Da krisen ramte Ørsted, havde Rasmus Errboe ikke tid til at tvivle: »Jeg gjorde det bare«

Rasmus Errboe stod på terrassen i hjemmet Gentofte, da han fik beskeden.

Det var fredag aften den 22. August 2025, og han var landet hjemme foran fjernsynet efter en lang uge. Faktisk havde hele sommeren været lang.

11 dage tidligere havde han som topchef meldt ud, at Ørsted ville bede sine ejere om at skyde 60 milliarder kroner ekstra ind i virksomheden. Men denne aften holdt Rasmus Errboe fri sammen med sin familie.

Så ringede telefonen. Det var Ørsteds juridiske chef. Rasmus Errboe kiggede på skærmen, men svarede ikke på opkaldet.

Kort efter tikkede en sms ind med beskeden: Ring.

Rasmus Errboe gik ud på terrassen, og mens han talte i telefon, fik virksomheden en stop-work order. De amerikanske myndigheder havde beordret Ørsted til øjeblikkeligt at stoppe byggeriet af Revolution Wind, en havvindmøllepark til over 30 milliarder kroner, der næsten var færdig og altså nu stod til potentielt aldrig at kunne tjene en øre hjem. Alene det at sætte projektet på pause ville koste over 100 millioner kroner om ugen.

»Jeg sagde til min hustru, at jeg var out of the loop, og så gik jeg ned på kontoret i underetagen og lukkede døren,« fortæller han.

Det, der allerede havde været en lang uge, blev også en lang aften, en lang nat og nogle lange uger. Bare 35 minutter efter opkaldet sad Rasmus Errboe med Ørsteds amerikanske ledelse, kommunikationsfolk, advokater og projektfolk samlet på Teams.

Havvindmølleprojektet skulle lukkes ned. Helt lavpraktisk med, at folk skal stoppe arbejdet og hentes i land fra de flere hundrede meter høje vindmøller ude i Atlanterhavet. Bestyrelsen skulle informeres. Finansministeriet skulle have besked. Det samme skulle bankerne bag kapitalforhøjelsen. Og inden markedet åbnede mandag morgen, skulle Ørsted have fundet ud af, hvad selskabet ville gøre. Alt mens det står klart, at pengene fossede ud af virksomheden.

Det er ikke en situation, Rasmus Errboe har prøvet før. Det er der stort set ingen, der har.

»Jeg tænkte ikke over det på den måde. Jeg gjorde det bare.«

Han ville selv have noget på spil
Rasmus Errboe havde kun været administrerende direktør for Ørsted i et halvt år, da virksomheden fik besked på at stoppe havvindmølleparken i USA. Allerede som 46-årig var han endt for bordenden i Danmarks største energiselskab, og en af de mest internationalt kendte virksomheder.

Ørsted har tusindvis af medarbejdere, aktiviteter på tværs af flere kontinenter og har gennem de seneste årtier udviklet sig fra dansk olie- og gasselskab til verdens største udvikler af havvind.

Det var ikke ligefrem der, Rasmus Errboe så sig selv ende, da han læste jura og senere arbejdede hos Kromann Reumert. Et job, han havde kæmpet for at få, og som han var glad for. Men efter nogle år begyndte noget at nage.

»Når jeg sad til møder med klienterne, lagde jeg mærke til, at der altid var nogen i lokalet, der havde lidt mere på spil,« fortæller han.

Både Rasmus Errboe og hans hustru havde gode jobs herhjemme og en søn på seks måneder. Alligevel besluttede de at flytte til Californien, hvor Rasmus Errboe tog en MBA i finans og strategi.

»Jeg ser ikke mig selv som værende mere skarp eller klogere end gennemsnittet. Men når det kommer til at få ting til at ske og tage ansvar for mit eget liv, min egen lykke og for min families lykke og velbefindende, så er jeg en, der får tingene til at ske,« siger han.

Da familien kom hjem igen efter to år, blev han ansat i det daværende DONG Energy.

Han har ikke skiftet arbejdsplads siden. Til gengæld har han skiftet job igen og igen, for han er blevet forfremmet ikke mindre end 10 gange på vej til den absolutte toppost.

Ansvaret vokser
Rasmus Errboe begyndte i den juridiske afdeling, men der gik ikke mange måneder, før han hørte om en jobmulighed i virksomhedens afdeling for opkøb og fusioner. Og meget sigende for hans tilgang, meldte han sig selv på banen.

Det blev begyndelsen på en karriere, hvor han fik større opgaver og mere ansvar af cheferne igen og igen. De så et stort potentiale i ham, og få år efter, fik han en central rolle i børsnoteringen af DONG Energy. Projektet sendte ham rundt i stort set alle hjørner af virksomheden og helt tæt på den øverste ledelse. Efter det fulgte salget af DONG Energys olie- og gasforretning.

For første gang mærkede Rasmus Errboe for alvor følelsen af at stå med ansvaret for, at alle dele af et enormt projekt hænger sammen. Og endnu en gang lykkedes det. Det kunne nemt have givet ham et skævt billede af, hvor vigtig han selv var, mener han, men det var faktisk noget andet, han tog med sig videre:

»Jeg indså ret hurtigt, at jeg på mange måder bare var den, der skulle få enderne til at mødes. Arbejde sammen med dem, der vidste mest, på den bedst mulige måde og grundlæggende bare opføre mig ordentligt. Ikke tage æren for noget, andre havde lavet. Gøre mig umage. Og få de rigtige mennesker med ombord.«

For selv om Rasmus Errboe var tæt på topledelsen, havde han brug for viden fra alle afkroge af virksomheden. Den erkendelse blev kun vigtigere, da han senere blev finansdirektør for Ørsteds havvindforretning. Han gik fra syv medarbejdere til omkring 128 og skulle pludselig ikke bare lede medarbejdere, men andre ledere.

»Hvis du spurgte mig om, hvordan det går ovre i en gren af virksomheden, så ville jeg tænke: Hvordan går det for Niels? Eller hvordan går det for Peter? Altså, jeg ser mennesket, før jeg ser opgaven. Sådan har det altid været.«

Det er også derfor, nogle af de nødvendige beslutninger, der kom senere, under Ørsteds genopretning har været svære.

60 milliarder og en hånd på kogepladen
Nogle uger efter opkaldet på terrassen, den augustaften i 2025, sad Rasmus Errboe i Finansministeriet til et afgørende møde.

Ørsted havde brug for kapital. Rigtig meget kapital.

Selskabet skulle bruge 60 milliarder kroner, og fordi den danske stat ejer 50,1 procent af Ørsted, betød det, at de danske skatteborgere skulle bidrage med omkring 30 milliarder.

Rasmus Errboe husker stadig den fysiske fornemmelse af, hvordan han havde det, da han skulle ind i ministeriet og forklare, hvor virksomheden stod, og hvad der var nødvendigt.

»Der er en vis ydmyghed forbundet med for alvor at føle, at man også personligt har lagt hånden på kogepladen,« siger han.

Bagefter skulle de resterende penge rejses. På tre uger talte Rasmus Errboe og Ørsteds finansdirektør med tæt på 300 investorer rundt om i verden.

Nogle af dem havde allerede tabt mange penge på selskabet. Nu skulle de se ham i øjnene og beslutte, om de fortsat troede på Ørsted.

Genopretningen har også krævet beslutninger, som rammer medarbejderne. For en ting er milliarder i et regneark, noget helt andet er, når det kommer til at have konsekvenser for de ansatte.

Ørsted skulle have færre medarbejdere og nogle af dem, der måtte forlade virksomheden, havde Rasmus Errboe kendt i mange år. Han insisterede på at fortælle medarbejderne, hvad der skulle ske, tidligt.

Alternativet var værre, mener han: At topledelsen vidste, at organisationen skulle skæres ned, men lod som ingenting over for dem, det ville ramme.

»For mig var det det ordentlige at gøre. Du har et stort ledelsesmæssigt ansvar for at være der for dine folk, særligt når der er noget, der er svært. Der har du en ekstra forpligtelse til at være til rådighed. Til at være fysisk til stede, til at være tydelig og være transparent.«

Man skal have en sund dosis tvivl
Da Rasmus Errboe blev den øverste direktør i Ørsted, havde han været ansat i virksomheden i 13 år. Han havde haft en lang række forskellige roller, og været en del af nogle af de beslutninger, som virksomheden siden har måttet gøre op med.

Derfor er tvivlen vigtig for ham. Ikke den slags tvivl, der betyder, at man ikke tør træffe et valg. Men den, der gør, at man stadig kan ændre mening, også når det er ens egen beslutning, man må lave om.

Rasmus Errboe mener ikke, at en topchef skal være sikker på alle sine beslutninger eller svar.

»Når man kommer op på det her niveau, så tror jeg, det er vigtigt, at man til hver en tid har en sund dosis tvivl. Ikke at blive for skråsikker, ikke at blive for selvsikker. Du må aldrig blive arrogant,« siger han.

Det er en erkendelse, der ikke kun kommer fra de beslutninger, der er gået godt.

I sidste ende er der ultimativt én, der skal tage ansvaret. Og siden februar 2025 har det været ham.

»Der er en enorm forskel på at være nummer to og nummer et,« siger han. Alligevel er han ikke i tvivl om, hvor han helst vil være.

»Det job, jeg har nu, er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Da jeg gik ind ad døren i 2012, der var jeg ikke specielt drevet af den grønne dagsorden. Der er jeg blevet klogere, det er der ikke nogen tvivl om. Det betyder ekstremt meget for mig nu, så på den måde har det også ændret mig og mit syn på verden at have det her job.«

»Jeg vidste godt, hvor ekstremt det nu ville blive«
Bare fire måneder efter at Rasmus Errboe blev ringet op af sin juridiske chef den fredag i august, stod han igen i det samme stormvejr.

Han var på vej til Jylland for at holde jul med familien, da han fik en sms om at tænde for Fox News. De amerikanske myndigheder havde igen beordret arbejdet på havvindprojekter stoppet. Denne gang ramte det begge Ørsteds projekter i USA. Historien gentog sig.

Familien holdt juleferie uden ham. Rasmus Errboe blev hjemme og gik igen ned på kontoret. Denne gang vidste han, hvad der ventede.

»Jeg vidste godt, hvor ekstremt det nu ville blive de næste tre uger, fordi jeg lige havde været igennem det,« fortæller han og fortsætter:

»Jeg følte simpelthen, at det var uretfærdigt for vores amerikanske medarbejdere. Det husker jeg mere, end at jeg missede den juleferie.«

For Rasmus Errboe er det netop dér, ledelse bliver vigtigst. Når tingene går godt, kan lederen godt fylde lidt mindre. Men i modvind skal man være der.

I løbet af sit første år på posten har han flere gange siddet med beslutninger, som meget få mennesker ville ønske at have det ultimative ansvar for.

Har du på noget tidspunkt ønsket, at det ikke var dig, der sad i stolen?

»Nej. Ikke en eneste gang. Tværtimod.«