Familien ejer virksomheden. Men det er Jacob, der bestemmer: »Jeg er nødt til at være mig selv«

Jacob Birkbøll undrede sig.

I sine 15 måneder som økonomidirektør i Rødovre Centrum havde han holdt utallige møder med den administrerende direktør, Jesper Andreasen.

Men aldrig før havde direktøren bedt ham tage en flaske rødvin med.

Da han blev ansat som økonomidirektør, havde rekrutteringsbureauet antydet, at han – hvis alt gik vel – engang kunne få det »ultimative ansvar«, som han siger: Direktørposten.

Jacob Birkbøll har »aldrig villet nøjes«. Han har altid rakt hånden op og påtaget sig flere opgaver og mere ansvar. Derfor kunne han godt lide tanken om at skulle sidde for bordenden. Det var, forklarer han, »en gulerod«, han kunne stræbe efter.

Men det skulle vel ikke ske allerede nu?

Han var stadig relativt ny i virksomheden og i retailbranchen i det hele taget.

Måske skulle de bare skåle på deres gode samarbejde. Og ønske hinanden god weekend. Det var jo fredag eftermiddag og kontorgangen næsten tom.

Otte måneder senere – i midten af oktober 2021 – holdt direktøren reception. Ikke bare fordi han fyldte 60. Men mest af alt for at markere, at han 1. november trådte tilbage som direktør til fordel for den 39-årige økonomidirektør Jacob Birkbøll.

Jacob Birkbøll var altid for alvor i tvivl om, hvad han skulle svare, da han blev tilbudt jobbet. Heller ikke, selvom han ville blive den første direktør for Rødovre Centrum i 45 år, som ikke var en del af ejerfamilien.

»Det er noget særligt at komme udefra og skulle lede en familievirksomhed. For dem er det hjerteblod,« siger Jacob Birkbøll, der tager imod på administrationsgangen, hvor en række sort-hvid fotografier viser Rødovre Centrums lange historie. Fra da centeret blev åbnet i 1966 som det første af sin slags herhjemme og til royale besøg gennem tiden. For enden hænger en plakat med centerets første slogan: »Alt under een hat«. I dag tæller centeret 160 butikker og 50 klinikker.

Ifølge Jacob Birkbøll, der er i kortærmet, lyseblå skjorte med navnet ’Rødovre Centrum’ skrevet på kraven, er centeret ikke bare »unikt« på grund af sin 60 år lange historie. Men måske endnu mere, fordi det stadig er ejet af den stiftende familie. Det er særligt i en tid, hvor de fleste andre lignende indkøbscentre er ejet af store pensionskasser eller ejendomsselskaber.

Men hvad betyder det for Jacob Birkbølls job som direktør, at centeret er familieejet? Hvor stor frihed har han? Og hvilket aftryk synes han selv han har sat i sine nu fem år som øverste chef?

Ud af skyggen
Inden Jacob Birkbøll satte sig i direktørstolen, insisterede han på at holde et møde med hvert enkelt medlem af ejerfamilien. Det fortæller han, da vi sidder på hans kontor, hvor der på væggen bag ham hænger otte jagttrofæer.

Ideen med møderne var at få et indblik i, hvad de enkelte familiemedlemmer havde af tanker om virksomheden. Om kulturen, værdierne og fremtiden.

»Her er bestyrelseslokalet ikke fyldt op med professionelle erhvervsfolk som andre steder. Det er familiemedlemmer fra forskellige generationer. Og hvis jeg skal betjene dem bedst muligt, så er jeg nødt til at forstå, hvad der er vigtigt for dem,« siger han.

Det handlede både om at vise respekt for familiens livsprojekt, men altså også om at danne sig et nuanceret billede af, hvordan familien ser på virksomheden.

»Det er deres virksomhed og deres lange familiehistorie, og derfor skal jeg selvfølgelig lytte til de tanker, de har. Det er både logisk og ordentligt at gøre, når man som jeg kommer ind udefra og skal lede en familievirksomhed med så lang og stolt en tradition,« siger han.

Men selvom Jacob Birkbøll har stor respekt for det, familien har opbygget, så har det været vigtigt for ham at kunne være sig selv i rollen som direktør. At kunne »have sig selv med«, som han formulerer det.

»Jesper (tidligere direktør og nuværende bestyrelsesformand, red.) havde sin måde at gøre tingene på, og jeg har min. Og sådan skal det være,« siger han.

»Hvis jeg bare var en skygge af ham, ville det blive utroværdigt. Jeg er nødt til at være autentisk og tro mod det, jeg står for. Ellers er der ingen, der gider følge mig,« siger han og peger på, at han aldrig kunne finde på at begrunde en beslutning med, at »det var sådan, Jesper ville have gjort.«

»Nu er det mig, der har den. Og det ansvar tager jeg på mig. Det er det, jeg er hyret til.«

I begyndelsen trak Jacob Birkbøll store veksler på den viden, som den tidligere direktør havde akkumuleret gennem sine 30 år på posten. De to har stadig en tæt dialog, ikke mindst fordi Jesper Andreasen som bestyrelsesformand fortsat har kontor i huset.

Men Jacob Birkbøll har aldrig været i tvivl om sit mandat. De store strategiske beslutninger, som for eksempel den kommende 5.000 kvadratmeter store udvidelse af centeret, bliver truffet i bestyrelseslokalet. Men i det daglige er det ham, der bestemmer. Det har han altid følt opbakning til.

»Jeg har fået pladsen og friheden til at gøre tingene på min egen måde. Og det sætter jeg stor pris på. Det har givet mig større troværdighed og på et personligt plan også mere selvsikkerhed.«

Han understreger, at der er mange ting, der ikke har ændret sig under hans ledelse. Han overtog, forklarer han, en velfungerende virksomhed med en stærk kultur. »Og så er det begrænset, hvor meget man skal skrue på,« som han siger.

Alligevel er der ting, der har ændret sig under hans ledelse.

Ingen maske
Jacob Birkbøll har intet dårligt at sige om sin forgænger, understreger han. Men tiderne skifter. Ligesom tendenserne indenfor ledelse. De senere år er der for eksempel kommet langt mere fokus på psykologisk tryghed, og det er en udvikling, han hilser velkommen.

»Hierarkierne er blevet fladere og fladere. Det synes jeg er en god ting. Hvis afstanden mellem ledelsen og medarbejderne bliver for stor, er det svært at opbygge tillidsfulde relationer.«

Jacob Birkbøll vil gerne være i øjenhøjde med alle af sine små 50 medarbejdere, der tæller alt fra rengøringsassistenter og regnskabsansvarlige til ejendomsfunktionærer og sågar en detektiv.

Han er derfor ofte ude på gangene og rundt om i centeret for at »hilse på«, som han siger. En kort snak om løst og fast. Nogle gange arbejdsrelateret. Andre gange om familie og fritid. Forleden stødte han for eksempel på vagten Jan, der kunne fortælle, at han skal gå Caminoen med sin søn.

De uformelle snakke bringer ham tættere på sine medarbejdere. Og det er vigtigt, mener han. Jo kortere afstand til medarbejderne, des større er sandsynligheden nemlig for, at de tør komme til ham med ideer og kritik.

»Jeg har brug for medarbejdernes blik på tingene, både for at kunne skabe gode rammer for dem, men også for at kunne træffe de bedste beslutninger for virksomheden. Derfor gør jeg meget ud af at opbygge stærke, tillidsfulde relationer til de mennesker, jeg har omkring mig,« siger han.

Men, tilføjer han, hvis du som leder går »ned på gulvet«, fordi du føler, at du skal, så kommer det ikke til at virke.

Det skal falde dig naturligt.

»Det er tilbage til det med det autentiske. Folk kan mærke, hvis det er en maske, du tager på,« siger Jacob Birkbøll, der her fem år efter sin tiltræden som direktør føler, at virksomheden – i hvert fald i det daglige – mere og mere er blevet »mit domæne, min tid,« som han formulerer det.

Og det er altså sådan, mener han, at det bør være. »Ingen er tjent med, at man forsøger at være en anden. Det gælder i alle ledelsesjob.«

Men er det ikke sværere at være tro mod sin egen ledelsesstil, når man som dig kommer udefra og skal lede en familieejet virksomhed?

»Det havde det nok været, hvis jeg ikke i forvejen havde været ansat i virksomheden. Men nu kendte jeg allerede virksomheden og familien. Og omvendt. Så begge parter vidste, hvad vi gik ind til, og at der var gensidig respekt. Det har givet mig en tryghed i forhold til at turde være den, jeg er,« siger han.

Noget, han har valgt at holde fast i fra den tidligere direktør, er at skrive fødselskort i hånden til samtlige af sine medarbejdere.

»Det er en fin tradition, som viser, at man interesserer sig for sine ansatte og ikke sætter nogle over andre. Det kan være, at tiden engang løber fra hilsner på bølgepap. Men ikke endnu.«

Lonely wolf
Da Jacob Birkbøll var barn, kunne hans far fortælle historier om dengang, han var chef for Slædepatruljen Sirius. Måske lagde det kimen til hans interesse for ledelse. En interesse, der for alvor blev vakt til live, da han senere begyndte på Handelshøjskolen.

Her var han omgivet af ambitiøse unge med store planer i tasken. Nogle ville starte deres egen virksomhed. Andre ville være »den næste store bankdirektør«, som han udtrykker det med et smil, der når helt op til de lyseblå øjne.

»Jeg har altid været optaget af tal. Men der var også noget tiltrækkende ved at komme tæt på beslutningerne, tæt på indflydelsen,« siger Jacob Birkbøll, der startede sin karriere i PwC og senere skiftede til en stilling som CFO på Dragsholm Slot, inden turen gik til Rødovre Centrum og jobbet som salgschef.

Med stillingen som administrerende direktør har han taget det sidste skridt op i hierarkiet. Han elsker de muligheder for at præge tingene, som følger med jobbet. Men han har også skullet vænne sig til, at der ikke længere er nogen at give beslutningerne videre til. Hans bord er det sidste i rækken.

»Der kan være beslutninger, som ikke er store nok til at vende med bestyrelsen, men som stadigvæk er svære. Det kan være personalesager, som jeg måske ikke kan dele med andre. Og så kan det være ensomt at sidde med det ultimative ansvar. Så er man pludselig en lonely wolf.«

Hvad gør du, når du er i tvivl?

»Jeg forsøger at tænke det rationelt igennem, og når jeg ikke kan blive klogere, så mærker jeg efter i maven. Så ved jeg som regel, hvilken vej jeg skal gå,« siger han.

Som regel?

»Der kan være tilfælde, hvor jeg må række ud til mit netværk for en second opinion på det rent principielle. Men det er heldigvis sjældent,« siger han.

Du har relativt stor frihed som direktør, virker det som om. Hvis familien ikke blander sig i den daglige drift, hvad ligger der så i det med, at virksomheden er hjerteblod for dem – hvordan mærker du det?

»De er superengagerede i bestyrelsesarbejdet. På den gode måde. Det er vigtigt for dem at træffe de bedst mulige beslutninger for virksomheden – ikke bare for deres egen skyld, men lige så meget for de næste generationer, der engang skal tage over.«

Og så går de også op i nogle ting, tilføjer han, som en almindelig professionel bestyrelse nok ikke ville bruge krudt på. Som for eksempel et mindre sponsorat.

»Men det er jo, fordi det betyder noget for dem, hvad centeret står for – og hvordan det opfattes af omverdenen. Det handler om mere og andet end at tjene penge. Og det synes jeg er inspirerende at være en del af,« siger han.

Fornemmeste opgave
Selvom Jacob Birkbøll ikke er medejer af virksomheden, så fylder den rigtig meget i hans liv. Både målt på antallet af arbejdstimer, som hurtigt løber op i 50 om ugen. Men også »tankemæssigt,« som han siger.

»Det ligger ofte i baghovedet - nærmest 24/7. Der er hele tiden noget, man skal forholde sig til, eller som giver anledning til nye overvejelser eller refleksioner.«

Det betyder også, at der ikke er tid til meget andet end arbejde og familie:

»Jeg ville da gerne kunne tage mere på jagt,« siger han og kigger op på de otte jagttrofæer på væggen. »Men så har jeg så meget andet. Et job, som jeg brænder for. Og stadig timer og overskud til at være sammen med familien.«

Hvilket aftryk håber du at have sat, når du engang ikke længere er direktør i Rødovre Centrum?

»Jeg håber at kunne efterlade en virksomhed, der klarer sig godt, er fulgt med udviklingen og står stærkere, end da jeg overtog den. Det er direktørens fornemmeste opgave. Og så håber jeg, at medarbejderne stadig trives og har lyst til at blive. At de er loyale. Så må jeg have gjort noget rigtigt«.