb. Det var sådan, Lefevere så på det. Og det er langt hed ad vejen også sådan, Brian Holm ser på det.

»Det var enevælde. Med Lefevere som mafia-bossen for bordenden. Til tider var det måske for meget af det gode. Men omvendt gjorde det tingene dejligt enkle. Alle vidste, hvem der bestemte. Han traf de overordnede beslutninger. Jeg havde ansvaret for taktikken under løbene. Så kommandovejen stod lysende klar. Og det tror jeg er vigtigt – ikke kun på et cykelhold, men i enhver organisation.«

Er rollefordelingen utydelig, kan det nemt tage fokus fra det, som medarbejderne er ansat til, nemlig at løse opgaverne, mener Holm.

»Rytterne havde nok at gøre med at sætte sig op til løbene. Hvis de også skulle have brugt krudt på at nå til enighed om taktikken for etapen, så tror jeg sgu ikke, vi havde vundet lige så mange løb, som vi gjorde,« siger Holm, der som sportsdirektør var med til at gøre Quick-Step til 2010’ernes mest vindende professionelle cykelhold.

Hvad der nok vil overraske mange, er, at Lefevere trods sin mafiøse fremtoning var god til at lytte. Faktisk bedre end nogen anden chef, Holm har haft. Han var åben for input. Og ville gerne lytte, hvis en ansat på holdet havde noget på hjerte.

»Vi kunne have lange samtaler om alt muligt. Og det var min oplevelse, at han faktisk lyttede. Men hvis der var den mindste tvivl om, om vi skulle gå den ene eller anden vej, så tøvede han ikke med at slå i bordet og sige ‘det bliver sådan her. Færdig!’ Og det er det, jeg så godt kunne lide ved ham: Han var åben og lyttende, men tøvede ikke med at træffe en beslutning, når der var brug for det. Det synes jeg var en kæmpe styrke ved ham som leder,« siger Brian Holm, der har holdt pause fra ledergerningen, efter at han i 2022 stoppede som sportsdirektør på Quick-Step. Siden da er tiden gået med at være kommentator på Eurosport, passe rollen som konservativt byrådsmedlem i Frederiksberg Kommune og så selvfølgelig holde formen ved lige på racercyklen sammen med gamle venner. Matti Breschel. Jens Veggerby. Brødrene Mørkøv.

Pæn skjorte
Brian Holm ligner som altid en, der er på vej til et fotoshoot for Euroman. Det gråsprængte fyldige hår er redt tilbage, og han er iklædt mørkeblå gabardinebukser og blå- og hvidternet skjorte. På stolen ved siden af ham ligger en lille, sort stoftaske af det eksklusive cykelmærke Rapha.

Med sit blik for mode og tøj kunne Holm ikke undgå at bemærke, at Lefevere altid mødte op til morgenmaden på hotellet i en hvid, nystrøget skorte – uanset hvor længe han havde være ude natten før for at drikke gin og tonics med holdets sponsorer. Og det satte han pris på:

»For mig afføder det en form for respekt, når en leder møder velklædt op. Det viser, at de går op i det, de laver. At det betyder noget,« siger han.

»Og så er det altså bare lettere at sætte sig i respekt i en pæn, hvid skjorte end i badesandaler og joggingbukser,« tilføjer han og trækker på skulderne. Brian Holm ved godt, at han på nogle punkter er gammeldags. Men det står han ved.

»Jeg har altid godt kunne lidt, at en murer går i hvide murebukser, og at en leder har en pæn skjorte på. Det er igen det med rollerne. De skal være tydelige – og gerne, så du kan se forskel med det blotte øje. Det er selvfølgelig håbløst gammeldags,« griner han. »Men det er nu engang det, jeg er vokset op med.«

Rolig indadtil
Ifølge Brian Holm var der stor forskel på den bryske og konfrontatoriske Lefevere, som optrådte i pressen og så den, der talte til sine medarbejdere. For selvom han også overfor dem kunne blive sur, så hævede han aldrig stemmen. En egenskab, Holm gjorde alt for at efterleve i sit eget lederskab.

»I det øjeblik, du mister besindelsen og råber, så har du tabt. Folk stopper simpelthen med at lytte efter. Og mister respekten for dig. Og det havde Lefevere forstået. Jeg kan ikke huske én gang, hvor han har hævet stemmen.«

»Og det virker jo,« konstaterer Holm: »Taler du stille og roligt, så er folk langt mere åbne overfor det, du siger. Også selvom de ikke bryder sig om budskabet,« siger Brian Holm, der ifølge Mark Cavendish, hans supersprinter på først T-mobile og senere Quick-Step, sjældent virkede vred eller stresset. »Højst én eller to gange,« ifølge briten.

Egne veje
Selvom Brian Holm rangerer Patrick Lefevere højt som leder, så er han på nogle områder gået andre veje end den nu pensionerede cykelboss. Det handler blandt andet om, hvor tæt du må være på dine ansatte, men også om, hvor meget krudt du skal bruge på at anerkende dine medarbejdere for deres indsats.

Lefevere mente som de fleste af Holms andre chefer i cykelverdenen, at det var bedst at holde deres ansatte »to skridt fra livet«, som Holm udtrykker det.

Brian Holm kan godt se ideen i at holde vandtætte skodder mellem det professionelle og det private. Alligevel er det aldrig noget, han selv har praktiseret. Faktisk har han undervejs i sin lederkarriere knyttet tætte venskaber med flere af sine ryttere.

»Det med at dele tingene skarpt op er lidt en illusion, synes jeg, for de ting, der præger vores privatliv, tager vi jo med på arbejde. Derfor har det for mig givet mening at involvere mig i rytternes trivsel. Hvad tumlede de med? Hvordan gik det på hjemmefronten? Selvfølgelig skal man ikke overskride folks grænser, men hvis de havde brug for det, så tog jeg gerne en snak med dem om de ting. Det var nok medvirkende til, at vi kom noget tættere ind på livet af hinanden, end jeg selv var med mine egne chefer,« siger Brian Holm, der i 2021 var ’best man’ til Cavendish’ bryllup, mens de to stadig arbejdede sammen.

Men kan det ikke skade ledernes habilitet, hvis man er tæt med visse af medarbejderne, mens man med andre har en mere professionel relation, spørger jeg.

»Jo, måske. Men jeg oplevede det aldrig som et problem. Det var jo ikke sådan, at jeg strøg dem, jeg var tættest på, med hårene. Tværtimod. Det er lige som med ens børn. Man vil dem det bedste. Og derfor må man indimellem sige nogle ting til dem, som de måske ikke bryder sig om at høre, men som man ved vil gavne dem på den lange bane. Det ender de jo som regel også selv med at kunne se. Sådan var det også med rytterne. I nuet kunne de syntes, jeg var en kæmpe idiot. Men efter lidt tid kunne de godt se, at jeg gjorde, som jeg gjorde, fordi der ikke var noget, jeg hellere ville, end at det skulle gå dem godt,« siger han.

»De var jo mine drenge.«

Shit happens
Også når det handler om anerkendelse, har Brian Holm udviklet sig i en anden retning end Lefevere, der kun roste medarbejderne, hvis »man virkelig var på røven«, som Holm udtrykker det.

Mennesker har brug for anerkendelse. Det er sådan, vi er indrettet, påpeger han. Og det har han været bevidst om som leder.

»Ingen kan fungere uden anerkendelse, det gør, at man føler sig værdsat og lige retter ryggen, du ved?« siger han og læner sig ind over bordet og giver mig et let dask på skulderen.

Efter hvert løb skrev en mail til sine ryttere med ros og gode råd til, hvad de kunne arbejde videre med. Risen brugte han ikke meget krudt på. Rytterne vidste godt, når de ikke havde ramt dagen. Og det gør man langt fra hver dag som cykelrytter. Sådan er det, når over 175 ryttere fordelt på 22 hold kæmper om en plads på sejrspodiet.

Var en rytter inde i en dårlig periode, forsøgte Brian Holm at opstille mindre mål for rytterne. Måske sætte ham til at køre et mindre løb for at få en succesoplevelse. »Står der et et-tal ud fra dit navn, så glemmer du hurtigt, om det er Flandern Rundt eller et cykelløb i Tølløse, du har vundet,« griner Brian Holm, der også brugte humor som et redskab til få humøret op hos rytterne efter en dårlig dag på landevejen.

Efter en etape under Tour de France, hvor rytterne havde dummet sig på de sidste 150 meter og måtte se sige farvel til både etapesejren og den gule trøje, indledte Brian Holm med at sige, at det var det værste, han nogensinde havde set. Men så tog talen en drejning. »Vi har skrevet historie. For det er simpelthen umuligt at dumme sig mere på 150 meter. Det er vi nødt til at fejre,« sagde han og bestilte den dyreste vin på kortet.

»Der er noget befriende ved at kunne grine sammen, når man har trådt ved siden af. Shit happens. Vi kæmper videre og forsøger at gøre det bedre i morgen. På den måde kan du vende modgang til et kolossalt sammenhold på en arbejdsplads.«

Chokolade eller ej?
Det er netop i modgang, mener Brian Holm, at du skal vise, hvad du som leder er værd. Eller som han formulerer det: »Når kuglerne flyver om ørene på dig, så finder du ud af, om du er lavet af chokolade eller ej.«

Oplever dine medarbejdere, at du støtter dem, når det hele falder sammen, så vil de til gengæld udvise »meget, meget stor loyalitet overfor dig,« siger han og vender tilbage til Patrick Lefevere.

»Det var ikke alt, han gjorde, som rimede på moderne ledelse. Men når pressen stod i kø for at svine os til, så stod han op for os. Det gjorde indtryk. Og jeg håber, det også var sådan, mine ryttere oplevede mig som leder.«