Kaffe-roulette og psykiske udfordringer

Sådan oplevede seks danske ledere verden i covid-19-lockdown

25. januar 2021

Selvom coronakrisen er et globalt fænomen, har den påvirket danske ledere i udlandet vidt forskelligt. Seks ledere beretter her om, hvordan de oplevede krisen, og hvordan den stadig påvirker dem.

VL gruppe til teams møde
Gå til Action card
Corona-nedlukning. Nu kender vi det vist efterhånden alt for godt. Vi ved, hvad det gør ved os alle herhjemme. Ledere, medarbejdere og familier.

Men hvordan ser det ud i resten af verden? Det kan danske ledere i udlandet berette om, og det var præcis hvad de gjorde, da medlemmerne i den danske VL Gruppe 84 mødtes fysisk på den britiske ambassade på Østerbro i København og inviterede medlemmer fra de mange VL-grupper i verden virtuelt med på mødet for at lade dem dele deres erfaringer.

Mødet foregik i 2020 mellem første og anden nedlukning – og Lederstof var med.

En af deltagerne var COO i reklamevirksomheden Dentsu Aegis New York, Christian Vollerslev. Hans hustru fødte deres anden søn 19. marts, da New Yorks gader begyndte at ligne en slagmark under forårets voldsomme coronabølge.

»Jeg har aldrig været så bange i mit liv, som da jeg gik ud fra hospitalet. Overalt stod der militærfolk og mennesker, som ville ind på skadestuen for at blive testet for Covid-19 overalt«, siger han.

Du kan læse mere om Christians og fem andre danske ledere i udlandets oplevelser her.

Kenneth Refshauge, Delievery and Change-Manager, Barclays (VL78 i London)

»Alt er gået over alt forventning. Vi arbejdede hjemme fra dag ét – og gør det i høj grad stadigvæk. Teknikken fungerede. Ledelsesmæssigt har der været nogle udfordringer. Jeg havde for eksempel en assistent, der var helt ny fra universitetet. Han har nærmest siddet virtuelt ved siden af mig, i mange timer på medhør«.

»Det sværeste har været de lange arbejdstider, fordi jeg har en tendens til at arbejde tidligt om morgenen — og lige lave lidt ekstra senere for at komme foran. Så bliver det til en forventning«.

»Socialt har vi forsøgt at bevare relationerne på forskellige måder, blandt andet med en kaffe-roulette, hvor man mødes en halv time med hinanden. På den ene side har det været meget sjovt. Men vi har jo alle også meget travlt, så folk tænker, hvorfor dog bruge tid på det? Det er en udfordring at huske det sociale i disse tider.«

Morten Degnemark, president og indehaver af I.B.N. Diamond Corporation (VL83 i New York)

»I begyndelsen af marts var det op ad bakke for en produktionsvirksomhed som min, hvor vi producerer smykker og diamanter. Vi gik fra en produktionstid på 8-10 dage til 25 – og det er jo begrænset, hvad man kan foretage sig hjemmefra«.

»Vores diamant og ædelstens sliberi i Indien lukkede, og støberiet i New York lukkede også. Derfor skulle jeg løse opgaven at finde et nyt støberi i USA. Det fandt jeg i staten Montana. Det lå 80 kilometer fra den næststørste by og som de sagde derude, så var social distancing ”a way of life”.«

»New York er stadig ikke sig selv. Mange er fortrukket til deres sommerhuse, men jeg er også sikker på, at New York vil rebounde. Mange savner de input, der kommer fra at være en del af en by som denne, så folk vil vende tilbage«.

Lars Himmer, Head of Volkswagen Passenger Cars Russia (VL76 i Moskva)

»Rusland er et stort land og der har været store forskelle på bekæmpelsen af pandemien alt afhængig af, hvor udbredt covid-19 har været«.

»Typisk skal det gå stærkt, når der kommer nye initiativer, hvilket stiller krav til os som ledere. Vi fik eksempelvis med kort varsel besked på, at vi på to dage skulle identificere 30 procent af medarbejderne, der skulle arbejde hjemme«.

»Vi skulle udlevere mobilnumre, personkort og rejsekortinformationer på de berørte medarbejdere. Derudover måler vi også temperatur, og skal gå rundt med masker og handsker hele tiden«.

Pia Dalziel, partner og advokat hos ebl miller rosenfalck (VL78 i London)

»Vi skiftede og gik ”i cloud” den dag coronaen ramte. Vi var i stand til at arbejde hjemmefra og faktisk samtidig rulle et it-projekt ud. Ledelsesmæssigt har det fungeret med mange møder i Microsoft Teams og bilateral kontakt til de enkelte medarbejdere. Vi har nogle nye medarbejdere og fuldmægtige, som har brug for mere kontakt for at blive sat ind i tingene, men på grund af corona-restriktioner kan vi ikke sidde fysisk sammen med dem. Det er der ikke så mange gode løsninger på det. Vi prøver med mere telefonisk kontakt og enkelte dage på kontoret.«

Lars Christensen, General Manager hos Camden Town Brewery (VL78 i London)

»Jeg er en af de heldige, der får lov til at være på kontoret halvdelen af tiden. Vi er inddelt i bobler, og der må kun være én boble på kontoret ad gangen, så vi undgår at smitte hinanden«.

»Det betyder også, at jeg ikke har set halvdelen af mine medarbejdere i tre måneder. Det er svært. Især fordi jeg er i gang med et større projekt med forandringsledelse. Og der er bare nogle samtaler og dialoger, som man ikke kan have på samme måde, når man ikke ses. Derfor bruger jeg faktisk mine 14 dages ferie lige nu på at skifte over den anden boble«.

Christian Vollerslev, CCO hos Dentsu USA (VL83 i New York)

»Vi er endnu ikke tilbage på kontorerne, og vi vender ikke tilbage før tidligst i Q1 2021. Det er en udfordring. Det er svært at erstatte almindelige ansigt til ansigt-møder med online-møder. Vores HR-afdeling har gjort en masse med virtuelle begivenheder og den slags. Vi er også ekstra opmærksomme på de psykiske udfordringer for vores ansatte. Derfor udfører vi ekstra medarbejdertilfredshedsmålinger, etablerer hotlines og har hjælperedskaber til netop det.«

»Man skal huske, at alene i New York døde mere end 30.000 mennesker i foråret. Hos Dentsu har vi 5.800 ansatte i New York, og mange af dem har fået Covid-19 frygten helt tæt på. Jeg oplevede det også selv. Min elskede hustru fødte vores anden søn den 19. marts, da New York blev globalt epicenter for pandemien. Jeg har aldrig været så bange i mit liv, som da jeg gik ud fra hospitalet. Overalt stod der militærfolk og mennesker, der ville ind på skadestuen for at blive testet for Covid-19. Det har – skal jeg hilse og sige – foranlediget en del gode samtaler over nogle gode glas rødvin hjemme i privaten.«

Andre artikler om ledelse under corona

I din indbakke Konkrete værktøjer og viden om ledelse

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag ugentlig inspiration, værktøjer, portrætter, kurser og guides.

Luk
I din indbakke Konkrete værktøjer og viden om ledelse

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag ugentlig inspiration, værktøjer, portrætter, kurser og guides.