»Vi skal have fjernet det skamfulde, når ledere rammes af stress«

Signalerne havde været der i nogen tid. En dundrende hovedpine, som ikke kunne fjernes med hovedpinepiller. Kombineret med dårlig søvnkvalitet, koncentrationsbesvær og en generel fornemmelse af system overload.

Til sidst var hovedpinen så slem, at den ikke længere kunne overhøres. Men det var ikke Katrine Sperling, kommunikationschef i Novo Nordisk, der selv tog konsekvensen og satte foden ned.

»Jeg forstod ikke selv, hvor alvorlig min tilstand var, indtil min chef ringede til mig og sagde, at hun syntes jeg skulle blive hjemme næste dag for at få undersøgt mit hoved. Jeg er i dag dybt taknemmelig for, at hun valgte at ringe. Jeg ved, at det ikke var en nem beslutning for hende, for hvornår er det i orden, at man som chef går ind og dikterer en medarbejder til at tage en timeout,« siger Katrine Sperling.

Den foreslåede timeout blev noget mere langvarig, end Katrine Sperling selv havde forestillet sig.

Faktisk gik der 10 måneder, inden hun igen var parat til at overtage ledelsesansvaret i Novo Nordisk. De første fire måneder var hun 100 procent sygemeldt; de næste seks måneder fulgte hun en opstartsplan, der startede med 2,5 times arbejde om dagen, og som gradvist blev sat op hver anden uge. 

Under hele forløbet har hun mødt masser af forståelse og opbakning på sin arbejdsplads. Det har kun bestyrket hendes beslutning om at være åben om stress-forløbet.

»Vi skal have fjernet det skamfulde, næsten tabuagtige, der i dag følger med en sygemelding på grund af stress. Når det skamfulde fylder for meget, kan man som sygemeldt nemt komme til at læne sig for meget ind i det skamfulde, i stedet for at bruge al sin energi på at blive rask. Det flytter desværre fokus væk fra det egentlige problem,« siger Katrine Sperling.

Hovedpinen satte sig fast

Som kommunikationschef i en global virksomhed som Novo Nordisk og leder for 50 medarbejdere, har Katrine Sperling altid været vant til at arbejde meget. 

Hun har været på fra tidlig morgen til sen aften, men har altid opfattet det som naturligt, fordi hun er robust og har en høj arbejdskapacitet.

Lige indtil sidste år, hvor arbejdspresset blev markant større, blandt andet på grund af corona-nedlukningen, men også på grund af private udfordringer i relation til et af hendes børn. Noget der havde stået på i mange år, og nu egentlig var begyndt at gå bedre. Men en reaktion på det pres hendes nervesystem havde været under i mange år, var åbenbart uundgåelig. 

Hjerne på nedsat kraft

Hovedpinen startede lige da hendes sommerferie begyndte. Den første uge af ferien var den så slem, at hun måtte blive i sengen for nedrullede gardiner. 

»Jeg kunne dårligt sætte mig op i sengen og drikke et glas vand. Jeg havde den ondeste hovedpine, og det har jeg ellers aldrig lidt af,« siger Katrine Sperling.

Samtidig havde hun en oplevelse af, at hendes hjerne kørte på nedsat kraft. 

»Hele sommeren følte jeg mig sådan lidt ved siden af mig selv. Når vi havde gæster, følte jeg mig ikke rigtig til stede. Jeg tænkte langsomt, havde svært ved at koncentrere mig og skulle bruge kræfter på at følge med i samtalerne. Det var en meget mærkelig oplevelse.«

Da hun kom tilbage på jobbet efter ferien, var hun slet ikke klar til de mange arbejdsopgaver, der ventede på hende. Og hovedpinen blev så slem, at det ofte var nødvendigt at tage tidligt hjem fra kontoret for at ligge ned og arbejde. 

»Når jeg havde Teams-møder, kunne jeg ligge i sengen med den bærbare på maven, og lade være med at have kameraet på. På den måde kunne jeg skjule, hvor galt det i virkeligheden var,« siger Katrine Sperling.

Fordi der både var ekstremt meget arbejde, og fordi belastningen på hjemmefronten længe havde været enorm, sagde kroppen fra.

»Hovedpinen bed sig fast, og til sidst var den så slem, at det var svært at gennemføre en hel arbejdsdag på kontoret. Jeg kan huske, at jeg en dag sagde til min assistent: ”Hvis der er en til, der spørger mig om noget, så får jeg en nedsmeltning oppe i mit hoved”. Jeg oplevede helt fysisk, at min hjerne var overophedet, og jeg kunne simpelthen ikke rumme flere indtryk.«

Måtte lægge sig ned på toilettet

Den sidste fredag på kontoret inden sygemeldingen kulminerede det hele, da hun måtte lægge sig ned på gulvet på et toilet for at få hovedpinen til at lette bare en anelse. 

»På intet tidspunkt tænkte jeg på at sygemelde mig, selv om kroppen sendte nogle meget tydelige signaler om, at jeg skulle geare ned og passe på mig selv. De signaler overhørte jeg, for jeg kunne ikke overskue konsekvenserne af dem.«

Søndag aften kom så opkaldet fra hendes chef.

»Hun havde godt fornemmet, at jeg var et dårligt sted, men jeg blev faktisk irriteret, da hun ringede og foreslog, at jeg skulle sygemelde mig. Jeg insisterede på, at jeg lige blev nødt til at tænke over det. Men da jeg talte med min mand om det, syntes han selvfølgelig, at jeg skulle tage imod hendes råd, og det vidste jeg jo også godt inderst inde selv,« siger Katrine Sperling.

De første dage havde hun meget svært ved at forstå, at hun faktisk var sygemeldt, og fortsatte med at sende lidt mails og sms’er til sin chef. Men hun blev mødt med en ordre om at lukke helt ned for alt arbejde. Som i helt ned.

»Jeg kan se nu, hvor vigtigt det var, at hun så tydeligt sagde, at hun ikke ville høre fra mig, og at jeg kun skulle gå op i at få det bedre. For det tog noget tid at erkende, hvad jeg stod i. Det tog også lang tid for mig at bruge ordet ’stress’, for jeg troede jo, at jeg ville være hurtigt tilbage,« siger Katrine Sperling.

Systemet krævede ro

Selv om Katrine Sperling på det tidspunkt var i en decideret krise, og stresshormonerne bankede rundt i hele kroppen, formåede hun at gøre to vigtige ting: Hun konsulterede en læge, og fik tjekket, at hovedpinen ikke skyldtes andre ting. Og så rakte hun ud til PFA, og fik via sin sundhedsforsikring booket samtaler med en psykolog, der hjalp hende med at få bearbejdet de personlige problemer. 

Ellers stod den i startfasen mest af alt på fred og ro. Masser af hvile, hvor hun forsøgte at undgå larm og andre former for stimuli.

»Jeg fandt jo ud af, at jeg havde været seriøst overbelastet. Det handlede simpelthen om at få ro på mit nervesystem, for det havde været i alarmberedskab og på seriøst overarbejde i rigtig mange år.« 

Selv hjemme i privaten kunne indtrykkene fra hverdagslivet hurtigt blive for meget for hende.

»Hvis fjernsynet kørte samtidig med at min datter snakkede til mig, og en anden spurgte mig om noget, mens jeg lavede mad, så kunne jeg slet ikke være i det,« siger Katrine Sperling.

Sin egen stress-coach

Samtidig gik hun i gang med stille og roligt at mærke efter, hvad der skulle til for at få det bedre. Og det slog hende, at der ikke var nogen rollemodeller, som hun kunne læne sig op ad, og inspirere hende til, hvordan man kommer ud på den anden side.

»Jeg kunne kun komme i tanker om stress-ramte, der enten havde forladt virksomheden, eller havde skiftet job til noget mindre krævende. Så jeg måtte finde inspirationen inde i mig selv,« siger Katrine Sperling.

Hun tog også fat i en osteopat (alternativ behandler, red.) for at få løsnet op for spændingshovedpinen, og begyndte så småt på en proces, der skulle lære hende, at drage omsorg for sig selv. Hun opdagede, at yoga og meditation hjalp hende til at komme ud af sit hoved, og ned i kroppen, ligesom hun skruede op for mere intensiv motion.

»I starten dyrkede jeg en del intensiv motion, for jeg havde instinktivt behov for at mærke min krop. Men med tiden fandt jeg ud af, at det faktisk var den blidere form for bevægelse, som lange gåture og frisk luft eller yoga, som fik mit hoved til at slappe af, og som langsomt, men støt, fik stressniveauet i min krop til at falde. I yogaen lærte jeg at bruge den dybe vejrtrækning til at aktivere den beroligende del af nervesystemet, og det blev afgørende i min helingsproces,« siger Katrine Sperling. 

På ubestemt tid

De 14 dages sygemelding blev forlænget flere gange, indtil hendes chef til sidst meldte ud, at der ikke længere skulle være nogen deadline. ”Kom tilbage, når du er klar til det”, lød det.

»Jeg har været ekstremt privilegeret med den støtte og omsorg, som jeg har fået fra Novo Nordisk. Og det var faktisk en forløsning, da min chef indsatte en midlertidig chef i stedet for mig, for selv at blive aflastet,« siger Katrine Sperling.

Hun frygtede ikke på noget tidspunkt at miste lederjobbet, hvis sygemeldingen blev for langvarig.

»Har jeg tænkt tanken? Det har jeg sikkert, og jeg har da også tænkt, om jeg nogensinde ville blive klar igen. Men jeg har kun mødt forståelse og opbakning, og har hele tiden fået at vide, at de glædede sig til, at jeg kom tilbage.«

Meget langsom genstart

Fire måneder efter sygemeldingen var hun nået så langt, at hun følte sig klar til at vende tilbage på arbejde. Men i begyndelsen på et meget lavt timetal: 2,5 time om dagen, fire dage om ugen.

Hver anden uge blev timetallet sat op med en halv time. Og hver fredag morgen mødtes hun med sin chef for at gøre status.

»På mødet koncentrerede vi os kun om tre pejlemærker: Hvordan var mit energiniveau? Havde jeg hovedpine? Sov jeg godt om natten? Hvis alle tre ting var ok, skruede vi en anelse op for de timer, jeg kunne arbejde næste uge,« siger Katrine Sperling.

Selvom den langsomme genstart var frustrerende for hende, blev den også en øjenåbner.

»Jeg lærte jo lige pludselig, at man godt kunne arbejde på en anden måde. Og det gjorde mig nysgerrig på, hvordan man kan indrette sit arbejdsliv mere hensigtsmæssigt, og så man giver sin hjerne de bedste arbejdsbetingelser.«

Et helt nyt arbejdsliv

Den nysgerrighed førte i sidste ende til, at Katrine Sperling, der i dag er kommet sig over det alvorlige stressforløb, har lagt sit arbejdsliv om. 

Hun arbejder som udgangspunkt ikke om aftenen eller i weekender og ferier. Og så er hun begyndt at tilrettelægge sin arbejdstid ud fra et dagsdesign.

»I stedet for at lade arbejdskalenderen diktere hele mit liv, fører jeg nu en journal, hvor jeg hver uge planlægger, hvad der er de to-tre vigtigste opgaver, jeg skal have rykket på i den kommende uge, men også, hvad jeg ellers gerne vil have plads til i mit liv,« siger Katrine Sperling.

Hver morgen står hun meget tidligt op, allerede klokken 05.15, for at dyrke yoga og meditere. Hvis det kan lade sig gøre, starter hun helst arbejdsdagen hjemmefra. Det gør hun for at klare de allervigtigste opgaver om morgenen, når hjernen er mest frisk. 

»Tidligere mødte jeg ind på arbejde om morgenen, læste en milliard mails og hoppede ind i en masse møder. Pludselig var klokken 18.00, uden at jeg havde haft tid til de allervigtigste opgaver,« siger Katrine Sperling.

Færre timer – men mere effektiv

Ved at dykke ned i den seneste litteratur og forskning, er Katrine Sperling også blevet opmærksom på, hvor farligt det er for hjernen, at blive forstyrret hele tiden. Derfor forsøger hun ihærdigt kun at lave en ting af gangen, og så til gengæld gøre den grundigt. 

Hun vurderer også, at hendes nye arbejdsliv samlet set betyder færre arbejdstimer.

»Jeg arbejder samlet set færre timer i dag, end tidligere. Jeg arbejder anderledes, men mere effektivt. Jeg kan mærke, at jeg får udrettet mere, og i en rytme, der passer mig bedre.

Og det giver en stor tilfredsstillelse, at have fokus på at flytte de vigtige opgaver, og ikke kun håndtere hastesagerne. Hver dag minder jeg mig selv om, at det, der er vigtigt, sjældent haster, mens det, der haster, ikke altid er vigtigt,« siger Katrine Sperling.

Indtil videre har det nye arbejdsliv virket efter hensigten. Katrine Sperling stortrives igen med sit arbejde, og har fundet en balance, der fungerer for hende og for hendes arbejdsgiver.

Og det er ikke gået ubemærket hen. Da hun kom retur til Novo Nordisk, kunne hendes medarbejdere se, at hun var forandret, og at hun havde fået nyt liv i øjnene. 

Da de begyndte at spørge ind til den måde, hun var begyndt at organisere sit arbejdsliv på, blev ledelsesteamet så inspirerede, at hele afdelingen på 50 mand nu er i gang med at se på, hvordan arbejdslivet kan indrettes, så performance og trivsel hænger bedre sammen.

»Det var vigtigt for mig, at vi ikke skulle køre et forløb, der handlede om, hvordan vi skulle undgå at ’blive syge’ ligesom mig. Det skulle være et fælles projekt om, hvordan vi kan indrette vores arbejdsdag på en mere bæredygtig måde,« siger Katrine Sperling.

Performance uden stress

Sammen med et konsulentbureau ser man blandt andet på, hvordan digitaliseringen gør det muligt, at arbejde på nye måder.

»Målet er at skabe en arbejdsplads, der forebygger stress, men uden at det går ud over performance. For alle os med grænseløst arbejde handler det i høj grad om at lære, at tage ansvar for sit eget liv – sætte grænser og arbejde på en mere intelligent måde, hvor der også er plads til egenomsorg,« siger Katrine Sperling.

Hendes afdeling eksperimenterer blandt andet med færre møder og mindre fokus på mails, og tester en lang række andre muligheder af i det fleksible arbejdsliv.

»Vi er i en eksperimentfase lige nu, hvor vi for eksempel arbejder med fokustid om formiddagen, med brug af Pomodoro-teknikken.

Vi tester også, om vi er mere produktive med en mødefri dag om ugen, med slots i løbet af dagen til at tjekke mails, samt i det hele taget at mødes i kortere tid. For eksempel kan et heldagsmøde sagtens starte kl. 10.30, og dermed give medarbejderne en mulighed for lige at klare det vigtigste, inden mødet starter. Det giver ofte et bedre nærvær, og hvis alle er fuldt til stede i den tid, man er sammen, når man altid mere på kortere tid, og af en højere kvalitet,« siger Katrine Sperling.

Den måske vigtigste pointe for hende er, at der i det grænseløse arbejdsliv også skal være plads og rum til dig selv.

»Hvis du har et møde sent om aftenen, så er det ok at møde lidt senere næste dag. Specielt i en global virksomhed med kolleger i mange forskellige tidszoner, kan arbejdet nemt komme til at fylde så meget, at det med tiden går ud over ens trivsel. Derfor skal man prioritere at lægge lidt ’honningdepoter’ ind i sin hverdag, så man husker at nære sig selv og gøre de ting, der giver én energi. På den måde bliver man en meget bedre udgave af sig selv. Hvis min kalender tillader det, kan jeg for eksempel godt finde på, at starte tidligt en morgen med noget arbejde, der kræver fordybelse, gå til yoga fra 9-10, og først tage på kontoret bagefter. Det er et eksempel på at være mere intentionel med sit liv,« siger hun.

Åbenhed skaber forandring

Katrine Sperling håber, at hendes fortælling – og de erfaringer og råd, hun har valgt at dele - kan være med til at skabe forandring mange andre steder også.

»Jeg har ikke lyst til at være kendt som hende, der gik ned med stress, men det ligger mig meget på sinde, at få skabt mere åbenhed. Al forandring starter med, at man tør tale om problemerne; ellers kan vi ikke nå ind til kernen og få sat gang i de tiltag, der skal til for at forebygge stress,« siger hun.

Og der er masser af arbejde at gøre endnu, understreger hun.

»Hvorfor er det mindre tabu, at få en diskusprolaps, end at din hjerne har været overbelastet? Det er jo helt skørt. Det er noget, der rammer virkelig mange, og jeg tror kun, at det bliver værre, hvis vi ikke lærer at arbejde på en mere intelligent måde, hvor vi også forstår at restituere, og husker at tømme vores hjerne, fordi vi får så ufatteligt mange indtryk i løbet af en dag,« siger Katrine Sperling.

Overvældende positiv respons

Beslutningen om at være åben om stress-forløbet har hun ikke fortrudt. Da hun efter 10 måneder endelig kom tilbage på fuld tid, valgte hun at dele sine erfaringer i et LinkedIn-opslag, der gav hende en overvældende positiv respons.

»Jeg følte virkelig, at jeg ramte noget vigtigt. Mange har kommenteret, at de selv har oplevet noget tilsvarende, men følt, at det var for skamfuldt til at tale højt om. Og jeg har også fået mange private beskeder, også fra tidligere kolleger, der pludselig havde forladt jobbet, men som følte, det var for skamfuldt at sige hvorfor,« siger Katrine Sperling.

Frygten for at blive anset som svag, fordi hun blev ramt af stress, har vist sig helt ubegrundet. Tværtimod føler hun, at hendes kolleger har opfattet det som et tegn på styrke, at hun er stået frem. 

»Jeg håber, at jeg kan være med til at vise, at det er fint at vise sårbarhed. Og at stress ikke er noget, man skal skamme sig over, men derimod et problem, som vi kun kommer til livs ved at turde tale om det. Det er en vigtig forudsætning for, at vi bliver bedre til at mestre det grænseløse arbejdsliv,« siger Katrine Sperling.