Berit Riise Larsen havde aldrig haft ledelsesansvar, da hun i 2020 fik ansvar for 23 ansatte placeret i syv forskellige lande. Hendes tilgang var, at hun stort set altid skulle være tilgængelig for medarbejderne, også for kollegerne i USA, der tager hul på dagen, når det tæt på fyraften i Danmark. Det på trods af, at hun samtidig skulle have snor i en række KPI’er, og på trods af at hun som regel gerne overtog opgaver, for eksempel når nogen skulle på ferie. Selvom det lykkedes både at være tilgængelig, klare driftsopgaver og opfylde KPI’er, måtte hun sande, at noget skulle være anderledes.
»Jeg blev meget operativ hele tiden. Det var svært at få tid til at fokusere på KPI’er, og hver dag lagde jeg to-tre timers arbejde udover almindelig arbejdstid,« fortæller Berit Riise Larsen.
Derfor takkede hun ja, da hendes egen leder spurgte, om der var noget, hun havde brug for i sin nye lederrolle. Nærmere bestemt blev hun nysgerrig på virksomhedens tilbud om et forløb, hvor hun kunne tale om arbejdslivet med en sparringspartner.
»Vi er jo en del ledere i firmaet, som jeg alle sammen kan spare med, og vi er gode til at bruge hinanden. Men firmaet ville gerne give mig mulighed for at tale med en udefra, fordi det måske kunne give noget ekstra.«