Adam Price har armene over kors
»Med tiden blev Sven mere end bare en chef. Han blev en mentor, der hjalp mig med at opdage, hvad det var, jeg kunne. Hvad det var, jeg var god til. Og det synes jeg faktisk er en leders fornemmeste opgave: At se potentialet hos folk,« fortæller manuskriptforfatter og restauratør Adam Price om sin bedste leder, Sven Clausen. Foto: Ritzau Scanpix
Min bedste leder

Adam Price om sin bedste leder: »Han kunne få folk til at tro på, at de kunne noget særligt«

22. august 2024

Adam Price havde udsigt til en karriere som advokat, da en anerkendt tv-producent spottede ham til en audition og tog ham under sine vinger.

Gå til Action card

Da jeg var i mine 20’ere, blev jeg inviteret til at møde op ude på Danmarks Radio til noget så sjældent som en forfatteraudition til en tv-serie. Den var den, der endte med at blive til serien Taxa. Jeg havde på det tidspunkt primært skrevet revy og satire til tv og havde ikke prøvet kræfter med ”rigtig” manuskriptskrivning til et drama. Derfor følte jeg mig ikke ligefrem på hjemmebane, da jeg troppede op ude i den gamle DR-by i Søborg.

Jeg havde nogle år tidligere færdiggjort mine jurastudier på Københavns Universitet. Og et eller andet sted regnede jeg nok med, at det skulle blive min levevej, når jeg engang var færdig med at pjatte rundt og lege manuskriptforfatter og skulle have mig et ”rigtigt” job.

I dommerpanelet sad nogle af de største skikkelser inden for dansk tv-drama, heriblandt Sven Clausen, som var den producent, der om nogen havde gjort lange tv-serier til en ting herhjemme. Og nu skulle jeg forsøge at overbevise ham og de andre i panelet om, at jeg havde dramaturgisk fornemmelse og en tone, der skilte sig ud fra de andre i bunken.

Nogle dage senere dumpede et brev ind ad døren med beskeden om, at jeg var en af de udvalgte. Jeg var totalt forbløffet. Helt uskolet og uprøvet på den store scene skulle jeg nu til at skrive episoder til en af de største tv-satsninger i DR’s historie – og så med Sven Clausen som producent og dermed chef for butikken. En kæmpe chance. Men også helt vildt angstprovokerende.

Selvom Sven var en betydningsfuld herre i branchen, så var han på ingen måde autoritær i sin ledelsesstil. Han lignede lidt en rar julemand med sit fuldskæg og smilende øjne, og han talte venligt og i øjenhøjde med folk – også til os unge. Det var først og fremmest sådan, han var som person. Men jeg tror også, at han var meget bevidst om ikke at være autoritær og kommanderende. For det kommer du ikke langt med, når du skal lede en kreativ proces. Hvis du vil have folk til at skabe noget nyt og originalt, så er du nødt til at gøre arbejdet lystfuldt. Og det formåede Sven i den grad. Inden for de meget vide rammer, han udstak, havde vi totalt frihed – i hvert fald i den ideskabende fase. Det gav os en fornemmelse af, at han troede på os. At han havde tillid til, at der ville komme noget godt ud af det.


Adam Price

Manuskriptforfatter, dramatiker, madanmelder og restauratør.

Født i 1967.

Søn af skuespillerparret Birgitte og John Price og lillebror til kapelmester og tv-kok m.v. James Price.

Uddannet jurist.

Forfatter og medforfatter til tv-serier som 'Taxa', 'Nikolaj og Julie', 'Anna Pihl', Herrens Veje samt 'Borgen'.

Sammen med broderen James Price vært i madprogrammet ’Spise med Price’, som blev sendt for første gang i 2008.

Har to børn og bor i Hellerup.

Fold ud

Han var i det hele taget god til at få folk til at tro på deres eget talent. Han havde blik for, hvad den enkelte kunne og var god til at sætte ord på det. ”Vi har jo valgt dig, fordi du har en særlig gal troldsplint i øjet, som gør, at kun du kan skrive på den her måde,” kunne han finde på at sige. Og tilføjede så: ”Det ville jeg aldrig kunne.” Og det havde han et blik for at gøre i forhold til virkelig mange meget forskellige mennesker på produktionen. Lysfolk. Runnere. Alle. Det mindede os om, at vi var med på holdet af en grund. Og det betød noget, når man som jeg prøvede kræfter med noget ret nyt, som jeg dybest set ikke anede, om jeg duede til.

Når vi afleverede noget, så roste Sven os altid for det, vi var lykkedes med. ”Den her scene er perfekt.” ”De her replikker kan ikke skrives bedre.” Så kan det godt være, at der var en masse andet, som ikke var i orden. Men man gik derfra med en følelse af, at man i det mindste havde bidraget med noget godt. Så kan man mene, at det var beregnende og en smart måde at få skippet alt det dårlige ud på. Jeg synes, det var den dygtige leders diplomati. Man skal huske på, at vi var en flok følsomme kunstneriske sjæle, som skulle krænge vores inderste ud. Tænk, hvis han havde taget udgangspunkt i alt det dårlige – så var vi jo brudt grædende sammen. Men det gjorde vi ikke. For der var jo noget, som fungerede. Noget, som kun vi kunne skrive.

Alligevel endte vi faktisk med at blive fyret – alle sammen – i den første redaktion. Det, vi afleverede, var ganske enkelt ikke godt nok til en stor, dyr serie i bedste sendetid. Måske skyldtes det gruppens sammensætning. Jeg ved det ikke. Men der var i hvert fald noget, som ikke fungerede. Det vidste vi nok også godt selv. Alligevel kom det som noget af et chok, da vi fik beskeden. Men sådan var Sven også. Det var projektet, det handlede om. Og så var der ingen grund til at holde på folk, hvis de ikke kunne levere.

Det kan lyde ufølsomt, men sådan tror jeg ikke, folk oplevede det. For når Sven sagde farvel til folk, så udstyrede han dem med en faldskærm; forstået på den måde, at han så vidt muligt gav folk en chance på et andet projekt. Igen: De var jo blevet hyret af en grund. Så måske var det bare ikke lige på det her projekt, at deres talent passede ind. Sven behandlede folk ordentligt af princip. Men jeg tror også, han gjorde det med tanke på, hvor lille branchen er. Så mange instruktører og manuskriptforfattere er der heller ikke. Så du er nødt til at holde dig på god fod med folk. Og det var han altså god til, selvom hans job krævede, at han indimellem traf nogle ubehagelige beslutninger.

Sven Clausen

Født i 1943.

Uddannet dramaturg fra Aarhus Universitet i 1973.

Var i begyndelsen af sin karriere ansat som souschef på Aalborg Teater, hvor han havde produktionsansvaret for mere end 160 forestillinger.

I 1984 blev han hentet til DR, i første omgang som dramaturg og fra 1987 som producent i TV-Drama. Har blandt andet haft ansvaret for serier som ’Gønge-høvdingen’ (92), ’Landsbyen’ (91-96), ’Frihedens skygge’ (94), ’Taxa’ (97-99) og ’Rejseholdet’.

Er flere gange blevet tildelt International Emmy Award for Drama Series. I 2019 modtog han Danske Dramatikeres hæderspris i 2019.

Fold ud

Da jeg cyklede hjem efter at være blevet fyret, sagde jeg til mig selv, at løbet var kørt. Jeg skulle ikke være manuskriptforfatter, men måske tilbage og arbejde som jurist. Det var sådan, det måtte være. Men så, inden jeg rigtigt nåede at tænkte tanken til ende, ringede telefonen. »Det er Sven,« lød det i røret. »Adam, hvad siger du til at komme herud i morgen igen. Jeg tror godt, jeg kan bruge dig.« Jeg og de to andre episodeforfattere havde ikke fungeret sammen som gruppe. Men Sven kunne åbenbart se et eller andet i mig og ville gerne have, at jeg fortsatte. Få timer tidligere var jeg blevet fyret. Nu stod jeg igen med et job på hånden og en genoplivet drøm.

Med tiden blev Sven mere end bare en chef. Han blev en mentor, der hjalp mig med at opdage, hvad det var, jeg kunne. Hvad det var, jeg var god til. Og det synes jeg faktisk er en leders fornemmeste opgave: At se potentialet hos folk. Og hjælpe dem med at udfolde det. Det er jeg ikke den første, der siger. Men det er jo nok også, fordi der ligger en stor sandhed i det. Der er arbejdspladser, der hyrer efter eksamensbeviser frem for det menneske, der gemmer sig bag. Det har jeg aldrig forstået. For papirerne siger ikke noget om, hvad der gør den person særlig. Og som sandsynligvis er noget, du ikke kan uddanne dig til. Det er da det, som er interessant.

Ofte kan du ikke selv se, hvad dette særlige er. Og slet ikke, når du er ung og har travlt med at spejle dig i andre omkring dig. Det, jeg afleverede til den audition ude på DR, var formentligt noget ungdommeligt sludder. Alt for meget. Alt for ustruktureret. Men Sven kunne se noget i det. At der gemte sig et talent et sted mellem linjerne, som kunne noget særligt indenfor den her branche. Et talent, der bare skulle slibes til og hjælpes på vej. Og det skylder jeg ham den største tak for.

Mere fra Min bedste leder

Birgitte Hjort Sørensen i sort og hvid kigger ud i luften
Min bedste leder

Birgitte Hjort Sørensens bedste leder pakkede hende ikke ind i vat. Heldigvis

Da Birgitte Hjort Sørensen skulle bevise sit værd på et af verdens mest velansete teatre, brød hun sammen i frygt for at falde igennem. Men så gjorde instruktøren det modsatte af at være overbeskyttende: Hun stillede krav. Og det var lige præcis det, den danske skuespiller havde brug for. 
6 min.
JeanetteVarberg001_1920x960
Min bedste leder

Jeanette Varberg om sin bedste leder: »Han giver mig plads til at udleve min passion«

Arkæolog og forfatter Jeanette Varberg er svær at imponere, når det kommer til ledelse. Men med Rane Willerslev for bordenden på Nationalmuseet kunne hun ikke ønske sig en bedre chef.
6 min.
Lærke Kløvedal står foran nogle træer
Min bedste leder

Lærke Kløvedal om sin bedste leder: »Hun har en mildhed i sit lederskab, som jeg sætter kæmpestor pris på«

Lærke Kløvedal havde en idé om, at ledere er sådan nogle, der støjer. Men så fik hun Nete Harsberg som sin nærmeste chef.
5 min.
Emil Simonsen fra Suspekt holder en mikrofon
Min bedste leder

Emil Simonsen har en rørende og lærerig historie om sin bedste leder

Inden Emil Simonsen fik gang i karrieren som rapper i gruppen Suspekt, arbejdede han i et gartneri, hvor lederen lærte ham noget om disciplin og klar kommunikation. Og ikke mindst gav ham et ansvar, der fik ham til at vokse som menneske.
4 min.
Kaspar Colling-Nielsen står foran en mørk væg
Min bedste leder

Kaspar Colling-Nielsen mødte sin bedste leder i en verden af stive jakkesæt og blanke sko: »Han lod mig være den, jeg var«

Kaspar Colling-Nielsen følte sig som en aparte figur i det forsikringsselskab, han som ung fik arbejde i. Men hans leder gav ham plads og lov til at være sig selv. Det har han aldrig glemt ham for.
4 min.
Connie Hedegaard står foran et træ
MIN BEDSTE LEDER

Connie Hedegaard om sin bedste leder: »Han ansporede alle til at gøre sig umage«

En nu afdød Berlingske-redaktør tog den konservative MF’er, Connie Hedegaard, under sine vinger, da hun skiftede politikken ud med journalistikken. ’Bissen’, som han blev kaldt, lærte også den senere minister og EU-kommissær nogle vigtige lektioner om ledelse.
5 min.