Anna Lin om sin bedste leder: »Hun lærte mig, at jeg godt må larme«

Da jeg blev optaget på DR’s talentholdet, havde jeg ingen idé om, hvad mediebranchen var for et sted. Jeg var 20 år gammel og vidste stadig ikke helt, hvem jeg var, og hvem jeg ville være i mit arbejde. Så jeg stod et ret sårbart sted i min karriere og i mit liv i det hele taget.

Lederen af forløbet hed Karen Straarup. Hun blev en slags mentor for mig. Hun så og forstod mig, da jeg havde allermest brug for det. Det var hende, der lærte mig, at alt det, jeg troede, jeg skulle gemme væk, faktisk var en kæmpe styrke.

Som barn var jeg frygtløs og tænkte ikke over, hvad andre syntes om mig. Jeg elskede at optræde – både på scenen til teater og foran min mors kamera. Jeg kunne mærke at spotlightet trak i mig og drømte om at fortælle historier. Enten som fotograf som min mor eller som skuespiller på de store scener.

Da jeg var teenager, havde jeg en fotoblog, hvor jeg eksperimenterede med min kreativitet. Jeg lavede photoshoots med mine venner og små billedserier med tekst. Jeg blev drillet med min blog, og da jeg startede på efterskole, lavede nogle af de andre elever en blog, hvor de gjorde grin med min. Derudover blev jeg talt grimt til på anonyme fora, og det hele fik mig til sidst til at slette min blog og gøre mig selv mindre. I gymnasiet tænkte jeg meget over at passe ind, men fik stadig slag for at være for meget.

Usikkerheden rumsterede stadig i mig, da jeg nogle år senere begyndte på Talentholdet. Og det føler jeg, at Karen meget hurtigt så. Hun interesserede sig for, hvem jeg var, og hvad jeg havde brug for. Og hun var ikke bange for at dele ud af sig selv. Om alt fra dengang, hun blev forelsket i sin mand, til den tvivl, hun selv var blevet ramt af som ung i mediebranchen. På den måde skabte hun et trygt rum, hvor jeg ikke følte, at jeg skulle leve op til noget, men frit og ærlig kunne fortælle om de ting, der fyldte hos mig. Og det var helt vildt vigtigt i forhold til at finde min egen plads i medieverden, hvor man nemt kommer til at spejle sig så meget i de store navne, at man ender med at miste sig selv.

Jeg er ikke sikker på, at alle ledere skal dele lige så meget ud af sig selv, som Karen gjorde. Havde vi været i en relation, hvor hun kunne fyre mig og bestemme min løn, så var det nok ikke gået at komme så tæt på hinanden. Men jeg tror, at der som leder er meget at vinde ved at turde fortælle en nuanceret historie om sig. For hvis lederen altid går rundt med en facade, så er der i hvert fald ingen, der åbner op. Men balancegangen for, hvor langt lederen skal gå, er hårfin.

Karen lærte mig en vigtig ting, nemlig at folk slet ikke tænker så meget over, hvad du gør og siger, som du måske tror. De fleste har så travlt med at tænke på sig selv, at de ikke har tid til at tænke på andre. Og derfor er det spild af tid og kræfter, hvis man konstant går og bekymrer sig over, hvad omverdenen tænker om én. Det betyder ikke, at du skal være ligeglad med andre. Men du kan også helt glemme at eksistere, hvis alt handler om, hvordan andre opfatter dig. Og hvis der var noget, den 20-årige jeg havde brug for, så var det at lære at eksistere og være i verden som den, jeg er.

Karen stod ved mine side, da jeg fik mit første værtsjob. Bogstaveligt talt. Hun havde anbefalet mig som vært på Ungdommens Folkemøde, hvor jeg på hovedscenen foran flere hundrede mennesker skulle præsentere og stille spørgsmål til Clement Kjersgaard, Abdel Aziz Mahmoud og nogle andre journalister, som jeg så op til. Der var ikke nogen, der vidste hvem jeg var. Jeg var nervøs, men Karen fik mig til at tage det hele meget roligt. Hun tog med den første dag og var en slags manager eller assistent. Hun havde købt de snacks, jeg godt kunne lide, og sad ude bagved som en mental støtte. På et tidspunkt ser jeg Abdel stå og snakke med en masse venner, og så gik jeg over og var sådan: ‘Hey, jeg hedder Anna – vi skal snakke sammen på scenen – har du et øjeblik?’ Karen sad og så min ligefremme måde at gå til ham på. Det gjorde hende stolt, fortalte hun mig bagefter og sagde så noget, som jeg har taget med mig, nemlig at et af mine største talenter er, at jeg ”vader ind i folk med træsko på”, som hun udtrykte det. Jeg får folk til at give mere af sig selv, fordi jeg selv giver en masse og ikke lægger låg på mig selv i frygt for at være for meget. Det vidste jeg på en måde godt. Men nu, hvor Karen havde bekræftet det, var jeg ikke længere i tvivl.

Karen var der også for mig, når det gik mindre godt. En dag, hvor hun så mig på Indre Gade i DR-byen, lagde hun mærke til, at jeg var tom i blikket. Jeg var i praktik et sted, hvor jeg fik nogle opgaver, som jeg slet ikke skulle have haft. Men det kunne jeg ikke selv se og troede, det var mig, der var noget galt med. Heldigvis spottede Karen, at der var noget, der ikke stemte – og så endda lige der midt i menneskemylderet. ’Hvis du mister gløden, er jeg bange for, du mister dig selv’ sagde hun og fik ændret på den plan, jeg skulle følge. Jeg følte mig virkelig grebet i en situation, hvor jeg var ved at miste mit shine.

Mange ledere har travlt med at fortælle om alt det, man kan gøre bedre. Sådan var Karen ikke. Hun gav mig utrolig mange rosende ord. Og det tror jeg faktisk er vigtigere end at høre om alt det, man burde have gjort. Rosende ord gør jo ikke, at man stopper op. Tværtimod. Det giver dig lyst til at fortsætte. Og blive endnu bedre.

Jeg har lært af Karen, at det er vigtigt at holde fast i, hvad det er, der driver dig. I både hendes og mit tilfælde er det at formidle og fortælle gode historier. Og det findes der tusindvis af forskellige måder at gøre på. Det handler om at være ærlig overfor sig selv og holde fast i din kerne, så skal det næste skridt på vejen nok vise sig for dig. Min vej er i hvert fald blevet langt mere tydelig, efter hun fik mig overbevist om, at jeg er bedst, når jeg er mig selv. Med træsko på. Og gerne de røde af slagsen.